Nyt bekendskab? :D

Den lalleglade, men kluntede hingst han nu var, kom han lallende afsted hen over den store eng. Hans øre var fremme og de orangefarvede, venlige og ikke mindst varme øjne var rettet frem for sig, og nogen gange ned på hans ben, bare for at være sikker på at han ikke ville falde over de lange stænger han nu havde. Han slog lystigt med halen bag sig og han slog med det lange og ædle hovede. Her var koldt, men han havde en kæmpe vinterpels, så han lignede en kæmpe bamse, men han var tilfreds med sin pels, den var dejlig varm! Der kom små røgskyer ud fra hans næsebor hver gang at han trak vejret. Han vrinskede så højt, drenget og venligt. Han havde lyst til selskab, det var ved at være noget tid siden, og det var som om at øen var død? Det havde den i hvert fald været i hovedet tid, men nu havde hun jo heller ikke selv været den bedste til at holde liv i øen, men nu ville han starte forfra, gøre sit forsøg igen! Denne hingst virkede som en uden bekymringer, og det havde han skam heller ikke, endnu.

Illana, den gyldne, lod sin guldfarvede krop bevæge sig afsted over engen i en afslappet, men naturlig yndefuld skridt. Hendes næsten hvide man kærtegnede hendes hals i bølgende bevægelser, alt imens vinden let pustede til den og hendes ører var vendt lyttende frem. Stedet var stille; men unikt. Smuk og i sandhed hvert eneste sekund værdigt. Den gyldne hoppe, som var ganske ny i dette land, havde nær ladet landskabet fortrylle hende så meget, at hendes ører næsten ikke opfangede et vrinsk fra en sjæl, der ligesom hende, vandrede i dette land. Forundret slog Illana sit fokus om og lod blikket glide hen over engen; hen imod en lystig sjæl, som havde givet lyd fra sig. Den gyldne hoppe betragtede et øjeblik denne sælsomme hingst, der lod til at nyde dette sted mindst lige så meget som den gyldne hoppe, inden hun lod sin feminine stemme svarer ham i en mild, men alligevel vågen tone. Denne hingst var den første sjæl Illana havde mødt, siden hun havde vandret igennem det uendelige mørke, for at nå hertil; og hun glædede sig til at lærer denne nye sjæl at kende.

Zumi, kom let og elegant traven. Mens halen var højt hævet som var det en fane hun var stolt efter sig. Hun var lige ankommet til dette nye land. Og alt var så fremmede for hende. Hun vippede øren frem og tilbage for at opfange de mange nye lyde, hun kunne stadig ikke fatte hun var kommet til dette sted. Og så lige så pludesligt. Hun mærkede hvordan hun følte sig hjemme til trods for alt var så ukendt og fremmet for hende.

Den meget høje, men alligevel muskuløse hingst vippede med ørene da han opfangede et elegant og fint vrinsk. Han slog med hovedet, lød de brune øjne hurtigt kigge mod lyden. Han havde et stort og drenget smil om mulen. Han var en rigtig drengerøv. Nogen mente at han var lidt for nærgående, men han elskede bare selskab. Han satte i den store, rummelige, men klodsede gang hen mod hoppen. Han var ret charmerende på sin helt egen måde at se på. Hans krop var stor, og hans ben var lange. Men alligevel med det lidt selvsikre smil og glimtet i øjnene. Han brummede dybt og hingstet og snart kom en lysere hoppe til syne.

Illana, den gyldne, lod sit blik glide hen over det åbne område, som dannede ramme for den gyldne hoppe’s eksistens, og ligeså den hingst, der nu kom mod hende. Han var en hingst af munter karakter, det kunne den gyldne spotte på afstand, og det morede hende vel lidt, at denne fremmede hingst, med så rummelige skridt, alligevel havde et klodset moment engang imellem. Illana svirpede let med halen og lod sin elegante krop stoppe op. Herfra ventede hun da på den fremmede, og ret då høje hingst, som var godt på vej imod hende. Da kom den gyldne nærmere, kunne hun høre den brummen han lod lyde fra sin mule og hun besvarede med et dæmpet vrinsk, for at bekræfte at hun skam ønskede denne fremmedes selskab.

Han slog glad med hovedet da hun nærmest vrinskede mod ham, fordi at hun gerne ville i selvskab med ham. Det varmede vel lidt? Eller han blev glad, fordi at der var nogle der gerne ville hans selvskab. Mange gange havde han været ude for at de ikke kunne klare den energi som han besad. Han slog lystigt med halen og et stort smil med tænder og det hele blev vist til hende. Han stoppede op foran den gyldne hoppe. Han besad en helt speciel charme, på den drengede måde. Han havde altid glimt i øjet og et charmerende smil. Hans lange hovede var rejst. Han var en enorm hest, og derfor at han kunne være lidt skrøbelig at se på til tider. Men når han rigtig ville føre sig frem, så kunne han skam også det! Han slog med halen et par gange. "Godaften, hvem er denne yndige sjæl jeg har stødt ind i her til aften?" sagde han med det charmerende smil. Hans store øjne var rettede mod hende, nysgerrigt.

Illana, den gyldne, lod sit blik forblive på den store hingst, der med sin tydelige positivitet havde nået hende; hun gjorde et hilsende nik med et smil til denne hingst, hvis naturlige charme lå yderst i hans skind, hans sind og udtryk. Illana stoppede foran ham, ligesom han stoppede foran hende, og da han gjorde sin hilsen med et charmerende smil, lod Illana selv et smil komme til udtryk på den gyldne mule.

,,Godaften, du fornemme vandre; du fremmede hingst med højden til fordel. Mit navn er Illana. Og hvad er dit navn?”

Spurgte den gyldne med en oprigtig stemme, der virkede både interesseret og høflig. Hun lod sin mule søge undersøgende fremad imod denne hingst, der lod til at have en stor indre energi, som kunne få ham til at springe af sted over selv de mest vanskelige steder, og bruge sine muskler i stor stil. Dog lod det til, at han ligeså kunne kontrollere den; men ej dæmpe den. Hans smilende attitude gjorde den gyldne hoppe godt tilpas. Intet var bedre, end et godt smil.

Han smilte, og blev helt glad, da hun også blev glad, og sådanne kørte det nærmest i cirkel hele tiden. Han elskede glade heste. Med energien hørte der også et kæmpe temperament, og det han ikke kunne klare var onde heste! De gik ham på nærverne, også fordi at mange af dem troede at de virkelig bare var noget! Det var pisse irriterende! Han slog med det store hovedet. Han bukkede for hende og sagde: "Sir Magnum, mange af dem jeg har mødt kalder mig dog Fedtmule, nok på grund af min til tider meget store klodsethed, men det er svært at holde styr på de lange stænger!" sagde han og nikkede bestemt. Han elskede at snakke. Han nød det virkelig, det var altid så dejligt at kunne føre lange samtaler. Derfor var han også en hingst der kom med sine meninger. "Er de ny her på øen?" spurgte han nysgerrigt. Han lod sin mule komme frem mod hendes hvor efter at de mødtes. Magnum havde intet problem med nærkontakt! Han mente det jo ikke på den forelskelse måden, og det havde han aldrig gjort over for nogle.

Illana, den gyldne, mødte den store hingst med et oprigtigt, mildt blik. Hans lange ben, som han selv kommenterede, havde båret ham op i en højde, der var lagt højere end den gyldne. Illana, mødte hans mule med et lille smil, inden hun gav sig til at svare, med den rene stemme hun ejede.

,,Jeg vil dog mene, at navnet Sir Magnum passer dig bedre, uanset klodsethed eller ej”

Sagde Illana med et lille smil, inden hun påbegyndte næste sætninger, der skulle bringe hende ud i en snak, om hendes færden her i landet Andromeda, som omgav de to sjæle.

,,Jeg er ej ny, men ej heller gammel i dette land. Jeg vil gætte, at jeg har boet her længere, end mange andre, men langt fra har jeg et færdigt billede i mit sind af, hvordan dette land og dets herligheder ser ud og hvor de præcist befinder sig. Jeg kan efterhånden finde rundt, men ej nok, til at kunne beskrive det fuldendt”

Fremsagde den gyldne hoppe med et smil; derpå lod hun et opfordrende nik falde til den store hingst, hvis navn hun havde lagret i sin hukommelse. En opfordring til at han selv skulle redegøre for hvor længe han havde været her. Havde han som den gyldne selv, vandret her i nogen tid allerede?

Han vippede lidt med ørene og smilede. Han havde ikke noget i mod at blive kaldt Fedtmule, for han var klodset og han var på ingen måde bange for at indrømme det! Han slog med den store og tykke hale bag sig. "Ligesom dig, så har jeg ikke set rigtig meget af øen endnu. Jeg har været her i nu ret lang tid. Men jeg har aldrig rigtig noget at finde venner, da jeg af en eller anden grund altid var på de forkerte steder. Men jeg har altid holdt håbet oppe. Jeg nyder skam at være på øen, og ind til videre har jeg da også mødt nogen gode og dejlige sjæle" sagde han og puffede til hendes mule. Som tegn på at det var hende der var en af dem. For hun var skam en dejlig og rar sjæl. Han trippede til siden og nappede lidt til hendes pandelok. Det var meget nemt for ham at nå, da han var meget højere end hende. Han brummede dybt og hingstet, men på ingen måde faretruende, mere lalleglad agtigt.

Illana, den gyldne, lod sit hoved sænkes lidt, da hans mule kom hende nær. Han var da så høj, at han snildt kunne placere sin mule mellem den gyldne’s ører og det var ham ingen kamp at tårne sig op overfor nogen andre, var den gyldne sikker på. Med et lille prust rykkede hun hovedet let til siden og nappede derpå let Sir Magnum på kinden, som en venlig gestus. At han lod til at kende til landet, men ej godt, fik Illana til at gøre sig tanker om, hvilke områder han i så fald kendte; det kunne jo være han havde set noget, hun ikke selv havde set? Og sjæle. Hvilke havde han mødt, som hun ikke havde mødt? Dog lod Illana ikke sin mule forme spørgsmål der omhandlede dette nej. Hun lod i stedet sit blik glide ind i hans, møde hans og derpå begynde at stille ham et spørgsmål, der omhandlede noget helt andet.

,,Sir Magnum, du høje hingst, fortæl mig om hvordan du kom til dette land? Hvordan var din rejse, og hvordan var det land, du forlod?”

Spurgte hun med oprigtig toneleje. Hun ønskede at vide mere om andres færd til dette land; for hun var nysgerrig omkring, om hun var den eneste der havde vandret i en uendelighed, i et uendeligt mørke?

Den store hingst med det store og drengede smilede over hele kroppen. Han stod og snakkede med denne yndige gyldne hoppe. Han brød sig bestemt godt om hendes selvskab. Han slog med den lange hale bag. Han var bestemt glad for sin højde. Dog ikke når man gik inde i skoven da det endte med at man fik alle grenene i hovedet og det var irriterende! Og nogen gange var man ikke lige så hurtigt, men han havde ikke behov for at flygte fra nogen. Han regnede og håbede heller ikke med at han skulle det. Han grinte et dybt og hingstet grin da hun spurgte ham om hvordan han var kommet hertil. "Joo, ser du. Jeg legede med nogle venner på en eng, og pludselig var portalen der bare. Jeg skridtede hen mod den fordi at jeg var nysgerrig, og da jeg trådte ind i den kom jeg hertil" sagde han og stod lidt tænkene. "Jeg tror at den kom bevidst, som om at det var min skæbne ar jeg skulle komme til dette land?" sagde han og smilede. "Mit land var meget rart. Altid nogle at lege med og man følte sig ikke til grin. Vi var mange der var høje, og dog også små heste. Som dig!" sagde han og grinte drillende. "Hvad med dig? Hvordan var din rejse hertil? Og hvordan var det land du forlod?" spurgte han nysgerrigt og nappede til hendes gyldne pandelok.

Illana, den gyldne, lod sit blik glide hen over denne hingst, hvis højde nærmest kunne nå op til himlen, med de lange ben, og den lidt kluntede og muntre attitude; hans rejser hertil havde været let, uden smerte, uden pinsler og uden savn. Illana smilede let; for gid hun havde haft det så let. Gid hun var kommet fra et land, der kun havde bragt hende glæde og blot kunne træde igennem det fuldkomne lys, da det viste sig for hende, uden at vandre gennem det uendelige mørke. Illana lod sin mule søge fremad og puffe ganske let til denne munter sjæl; hvorefter hun gav sig til at svare på hans spørgsmål, hvis muntre klang endnu hang i luften omkring dem.

,,Jo, ser du Sir Magnum, nu skal jeg fortælle dig, omkring min rejse hertil. Ej som dig, boede jeg i et land med glæde og venner; jeg boede i et land, der endte med at frastøde mig. Jeg boede i et land, hvor jeg mistede den jeg holdte af, og måtte gå i ensomheden. Og ligeså, var min rejse ej så let, som din; og gid den havde været. Jeg har måttet vandre i uendeligheder, for at komme hertil, gennem mørke og fortvivlelse, for livet og tiden stod stille. Det var ej noget, jeg ønsker nogen anden skal opleve, du muntre hingst; men det er min historie, som jeg giver dig, fordi du gav mig din. Men lad den ej skabe ubalance hos dine tanker; jeg er glad for jeg er her nu, jeg er glad for den mulighed jeg har fået og det liv, jeg nu lever.”

Sagde den gyldne hoppe med et smil, inden hun trak mulen til sig igen, fra hingstens nærhed. Han var en munter sjæl, bestemt. Og Illana var sikker på, at hans tid i dette land, ville blive fantastisk.

Han vippede med ørene. Han nød bestemt denne hoppe selvskab. Han vippede ganske let med de store og brede øre og kiggede så opmærksomt på hende da hun snakkede. Hun havde en helt speciel måde at tale på. Meget præcist og fint. Helt i modsætning til ham, men han kunne lide det, da det passede til hendes smukke ydre. Hun virkede som en hoppe med begge ben på jorden. En man kunne snakke med, en man kunne stole på. Han faldt faktisk til ro i hendes selvskab hvilket var stort, da han altid plejede at fjolle rundt. Han puffede til hendes mule igen. "Det er jeg ked af at høre. Selv har jeg ikke oplevet noget rigtig slemt. Men jeg kan godt forestille mig hvor hårdt det måtte have været" sagde han og smilede. De store og mørkeblå øjne var rettet opmærksomt på hende.

Illana, den gyldne, smilede ganske kort. Denne hingst, Sir Magnum, lod til at have fundet sig til rette ved den gyldnes side, hvilket var rart. Ikke nok med, at han var en munter sjæl; men han virkede en anelse flyvsk, som skulle han stimuleres hele tiden ved sjov og spas; så det, at han stod stille ved siden af Illana, var vel et kompliment til den gyldne selv. Det lod til at han satte pris på hendes selskab, hvilket gjorde hende godt tilpas. Hun strøg ham let over halsen, ved hans ord, inden hun smilede atter engang.

,,I det mindste er dette nu min fortid; og dette land min nutid og fremtid. Jeg vil, trods at disse hændelser af en del af mig, ikke lade dem påvirke dette liv. Jeg vil fortælle om dem, til dem der vil lytte, men ej lade dem styre samtalen. Jeg er sikker på, at en sjæl, som mig selv, er i stand til at have et liv, efter sådanne hændelser, der ej skal være præget af dem.”

Sagde Illana med et lille smil, inden hun flyttede mulen fra den høje hingst. Hun mødte kort hans blik, hvorefter hun gav et lille nik fra sig, som tegn til at det nu var hans tur, til at føre samtalen, i den retning han ønskede.