Med livet som indsats..?

......Med livet som indsats..?

[/font][/b][/size]......[/center]

Mange fremmede sjæle havde advaret månehingsten om denne ø, som han netop var kommet frem til. Regnen haglede om ørene på ham, og det hjalp ikke lige frem på humøret, at han i forvejen var gennemblødt efter turen herover. På den anden side, så ville regnen vaske saltet af hans pels, så der var vel noget godt i det. Et køligt fnys forlod den lysserøde mule, da han igen satte igang, med små spidse bevægelser, der tydeligt viste at han var medtaget af kulden. Da han kom i ly for regnen, stoppede han op næsten så bræt at han væltede forover. Der var liv over alt, sådan følte han det ihvertfald. Tre ravne sad sammen på en gren, og betragtede den sølviske hingst, som han stod der, overasket over deres, og mange andres nærvær. Hvis øen her var så farlig, hvorfor var der så alt det liv? Et bredt grin tegnede sig på hans mule. Hvad var det forn'nogen tøser der havde advaret ham mod stedet her? Farerne var ingen steder at se, og med et højt krigsfløjt, sprang han afsted, med samme smidighed som en hjort, og den smukke hvide man stående bag sig som ringe i vandet.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange så kort på sine forben, der hastigt duellerede om at være forrest, som han taktfuldt galoperede af sted. Regnen havde stået på længe, og skoven var for første gang et alternativ for læ, trods mange af træerne var nøgne. Hans krystalblå øjne spejdede skeptisk frem imellem træerne, efter nogen, efter noget? Hans øre var som altid, lagt tilbage, hans hals knejst mens hovedet var holdt lodret, stolt; tilmed stift. Hans øjne var lige nu, kolde som regnen og mere eller mindre kunne han godt anskues som truende. Djange stoppede da nu op, da en undertrykt duft bag regnen, kom svageligt til syne. Djange rynkede undrende på den lyserøde mule, mens hans øjne skeptisk spejdede vildfarent mellem de nøgne træer. En skikkelse kom til syne, en lys skikkelse. Djange blev stående dér, beklædt i den hvåde pels, og med manen klistret tæt ind til den varme og svagt dampende krop. Han kunne nu hører sine egne hivende åndedræt, ved siden af hovslagene fra den fremmede.

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, den ene og den altafgørende skygge sad i alt hvad der kunne indeholde dem på øen Foehn. De var i luften, de var i jorden, hang på træerne og badede i vandets kant. De var alt, det var ét på samme tid.
Den kolde regn havde stået ned over øen længe og formørket det uhyrligt grønne landskab, som var dukket op for nyligt. Det, der engang havde være roligt mørkt og tilpast goldt. Nu var der sol, vind, varme og farver overalt, hvilket irriterede de mange og den ene’s hersker under vulkanens bund. Disse mange og én på samme tid, havde valgt at vise sig på netop denne regnfulde dag som et skyggehav, der lå nærmest usynligt i alt omkring på øen. De så alt, de opfangede alt.
Disse skygger havde sanset en sjæl på øen, som ikke havde sat hov der før. En uhyrligt grim hvid hingst. En hingst hvis hvide farve nærmest var pinefuld for skyggerne, for skyggen, at se på. Dog havde de, og ham til sammen ladet den hvide hingst, hvis navn de allerede hadede, komme til deres ø. Han var våd og han havde et sind der allerede nu hånede dette land, for dets sande hersker. Dette gjorde de gennemsigtige skygger vrede, gjorde skyggen vred, men de forstyrrede ham ikke endnu. Først da den hvide hingst havde fundet læ og dernæst havde sat af sted ind over øens landskab, valgte de at vise sig som det, de var, den var.
Foran Fuyu dannede der sig snart en tåge af en sort røg, med et lilla skær i. Den blev tættere og tættere om den hvide hingst, mens han sprang af sted som en anden hjort, der nød livet. Dog var det ikke meningen han skulle nyde livet, ikke her. Ikke med dem, ikke med den omkring sig. Skyggerne lod delvist varmen sænkes omkring den hvide hingst, hvis pels endnu var våd. Langsomt begyndte de at fjerne ilten. Bare for at vise, at de altså nu var til, omkring ham. Men anden form for afsløring, ville de vente med, bare lidt endnu.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Hingsten gled forbløffet ned i trav da kulden begyndte at tage form om ham. Hans næsebor dirrede let, da han slog med hovedet, i troen om at han bildte sig selv noget ind. Det blev sværere og sværere at ånde. Måske havde de andre hestes ord været sande? Han vendte det hvide ud af øjnene, og satte i et voldsomt spring, før han stoppede helt op, med et voldsomt fnys. Det hjalp ikke. Hvem kæmpede han imod? Han snurrede rundt med sammenknebne havblå øjne, og smækkede tænderne sammen. Hans puffede snehvide øre lå som klistret til halsen, og musklerne var spændte . Har var ingen... Jo, alt livet.. alt livet... Var det dem han skulle kæmpe imod? Et arrigt hvin forlod hans mule, imens han bakkede , for at få rygstøtte. Hvordan kunne han kæmpe imod al livet på denne ø på en gang? Og hvordan kunne de..? Han var ved at blive sindssyg af tankerne der fortsat rumsterede og gjorde ved i hans hoved. Han havde aldrig før stået ansigt til ansigt med en fjende han ikke kunne se.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange forblev stående, og lyttede til, duften, lydende. Der blev pludselig stille? Djange lod diskret begge øre glide frem, lyttende, mens han rynkede skeptisk på den lyserøde mule. Et veldigt mistroisk blik i Djanges krystalblå øjne fandt sted, inden han sprang tilbage, da et helt hylende hvin lød. Som var nogen i farer? Djange trak hovedet helt til sig, højt, afventende, med helt ørene tilbage, flugtposition var han i nu, uden tvivl.

Djanges blik flakkede vildfarent mellem træerne, og besluttede sig for at smutte omkring - Væk var han!

[OUT]

Ondskabens Budbringere

De mange, den ene, der nu havde dannet en tåge foran den grimme hvide hingst, stak i en hånende hylen da en anden hingst længere henne på øen stak af, da den grimme hvide gav lyd fra sig. Mangen til mod havde den ene skygge, havde skyggerne, aldrig set magen til. Deres fokus blev nu vendt til ét samlet punkt, nemlig Fuyu som allerede nu syntes overvældet af den magt den mange skygger, den éne skygge allerede havde over ham. De havde pålagt ham kulde og delvist drænet luften for ilt så den hvide hingst ville have svært ved at trække vejret. Efter at have nydt at spille lidt med evnerne overfor en fremmed, lod nogle af skyggerne sig stikke af fra mængden og forme én massiv skygge lidt fra den grimme hvide hingst. Ud af skyggetågen trådte nu en stor hingst, gennemsigtig og røgagtig hingst med lysende øjne, der lignede noget der kunne have boet i selve helvedet. Den store skyggehingst trådte hen ved den grimme hvide hingst og lod da sine håndlangere, de resterende skygger kommer lidt på afstand af den hvide, så han kunne trække vejret igen. Derpå lod den store skyggehingst en ånde af mindre skygger glide imod den hvide, som hæftede sig imod hans ben og sikrede at han ikke kunne flytte sig, selvom han ville. Derpå kom der en hul og tør latter frem fra skyggens bryst inden han begyndte at tale til den hvide.
¤Fuyu no Kitsune, en hvid og grim hingst. Hvad laaaaaaaver du på min ø, på vores ø? Hvorfor tror du at du kan vandre her, hvor vores herkser, hvor min hersker bor?¤ Hvæsede den hviskende stemme imod den hvide hingst. Hvert et ord der ramte Fuyu var ligeså kulde der ramte ham og forsynede de skygger der klamrede sig om hans ben med energi. Et smil kom frem på skyggehingstens mule inden han fór frem og gik fra en til mange skygger, lagde sig igen som en tæt og synlig tåge omkring den hvide hingst. ¤Hvad gør dig så speciel at du kan træde i vores laaaand?¤ Gentog de nu mange skygger med en hviskende og slange lignende tone. Hvis ikke den hvide hingst virkelig havde noget at byde på, skulle han ikke regne med at de mange, at den ene skygge, ville lade ham betræde denne ø ustraffet.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Den spøgelseshvide lod et lavt hvin undslippe den lyse mule, da skyggerne trængte sig sammen om hans hove. Næsten desperart forsøgte han at gøre sig fri, og blev dermed distraheret af en stor skyggehest der nærmede sig ham. Han instinkter skreg, og hingsten vendte den hvide ud af øjnene, drevet af adrenalinen der bølgede igennem hans blod. Først da han havde indset at flugt var nytteløs, og umulig, faldt han til ro, og kunne skille skyggernes... skyggens? stemme(r) fra den dunkende puls der genlod voldsomt i hans krop. Men da kontrollen var genvundet, stod han køligt og fulgte med i begivenheder, følelses tom, og på sin egen vis opgivende. Da han svarede, skælvede hans stemme ikke, men var død, blottet for følelser. "Ingen ejer denne ø, skyggevæsen. Det ved i, lige så vel som jeg." Og dog var han usikker. Blev denne ø eget af nogen?

Ondskabens Budbringere

Frygten .. Ja, frygten fra andre var det der i sandhed drev disse skygger, den ene skygge, til at udføre deres gerninger imod andre sjæle; frygten var det, der gav dem energi, ud over det som de fik fra deres hersker. De sultede efter det, den éne skygge hungrede efter det. Den grimme hvide hingst forsøgte at vriste sig fri af det greb, som de mange skygger havde om hans ben, mens den ene skygge havde tårnet sig op foran ham. Og da den hvide så dristigt vovede at påstå, at denne ø, ikke var eget af nogen, brød skyggehingsten ud i en lav, hvislende latter. Dog gik der ej længe, før latteren ophørte, og skyggehingsten fór frem, delte sig i mange skygger og tårnede sig voldsomt op lige foran mulen på den hvide, som flammer af skygger, der truede med at omringe den hvide og ende hans liv dér. Lige dér. Dog forblev de ganske få cm fra ham; og øjnene der sad iblandt de mange skygger, som stammede fra den éne skygge, der før var en mægtig hingst, stirrede direkte ind i Fuyu’s øjne. Derpå begyndte en nu næsten dæmonisk stemme at snakke, med toner fra alverdens onde væsner.
¤Hvor vooooover du at sige at ingen ejer denne ø? Hvor vover du at påstååå at vi, at JEG ved ligeså lidt som en simpel sjæl, som dig? Fuyu!¤ Hånede den mange stemmer den hvide. Grusomt lød det, så grusomt at man skulle tro, at den hvide’s liv allerede havde passeret grænsen fra dette land og ned til underverdenens.
Derpå trak de flammende skygger sig lidt tilbage og samlede sig til den éne skyggehingst hvis øjne endnu brændte sig imod den hvides. Han kunne ikke slippe væk. En latter, lav og hvislende blev endnu påbegyndt, inden skyggerne om de 4 ben, som den hvide hingst havde, begyndte at stramme deres greb og sneg sig om langs hans underben, op imod overbenet. De ville nemt kunne lægge sig om hele hans krop på en gang, kvæle ham.
¤Denne ø er vores, den er min. Den er vores hersker der sidder under den selv samme jord, som du går på, beskidte væsen. Og siden du ikke tror på dette, så lad os vise dig ..¤ Sagde skyggehingsten med den hvislende stemme. Derpå drog en afstikker ud fra skyggehingstens samling af skygger og bugtede sig gennem luften, over til den hvide, lagde sin om hans hoved, og begyndte at vise ham billeder for hans indre sind. Billeder af denne ø; sort, mørk. En del af naboøen ligeså, hersket af et væsen, som selv ikke skyggerne kunne frembringe et tydeligt billede på; 1000 gange værre end de skygger der sad omkring den hvide hingst og dannede den massive skyggehingst foran ham; frygtelig, skræmmende, uovervindelig. Og da afstikker skyggen var færdig, bugtede den sig tilbage til skyggehingsten, som blot så afventende på Fuyu, med et grumt, grumt smil.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Fantom hingsten vågede ej at slå blikket væk fra skyggernes ondsindede øjne. De kunne slå ham ihjel, det vidste han, og selve tanken om at ende op her, som et kadaver ingen nogensinde ville så meget som se på, skræmte ham mere end selve oplevelsen. Deres nådesløse skærende stemmer rev i hingstens øre, og stilheden der fulgte, blev optændt af en høj, pibende tone, der først døde hen da deres stemmer igen lød. Du store nådige moder, bad han. Hvad end jeg har gjort imod dig, for at møde disse skygge væsner, hvad end jeg har gjort, tilgiv mig, og led mine skælvende hove fremad. Jeg kan ikke selv tage flere skridt. Skyggerne trak sig væk, og i de få øjeblikke skyllede en lettelse igennem ham, Alma havde hørt hans bøn. Som om de havde læst fra hans sind, lød deres skrækkelige latter, og hesten, lavet af selveste skyggerne, tonede frem igen. grebet blev strammet, flere hvislende ord. Hingsten kunne ej sætte beskrivelser på det han hørte og så. Var han gået fra forstanden? Pragtfulde, komplette skygger tonede frem for hans øjne, dannede billeder som han ikke kunne andet end at stirre på. Var han blevet en af disse væsner, en skygge? Billederne fik ham til at døse hen, kvalte frygten så komplet, at han intet var i stand til at føle imens de dansede foran ham. Billederne forsvandt, fra virkligheden, ej fra hans tanker. De isblå øjne var døde, fraværende, alting for rundt i hans hoved, blev genspillet, genoplevet, som om han selv var der. Dette væsen de havde vist ham, dette mægtige ubeskrivelige væsen. Var det en gud? Var det Almas sande skikkelse?

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, skyggerne og skyggen der nu var samlet til en foran den grimme hvide hingst, slog en kort og hånlig latter af. De havde dannet billeder i hovedet på denne hingst, og det udtryk der printede sig i hans ansigt, lod til at være påvirket uaneligt af dette. Derpå lod skyggen, der dannede den store hingst, små afstikkende skygger søge hen til den hvide og nu kæle sig op af hans krop. Den hvide hingst havde haft en frygt, de nu havde skræmt væk; en frygt, der i stedet var blevet erstattet af et tomrum, der var ved at bearbejde alt dette, som skyggerne, som den store skygge, havde vist ham. Alt imens de få skyggerne kælede sig langs denne hingst, påførte ham en behagelig varme, som lod hans endnu våde pels tørre, lod skyggehingsten sine lysende øjne fange Fuyu’s. Med en hul og tom stemme, begyndte han at snakke.
¤Fuuuuuuuuyuuuuuuu, ser du nu den sandhed vi er underlagt, den jeg er underlagt? Den sandhed dette hæslige land fra kastet bort og dækket af en løgn, der er så lys og ulidelig som intet andet? Vores herre, min herre, sidder på vulkanens bund. Der, hvor ingen kan se ham. Men ak, han lever endnu, lever via os, via mig! Jeg bringer hans ord, vi bringer i fællesskab hans vilje til dette land, som vi er blevet forvist fra, af en løgn! Den selv samme løgn der har spærret dig inde! Du vil ikke kunne komme fri af dette fængsel, der måske lader til at være godt for dig. Kun vi kan hjælpe dig, men så må du hjælpe mig først!¤
Hviskede den gennemsigtige skygge, med den hule, tomme stemme - Men alligevel lå der en lokkende tone gemt bagved. Med et smil lod skyggehingsten sine undersåtter vende tilbage til dig, så varmen forsvandt fra Fuyu. De havde vist ham deres magt, vist ham hvad han kunne. Vist ham billeder af den fælles herre, som de egentlig burde have. Og ligeså vist, hvor nænsomme de kunne være, disse skygger, når blot skyggen i sig selv ønskede. Afventende lod skyggehingsten sine øjne fange Fuyu’s. Prøvede han at flygte, ville hans dage ej være mange, men valgte han derimod at lytte til disse skygger, til skyggen. Så kunne han få, stort set alt han ville.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Automatisk søgte den lyse, forvirrede hingst imod varmen der pludselig var forsvundet. Han søgte deres blide berøring - en berøring han forbandt med sin moders, og var med til at gøre ham endnu mere forvirret. Han hørte knapt deres ord, men alligevel forstod han deres hentydning. Ville han stå ved deres side, og hjælpe dem med at befri denne frygtindgydende skabning der havde tonet frem i virkligheden, og hans indre. Denne komplette, og alligevel ukomplette skabning. Den alt for smukke, og alt for afskyelige skygge. Han ønskede at møde denne så inderligt, døse hen under dennes magt. Men hvorfor ønskede han det? Forvirringen tog sit greb i intetheden, og spærrede hingstens isblå øjne pop. Stadig så han ingenting, som var han blind, alt for opslugt af det indre, som gik splittet i hver sin retning. Han ville blive syg af spaltningen, så uendeligt syg. Hvilken retning skulle han tage. Følge fornuften eller ønskerne? Hingstens krop frøs, med alle udtryk på smerte og forvirring. Var skyggerne væk? Var de forsvundet? Åh, hvor ville han gerne bede dem om at komme tilbage, og tale til ham igen.... De var farlige, han behøvede at flygte. Men guden... Gudens sang der kaldte på ham. Hans gud - Alma, var det hende der talte? Hans moder... Var det hende der sang igennem disse modbydelige, elskværdige skygger?

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, den ene og den mægtige skygge, der havde trukket sig fra den hvide hingst, der nu stod tilbage forvirret. Det var tydeligt, de sansede det og hingsten nærede sig af det. Forvirringen der kunne ændres til frygt, ændres til en desperat handling. Som de magiske væsner de, den var, blev det sanset fra skyggerne selv, at den hvide ønskede at de kom tilbage. Derpå dansede skyggerne frem foran øjnene på den hvide igen, selvom han tydeligt var frosset i sig selv; de dansede foran ham og kælede dernæst op af hans ben, langs hans krop, for at varme ham. Som en slags belønning for at han havde ladet sig lokke af deres ord og fremtræden, der før havde skræmt ham. Skyggehingsten formede sig, smilede grumt, men lokkende, hvorefter han trådte Fuyu tæt. Ja, de havde evnen til at sanse Fuyu’s navn, den havde evnen til at sanse hans tanker og handlinger. Skyggehingsten prustede tungt, så en røg af skygger for ud og lagde sig om mulen på Fuyu. De hviskede, kærtegnede ham, hvorefter de forduftede, så kun de større skygger der kælede for hans krop og skyggehingsten selv stod tilbage.
¤Fuuuuyu, du hvide, grimme hingst, der kom fra havet hertil, vore hersker, som kan blive en fælles hersker, har brug for din hjælp! Vulkanen, kan du se den? Drag dertil med os til denne aften og vi vil vise dig kernen af vores hjem. Du virker som en, der ikke høre til her, en der lader til at være fanget her, som os. Følg os, blev en af os!¤
Sagde skyggerne med en lokkende stemme, hvorefter de trak sig væk fra den hvide hingst og satte sig på skyggehingsten. Han sendte Fuyu et enkelt blik og efterfølgende lød en hul latter. Skyggehingsten vendte rundt og begyndte at svæve imod vulkanen der lå i horisonten. Men turde den hvide grimme hingst følge dem?

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Den snehvide hingst glippede let med øjnene, og prustede dæmpet da skyggerne igen snog sig kærtegnene om hans krop. Der gik et øjeblik, før hans sind vendte tilbage til den nutidige verden, nu tynget med den viden skyggernes havde givet ham. Deres herre, hans herre var fanget. Hans..? Han var usikker på i hvilke retninger han skulle tænke, men ingen stemme fortalte ham, at vejen han tøvende ville vælge var forkert. Skyggens stemme vagte hans opmærksomhed, og han så for første gang den store skyggehingst som en forbundsfølle, en broder han var blevet genforenet med. De skygger den udåndede generede ej spøgelses hingsten, der blot lyttede tålmodigt til sin læremester. Han hæftede sig ikke ved hånen, som skyggerne gentagende gange havde hvisket ad ham, at han var grim. For så mange havde sagt det selv samme, og disse var vel ingen undtagelse. Livet var ikke blot en dans på roser, mindede han sig selv om, imens skyggernes og skyggens ord trængte ind i hans sind. Fanget? Han var fanget. Lænket af sin krop, lænket af de normer der før havde udstødt ham. Fanget af det lys disse skygger afskyede, og stammede fra. Han ønskede at blive en af dem, blive draget ind i deres dansende indre, og stå på ligefod med disse levende vidundere. Da hingsten bevægede sig bort, med følge af de beroligende skygger, tøvede han først kortvarrigt, før han med korte skridt stavrede efter dem. Dog gled han snart over i sin selvbårne smukke karakteristiske trav, der lod ham føle som var han en del af mørket der omgav ham, og ikke det stik modsatte, en kridhvid grim månehingst.

Ondskabens Budbringere

De mange, de få, skyggehingsten der nu vandrede af sted, eller rettere svævede af sted, lod en kort og hånlig latter bryde stilheden. Fuyu havde tvivlet men valgte i sidste ende at søge skyggernes tryghed, følge dem. Og hans ønske om at blive et med dem, lå i luften, ganske tydeligt for skyggehingsten. Det behagede ham og det nærede ham med energi og samtidig voksede de skumle planer i sindet på skyggerne.
Tiden gik, hvor hingsten svævede ved siden af den grimme hvide hingst, der søgte deres nærhed og lod dem guide ham. Op til vulkanen, den store vulkan, hvor deres snart fælleshersker sad lænket af lyset. Af det ulækre, falske lys, som alle lod til at tro på og søge. De fortabte sjæle. Det var kun én ting der skulle og burde hersker i dette land, og det var skyggens hersker.
Tavsheden omringede dem på vejen. Skyggerne havde ikke behov for at kærtegne Fuyu længere eller lokke ham eller berige ham med sandheden, for hans havde set og følt hvad de kunne og ville med ham. Fuyu besad nogle kvaliteter dybt i sig, som de ønskede at rive frem i pelsen på ham. Hvis dette lykkedes kunne han blive en god hjælper, en god ligemand, for de lumske skygger.
De to, eller mange, nærmede sig nu vulkanen og her begyndte den store skyggehingst at opløse sig. Snart var de blevet til et hav af skygger, hvor et par skygger sneg sig ind på den hvide og kærtegnede ham, som en rosende handling for at han var kommet så langt.
¤Fuuuuuuyu, du er der næsten, snart, ja snart kan du se vores hersker!¤ Hviskede den gentagende gange, som opmuntring til hans vandring til vulkanens top. Og da først de fleste skygger havde nået vulkanens mund, dannedes den sorte skyggehingst igen. Han så afventende på Fuyu, beordrede ham med blikket til at komme til hans side, så han kunne se, hvad de så gerne ville vise ham.

......Fuyu no Kitsune

[/font][/b][/size]......[/center]

Hingsten, hvis navn betød vinter ræv, vandrede i stilhed ved siden af dem, eller den, der havde vist ham sandheden om lyset. Han følte ej at have brug for ord, og nød istedet det påtrængende mørke, og naturen hjerteløse stilhed. Efterhånden som det begyndte at skråne opad, blev hingstens skridt tungere, og hans åndedræt kortere og hyppigere. Uroligt vippede han ørene let bagud, idet skyggerne ikke satte farten ned, måske ville de efterlade deres lyse følgesven? Tvivlen stod dog ikke på længe, snart blev den lullet væk af minderne, de minder de mane, en den ene havde vist ham.
Efter hvad der syntes som både mange år, og få sekunder, forsvandt skyggehingsten fra hans side, optog sin opriktenlige skikkelse. Deres og dens kærtegnene skvulpen om hans hove, fik hingsten til at stoppe op, og lytte til det og de åndedrag, der dannede ord i hans tanker. Deres og hans hersker. Vores herre, hersker, leder. Han satte igang igen, opildet og skræmt af tanken om et muligt møde med den perfekte og uperfekte skabning deres minder ej kunne beskrive. De nåede krateret før ham, og efter et kort prust, dansede han med et par hurtige skridt frem ved siden af skyggen og skyggernes hesteagtige skikkelse. Han bemærkede ikke det beordrene blik, handlingen forekom hingsten naturlig uden behov for vejledning. Hvad ventede dernede, i det næsten bundløse dyb? Han vågede at titte ud over kanten, men trak sig snart tilbage med en alt andet end begejstret fnysen. Der var for stejlt. Hvis han faldt....