Så stort et sted

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Zumi kom roligt traven, det store landskab virkede så enormt i forhold til de andre steder hun havde været. Hun kiggede rundt med de blå øjne og stoppede lidt op. Hun følte sig så underligt tilpas, som om hun havde været her før. Hun vippede øren helt frem og vrinskede feminint mens hun afventede på om der var nogle der svare hende...

Den store, mørke hingst stod for sig selv; på den Ø, Zekaryah havde erfaret som den største i hele Andromeda. Det måtte være denne Ø, der besad mest liv; og her måtte være andre levende sjæle. Det ville den store, muskuløse hingst også snart erfare, for en feminin hoppe, med unikke aftegn havde gjort sin rejse i retning mod Zekaryah; hun var dog ikke selv bevidst, at den mørke hingst opholdte sig der. Vinden var køllig og bidende, men det gøs ikke i hingstens sind, for vindende kærtegnede ham; de slugtede sig om ham, som slangerne havde gjort ved hans sind. Zekaryah vippede let med sine øre, da hoppen lod sin tilstedeværelse tilkendegive ved et feminint vrinsk. Han lod lidt tid gå, hvor han tyggede lidt over hendes måde at bevæge sig på, og hendes måde at afsløre sig selv. Et dybt vrinsk lod hingsten lyde fra sin mule, for at afsløre overfor hoppen, at han havde fået øje på hende; og ikke var langt væk.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Zumi, vippede øren helt frem. Og kiggede hurtig rundt for at se hvem der havde givet hende svar. Hendes blå øjne strålede af liv og glæde, men bag dette blik gemte der sig meget mere end hvad man først kunne forestille sig. Hun slog let med halen og begav sig i retningen af lyden, som var en hingst. Ved første øjekast så hun igen, men duften af en fremmede kom hurtig til hende. Hun stoppede lidt op og kiggede søgen igen og der, ikke lagt fra hende stod en mørk hingst. Som man ikke lå mærke til ved et hurtig øjekast rundt i landskabet. Hun brummede og satte atter frem i en yndefuld trav, med halen højt løftede. Hun forstod at bære sig selv med ynde og viste udemærket godt hvordan hun skulle bevæge sig korrekt. Den milde vind legede med hendes man og hale så det stod til alle sider, det tog hun sig ikke af. Hun nåede hen til hingsten og stoppede op lidt fra ham og nikkede venligt "Hejsa hr. ?" sagde hun med den milde stemme.

Hingsten fulgte denne hoppes bevægelser, som printede de sig dybt ind i hans hukommelse; som ville han i fremtiden kunne huske hendes bevægelser og kendes derved. Han knejsede dybt i sin muskuløse nakke, og skød brystet frem, førinden han blev fanget af hende blå øjne. Hun havde fået øje på ham, og havde nu sat kursen imod ham. Zekaryahs hale kørte eftertænksomt fra side til side, som om han havde en indre diskussion med sig selv, hvor han vurderede den fremmede hoppe.

,,Godaften yndige Frøken."

Svarede han hoppens hilsen, med sin dybe og rustikke stemme. Den besad en helt særlig ruhed, men som var så svær at definere. Han lod roligt og velkontrolleret sit blik strejfe hendes krop, hvorefter han atter søgte hendes blik med sit.

,,Mit navn er Zekaryah; og hvem har jeg æren af at møde?

Tilføjede han så, hvor han lod sit navn tilkendegive. Den huskede, betød hans navn, men hvorfor hingstens mor, havde tildelt ham dette navn, var ikke til at forstå; For Zekaryah havde aldrig været noget særligt, dog havde han nu sine slanger i sit sind, til at rette op på dette.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Hun lage hurtig mærke, til det tænkende blik den fremmede hingst havde, og hvordan hans hale slog takt fast fra side til siden. Som om han snakkede med sig selv, hun kunne ikke lade være med at smile over dette. Da det mindede hende så meget om hende selv når hun snakkede med en eller flere af hendes stemmer. Men dette røbede hun ej til nogen. Hun betraktede den fremmede og da han kaldte hende yndig, trak hun blot på smile båndet.

Hun lod navnet sive ind og betragede atter den store hingst, som bestemt lod til at vide hvem og hvad han var. Hun var ikke et sek. i tvivl at han var typen der faldt i staver over sit eget spejl billede når han stod ved søen, eller blot fik muligheden for at beundre sig selv. Han virkede sådan på den selvtillid han havde.

"Zumi"

Sagde hun med hendes altid rolige og melodiske stemme mens de klare blå øjne betraktede Zekaryah, hun kom til at tænke over om navnet endelig havde en betydning, da det lød så unikt og mystisk. Som om der lå noget fornemt bag. Men hun aktede ikke at spørge denne hingst, ikke lige nu måske sener. Lige nu brugte hun alle sine sanser til at opfange hvad for en sjæl Zekaryah mon rummede. Mon skindet bedrager, og han flyver frem og æder hende lige om lidt? Hun kunne ikke helt sætte hoven på hvilken type han 100% var hvilket blot gjorde hende mere tiltrukket af ham, hun ville vide mere om denne hingst, meget mere ...

Ikke en eneste bevægelse fra den fremmede hoppe forbipasserede hingstens sjæl. Zekaryah var nemlig meget opmærksom på sit nyfundne selskab; præcist som han altid var når han mødte andre. Han bemærkede hver en mimik i hendes ansigt, hvert træk på smilebåndet. Han brummede let, og musklerne var let spændte; Det var en naturlig ting for ham, at de var spændte; en naturlig ting for hingsten at se stolt og selvsikker ud; for jo, Zekaryah var da en typisk hingst, på det punkt; og han var da også stolt over den han var - Hvert fald tiltider. Slangerne brændte i hans sind, og han 'ømmede' sig lidt, ved at trække sig et skridt til siden, for så at gå hende helt nær; dog så vidt muligt forsøgte han at holde sig indenfor en grænse der passede hende, men hvor han samtidigt kunne dufte hendes dufte. Zekaryah trak let på mulen.

,,Zumi.. Det er mig en ære at møde dig.

Brummede han da, selvfølgelig ville han gerne lære hoppen at kende; Ja, for jo flere bekendtskaber han havde, jo stærkere en position ville han og slangerne i sidste ende have.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Hun betraktede ham blot, og var meget årvogen/opmærksom på hvad han foretog sig. Ikke fordi hun frygtede denne hingst? Eller gjorde hun? Det var måske den mystik der lå hyldet om ham, der gjorde den ellers så selv sikker hoppe lidt usikker? Hun viste ikke hvad det var, men noget var der over denne hingst. Hun betraktede ham da han tog et skridt til siden og så frem mod hende der efter, hun sagde intet men undre sig blot. Mens de blå øjne skimtede hver lille del af hingstens krop og bevægelse. Selv stod hun stolt og rank, som hopper vel gjorde. Hun hvilte i sig selv og viste hvem og hvad hun var. Men alligevel kunne denne hingst så tvivl i hendes sind? Hvorfor? Hun mærkede hvordan det rykkede i hende, hun måtte finde ud af mere. Han var ikke som en åben bog langt fra, han røbede ikke meget men han røbede nok til at man ville vide mere.

"I lige måde Hr. Zekaryah"
"Hvad bringer dem, ud så sent på natten?"

Det kom jo entelig ikke hende ved, og selv var hun jo her også? Men hun viste ikke lige hvad hun ellers skulle sige eller spørger om da hun ikke ville virke for anmasede og han virkede heller ikke som en der fortalte gud og hver mand om ham selv og hans fortid? Eller tog hun helt fejl af denne hingst, der bar navnet Zekaryah hun tykkede lidt på det - og kom igen til at tænke på om det betød noget bestemt`? ...

Den store hingst lod let sit blik glide omkring, for så derefter at omfavne den mørke skyfrie himmel. Han brummede ganske let for sig selv, og overvejede hvilke Riger, der var at finde derude. Hans hale svajede atter fra side til side, hvorefter han da trak let på skulderen, for atter at lade blikket falde på hoppen , Zumi.

,,Det, der bringer mig ud, så sen en nat, kan skyldes mange svar. Det kan skyldes det mørke der omslynger min krop, og skjuler mig for alt andet liv. I natten kan jeg opdage ting, uden nødvendigvis at blive opdaget. Men hvad med Dem, Zumi, hvorfor har De begivet dig ud på en nattevandring?

[/b]
Den store hingst lod blikket glide forbi Zumi, og ud imod mørket, et betaget blik var hvad han ejede, somom han så ting, der ikke eksisterede. Han fnøs dæmpet, og vippede et øre tilbage, i takt med, at han lyttede til den hvislende stemme i hans hoved.
Vinden strøg sig blidt op af han krop, omslyngede sig den, og han bed mærke i, hvordan kulden mindede ham og stikkende angreb.
[/blockquote][/size]

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Hun lyttede til hvad han sagde, og hans ord kunne ikke være mere korrekt. Hun forstod hvad han sagde selv om det ikke lige frem var et direkte svar og hun syntes om det, de blå øjne kiggede på den mørke hingst, der næsten blev opslugt af mørket omkring dem - selv forsvandt hun ikke helt, hendes lyse krop og hvide aftegn brød fri af mørket der prøvede at opsluge hende.

"Natten, er et gådefuld under. Som jeg holder meget af at befærte mig i"

Sagde hun og kiggede op på den mørke natte hummel, hun elskede natten. Da man følte sig mere i live - det med bare at stå og se livet gå forbi en mens livet selv står stille for en selv. Hun slog let med halen og tænkte over hvad der mon gemte sig på den anden side af den sorte himmel, hun drejgede hoved mod hingsten igen og kiggede atter på ham, mens hun der næst sagde.

"Du er vel også ny i dette land som jeg, eller?"

Hun antog at han var ankommet ca. samme tid som hende måske lidt før da alle jo var nye her eller var de ? Hun ville ikke blive spor overrasket hvis han havde været her længer, da han virkede til allrede at være faldt godt til her i området. Og mon ikke han også havde mødt mange sjæle allerede...

Zekaryah vippede let med sine øre, idet hans blik søgte hendes, og fangede de krystalklare blå øjne. Smukke øjne. Øjne der ville afsløre en del af hendes sjæl; og det gjorde de da også, for hvad Zekaryah så, var en god sjæl. Og dette brød han godt om. Han lagde hovedet let på skrå, og betragtede da først nu sådan rigtigt, hoppens specielle aftegn. Meget mærkværdige og særprægede aftegn, men aftegn han ville huske hende på.

,,Jeg forstår hvad du mener; et gådefuldt under. For hvert skridt man tager i mørket, kan et spørgsmål stilles, og for hvert skridt man tager, kan et svar findes.

Han smilte roligt, kortfattet til hende, hvilket ikke var noget han ofte gjorde, og derved resulterede det også i, at smilet forsvandt meget hurtigt igen. Det var dog placeret på mulen længe nok, til at man ville kunne forstå og opfange det.

,,Jeg har ikke været her i landet længe, men jeg har dog fortrængt hvornår dette Drømme Rige, gik fra at være i mine drømme, til at være virkelighed.

Det var hans svar, han behøvede ikke at røbe for meget om hans egen eksistens her i landet, men han var dog også nødvendiget at røbe lidt, for at skabe den tillid og troskab han fandt nødvendig at danne; for da, ville han stå stærkere, hvis hingstens bekendtskaber stolede på ham..

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

Hun nikkede og lyttede til hans ors som igen var helt korrekt. Det var lige hvad hun mente og sådan som hun hvade det, natten elskede hun, og det var også tit om natten man mødte de mest mystiske personern mente hun selv. Hun fornemmede det korte smil der var om hans mule og smilte blot tilbage til ham hvor på hun lyttede til hans ord.

"Ja så, der kan man da bare se. De har måske mange drømme?"

Hun betraktede ham, han virkede som en hingst, der ikke var som alle andre. Hvordan mon hans syn og tanker var? Hun kiggede ham dybt ind i øjene og sjovt nok kunne hun ikke helt placere ham måske en mellem ting af god og ond? Sådan helt neutral, det var næsten som om jo længer hun kiggede ind i hans øjne jo mere blev hun opslugt af det mystik de rummede, og hun ville finde ud af hvad de mere rummede. Selv var hun ikke nem at finde ud af. Det var korrekt at hun var en god sjæl. Men alle har deres hemmeligheder og Zumi havde skam også sine, hun var bare god til at opbygge en facade så man ikke stillede spørgsmåls tegn ved hende, og det havde hun det også bedst med. Man måtte grave dybt for at finde bare en snært af alt det hun rummede...

Hingsten vred sin mule en smule, ved hoppens spørgsmål. Havde han mange drømme. Han kastede svagt med hovedet, og satte frem i skridt, da så han tilbage imod hende, afventende, for at se, om hun havde i sinde at følge ham i sin vandren; hun havde hvert fald fået hans accept til at følge ham hvis han ønskede.

,,Min virkelighed er mine drømme."

Svarede han blot til hendes spørgsmål; Zekaryah afslørede sjældent meget om sig selv, og det havde han heller ikke gjort nu. Han havde efterlad en sætning, og det var nu op til hende selv at lytte til ordene og forstå dem.
Den stolte hingst skævede op mod stjernerne, han havde altid været betaget af disse, og altid ment, at hver stjerne var en sjæl. Han havde dog ingen idé om, hvor sjælene kom fra, og hvorvidt disse var døde eller levende sjæle.

,,Drømmer De selv meget, Zumi?

Spurgte hingsten så, den specielfarvede hoppe, med de klareste blå øjne. Blå øjne, som ikke så mindre smukke ud der, i lyset fra natten.

[glow=black,1,300]Zumi[/glow]

.Hun betraktede blot hingsten som lavede en grimasse over hendes spørgsmål, og et smil kom over hendes mule, hun lyttede og betraktede ham da han fortalte, at hans virkelighed er hans drømme, hun nikkede og slog let med halen hvor på hun svare ham.

"Ja, selv elsker jeg at drømme mig lang væk fra alt"

Sagde hun og betraktede den store hingst, mens de blå øjne hvilede blidt på ham. Han var ikke en hingst af mange ord, og hun fornemmede hurtig at han ikke var typen der snakkede meget om sig selv...

Den mørke hingst vippede med øret, mens han lyttede til hendes ord. En melodisk klang, men på en anden måde, end den hoppe han havde mødt nogle dage forinden. Hun drømte ofte, havde hun sagt. Og hun elskede det. Zekaryah skævede fremad, og fortsatte frem i den rolige skridt, med den afslappede aura der hvilede over hans skuldre; en aura, der kunne minde om natte selv.

,,Vil De fortælle mig om deres drømme, Zumi?

Spurgte han så, med sin afslappede klang. Han var oprigtig interesseret i at høre hoppens ord, og hendes fortællinger; og derfor havde han også spurgt ind til hende. Han ville lytte til de drømme, der hvilede i hoppens sind, de drømme der fik hende til at leve og ånde for livet. Hingsten lod hovedet glide afslappet mod jorden. Mens alt opmærksomhed var rettet imod denne blåøjede hoppe.