Walking on my path (Åben)

Tauriel

As I wander around, I shall watch this world with my own eyes.

Der var dukket en fuldkommen enestående ung hoppe frem fra en følkrop. Manen var vokset betydeligt, hovskægget var blevet langt og blødt omkring de ædle ben, der nu bragte hende af sted i langt større gangarter end førhen. Hun svævede af sted i sin store, opløftende trav og hovedet var som altid højt hævet med ørene ret fremme. Hun elskede simpelthen at forsvinde af sted - væk fra fortiden, ind i fremtiden. Vandre alene omkring i nattens mulm og mørke, eller i dagens smukke lys. Alt i livet var en fortryllelse for hende og verden føltes endnu så uopdaget. Hun savnede tit familien og lovede ofte sig selv, at tage Tará med sig af sted noget oftere. Men lige nu var det sket: Tauriel havde krydset det smukke hav, for at undersøge en af Andromedas andre øer!

Hun befandt sig på ørkenøen Zenobia og hun havde aldrig været helt så målløs før. Overalt var der blot sand og atter sand - følelsen af at bevæge sig var besværet og alligevel var det så fantastisk sjovt. Man kunne lave glidende stop som aldrig før, lande blødt og solens lys blev på en eller anden måde reflekteret, så der virkede lysere end nogensinde før. Hun var betaget! Der var ikke ligefrem mad eller vand i nærheden, men Tauriel havde en fest. Det var noget helt andet end hendes hjem!

Zenobias ørken var det rette element for den spraglede Ørkenhingst. Længe havde han dog opholdt sig på de mere frodige øer, for at komme sig efter hans møde med Skyggerne, der lå efterhånden langt tilbage. En skæbnesvanger dag, hvor hans Sirene havde valgt at føre ham bag lyset og udnytte ham for egen vinding, udnytte ham for selv at kunne betræde Andromeda som Skyggehest.
Længe havde han frygtet at betræde Ørkenens ocean – for det var også her, han første gang havde mødt Sirenen. Den rustfarvede hoppe med flødefarvet man og hale. Et smukt syn havde hun været, et syn der stadig hjemsøgte ham – men denne dag havde han valgt at søge tilbage til Ørkenens domæne, for at udfolde sin dans på ny.

Solens stråler hang over den spraglede hingst, hvis pels var glinsende af sved. Han havde sat pels der var klar til vinterens kulde, som lagde sig over de øvrige øer i Andromeda; men her på Zenobia fortrak varmen sig ikke. Det var en udfordring som den spraglede ikke havde forudset, da han stævnede ud for at betræde hans sande element på ny – men det var ikke en udfordring der afskrækkede ham.
Hans bevægelser bragte ham elegant hen over det glubske sand, som forsøgte at sluge hans hove hver gang han betrådte dets lunefulde overflade. Det var en kunst at danse i sandet – for det krævede en stor fysik.
Dog havde den spraglede Ørkenhingst altid været let til bens og haft muskler til at bære sin krop i krævende elementer, så selvom han endnu ikke havde opnået sin fulde kapacitet, så var sandet ikke noget han ej kunne overmande.

Han nød stilheden, som herskede her. Det var langt fra den mest befolkede ø, grundet den golde Ørken. Man skulle vide hvor vandet og græsset var, før denne ø var attraktiv at vandre på. Med årene havde han lært sin vej at kende gennem Ørkenens gyldne sand og frygtede ej længere for at vandre i endeløse cirkler.
Det overraskede ham dog, når han stødte på fremmede sjæle her – for hvis ej hans kendskab til Ørkenens element var så stort som det var, havde han nok ej selv turde begive sig ud i den gyldne uendelighed.

Længere fremme spottede han en skikkelse. Sort som natten, men beklædt med det rene guld som nærmest forenede sig med sandet under dem. Hun var elegant, majestætisk – mindede meget om en hoppe, han for mange år siden havde lagt mærke til. Dog havde hun været dækket af stjernelignende, blå aftegn – hvilket denne hoppe ikke var. Om end var muligheden for at de kunne være relaterede dog tilstede; for da den spraglede hingst fik set nærmere på den fremmede, elegante skabning, så hun ungdommelig ud.
Hun dansede igennem sandet med en ynde der kunne matche hans egen og hun bar sig med en lethed, som nærmest synede uvirkelig i forhold til hendes tungere bygning. Drezar hvælvede sin hals og lod et hingstet hyl forlade hans strube, inden han med mindst lige så majestætiske bevægelser satte kursen direkte imod den fremmede nattesorte hoppe med et strejf af guld.

[1]

Tauriel
As I wander around, I shall watch this world with my own eyes.

Tauriels muskler blev efterhånden trætte, det var absolut ikke hverdag for den unge hoppe at bevæge sig sådan rundt i sand. Hun var ikke som sådan super bevidst om, at hun kunne blive fanget på øen og at det ikke var smart at udmatte sin krop, når man derefter skulle søge føde. Hun var rimelig vant til at tingene var hos hende - men vidste godt inderst inde, at alle steder ikke havde samme luksus. Måske var dette dagen, hvor hun selv skulle opleve det?
Udover det fantastiske sand, så var her også varmt - som om vinteren ikke tog fat. Tauriel havde et godt pelslag så hun mærkede også varmen sprede sig til sveddråber.

Sporene bag hende, blev taget af vinden - men hun havde ikke bevæget sig længere ind på øen end at hun mente hun vidste hvad vej havet og hjem lå. Ubekymret satte hun sin fart helt ned og kastede hovedet bagover så den efterhånden lange man blev hvirvlet omkring hendes ansigt. I den selvsamme stund lød et hyl fra en hingst. Hun vippede med ørene og lyden af hovslag i sandet kom tættere på. I en elegant glidende bevægelse vendte hun sig imod denne hingst: En der faldt godt ind i landskabet med sin brogede pels, der på de farvede pletter lignede sandets farve. Hun havde aldrig set ham før.

Men Tauriel var ikke gjort af frygt for andre og selvsikkerheden lyste derfor i hendes betagende øjne, da hun smilede til denne fremmede og besvarede hans høje lyd med en ganske feminin brummen. Hendes stemme så voksen at hun næsten blev helt undrende. Hey hvornår var hun vokset op?