Stjernerne glimter i nat..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Stjerne blinkede som små ildkugler over himmelen, som de nu én efter én poppede op på den mørke aftenhimmel. Djange rystede let på hovedet, og sank mulen ned i det kølige vand. Stjernehimmelen og månen genspejlede sig i vandoverfladen, og det samme gjorde Djanges egen skikkelse. Djange betragtede sagte sine krystalblå øjne, mens han missede den lidt sammen. Han rynkede kort på den lyserøde mule, inden han hejste hovedet rankt, og så imod bjergende, hvor han ville drage tilbage igen så snart tørsten var stillet.

Armonia

De finde hove jeg bærer, bevæger sig henover det ukendte land,
jeg lige er havnet i. Dette sted, er mig endnu meget usikkert at betræde, at den simple grund, at mit sind endnu ej kender disse kanter, og farer der måske kan lure.
Jeg er netop derfor, havnet i dette mørke område, som ej er ligeså fortryllende og legende som de andre områder. Men det er specielt, på sin helt egen og dystre måde. Men den jeg er, kan næsten indfinde sig alle steder, blot efter ganske kort tid. Knejser svagt op i den rødlige hals jeg har mig, som endnu ej er særlig muskuløs. Men nu er musklerne heller ikke min styrke - det er mit sind. Det milde, og varme sind, der skinner ud af mine mørkebrune øjne, der altid betragter det hele med omhu og mildhed.
Min hale slår er let slag bag min bagpart, mens jeg drejer ørene ganske kort. Et strejf af vinden rammer mine følsomme næsebor, der hurtigt opfanger lugten af en fremmed, ikke så langt fra mig selv. Men jeg ved endnu ikke hvem denne er - fremmed er han blot endnu. En vandrende sjæl på disse omegne. Jeg vælger at træde i hans retning, og sende et lyst brum imod ham. Jeg ved ej om han ønsker selskab, og derfor standser jeg ganske let op, og lader ham bestemme det næste valg.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Alene? Næh nej, en duft giver sig til kende, og bekræftes nu af en mild brummen ej langt fra Djange. Han vender let hovedet imod en rødbrun skikkelse i mørket, et par ringe dannes i vandet, nær vandkanten, da de sidste dråber fra hans lyserøde mule daler ned i søens overflade igen. Djange holder hovedet højt, næsenryggen lodret, mens de krystalblå øjne misser skeptisk seende imod denne hoppe. Djange træder et par skridt baglæns for bredden, og vender fronten imod denne hoppe, inden han kort nikker lidt stift i nakken, hilsende, respektfuldt, men meget afventende. Stadig med lagte øre, påpasseligt, men ej truende.

Armonia

Mit blik falder på denne hingst, hvis udseende er ganske specifikt og særligt. Ej på den forkerte måde, hvorpå man betvivler om det blot er en drøm, men på den måde, at de lodrette streger der findes over hans ben, virker så perfekte, at jeg ej kan lade være at betragte ham med en vis form for ærefrygt - jeg er blot rød, med en simpel hvid stjerne og snip, samt hvide koder. Simpelt, og ofte sete. Dog gør min orange man en del, det skaber spil. Men mit udseende, er intet i forhold til denne hingst mine øjne betragter. Han væremåde, gør mig ganske usikker, men kun i ganske kort tid.
Til trods for hans nedlagte øre, vælger jeg at træde imod ham, da han har hilst imod min sjæl - dermed er han ej helt afvisende for mit selskab. Og til hver en tid, kan han bede mig om at vende om, og lade mine hove forlade hans selskab igen - og det vil jeg så gøre, uden at sætte mig imod ham. Sænker nakken ganske let, idet jeg træder ham nærmere og nærmere, med lette, nærmest kærtegnende hovslag, imod moder jord som jeg betræder. Standser i en fin afstand, ifølge mig selv, en afstand jeg selv kan acceptere, i hans selskab. Og desuden er der nogle m. imellem s, så han enten kan træde tættere på, eller bakke bort. Holder hovedet sænket, mens jeg med en vis ærefrygt, dog respektfuldt lader et nok glide fra mig.
,,Godaften, du fremmede Sjæl. Mit navn er Armonia, og jeg er blot en simpel vandre, der betræder dette område - jeg håber ej, at mit selskab har bragt dem ubehag"
Min stemme er ufattelig fløjlsblød, og den har sin helt egen syngende og milde undertone, der viser en stor indre ro og harmoni. Mine øre prejes imod ham, opmærksomt, samt oprigtigt glædeligt over at se en anden i dette land.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen her, er intet mindre end endnu en sjæl på Djanges vej. Hendes duft indsnuser han diskret, lader den strømme ind, gennem næseborende på hans lyserøde mule. Kort rynkes den, af ren reaktion da hoppen stopper foran ham. Djange spærre let sine krystalblå øjne en smule mere op, for at kunne skue over den skikkelse der står foran ham. Han står pænt, stift og rankt; stolt. Mens han lytter; kun det ene øre glider en anelse frem lyttende, inden det let glider på plads da hun færdiggør sin sætning.

”Godaften Armonia.. Du er velkommen, som så mange andre.”
Lyder Djanges stemme hæst og intenst, mens hans øjne holdes i hendes. Lidt kolde og meget fjerne er de, hvilket også understøtter den lidt ligegyldige tone i hans stemme, grundet hans indre tanker som er utrolig skeptiske.

”.. Mit navn er Djange.”
Afslutter Djange høfligt, med den intense og hæse stemme, der synger sig dybere intenst, da han nævner sit navn. Hoppen var såment velkommen, men Djange kunne aldrig være for sikker. Bag hver en skygge, kan alle farer lurer!

Armonia

Mit blik hviler i hans øjne, da han selv søger mit blik og min øjenkontakt. Nok er jeg ej en type der stirrer - men ønsker én mit blik, vil jeg gerne lade vedkommende få det.
Da han taler, er der en vis skepsis gemt i den mørke tone han ejer sig. Hingstet og maskulin, det er den skam. Ligeså vel som min er feminin og lys.
Men den er min egen, min helt egen.
,,Mange tak, Djange."
Besvarer jeg ham med den lyse, fløjlsbløde tone. Holder blikket betragtende og nærmest betagende på ham. Nok mest fordi jeg forsøger at 'mærke' den sjæl han besidder, bag de lidt tomme og lidt ligegyldige tone han fremsender til mine øre. Jeg lader mig nu ej gå på af dette, for hvis han virkelig ikke ønskede mit selskab, så ville han ej have nikket i min retning, men blot have afvist mig med sin krop.
,,Jeg er blot vandret ind i dette område, for ganske få timer siden - det hele er mig endnu ukendt og usikkert."
Smiler jeg ganske mildt, mens jeg lader mit hoved lægge sig let på skrå.
,,De er i sandhed en speciel udseendet hingst, ej mange bærer den slags 'udsmykninger', som De gør"
Dette er naturligvis ment som et kompliment, og ej som kritik.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den rødlige hoppe foran Djange virkede interesseret i nærmere tale, Djange måtte siges ærligt at være lidt passiv for denne handling af at kommunikere. For Djange er der mange måder at kommunikere på. Han lyttede dog respektfuldt på hoppen, med kun det ene øre vendt en smule lyttende. Hans krystalblå øjne søgte dybt i hendes, trods de ikke gav efter for hendes søgen selv. Et roligt nik indførte Djange, stift og kort, da hoppen takkede ham.

”Stedet her er også nyt for mig. Men her er masser af plads, mere end 2 Ø’er, hvis jeg ikke tager helt fejl..”
Lød Djanges stemme hæst og intenst svarende på hoppens forklarende tone, af hendes nye bekendtskab til dette sted. Djange lyttede kort opmærksomt bag sig, uden at rette på andet end sit hoved, som han hævede en smule. Han sank hovedet en anelse igen, men holdte det højt og stolt, med næseryggen lodret.

”Jeg er blot søn min skaber..”
Lød Djanges stemme ydmygt og overlegent, med den hæse og intense forklarende stemme. Trods der var en svag snært af tak gemt i hans stemme.

Armonia

Lytter til ham, nysgerrig, samt opmærksom. Det er mig en glæde, at jeg kan få blot en smule informationer om dette område, der mig endnu er rigtig ukendt.
Mine røde øre forbliver hos ham, for at vise at al min opmærksomhed hviler på ham og hans tale.
,,Jeg vil nok med tiden få disse øer at se - jeg har ej travlt"
Nikker jeg mildt, mens jeg holder blikket hos ham. Skuer dog let til siden, betragtende på det område der er omring os. Ser så atter på ham igen, roligt.
,,Vi er alle søn eller datter af vores skabere - store som små. Og vi har alle vores egne kendetegn samt speciale. Men nogens kendetegn er blot mere særprægede end andres, eller blot lettere at huske. De må have haft nogle kønne skabere, Den herre"
Siger jeg så med et mildt nik. Rejser mit hoved en smule, dog ej for meget. Vil ej have det højere end hans, da han lige nu er min herre, og jeg er blot en sjæl. Dermed ikke sagt at jeg er underkastet, men jeg forbliver blot i en mere underdanig rolle, da dette lægger til mig, indtil modsat er nødvendigt.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen foran Djange virkede yderst ihærdig efter at lærer Djange og kende. Dog missede Djange dog blot let med de krystalblå øjne en smule skeptisk, da hoppen hentydede til hendes tid her, omkring at skulle nå og se sig op. Djange nikkede da bekræftende – hun havde trods af alt ret, og hans øjne åbnedes en smule igen fra de sprækker han for en kort stund havde set ud af. Hoppen kom da nu med en længere forklaring, om vores skabere, og selvom dette var en kompliment, og hoppen blot ville være venlig og imødekommende, kunne Djange tydeligt mærke hvordan hoppen kom for tæt på nu.. Djange missede de krystalblå øjne skeptisk og afventende sammen, for nogen kunne han ligne en der var klar til et angreb, den lyserøde mule påtog sig nu også et par rynker, og han så meget direkte på hende gennem sprækkerne han gemte sine krystalblå øjne i.

”Det er en smagssag..”
Var det eneste Djange kunne konstatere med den hæse og intense stemme inden han vendte lidt vigende væk fra hende, og kastede blikket op imod vulkanen, beriget med bjergkæderne omkring sig.

”Jeg må tilbage, De må have mig undskyldt..”
Nikkede Djange høfligt, mens den intense og hæse stemme let gled fra hans lyserøde mule. Han afventede lidt hoppens ansigtsudtryk, for måske skulle hun også samme vej?

~ Armonia ~
Denne hingst, der nu skulle forstille at være min sjæls selskab, bryder sig vidst ej om det selskab jeg har at tilbyde ham. Og af den simple grund, holder jeg lav profil med min snak og fremtræden. Som oftest, er jeg en hoppe af vise, lange sætninger – jeg nyder at konvertere, og jeg nyder at lytte. Men i dette tilfælde, er denne hingst, Djange, ganske sagte og ’intet sigende’. Dog er min interesse ikke svækket, da jeg ikke kræver meget af mine selskaber, når blot de kan respektere min tilstedeværelse – ellers forsvinder jeg blot igen, som var jeg den røde flammes skygge, der svinder op langs træerne, og ud i den mørke nattehimmel.
Hans adfærd virker en anelse fjendtligt, næsten som om jeg har sagt noget, som jeg burde tie. Men dette kan jeg ej gøre ved, da sket nu engang er sket.
,,Så sandt..så sandt”
Nikker jeg til svar. Mit blik forbliver hos ham, inden jeg lader det skue imod den retning, som Djange nu ønsker at træde imod.
,,Jeg tror, at jeg vil lade Den Herre, træde imod vulkanens rige, alene, og ej med mig ved Deres side”
Siger jeg med en fløjlsbløde mule, og bukker fint ned i nakken, som en gestus og et høfligt farvel.
,,De vil nok hellere berige Dem med vulkanens ord, end blot mine simple.”
Nikker jeg mildt, og træder nogle skridt bagud, for at skabe ham plads. At vende ryggen til mig, for at gå, kan måske virke skræmmende – hvis nogen da frygter min tilstedeværelse, eller finder den fjendtlig. Og derfor skaber jeg mere afstand, så han ej skal føle at jeg kan falde ham i ryggen, når han vender sig.

[/color]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen, fuld af sætninger, var mig ikke velkommen, men ej ønskede jeg at efterlade et selskab alene her. Hun var trods af alt, en ung hoppe, på ny bund. Djange havde efterhånden beboet bare denne Ø et par dage og nætter. Djange tog dig imod hendes farvel, og roligt bekræftede Djange denne gestus med et kort, stift nik fra hans højt holdte stolte slanke hals. Djange vendte siden til hende, og kastede de krystalblå øjnes blik imod vulkanen. Djange holdte ørene tilbage, men lod da det ene glide lyttende frem, imod vulkanen som han så imod. Tilbage gled øret, og Djange vendte sit ansigt mod hoppen.

”Jeg ønsker ingen hoppe som Dem efterladt på en ukendt Ø som denne..”
Konstaterede Djange respektfuldt med den hæse og intense stemme der spillede fra hans mule, inden han med det typisk afventende blik; der let kunne se truende eller udfordrende ud, se meget direkte på Armonia, inden han stampede let hård og insisterende i græsset under dem.

~ Armonia ~
Mit blik forbliver hos ham, da han vender sin side til mig, min sjæl og mit selskab. Ej en fornærmelse som jeg selv ser det, blot er han en hingst der ej er lige så selskabeligt anlagt som jeg selv er i mit indre.
Lader blikket betragte ham, betagende som før, over de udsmykninger han ejer. Der dukker flere og flere op, jo længere tid jeg nu har fået lov at betragte dem.
,,Jeg er skam en hoppe af visdom, jeg skal nok klare mig, Den Herre”
Smiler jeg ganske mildt, og takker pænt nej med et nik. Nok er han insisterende, og nok er jeg ej en type der laver krav. Men for hans skyld, stopper jeg vores selskab nu, da han ej føler sig tilpas eller afslappet i mit selskab – og dette jeg ham ej byde. Så hellere fortsætte min vandren alene, til trods for jeg bedre kan lide det med en ved min side. Men da dette er for hans skyld, kan jeg med glæde acceptere det, hvis det skaber mere ro i hans andre, og ej skaber mere frustration eller ubehag.
,,Jeg takker ydmygt, for den tid jeg har befundet mig i Deres selskab – og mon vi ikke en dag vil lade vores sjæle vandre forbi hinandens igen?”
Smiler jeg mildt, og træder nogle skridt tilbage. Jeg bryder mig ikke om at jeg gør ham utilpas, det er aldeles ikke det jeg ønsker.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange var ej en tilhænger af tvang, har aldrig været det, og bliver det nok heller aldrig. Så at hoppen ej ønskede hans beskyttelse, hans tid, var hendes egen sag. En smagssag. Djange nikkede kort dybt, han accepterede denne hoppes valg, trods han ej ønskede at måske senere i det fjerne hører en lidelse fra denne hoppe?

”De må have en fortsat god aften Armonia.”
Afsluttede Djange høfligt med den hæse og intense stemme der spillede lettere roligt nu fra hans lyserøde mule. Hans øjne var stadig skeptiske, men ej så sammenklemte mere. Djange kastede et sidste blik på denne hoppe, forhåbentlig et på gensyn frem for farvel. Djange drejede omkring, og snart var det kun hans hastige taktfulde hovslag mod jorden der afslørrede ham i mørket.

[OUT]