Get the f*uck away of my way.

J A I D EV
They are trying to kill me and burn me in hell..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

De lumske skygger sniger sig tættere og tættere på min muskuløse, dansende krop. I en balanceret trav begiver jeg mig over en stor, åben eng; tempoet er kontrolleret, men alligevel har jeg en god bæring og løfter den stærke ryg. Takten er fast; hver gang min ene forhov og modsatte baghov rammer jorden, bøjer jeg diskret og sætter af nede ved ledet, for at "springe" fremad i en elegant, afslappet bevægelse. Halen er hævet i en stolt bue bag min runde, muskuløse bagpart, mens manen står som en fane omkring den mørke krop, hvor kun månens pleje lys viser mig vej. Pandelokken deler sig på midten og glider ud bag ørerne, så de dybtmørke øjne bedre kan fokuserer på skyggerne, de modbydelige, forræderiske skygger, som hele tiden snigerer sig tættere og tættere på..

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nobody knows my past, my future - no one knows my present
because no one knows me..

[/size][/i]

Illana, den gyldne, lod sin elegante krop glide frem igennem skyggerne. Engen, der lå omkring hende, syntes at have indtaget en mere dæmpet belysning, i takt med at den gyldne havde bevæget sig hen over den. Natten lå for døren; skyggerne lå for døren. Dog var det ikke fordi den gyldne følte sig truet af disse, nej. Hun havde lagt sin frygt fra sig da hun havde trådt ind i dette land, efter at have vandret igennem et uendeligt mørke i uendelig tid; hun havde konfronteret skyggerne, og overvundet dem. Hun havde beholdt sig lys og havde formået at bærer det med ind i denne verden, som nu var hendes hjem; hun havde besejret dem. Dog sneg skyggerne sig nærmere den gyldne, mens hun bevægede sig på denne eng. Ej på jagt efter hendes lys, men for at danse med hende; følge hendes gyldne krop som havde fået et kys fra solen, den dag hun var født. Følge hendes sjæl over engen. Ej stjæle. Ikke disse skygger, ikke i dette land. I hvert fald ikke endnu. Illana, den dansede i den dæmpede belysning, lod da mærke til en sjæl i horisonten; en brun sjæl, som havde krop som en ædel hingst. Illana lod sine skridt dæmpes og tempoet sænkes. Hun lod sit blik glide over denne brune hingst, som var noget på afstand af den gyldne hoppe; og efter at have beskuet ham for en stund, satte den gyldne hoppe af sted imod ham. På sin ven annoncerede hun sin ankomst ved en mild prusten; endnu en fremmed, endnu et selskab som den gyldne så frem til at møde.

J A I D EV
They are trying to kill me and burn me in hell..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Mørket sneg sig tættere og tættere på den mørke hingst, som dansede afsted i sin egen solo dans, med de luskede skygger som tilskuer. Hans mørke øjne gled gennem mørket, men det var for dunkelt til at han kunne se meget. Et fnys forlod den silkebløde mule, som stolt holdte pladsen foran hans fremskudte bryst, og lod gentagende gange en tåget damp forlade de let udspilet næsebor. Alverdens lugte sneg sig ind, de gjord ham anspændt, men samtidig nysgerrig. Hvilke sjælede herskede denne jord? Havde hans rejse til dette sted været den samme som de andre sjæle? Mulen spændte sig i en overvejende grimasse. Han ledte efter svar, søgte efter dem, som man søger lys i mørke. Men hans mørke var for tæt: der var intet lys, ingen svar.
Og dog. En pludselig følelse af at blive betragtet, gjord at hingsten kastede hovedet i vejret, tippede ørerne fremad og lod blikket gennemsøge område. Dér var lyset, som han før havde ledt efter. Det kom dansende i sin solo dans, yndefulde og smidige bevægelser. Lyset udgav en kraftigt lugt omkring sig; en feminin duft. En sjæl af hun køn. En hoppe.
Med hurtige bevægelser stoppede hingsten op, med fronten vendt mod den fremmede, som var på vej. Ørerne forlod ej deres nysgerrige post, alt mens de mørke, dybe øjne betragtede denne fremmede. Øjne, hvis dybde gemte på sit eget lille lys, som så betaget op til denne lysbære, som snart ville gøre ham til sin dansepartner.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nobody knows my past, my future - no one knows my present
because no one knows me..

[/size][/i]

Illana, den gyldne, lod sin dans ophører, da hun nærmede sig denne mørke hingst. Hans udtryk var vågent, det havde Illana lagt mærke til, allerede inden hun kom ham så nær, at detaljerne blev afsløret fra skyggernes dunkle mørke, der lå over de to sjæle; et mørke, der ej generede Illana, hvis indre lys i sandhed skinnede igennem. Illana lod sine øjne søge imod denne danser af natten, der med sit store hvide aftegn i hovedet, var let at kende fra andre sjæle, der skulle ligne. Illana lod et lille smil komme til udtryk, efterfulgt af et høfligt nik. Hendes krop var placeret frontalt foran den brune hingst, hvis bevægelser i sandhed var bemærkselsværdige; og derpå lod hun sine ord udfylde tomrummet, stilheden imellem de to sjæle, der vandrede i det dunkle mørke; før alene, nu sammen.

,,Godaften, du brune danser, der lader sine bevægelse skinne igennem i dette dunkle mørke; tillad mit at præsentere mig selv. Mit navn er Illana, du fremmede sjæl, og jeg er bosat i dette område, ligesom dig selv. Jeg har ej været her længe, men længere end så mange andre; så mange områder er mig endnu ukendte, mens andre er mig velkendte. Du brune hingst; hvad er dit navn og hvor længe har du vandret her?”

Spurgte den gyldne hoppe med en oprigtig nysgerrighed. Denne brune hingst, som var fremmed for hende, havde et udseende den gyldne skam havde lagt mærke til var unikt. Hans aftegn, der var placeret i midten af hans maskuline ansigt, havde Illana ej set magen til før, og det var bestemt karakteristika for denne hingst. Hun lod sin mule søge en smule imod ham, af ren høflighed, alt imens hun lod sine øjne hvile imod hans. Hvem var denne hingst, der vandrede blandt skyggerne, men alligevel skinnede så kraftigt igennem, at hans mørke krop ej kunne skjules i selv dette mørke?

J A I D EV
They are trying to kill me and burn me in hell..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Aldrig før havde den mørke hingst set en skabning så lys. Farven hun ejede var ham ej bekendt: han var van til forskellige farver, rød som grå, men aldrig en så cremet og lys. Det fascinerede ham, dragede ham og gjord ham betaget. Hun var blevet skænket et helt unikt lys - af hvem eller hvad, var ham et mysterium. Men han var bestemt fascineret. Uden videre gled hovedet på skrå, mens de gled over hoppens stærke, men feminine krop, de ledte efter et form af aftegn, men ingen ændring skete i hoppens gyldne hår. Hun var perfekt iklædt hårlaget, men det var alligevel specielt for ham at se sådanne en hoppe.
Hun udstrålede en tydelig ro og mildhed omkring sig. Trods dette kun var den anden sjæl han havde gjort kendskab til, så virkede her ganske fredeligt. Men var det hele blot en facade? Tanken fik ham til at kringle overlæben en anelse nedad, i en anspændt bevægelse, indtil hoppens brune øjne søgte hans. Ej frygtede han den kontakt hun søgte, og gengældte hendes søgende blik, med sit karakteristiske mørke blik, som forsøgte at kærtegne hende på den måde. Men da flammen i hans indre mørke blev for vild, skævede han en anelse væk. En høfligt hilsen forlod hoppen, og for at vise samme respekt, nikkede hingsten tilbage. Tomheden lå som en dyne omkring dem, såvel som sneen, men pludselig krakkelerede den. Opmærksomt hørte den mørke hingst hvordan stilheden blev jaget væk, da hoppens unikke stemme skyd gennem natten.
En vandre ved navn Illana. Det var hvad han vidste nu. Hoppen Illana, hvis skikkelse oplyste selv den mørkeste nat. Han hævede hovedet en anelse og strakte ørerne fremad, for at bevise for denne fremmed sjæl, at han ville lytte til hver enkelt ord hun havde at fortælle ham. Og da tavsheden kom efter hendes spørgsmål, lod hingsten denne gang være synderen til at bryde stilhedens hvisken.
" Mit navn, kære fremmed, er Jaidev. Ej har jeg tilbragt lang tid dette fremmed sted, jeg ved ikke hvornår man kan sige at jeg ankom, for ser De, kære Illana, min vandren til dette sted er stadig et mysterium. Om jeg blot forlod den gamle verden en enkel dag, eller om det tog mig år, er et spørgsmål som jeg ej selv kender svar på. Men.. Dette er min første aften på denne fremmed ø. "
Afsluttede hingsten tænksomt. Havde han sagt for meget? Havde han sagt noget, som denne fremmed måske ikke forstod? Hun måtte også være ankommet på en besynderlig måde. Ikke sandt? Overvejende spændte han overlæben fuldstændig sammen, fortvivlet over sine ord, som måske ikke var valgt med omhu. Hendes mørke øjne fangede atter hingstens, som gengældte søgen. Han ønskede fjernt at vide mere om denne unikke hoppe som oplyste natten. Langsomt trådte han frem mod hende, da hendes mulen kom snigende mod ham, og i en høflig bevægelse lod han sin silkebløde mule rammer den gyldnes i en blid bevægelse, uden hans øjne flygtede fra hendes.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nobody knows my past, my future - no one knows my present
because no one knows me..

[/size][/i]

Illana, den gyldne, hvis sjæl havde fundet fronten på den mørkebrune hingst, med det hvide aftegn der havde sat sig på midten af hans næseryg, gjorde ham speciel, unik af udseende, lod sit blik mødes med de mørke øjne, som den mørke hingst besad. Hun fornemmede hvordan hun et øjeblik fik lov at se, blot et glimt af hvad hans sind indeholdt; en flamme gemt i det skjulte, kontrolleret, men ivrigt og søgende. Hun havde, trods den meget intense øjnkontakt, intet imod det. Hun lod ligeså den brune hingst se et glimt af hendes sjæl, af hendes gavmildhed, opmærksomhed og viden. Derpå, da den brune skævede til siden, lod Illana sin spinkle hals hvælves en smule og ørene vendes frem. Snart blev den stilhed, der havde lagt sig over dem, efter den gyldne’s ord havde ophørt, brudt af den stemmen fra den mørke hignst. Den var rustik, den var maskulin, intens og sigende; alligevel lå der et fjernt aspekt i hans stemme, som den gyldne ikke kunne definere. Hun lod sine øjne søge hans endnu engang. Hans ord, omkring hans såkaldte rejse, fangede i sandhed den gyldne hoppe’s opmærksomhed. Han kunne ej definere hvor længe han havde været undervejs, og det fik et øjeblik den gyldne hoppe til at tænke tilbage. Mørket, uendeligheden der havde lagt sig om hende, fra hun trådte ind i det ubeskrivelig lys. Som var hun trådt i en fælde, fordi hun lod sig begære af det lys, hun mente var fuldendt, og som hun mente var oprindelsen til hendes eget; og bag det ventede mørket. Lurende, farligt, lokkende, kvælende. Illana, som et øjeblik var blevet en anelse fjern, lod da sit sind vende tilbage i blikket og møde Jaidev, hvis navn havde printet sig ind i hendes sind, bemærkselsværdigt var det, bemærkelsesværdig var han. Illana lod sin mule søge en anelse fremad imod denne hingst, der trods nogle få tvetydigheder i hans fremtræden, virkede fascinerende, kontrolleret, hingstet. Og ligeså virkede han til at have en interesse i den gyldne, som hun ikke havde set før. Illana lod et lille smil komme til udtryk på sin mule, inden hun søgte at berøre hans, inden hendes ord kom frem, for at bugte sig gennem luften og kærtegne hans øre.

,,Jeg håber, du nyder din første aften i dette land Jaidev; men tillad mig at fortælle dig noget. Du nævner at din rejse kan have været foregået over en enkelt nat eller et helt år. Jeg vil da dele med dig, at min rejse hertil, ligeledes ikke kan defineres helt. Den var som en uendelighed, en uendelighed af mørke, som var jeg i en verden hvor tid, lys og liv ikke eksisterede. Jeg følte som om mit liv ej var rigtigt, i den tid jeg befandt mig i det uendelige mørke. Men da, da så jeg et lys og kunne vandre hertil, ud fra den uendelige verden. Det lyder som om, du har prøvet noget lignende?”

Illana lod sit hoved glide let på sned, efter hendes ord havde fået en ende. Hun var allerede meget interesseret omkring denne sjæl og dens eksistens; det lod til de havde elementer til fælles, fra den rejse de hver især havde måtte gøre for at komme hertil; og den gyldne havde valgt, netop på grund af Jaidev’s fremtræden, at lægge fokus der fra start af. Som om, at de allerede havde nået det punkt, hvor de havde udvekslet mere end blot navne, og kunne begynde på en dybere snak; selvom de kun lige havde lært navnet på den modsatte sjæl. Dog følte Illana, at der var noget over Jaidev; noget, som gjorde ham speciel.

J A I D EV
Only I know your pain, your uncertainty, your loneliness.
If only we could be together forever..
I'll say it many times as you wish. I will not betray you!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jaidev, den unge hingst, lod ej sine øjne holdes i ro, imens han betragtede denne lyse skabning foran ham. Han var draget øjeblikkeligt af det lys hun besad, men ej viste han dette: hun var unik, såvel som alle andre sjæle. Men hendes udseende var spændende. De mørke øjne, som mest lignede at pupillen havde slugt dem, indprentede sig hver et træk ved den fremmede hoppe, hver en detalje kunne ej skjule sig for hans vågne øjne. Men på trods af hans vandrende blik, så var det ej krænkende eller intetsigende, tværtimod. Hvis det kunne, ville det kærtegne den gyldnes krop: hans blik var, trods mørket, respektfuldt, vågent på den fremmede og intens. Ej så det forsøgte på noget, men det viste denne gyldne hoppe at han lyttede, han forstod, han var opmærksom. Alt samme ting, som han skænkede enhver sjæl. Men dog havde der sneget sig en forsigtig følelse af nysgerrighed ind i de ellers sortnede øjne. Følelserne blev normalt fængslet bag muren, som blokerede hans sårbare andre; de havde ej lov til at spille på den facade han skjulte sig på, på trods af at facaden aldrig var falsk. Den viste ham blot som en mere vis og rolig, mere stærk og stabil skabning, end det indre, som brutalt var flået i stykker, indtil det hang tilbage i tynge tråde.
Den gyldne, med navnet Illana, nærmede sig diskret med sin mule. De mørke øjne fangede lynhurtigt bevægelsen, inden han selv strakte sin silkebløde mule frem mod hendes, for at gengælde berøringen. Berøring havde altid været noget, som han holdte meget af. Han nød at fornemme sin egen varme mødes med en anden sjæl. Han nød at kunne danse side og siden, med varmen snorede omkring dem, som et sirligt mønstre, som kun de kunne se og forstå. Men af den grund betød det ikke, at han var grænseoverskridende, nej han respekterede andre og deres grænser, på trods af at han altid prøvede sig frem; det lå vel i hormonerne at være en drillepind?
Jaidev åndende tungt ud på den gyldnes mule. Dampen farede ud af hans næsebor, ramte varmt og blidt hoppens mule, inden den svævede omkring deres varme muler. Det var bestemt ikke en hentydning til at han kedede sig, men at han nød denne nærkontakt. Øjnene, som havde hvilet på mulen, gled op mod hoppens brune øjne, for at vise at han lyttede, idet hun atter åbnede munden, og delte sine spændende, omhyggelige ord med ham. De ord hun delte, var en bekræftelse af at hun ej heller vidste sin rejsen helt. Hun afslørede, at hun vandrede i mørke. Det fik den mørke, ædle hingst til at skæve mod de skygger, som drillesygt gled omkring ham, hånede ham og konstant prøvede grænser af. De ønskede at kvæle, udrydde, alt lys de kunne finde, og derfor var ej tilfreds med de hvide aftegn, som gled fra hans hoved og ben. De afskyede, at han havde fravalgt dem alligevel. De accepterede hårlagets mørke farve, for de kunne æde ham når end de ville; men nu hvor lyset havde sneget sig ind hos ham, gled kridthvide aftegn omkring hans noble, lange ben og nedad hans ædle hoved, ergo havde han forrådt dem. De forpestede hans handling, hans lys, og det fik ham til at glide øjnene mod Illana igen. Forpestede de mon også hende? Havde hun mon også ’forrådt’ dem med sin lyse farve? Jaidev krænkede overlæben en anelse sammen, spørgsmålene hærgede hans hoved, indtil han fik dem skubbet til side, sorterede fra, og atter vendt opmærksomheden mod den gyldne, som afsluttede sin sætning med et spørgsmål, om han ligeså havde vandret i mørket, indtil lyset havde lokket ham. Havde han det? Overvejende gled hans hovedet på skrå, som fik pandelokken til at danse. Han gennemgik rejsen i sindet, tavs og diskret, genspillede billederne og minderne som han havde fået på sin vandretur.
” Kære Lysbære, det er en ære at De ønsker at dele sådan en hemmelighedsfuld rejse med mig. Deres rejse lyder så enkel, når De beskriver den så let, men jeg er overbevidst om, at rejsen langt fra var ’enkel’. Meget husker jeg fra min egen, men meget er også gået tabt; mange nye indtryk vivlede rundt, noget er slettet, noget er stabilt gemt. Men såvel som Dem, husker jeg et mørke. Et mørke, som blev jaget bort af et ukendt lysskær; men dette er ej enden. Men jeg husker kæder om mine ben, og flammer omkring mig som bed og brændte. De sidste jeg husker er, at jeg faldt. Faldt gennem lys, med mørke foroven, indtil jeg landede i dette fremmede land. ”
Han tav. Havde han afsløret for meget? Han var overbevidst om at den gyldne ville lytte, men han var ej selv sikker på om det var fornuftigt at fortælle så meget. Han vidste ej heller hvordan han selv skulle tackle den tur han havde oplevet. Men han kunne ej fange ordene som hang i luften, efter at have luftet sin stærke, maskuline, dybe og stadig klare stemme. Han hævede mulen en anelse, i et naivt håb på at fange ordene igen, men forgæves. De havde allerede fundet et eventyr, som bestod af at søge ind i hoppens hørelse, og derved lade hende forstå den rejse han havde oplevet, og stadig forbandede ham med uendelig spørgsmål. Men hun var spændende, denne fremmed sjæl, og trods de stadig var nye for hinanden, følte han at hun rummede langt mere, end hvad øjet nogensinde ville kunne se.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
I kept everything inside and even though I tried, it all fell apart,
What it meant to me will eventually be a memory of a time when I tried so hard..

[/size][/i]

Illana, den gyldne, lod sit blik glide hen over denne mørkebrune hingst, hvis sind lod til at besidde en interessant besjæling. Illana, der havde lyttet til hans ord omkring hans egen rejse. Han huskede selv et mørke, et mørke som ligeså blev aflyst at det skinnende lys, som den gyldne selv havde oplevet det. Dog havde Illana været så heldig at slippe for lænker, for flammer. Hun havde i stedet vandret både uden liv, uden tid og uden lys i en uendelighed, der ej havde ændret den gyldne hoppe. Hendes blik hvilede for en stund i hans; hun lod det kærtegne hende og lod ligeså sit udforske hans. Han lod til at være en hingst med mange kvaliteter, det skulle man ikke benægte ham; og samtidig var han allerede nu meget følende af sind. Illana lod forsigtigt sin mule glide frem imod ham, endnu engang; den brune hingst havde før berørt den gyldne hoppe med en fløjlsblød mule, der forsigtigt havde strøget hende langs det gyldne hårlag, og nu lod Illana sin mule søge imod hans muskelfyldte hals, beklædt med en noget tættere pels end den gyldne’s. Hun lod sin mule i to små cirkler kører ned af hans hals, inden hun flyttede den i en rolig bevægelse igen. Hendes berøring var meget let, men samtidig tilstrækkelig tydelig, til at han ville kunne mærke det. Illana lod da sit blik glide over hans krop. Han var beklædt fra naturens side med veltilpassede muskler, der holdt hans krop rank og ædel; han var bygget spinkelt, men ej så spinkelt som den gyldne. Han havde mere fylde og mere ædle træk. Han var i sandhed en flot hingst. Og samtidig var han blevet beklædt af skyggerne, der ej havde dækket ham fuldstændig. De hvide aften han bar, var tegn på at solen og lyset ligeså havde haft taget i ham, givet ham mærker der var hvide, karakteristiske, som kunne skille ham fra andre af nogenlunde samme farve. Selvom skyggerne måske havde været grådige; eller venlige, alt efter hvilke skygger der havde vandret omkring hans krop, så bar han endnu hvide aftegn. Og hvilke skygger, havde han egentlig mødt? Dem Illana kendte til fra hendes tidligere hjem, var onde, glubske, rakte ud efter hende hvorend hun gik. Men her, i dette land, havde hun formået at kunne danse med dem, i en harmonisk dansk; ja faktisk lige inden hun havde mødt denne hingst, Jaidev, der bar den mørke farve fra natten og de hvide aftegn fra dagen. Illana trak vejret tungt en enkelt gang, vel nydende over selskabet. Allerede nu, havde Illana en meget speciel fornemmelse med hensyn til denne hingst. Der var noget over ham; noget utroligt roligt og stabilt, og samtidig dragede hans sind hende. Hans ord, som han havde fremsagt, havde hængt i luften lidt tid, inden den gyldne hoppe begyndte at lade sin stemme udfylde stilheden og besvare hans ord; med den naturligt feminine stemme, fremsagde hun;

,,Et mørke har vi tilfælles, ædle Jaidev, og ligeså et hjem. Jeg er egentlig glad for, at jeg ikke er den eneste der har mødt et mørke, der indeholdt ubehagelige ting; selvom det betyder at du, ligesom jeg, har måtte igennem pinsler. Det er selvfølgelig ikke godt, hverken for dig eller mig, men alligevel er vi ikke alene om det”

Sagde hun med et lille smil, inden hun forsigtigt lod sin mule søge hans igen. Søge nær den, så hvert åndedrag var fælles, så varmen imellem dem ej skulle vandre langt for at kunne kæle for den andens krop.
Hun tav et øjeblik, inden hun da fortsatte med den milde stemme.

,,Men, Jaidev, ud over at have vandret i et mørke, været igennem pinsler; hvad synes du da om det land, som din rejse bragte dig til? Er du tilfreds, er du glad? Lykkelig endog? Eller er du uenig i den vej du måtte gå?”

J A I D EV
Only I know your pain, your uncertainty, your loneliness.
If only we could be together forever..
I'll say it many times as you wish. I will not betray you!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Illana var i sandhed en spændende sjæl, det havde Jaidev på fornemmelsen. Hun var en sjæl, som ønskede at dele sin viden med ham, og belærer ham om de ting, som hun havde oplevet i sit liv. Han havde på fornemmelsen af at hun ønskede at dele enhver ting med ham, som han end spurgte om, men dog var der grænser. Man skulle ej presser sådan en åben sjæl, som i forvejen delte intime hemmeligheder med ham: for den vandring han havde gjort sig inden han kom til dette land, var for ham selv en hemmelighed, fordi den var så unik, men også skræmmende. Den havde fængslet havde, trynet ham, hånet ham med skyggerne, og alligevel frastødt ham til dette land. Var dette land mon en straf eller en redning fra det gamle? Han vidste ej svar. Han vidste ej hvem han skulle spørger, eller hvor i alverden han skulle finde svar, derfor gemte han oplevelsen dybt inde i sit indre, for at ’glemme’ oplevelsen, på trods af at det ville være umuligt, han ville aldrig kunne glemme hvordan vandet havde forrådt ham, hvordan det havde været starten på at drille ham, og lokke ham af sted i en skjult portal, som i sidste ende ville smide ham ind i dette land. Om det så var en straf, følte han sig alligevel en form for velsignet. Her var idyl, harmoni, men også forræderiske skygger; de hviskede, det var han overbevidst om. Og hvis han kom for tæt, ville de bide fra sig, for at undgå at han kælede dem. Men alligevel havde han udviklet et forhold til disse skygger; de var mere levende, mere dragene og mere farlige end han var van til. Det som altid virker reserveret, er oftest det som er attraktivt, og det var nøjagtigt dét som skyggerne var. Attraktiv.

Tankerne blev brutalt brudt. De krakelerede som et spejl, hvis revne flår det i stykker. Synderen var Illana, som havde forført ham ud af hans egen drømmeri: hendes bløde mule rørte hans muskuløse hals, beklædt med den tykke pels. Han var ikke van til så meget sne, så han altid skulle vandre i det, men han var van til at tiderne kunne skifte, og det mælkehvide sats ville fylde enhver ting, det landede på. Hans gener var udviklet sådan, at han fik en kraftig pels, så han kunne frastøde kulden, og disse kolde vinter, elskede han den. Men det sårede hans indre, når han oplevede andre sjæle, hvis kroppe ej havde samme mulighed for varmen, som han havde. Illana, for eksampel, havde hun ej ligeså tyk pels.
Illanas bløde mule gled let ned over hans varme hals, i små cirkler. Nydelsen ramte som et piskesmæld, og fik den ædle hingst til at spænde op i sin overlæbe, i takt med han bøjede halsen sammen, og mimrede. Af refleks rakte han hovedet frem mod hende, for at føre den spændte mule hen over hendes lyse hår. Duften af hoppe sprang ind i hans sensitive næsebor, som øjeblikkeligt fik ham til at udspile næseborende og indånde den karakteristiske duft af Illana, inden han såvel som hende, tog sin mule til sig, for at se opmærksomt, lyttende på Illana, som følte at fylde lugten med sine vise ord.

Hendes ord fortalte at hun var glad for, at hun ej var alene med mørket, at hun ligeså havde måttet bekæmpe det. Jaidev hoved gled på sned, med et dybt brum. Hoppen havde ret: de havde bekæmpet mørket, vundet eller tabt, og derved kommet til dette hjem, som fængslede dem fra deres gamle verden. Mon de nogensinde ville komme hjem? Han tvivlede. Men der var heller intet at tage hjem til, så tiden ville være unyttig. Nu havde han fået en ny chance for at vise hvem han virkelig var. Ja, han var i sandhed velsignet. Hans øjne gled mod hoppens mule, som atter kom i hans nærhed. Varmen fra hendes regelmæssige vejrtrækning ramte hans følsomme mule, som puffede let til hendes, inden han forholdte den i ro, tæt ved den gyldnes, som atter snakkede ud i mørket, i form af spørgsmål, som ledte efter svar på hingsten, som agtede at give hende, hvad hun søgte efter.
” Jeg mener, at dette land er et eventyr, som jeg er blevet velsignet til at vandre igennem. Om jeg dengang vandt over mørket og pinslerne, ved jeg ej, så jeg kan ej vide om dette er straffen eller belønningen, men jeg ved dog, at jeg ej ønsker at klage over de valg, som er træffet uden min beslutning. ” Jaidevs ord havde en nynnen tone gemt sit svar. Tonen var stadig karakteristisk, men denne gang sneg nynnen sig en, fordi han egentligt morerede sig med det sidste han sagde. Han havde ej været med til at tage valgene om sin fremtid, og det morerede ham. En svag trækning gled kortvarigt over hingstens mule, inden han lod den glide over Illanas næsebor, og vippede ørerne lyttende frem. Han ønskede at høre hende ord og erfaring med hvad hun mente.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Every time you see me, what do you see?
I feel like I'm a poor man and you're the queen.

[/size][/i]

Illana, den gyldne, hvis lyse pels havde en fordel og ulempe på de mørke stunder, lod sit blik fordybe sig et øjeblik I Jaidev’s. De mørke øjne han besad, var meget dybe, rummelige, de indeholdt så meget, at den gyldne hoppe kunne blive ved med at beskue dem, fra dette øjeblik og flere år frem, og stadig kunne finde nye ting at blive fascineret over. Mest af alt den gnist der lå i øjnene på denne hingst; en gnist der rakte sig fremad imod den gyldne, søgte hende vel. Hans interesse. De ord, der forlod mulen på den mørke hingst, efter en intens tavshed imellem de to, kom med en tone der fangede den gyldne hoppe’s øre. Den var munter, ja nærmest nynnende, som fortalte han sinde ord ved hjælp af en melodi, der lagde en endnu mere tydelig stemning over hans mening, omkring dette eventyr af et land. Hans ord, der flød som den sagte melodi, blev i sandhed opfanget og tolket af den gyldne hoppe. Hans ord, var hun enig i. Hun var fordybet i dem; for selv så hun dette land, som mere end blot et land. Der var noget eventyrligt over dette, noget som der ej kunne finde sted andre steder; noget unikt, specielt. Da Illana blev mødt af hans mule, lod en lille gysen sig bredes ud fra hendes nakke og ned langs hendes ryg. Den var noget sirligt intens, efter den lille berøring denne mørke hingst havde givet den gyldne hoppe i nattens mørke. Hun lod et kort øjeblik sine øjne lukkes i, hvorefter hun lod sin gyldne mule presses ganske let imod hans. Han havde allerede nu åbnet op for et væld af informationer om sig selv, ligesom den gyldne havde, da hun delte sine erfaringer fra turen hertil. De to sjæle havde startet ud med et ganske ømt emne for mange, delt det åbnet og taget imod hinandens svar. Normalt var det ej en sådan samtale, der fandt sted ved første møde, men med denne hingst var det anderledes. Her var der plads; for han lyttede, forstod, svarede og accepterede. Alt sammen ting som den gyldne hoppe så som værende vældig gode kvaliteter i en hingst. Illana lod derpå sin krop træde et enkelt skridt tættere, sådan at hendes hals måtte bøjes ganske let, for ej at skubbe den mørke hingst med sin mule; og i stedet lod hun sin næseryg flankes med hans. Illana så ganske kort ind i hans dybe øjne endnu engang, inden hun trak hovedet til sig. Denne nærkontakt de to sjæle lige havde delt, var ganske speciel. Den var intens på en sådan måde, at to fremmede et øjeblik kunne forenes over en fælles mening, men ej trække den anden ind i sit eget sind, og derved ødelægge det fine bånd der var ved at skabes imellem de to. Illana, som nu havde brugt den korte og intense kontakt, lod derpå sin mule udfylde stilheden imellem dem, som endnu engang havde taget over og indkapslet de to sjæle. Hendes stemme, blød og fin, bugtede sig gennem det tætte mørke og kælede den brune hingst omkring ørene, som ville de passe på ham, beskytte ham for noget de dog ej kunne beskytte ham fra.

,,Et eventyr, som du siger, er nok en beskrivelse der passer perfekt på den opfattelse, jeg ligeså har af dette land. Jeg er blevet mødt af så smukke syn, der ikke lader til at ophøre, at jeg har spurgt mig selv om dette kunne være sand. Kunne det virkelig være, at jeg var så heldig at have adgang til at alt dette, og hvorfor? Jeg føler mig beæret over at kunne betræde denne jord, som du også betræder. Bo her i dette land, i tryghed, sikker fra de skygger der førhen jagtede mig; hvorimod jeg nu kan danse med dette lands skygger, uden de vil frarøve mig det lys, jeg ejer. Jeg kan færdes, hvor jeg vil; jeg kan møde sjæle, der er spændende, unikke som dig, dragende, fascinerende. Selv dem, der lader til at være utilfredse med deres færden her, har elementer der gør dem spændende og unikke, i modsætning til de sjæle der vandrede i mit gamle hjem. Jaidev, jeg føler dette som et eventyr, ligesom du beskrev det. Og jeg er vel lykkelig over det valg, der blev taget for mig, uden jeg blev spurgt. Det har ændret mit liv, givet mig muligheder; givet mig en fremtid. Og mindst af alt, bevaret det lys, der var ved at forlade mig, forend jeg kom hertil”

Sagde den gyldne hoppe med en meget unik stemme; dette emne var klart et hun kunne fordybe sig i til uendelighed, men ligeså et hun kunne besvare med et håndfast svar. Her havde hun givet den brune hingst en god blanding, afsløret ting om sig selv, som var til ære for denne brune hingst og hans sind; hvis han da ville tage imod hendes ord om sig selv, ja, så vidste han nu mere end Illana, end nogen anden i dette land.

J A I D EV
Only I know your pain, your uncertainty, your loneliness.
If only we could be together forever..
I'll say it many times as you wish. I will not betray you!
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Trods skyggernes nysgerrighed, trods deres nærhed, deres lidenskab efter at rakke ud og røre dem, lod den unge hingst ørerne dreje sig opmærksomt til siden, for at vise at han holdte øje med dem. Han stolede ej på disse skygger i dette land, de var ugennemskuelige, det ville blive hans egen undergang, hvis han underkastede sig deres styrke, men alligevel tiltræk de ham med deres spænding, deres fremmede, nye ting, som blot ventede på at han ville udforske dem. Men han vidste udmærket også, at han havde noget skyggerne ville have; de måtte han, siden de sang for ham. Hvorfor skulle de ellers hjemsøge hans sind? Men han ønskede ikke at nogen af dem skulle vinde deres ’kamp’, for skyggerne skabte mørkede, når de åd solen, lod månen herske og stjerne blinke. Skyggerne blev til nat, efterlod alt i mørke, men de gjord også de unikke: ved mørke blev sanser og bevægelser skjult. Han kunne begive sig til hvert et enkelt sted i dette land, uden at nogle ville kunne se nøjagtigt hans uduelighed. Han havde lært at elske mørket, det var han blevet nød til det, når det var det han var dømt til at leve i, da han blev udstødt over faderens og moders forræderi. Hvis man da kunne kalde det forræderi – i sidste ende måtte det have været kærlighed. Men ikke i Jaidevs verden: hans fader var en forræder, det vidste han. En forræder, som allerede inden Jaidevs fødsel, havde forbandet ham. Det hele var hans skjul, det vidste han. Faderens skyld, som havde præget ham med dette unikke udseende, den karakteristisk, varme farve, den slanke blis og det velformede V på forbenet. Alle aftegnene var brændemærket efter faderen, som på den møde havde kastet sin forbandelse på sin egen søn.

Jaidev var blevet jaget på flugt af skyggerne, men da den gyldne nu udforskede hans mørke øjne, vendte han tilbage til virkeligheden. Tilbage til nuet, som han delte med den gyldne sjæl, som var velsignet af lyset, som han forbindende med håbet: hun måtte være et omvandrende håb, måske et mirakel. Hendes betagelse af hans mørke, sortnede øjne, gjord at han tillod sig at se dybere i hoppens øjne, lod sig et øjeblik drage ind mod de brune øjne som hun ejede. Ligefrem strålede øjnene med denne indre ro og visdom som hun ejede, og han ønskede at finde flere svar og myter, finde gåder og hemmeligheder i disse øjne – men det ville blive for intimt. Han lod i stedet øjnene søge tilbage, lod sin nysgerrighedes tøjles, så han stadig så på hende, så han på den måde vidste sin interesse, men han forsøgte ej at finde mere i denne sjæls øjne, hvis hun ville dele noget med ham, skulle hun blot lade ordene lyde, for ligegyldigt hvilket ord, hvilke sætninger hun ville udlade fra sin mule, ville han forstå, han ville lytte og accepterer hendes følelser og meninger, det var det mindste han kunne gøre.
Øjnene fulgte hoppen vågent, da hun trådte nærmere. At nærme sig sådan viste at hun stolede på, sådan tolkede han det. Men det burde hun også, for han ønskede hende intet ondt – men han havde svært ved at stole på fremmede, på grund af fortidens barske minder, som ikke var blevet slettet fra hans sind efter sin betrædelse af et nyt, fremmede land. Et land, som han så som et eventyr, og som han havde mødt denne gyldne, som allerede nu vidste en del om ham. Ting, som var ømme og følsomme: hans rejse var ej noget han ønskede at dele med alle, det var en øm hemmelighed, som han blot ville gemme. Alle havde sikkert haft en speciel rejse, og de vidste han også havde ankommet på en måde, men de behøvede ej vide hvordan. Men denne sjæl var anderledes, hun fik ham til at dele informationer om ham selv, som han ej havde planer om at dele med nogle. Men allerede nu var der en helt speciel, intens forening mellem dem, en forening som snoede sig omkring dem som en usynlig krans.

Tavsheden havde hvilet længe, noget som hingstens egentligt godt kunne lide. Illana var ej hurtig til at svarer på hans ord, hun overvejede dem, valgte den ned omhu, inden hun lod dem krakelere stilheden og danse ind i hans sensitive hørelse. Det betød at hendes ord ej var tomme, og derfor gjord han sig endnu mere opmærksom på at lytte efter hendes ord. De ord som hun fremsagde, var en betydning til at hun var enig med hans beretning om at dette måtte være et eventyr, som de sammen befandt sig i. Dog havde hun et anderledes syn på disse skygger, der herskede her: hun formåede at danse med dem, for de forsøgte ej at slukke hendes lys. Det ædle, velformede hoved gled på skrå, mens ørerne spidsede sig fremad, da der blandt hendes ord lå en kompliment – hun fandt ham unik og spændende. Han var ej van til at høre dette ord om sig selv, men meget havde ændret siden han ankom: han følte sig mere stolt og fri, mere dominerende og egenrådig, end fra hans hjemland. Men det skyldes måske at han var flygtet var hjemmet, og nu blev accepterede – en accept, som han forhen havde søgt efter i hele sit unge liv.
Inden stilheden nåede at lægge sig åndeløst omkring dem, lod hingstens sine velovervejende ord og svar lyde, lod dem besvare den visdom og de meninger som den gyldne havde, trods de ej var enig i alle hendes svar.
” Kære Lysbære, jeg er nysgerrig efter at vide hvordan De formår at danse med disse skygger. Modsat Dem, ønsker disse skygger ej meget godt skal hænde mig, tværtimod. De virker mere forræderiske og hånlig end dem i mit hjemland, så hvordan De har kunnet tæmme deres tørst efter lyset, er en spændende fortælling. ” Tonen i Jaidevs stemme var dæmpet, han ønskede ej at skyggerne skulle lytte for meget, men alligevel dryppede de af nysgerrighed og forundring over hvad den gyldne havde gjort ved disse skygger. Han ønskede at vide hvordan, men han troede ej at hun selv vidste hvordan, såvel han ej vidste hvorfor han delte sådanne intime ting med denne fremmede, ting som andre nok ej ville finde interesse i. Men karakteristisk ved Jaidev var, at han fandt interesse hvor andre fandt ligegyldighed, såvel han så detaljer, som andre aldrig ville bide mærke i. Han var opmærksom hele tiden, hvilket han selv så som en fordel. Langsomt lænede sig frem mod den gyldne, da det ej var nødvendigt at træde tættere på, der rummede ej meget plads mellem deres stærke kroppe – deres fængsel. Hans silkebløde mule fandt vejen til hende, den tillod sig atter at kærtegne hende, ved at glide over hendes kæbe og videre over kindbenet, han ønskede at vide mere og lære mere om denne fascinerende sjæl.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Every time you see me, what do you see?
I feel like I'm a poor man and you're the queen.

[/size][/i]

Illana, den gyldne, hvis krop nu stod nær ved den mørke Jaidev, hvis krop var ædel som få, stærk og rank; og beskygget af natten, lod da nu sin mule søge langsomt fremad imod hans hals. De to sjæle, som var forenet i dette dunkle mørke, havde allerede nu udvekslet informationer, der lå langt over det normale niveau ved et første møde, og Illana lyttede intens, da den mørke hingst lod ord lyde, så stille at skyggerne omkring dem ikke ville kunne lytte med; selv hvis de ville. For Illana var nemlig ikke sikker på, at skyggerne i dette land var onde. Nej, de havde danset med hende tidligere, i en harmonisk dansk, hvor de havde fulgt hendes naturligt yndefulde og elegante bevægjavascript:add("","")elser, over engen, igennem tusmørket, hvor de trives bedst. Der, hvor de er synlige, og hvor man kan sanse dem. Dog, selvom Illana følte sig forenet med disse, i dette land, ja da frygtede hun dem alligevel. Det var så kort tid siden, hun havde frygtet natten; hvor hver nat var en pinsel, hvor skyggerne rakte ud efter hendes lyse skind, der besad et kys fra solen; så kort tid siden, at disse skygger havde prøvet at flå hendes lys fra hende og efterlade hende i deres magt, lade hende forgå. Og alligevel, så var det så lang tid siden. Som den gyldne havde fortalt denne Jaidev, som hun nu stod meget tæt på, havde hun vandret i det der svarede til en evighed. Hun havde været igennem en stilstand uden liv og uden lys, hvor kun skyggerne og mørket var. Illana ville aldrig glemme denne vandring, og ej heller den frygt der havde siddet i hendes sind; og det var nok grunden til, at hun endnu, selvom hun kunne vandre og danse med skyggerne, ikke stolede helt på dem. Det spørgsmål, som Jaidev stillede hende, omhandlede netop dette. Hvordan hun kunne tøjre dem, kontrollere dem, vandre i takt med dem; ja. Det var jo et ganske godt spørgsmål; et spørgsmål den gyldne endnu selv undrede sig over. Hun puffede ganske let sin mule imod halsen på Jaidev, lukkede sine øjne i og trak vejret tungt et øjeblik. Hendes tanker kredsede om dette emne, det var tydeligt, for hvordan skulle hun forklare ham noget, hun ikke vidste? Efter en lille stund i stilhed, trak hun hovedet væk fra hans varme og muskuløse hals, lod blikket vandre til hans og derpå begyndte hun at tale, med den milde stemme.

,,Jaidev; lad mig starte med at fortælle dig, at jeg faktisk ikke ved, hvorfor disse skygger, i dette land, har valgt at mit lys skal forblive mit, og i stedet danse ved min side; men, jeg tror, at landet i sig selv er grunden. Før frygtede jeg skyggerne, hvilket jeg i bund og grund stadig gør. Før rev de efter mig, hver eneste nat; hver eneste nat alene, var fygtelig. Men, efter at have vandret i uendeligheder blandt dem, og efter jeg kom hertil, har jeg haft en fornemmelse af, at skyggerne i stedet for at tage mit lys, ønsker at kærtegne det, se det. Og det giver jeg dem lov til; og de har ej rørt mig ondt siden. Men, Jaidev, jeg må ærligt sige at jeg frygter at disse skygger, som ej er lig dem, hvorfra jeg kommer, skal blive grådige. Derfor er jeg påpasselig med at danse med dem, fordi jeg ikke kan tale med dem, jeg kan ikke forstå hvad de tænker og overvejer. Derfor danser jeg med dem, med en dyb respekt og årvågenhed, da jeg ikke ønsker at blive overrasket på en negativ måde. Så, jeg har ej tæmmet dem og ej kontrollere jeg dem. Jeg bevæger mig i en samhørighed med dem, hvor de får lidt af mig og jeg får lidt af dem. Så længe denne form for samhørighed kan eksistere, tror jeg på at skyggerne vil respektere at mit lys er mit; og det håber jeg på. For ellers, ja, ellers bliver nætterne endnu engang noget, der blot skal overstås, og det frygter jeg. Derved vil jeg ikke kunne se stjernehimlen uden at frygte at skyggerne skal klamre sig til mine hove, snøre sig om mine ben. Nej. Det ønsker jeg ikke”

Sagde Illana med en oprigtig stemme, hvorefter hun lod sin mule søge hans. Hun søgte nærhed, da det her emne berørte hende dybt; og nu hvor hun havde delt det, søgte hun vel en form for tryghed. Ja, hun frygtede skyggerne, men ikke ligenu. Men, hun ønskede dem alligevel ikke for nær, nu hvor hun havde delt sine meninger om disse skygger, de fascinerende skygger. Men ville Jaidev lade hende komme nær?

Wonder

De sortnede øjne fulgte opmærksomt Illanas mule, som bevægede sig gennem natten, tættere på hans mørke skikkelse. Den berørte hans brede hingste hals ganske blødt, hvilket fik Jaidev til at sukke tungt, strække halsen en anelse sagte fremad; men dog skævede han hele tiden tilbage til den mule, som havde tilladt sig at røre ved ham. Ikke at det gjord ham noget, nej for Jaidev nød det kropslige sprog, han var en meget sanselig og sensitiv hingst, som ikke altid brugte talens gave. Han kunne sagtens føre lange sætninger, såvel som han kunne tie helt stille, og blot lade tavsheden hviske blandt ham og hans selskab. Men i dette tilfælde talte han. Og endda om meget intime ting. Han havde fortalt hende om hans rejse, på trods af at han havde lovet sig at holde den hemmelig for enhver sjæl. Nu vidste denne gyldne et dybt, ømt punkt i hans indre, som ellers blot ville være skjult sammen med alle de andre hemmeligheder. Nej, han havde stolet blindt på denne sjæl. Men hvorfor? Hvad gjord denne sjæl så unik at han virkelig turde stole på hende? Hun var en vis hoppe, bestemt. Men hun var fremmed. En anelse tvivlende spidsede han sin silkebløde mule samme, men sagt var sagt. Ordene var blevet taget af vinden, og nu hyggede skyggerne sig ved at de vidste endnu mere om han, på trods af at det ej behagede ham.

Et puf ramte ganske let hans stærke hals, hvilket fik ham til at spænde mere i sin mule. Illana gjord sig kort bemærket, inden hans varme ånde ramte ham. Sagte drejede han hoved tilbage mod hende, nappede ganske let til hendes lyse, lange man, som øjnene gled betaget over. Hun var en hoppe som i sandheden var velsignet af Lyset, modsat ham selv. Et lys, som skænkede hende mere end blot et unikt udseende. Det skænkede hende også mod og gjord hende kampdygtig mod disse skygger. Længe holdte han sin mule fremme mod hendes bløde man, indåndede hendes karakteristiske som han altid ville kunne genkende, inden han søgte hovedet en anelse væk, for at give hende plads, nu hvor hendes stemme brød stilheden. Ordene hun fremlagde, var som Jaidev forventede: hun var uvidende om hvorfor disse skygger ej ønskede at slukke hendes lys. Men hun satte dog ord på alligevel, hvilket var en spændende ting ved denne sjæl: for selvom hun ikke vidste svaret klart, forsøgte hun alligevel at søge efter svaret. En evne som Jaidev i sandheden værdsatte. Det var med til at vise at hun, trods hun var vis, stadig kunne undre sig. Et dybt brum forlod Jaidevs fremskudte bryst, inden mulen atter tillod sig at berøre hende, kærtegne hende nedad hendes skulder. Hendes pelspagt var tyk, men ej lang. Hun kunne sikkert holde varmen til de kølige nætter; men nu hvor solen var jaget bort, og sneen faldet, så havde den mørke hingst fornemmelsen af at hun godt kunne fryse. Ham selv tværtimod, var beklædt med en kraftig vinterpels, da han var van til kulde og sne, så denne årstid tog ej så hårdt på ham, som det måske gjord på andre. Langsomt gled han mulen hen over hendes skulder, op til hendes ryg og manke, for at føle om hun var kold på nogen måder. For hvis hun var, var det kun fair at hun varmede hende – hvis han da kunne.
Langsomt, overvejende lod han sin mørke, dybe stemme lyde gennem natten. Hans svar var et spørgsmål. Ej fordi han ikke havde lydt til hendes ord og fortælling om disse skygger gensidig respekt; men simpelthen fordi at han ikke vidste hvad han skulle svare til det. Og i stedet udspurgte han hende, da hun egentligt var en spændende sjæl. Mere spændende end mange andre han havde stødt på.
” Illana.. ” Sukkede han dybt, ømt, inden han fjernede mulen fra hendes krop, for at snakke ud til hende, og ikke blot stå og mumle. ” De siger altså, at De er nervøs for at disse skygger pludselig bliver ondskabsfulde, så du atter må frygte nattens mørke, men indtil nu har De formået at danse med Dem? Misforstå mig ej, kære Lysbære, for det er en dragende fortælling. Men de skygger som hjemsøgte mit gamle land var ej så glubske som disse; de skygger jeg betræder dette sted, virker ej til at nyde min tilstedeværelse hele tiden. Det ene øjeblik respekterer de mig, det næste det modsatte. De er uigennemskuelige; specielt for mig. ” Sagde Jaidev dæmpet, for at sikre sig at skyggerne ikke lyttede for intenst. De måtte ikke vide, at han talte dårligt om dem, for hvad kunne deres straf måske blive?

Hoppens bløde mule søgte pludselig hingstens. Opmærksomt drejede ørerne sig fremad, fulgte mulen med de mørke øjne. Hun søgte nærhed, tryghed, det var tydeligt. Og for at være fair, nu hvor han lokkede tingene ud af hendes sind, strakte han mulen frem mod hende, for at give hende trygheden. Dybt åndende han mod den, åndede varme på den sensitive mule hun ejede, inden han lod sin mule vandre op ad hendes lyse næseryg, indtil han stoppede ved hendes pande, hvor han atter åndede dybt og varmt på hende, mens ørerne vippede ud til siderne. Alt den varme hun søgte, agtede han at give hende.
Det fortjente hun, når han trak disse intime oplysninger ud af hende.

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Illana, den gyldne, lod sin mule hvile imod halsen på den brune Jaidev nogen tid; han havde tilladt hende at røre ham, trods hun endnu var en fremmed for ham og han havde tilladt hende at komme ham nær, at dele ting med hende, som selv den gyldne var forundret over, at de hver især havde udtalt sig om. Den gyldne havde beskrevet sin rejse; ikke at det var nyt, for det havde hun gjort til andre, men ingen havde fået historien før, som Jaidev havde. Han havde hørt hele sandheden og hvordan den havde påvirket Illana. Hvordan den havde revet i hendes sind, bragt hende væk fra tid, sted og liv og dernæst kastet hende tilbage, til en ny verden der bød hende velkommen. Og det var skam en ting, der havde taget hårdt på den gyldne, på mange punkter. En ting, der havde givet hende oplevelser, som ingen anden kunne. Men samtidig var det også et ømt punkt, men et vigtigt punkt i den gyldnes liv. Derfor delte hun ud af det, og havde gjort det til flere, men ingen på samme måde som Jaidev. Efter at den gyldne havde fremsagt sine ord, lod Jaidev snart hans mule berøre hende; en strygende bevægelse, sensitiv og forsigtig. Illana mimrede let med mulen, hvorefter hun lod sit blik møde hans, de mørke øjne, hvor en flamme dansede. Dog ikke en flamme som den gyldne kunne sætte ord på; for den var unik. Den var ej fremtræden som den Illana havde, og den var ej fængslet bag så stærke tremmer, at den ikke kunne komme ud. Han holdte på sig selv, denne Jaidev, men alligevel tillod han Illana at komme ind og se, være med, føle og lytte. Illana trak vejret ganske roligt og lod sine øjne lukkes halvt under hans berøring, som var så fin og behagelig. Illana lod sit krop sitre let, da hans bevægelse førte hans mule endnu længere, op til ryggen. Det var ganske rart og alt imens lod Illana sin mule mærke hans lange og bløde pels endnu engang. Den lange pels han besad, ville sikkert kunne holde ham varm på selv de koldeste nætter, hvor end ikke månen turde kaste en smule varme imod denne jord de boede på; hvor kun frostens kulde ville herske og køle alt den mødte. Dog havde Illana dog endnu ikke oplevet at hun virkelig havde haft behov for tykkere pels end hun havde nu, hvilket hun var glad for. Det kunne dog sagtens være, at hun snart ville få brug for en pels, som Jaidev var så heldig at besidde. Illana smilede let for sig selv, da hendes tanker forlod hans varme bløde pels, for snart lod Jaidev sin mule udtale nye ord, et nyt spørgsmål til den gyldne sjæl, som var ved ham i denne nat.

,,Som jeg sagde, Jaidev, føler jeg at skyggerne her skal behandles på en bestemt måde, for at de ej skal forholde sig glubske. Men jeg frygter dem, frygter at de vil blive. Og de, du siger, kære Jaidev, lyder spændende. Skyggerne i dit gamle lang kærtegnede dig, men her jager de dig? Jeg finder det fascinerende at skyggerne, de samme skygger i samme land, reagere så forskelligt på os to. Men, måske har det noget at gøre med, at du er kærtegnet af de mørke farver og jeg af de lyse? Jeg tænker, i mit gamle land jagtede skyggerne mig hver eneste nat på grund af min gyldne farve, men her, lader de til at prise den, ønske den? Hvad hvis skyggerne i dette land, ej søger de mørke, som de gjorde i det gamle land, men i stedet det lyse? I så fald, kære Jaidev, ville det måske give mening, at skyggerne har vendt sig imod dig og ikke mig?”

Sagde Illana med en lav og intens stemme; hun havde søgt Jaidev nu, søgt hans nærhed som han havde valgt at give, fordi hun havde afsløret så meget om sig selv, som hun end ikke ønskede skyggerne skulle vide - Og den snak hun lige havde fremsagt til den brune Jaidev, ønskede hun slet ikke de skulle høre. At omtale skyggerne i deres nærvær var farligt, selvom det da så havde været rosende ord. Illana søgte Jaidevs blik nu, nysgerrigt. Hendes ord var ej ment som en nedgørelse af den mørke Jaidev på nogen måde, nej. Det var blot snak om skyggernes hensigter, hun ønskede at fremsige; men tolkede hans hendes ord rigtigt, eller misforstod han? Illana lod sin mule trækkes en smule tilbage, selvom hun ønskede at stå ham endnu mere tæt nu, hvor hun havde blottet sine meninger for ham og skyggerne. Men lod han hende?

Secrets
There are no illusions of wrong or right, there is no true divide
there is no good and no evil, you don't have to choose a side
there is no real truth, and there are no lies, in here, you don't have to hide

De vidste, at han nævnte dem. Vidste, at han delte oplyser om dem med Lyset foran ham. De vidste alting. De sneg sig ind på ham, fysisk som psykisk, snagede i hans pinte sind. Men det de gjorde mest, var at lytte. Lytte efter om han nævnte en forkert ting, eller endnu bedre: om han snakkede over sig. For hvis han gjord det, så havde de al mulighed til at straffe ham. De var som sultende, mørke øjne, som var parat til at sluge ham når som helst. Et blodtørstigt, uigennemskueligt monster, som hele tiden lænede sig tættere og tættere på den mørke hingst. Monsteret sneg sig dybere i hans sind, snakkede og hviskede, fortalte løgne og sandheder. Han var ukampdygtig. Han kunne intet gøre mod deres hjernevask. De påførte smerte, men indimellem undlod de at straffe ham: de gav ham et øjebliks fred. Nogen gange hviskede de venligt; de regnede med at det var en belønning, men roen var større. Blot at være fri et øjeblik, fri for deres mørke stemmer, det var i sandheden den sande frihed.

Hingstens mandelformede ører vippede sig langsomt fremad, mod hoppen foran ham. Et øjeblik havde skyggerne danset rundt i hans tanker, frataget hans opmærksomhed fra hoppen. Det var uhøfligt af dem, og allerhelst ville hingsten straffe skyggernes for deres næsvished og respektløshed, men hvordan skulle han nogensinde kunne straffe en skygge? Han valgte at ignorere dem, så godt som han nu engang kunne.
Lyttende vippede hingsten sit velformede, ædle hoved på skrå, da den gyldne hoppe lod sine ord dominere stilheden. Ordene hun sagde, fik hingsten til at spændende mere og mere i sin silkebløde mule; men ej afbrud han hende, eller blev stødt af de ord, som hun delte med ham. Tålmodigt stod han stille og blot lyttede. Lyttede og forstod. Lyttede til hendes argumenter og meninger, hendes tro og oplevelser; når en sjæl endelig ville dele oplysninger med ham – specielt oplyser der var så intime som disse – så forholdte hingsten sig i dyb, lyttende ro. Kun mulen mimrede og spændte på sig, men ej for at kritisere Illanas ord, nej han tænkte blot over ordene. Men det var vel også det mest fornuftige at gøre, når nogen talte. Både at man lyttende, men også tænkte videre over deres ord, for bag ordene ville altid være en større betydning – i hvert fald ifølge Jaidev. De ord som han tænkte over, fik erindringerne til at røre på sig i det skjulte. Tingene var rykket længere og længere ind i dybet, hemmeligheder blev afsløret, viden blev blottet. Han selv begyndte at blive blottet. Ønskede han det? Ønskede han at op for Illana, den gyldne men fremmede hoppe, og fortælle om sit hjemland? Nej. Det ville blive for nært. Men måske ønskede Lysbæren at dele sine minder med ham? Brutalt skubbede han tænkerne væk, for at gøre plads til nye, nu hvor hoppen tav. Fortolkningen gik i gang. Han forstod og respekterede hendes ord; ej var de ment ondt, blot fordi han måske var ”forkert” i skyggernes øjne, som hoppen sagde. Men noget fortalte hingsten, at det ikke var for at gøre ham forlegen, eller knække stoltheden.. Mon det var skyggerne som hviskede?

Tavsheden var længe mellem de to sjæle. Hingsten overvejende omhyggeligt sit svar, på de ord som den gyldne havde delt. Hendes øjne glimtrede af nysgerrighed; hun ønskede at vide mere om ham. Han måtte opfylde hendes ønske, men uden at afsløre for meget af sig selv, for det ønskede han ikke.
” Hvordan skyggerne ser på mig, er en gåde. Hvordan de ser på Dem, er en gåde. Jeg tror ej at nogen sjæl vil have evnerne til at forstå skyggerne; men skyggerne er ej hellere skabt for at blive tolket. Måske er det blot til for at vi skal undre os. ” Savrede hingsten i en stemme som karakteserede ham: tonen var dyb, hæs og intens, men den var alligevel klar, behagelig og bar af strejf af ro med sig, da han fremlagde sin mening. Hvor roen kom fra, vidste han ej; men den var der. Måske fordi skyggerne ikke skræmte ham, ligeså meget som han troede?
Langsomt trådte han nærmere den gyldne sjæl, lod mulen søge hendes i en sensitiv, blid berøring. Det var et ømt emne for dem begge, det kunne hingsten tydeligt mærke; og måske derfor skulle de stoppe mens legen var god – inden skyggerne fik færden om, at de snakkede om dem; både med ros, ære og respekt, og alligevel med undring og nedgørelse, for sådan tolkede skyggerne det måske. Tungt åndede hingsten på hoppens bløde mule, som han forærede et let, mildt puf; ej som en fjerblid berøring, for han var såmænd en muskuløs hingst, så han kunne ej være let i sine bløde berøringer altid; men han forsøgte. Øjnene søgte let hoppens brune, varme øjne, og et øjeblik lod han sig betage af de unikke øjne, inden hans stemme skubbede stilheden væk i en spørgerende tone. ” Lysbære, ønsker De at dele Deres erindringer fra Deres hjemland med mig?” Spurgte han med oprigtig nysgerrighed, men også beherskelse. Det var blot endnu et mere ømt og intimt punkt at snakke om. Stolede hoppen nok på ham, til at dele sådanne hemmeligheder med ham?

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]