Med livet som indsats..?

Ondskabens Budbringere

De onde skygger, der havde samlet sig til den stolte skyggehingst grinede dæmpet da den grimme hvide hingst kom op til dem, ved vulkanens kant. De havde allerede nu lagt planer for denne hvide, planer om at mørkne hans skind, hvis han da ville leve op til deres forventninger. De troede, han mente, at denne Fuyu kunne overbevises til at lade sit sind drages komplet af skyggerne, som allerede følte et godt tag i ham. De hilste ham velkommen, Fuyu, da han sluttede sig til skyggehingstens side. Nysgerrigheden hos den hvide var stor, og snart bød han snuden til at se ned i afgrunden hvor deres hersker boede. Alt imens flakkede et par skygger fra den store skyggehingst og ned i afgrunden for at fortælle deres hersker, hvad de havde berettet. Imens lod skyggehingsten sine øjne gennemborer Fuyu, der nu veg tilbage med et træk af frygt siddende i pelsens ydre. Derpå blussede skyggehingsten lidt op og sendte et par skygger efter Fuyu, for at sørge han ikke bakkede for langt. Frygt overfor skyggerne selv, nærede dem, men almen frygt over noget så simpelt som en afgrund, gjorde dem irriterede. Skyggerne klamrede sig til Fuyu og tvang ham et skridt fremad, hvorefter de begyndte at kærtegne ham, hviske til ham. Derpå vendte skyggehingsten sig imod Fuyu og med sine gennemborende øjne, så han direkte i hingstens lyse øjne. ¤Hør mig Fuyu! Frygt ej, afgrunden vil kun gribe dig i så fald du skulle falde. Den vil ikke gøre dig harme!¤ Fnyste hingsten så en sky af skyggerne hvirvlede omkring Fuyus mule. En irritation var at finde hos den sorte skyggehingst, men han lod den tøjles. Selvom skyggerne formidlede ondskabens ord, og selvom de var ondskabsfulde, kunne de sagtens behandle andre ordentligt, så længe der var grund. Derpå lod skyggehingsten sine hidsigheder forsvinde og den hvislende stemme kom frem igen. ¤Fuyu, du ved nu hvor vores herrer bor, du ved han findes. Jeg, vi, vil nu give dig en opgave. Opsøg en sjæl blandt dem, der bor i landet og tror på at det gode hersker. Kan du overbevise denne om at drage hertil med et sind der tror på vores eksistens, da vil vi gøre dig til en af vore egne, byde dig velkommen i vores rige og hos vores herrer. Vi vil give dig evner, der kan befri dig fra det kvalmende gode der lader som om det bor her, så du kan vandre frit! Fuyu, gå nu og vend tilbage når du har udført din opgave. Vi, jeg vil vente på dig her, lige her og byde dig velkommen!¤ Sagde skyggehingsten vel kommanderende, men ligeså lokkende. De vidste, han vidste, at Fuyu ikke skulle have mere at se nu, og at det enkelte blik i afgrunden havde været rigeligt for hans sind. Derfor lod de ham nu gå, med en opgave i ryggen, og håbet om at hingsten ønskede at slutte sig til dem. Derpå blev skyggehingsten opløst til et skyggehav, der langsomt gled ned af vulkanen for at fordele sig over øen, sætte sig i træer og i jorden, som de havde gjort før Fuyu kom våd til denne ø.

[out]