Når solen bliver rød..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det rødlige skær lagde sig som en tyk sommer morgen dug over landskabet på øen her. Djange missede de blå øjne skeptisk sammen, mens han så spejdende ud over landskabet. Hans øre var vendte, som sædvanlig, hans krop var spændt, som sædvanlig.. Faktisk var alt som det nu plejede at være. Hans tanker drog hurtigt af sted i hans indre sind, mens han betragtede den røde sol, søge ned imod vandoverfladen i horisonten. Vinden var stille, skønt han ellers stod højt placeret i bjergkæderne. Her var ingen andre heste at skue..

Alt åndede af en ganske speciel ro mens morgenens sol stille rejste sig over øen. Den gyldne hoppe var dækket af det rødlige skær som kastede sig dramatisk over himmelen, og gav hende et ganske magisk præg. Tilfældet var dog det at Saint langt fra var rolig. Hun brød sig ikke om denne ø, i det hele taget heller ikke specielt om dette sted hun havde valgt at slå sig ned i for en stund. Alt virkede for anderledes, for fremmed. Hendes øre vippede næsten konstant efter de mindste lyde, de nøddebrune øjne strøg hen over landskaben i søgen efter noget fremmedgjort, mens hendes næsebor dirrede for at fange enhver duft. Alt virkede dog stadig stille, roligt, på en ganske underlig måde ensomt.
Saint havde vandret længe, og var pludselig dukket op på dette sted. Hun havde det fint med at være havnet her, havde intet i mod det, og alligevel var alt bare forkert ved at hun var her. Hun havde en underlig trang til at grave sig ned i jorden og bare lade sig forsvinde, og alligevel var stædigheden hos hende så stor at hun prøvede at tvinge sig selv til at bryde sig om hvad hun så. Følelsen af en let afsky voksede dog bare konstant i hendes indre.

[/size]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange vendte kort rundt, med henblik på at vandre nedad denne sti foran ham, og dernæst følte stien mellem de to tæt liggende bjerge lidt fremme. Men Djanges hørelse tog aldrig fejl! I et sæt, vendte han omkring, med snuden pegende ud mod udsigten over engen, da liv hørtes. Djange rynkede straks skeptisk på den lyserøde mule, mens de krystalblå øjne så meget direkte og observerende imod en gullig skikkelse kort væk. Djange pressede lidt på ørene, trods de allerede var lagt ned, forinden han vendte omkring, for at følge en sti der førte hen til denne hests placering.

Kort efter de hastige og målrettede, lidt listende skridt ned af stien bagom, kom Djange til syne for denne hest, rundt om hjørnet. Ej mere end 10 meter var der mellem dem, da Djanges stive holdning bar sig frem over bjergets skal. Djange holdte sin næseryg helt lodret, samt halsen højt. Han svang kort halen en smule piskende omkring sin bagpart, skeptisk over denne hoppe. En syrlig duft ramte Djanges næseborer, og han rynkede mulen, mens hans krystalblå øjne så meget direkte søgende i hendes. Trods hans adfærd der kunne tolkes som truende, kunne det for nogen løsne en smule, da han nu, som altid, respektfuldt gav sig til kende med et kortvarigt, men dybt hilsende nik i den knejsede nakke. Han holdte da atter ørene tilbage, og øjnene direkte.

Bjergenes underlag var ubehagelig under hoppens hove. Hele hendes krop var skabt til vandreture i sand, bygget til varme og hurtighed. Bjergenes hårde landskab var noget helt nyt for Saint, og det var længe siden hun havde set noget der virkede så skræmmende fremmed. Kulden føltes som om den bed i hendes gyldne skind, og hoppen rystede og trippede i et forsøg på at få noget varme i sit spinkle væsen, men lige lidt hjalp det.
Følelsen af at være overvåget havde kriblet i hoppens krop længe, så længe at hun ikke opfattede da det var den rigtige følelse der sneg sig ind over hende. Hun opfattede ikke kuldegysningerne, da de allerede var at mærke på hendes krop pga. den lave temperatur som hun langt fra var van til, og det var ellers altid det første tegn hun fik på at nogen betragtede hende.

I sin dansende trippen stoppede hun pludselig brat op. Noget ved den måde hendes sanser begyndte at reagere gjorde hende opmærksom på at hun altså ikke var alene, at følelsen ikke bare var indbilsk. Roligt hævede hun hovedet og stirrede op i det der virkede som en helt forkert opsat himmel. Farverne virkede forkerte, for blændende, for skarpe. Roligt sænkede hun hovedet igen og stirrede omkring sig med sammenknebne øjne, og ganske vidst fik hun øje på en anden skikkelse. Et par blå øjne stirrede direkte på hende, og med sine nøddebrune øjne stirrede hun direkte tilbage på denne anden der havde vovet at bevæge sig tæt på.
Alle muskler i den spinkle hoppes krop blev spændte, ørene lagde sig tilbage og hun mærkede hvordan hele hendes system arbejdede på at sanse så meget som muligt. Den sitren der før var blevet forårsaget af kulden var noget også skyldt den andens stirren. Alligevel blev hendes kolde stirren hurtigt til en undrende grimasse da hun ikke forstod den høflige gestus den anden havde gjort mod hende. Det var længe siden hun havde mødt en anden der virkede til at have samme manere som dem hun selv havde oplevet. Det var mekanisk at hun selv sænkede hovedet i et let nik, som en hilsen. Noget hun var blevet indøøvet i siden barn, og noget hun trods sit stædige væsen ikke kom ud af.

[/size]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppens lidt kraftige reaktion fornøjede Djange, det gjorde det. Hans tomme og utroligt direkte blik holdtes meget direkte på denne gullige skabning, der ellers fik så smuk og gylden en orange farve i dette rødlige skær fra himmelen. Da hoppen nærmest automatisk bukkede hilsende, som han selv, blev han straks mindet om sin gamle, gamle mor fra fortiden. Det var nu efterhånden mange år siden! Ikke siden 1½ års alderen havde han set den arme hoppe, som nok var den eneste i hele hans liv, der nogensinde havde fået hans fulde kærlighed og omsorg.

Djange slog hurtigt tankerne til side, forinden han trådte fast frem, over den stenede bund de befandt sig på. Et svagt fnys undlod Djanges lyserøde mule, som han rynkede. Hans blik var utroligt direkte, tomt; selvom nogen ville sige truende. Han stoppede lidt efter, en 5 meter fra havde han begivet sig imod denne hoppe. Han trak let på hovedet, stift op, blot for at understrege den stive holdning som han atter holdte, med den lodrette næseryg, den højt holdte knejsede hans, de nedlagte øre og de helt samlede fire ben.

”Goddag Frøken.”
Lød Djanges hæse og intense stemme så brydende på stilheden, i dette smukke rødlige morgensolskær. De små skeptiske rynker på Djanges mule forblev, og ørene forblev tilbageholdte, dog ej anstrengte. Mest af alt, lignede det at Djanges øre var skabt til at være placeret der, og den vej. Han holdte de krystalblå øjnes blik fortsat i denne hoppes, nøddebrune; vildfarende.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel, die another day

[/color][/size]

Noget ved den anden fik straks Saint til at tænke på sig selv. Den anden havde næsten det samme lignende tomme blik som hun selv mestrede, en kunst der fik alle følelser til at tømmes fra det udtryk omverdenen skulle se. Det fik andre til at tro man var kold, at man var spydig og af og til at man direkte kunne være led at se på, men det var den eneste måde man ikke virkede svag. Grunden til at Saint selv holdt sit forsvar oppe og havde fået det tomme udtryk i sine nøddebrune øjne var det faktum at hun var for svag til at vise sine følelser. Hun var en svag hoppe, men det skulle ingen anden vide noget af! Der var mange måder at ramme den gyldne hoppe på, og ramte man rigtigt var hun nede i lang tid, alligevel var overflødige bemærkninger og spydige ord noget der prallede af på hendes forsvar, for hun havde oplevet værre. Gamle minder var næsten det eneste der kunne bringe den gyldne skabning i knæ.
Den lille lighed som hoppen fornemmede mellems hans udstråling og hendes egen gav hende en ganske underlig fornemmelse. Det var ganske tvetydigt, fordi hun vidste ikke om det hun følte var samhørighed, eller om det var medynk fordi det gav hende en fornemmelse af at han måske havde været ude for noget lige så synder rivende som hende selv. Alligevel var Saint i tvivl, for den anden kunne selvfølgelig også bare være sådan af natur, ikke en synder revet sjæl som hende selv.

Endelig kom en lettere rolig fornemmelse i Saints krop og hun begyndte at slappe en smule af, det var dog kun i hendes udtryk dette vistes. Hele hendes krop forblev spændt an, som klar til spring, hendes øre lå dybt begravet i hendes nakke og en mistro vistes i hendes øjne da hingsten tiltalte hende frøken. Det var hende fjernt at nogen så langt væk fra hvor hun kom kunne tiltale en anden med denne tone og høflighed. Desværre var det den samme høflighed som var indøvet i Saints barndom, trods hun knap kendtes ved den. Det var dog som om at i og med den anden tiltalte hende således, var hun tvunget til at gøre det samme mod ham.
"Goddag den Herre," Kort vrimlede en afsky op i halsen af Saint, og hun ønskede kort at vanære sine høflige ord med en spydig kommentar om hans ganske irriterende kolde blik der så direkte ind i hendes eget. Irritation vistes kort i hendes øjne, men følelsen ebbede hurtigt ud. Noget afholdt hendes ellers så højrøvede kommentar fra at slippe ud, og hun glemte helt hvad hun skulle have sagt. I stedet blev hun blot stående, stille og rystende af kulde, med et nøddebrunt koldt blik intenst rettet mod den andens.

[/size]

What you see depends on what you’re looking for

[/color][/size]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djanges tomme krystalblå øjne holdtes atter på hoppen, hvis krop efterhånden blev mere og mere orange, end den forblev rødlig i skæret. Solen var atter på vej op mod himmelen, og den stoppede ej sin vandring, blot fordi Djange nød synet af det smukke, og egentlig så ligegyldige skær. Et fnys undlod hingstens lyserøde mule, da hans øjne skeptisk så granskende over hoppen. Hun hørte bestemt ikke til her! Det var helt igennem tydeligt at hverken den krop, den fysik, de muskler var bygget til et tærren som dette. Djange frydede sig en smule, han kendte alt for godt til at havne et forkert sted, hvilket også var grunden til at han for det meste forblev her i bjergende, på denne Ø.

Med de nedlagte øre, og det lidt stødende blik, der ellers så tomt holdtes direkte på hoppen, næsten uden et blink, uden et snært af afsløring af hvad der prydede hans tanker. Djange trådte få skridt nærmere hoppen, forinden han kastede et sidste, lidt åbenlyst blik over hoppens krop.

”De er ikke bjergvandre, formoder jeg.”
Lød Djanges lidt spydige kommentar, men omformet med en lille bitte snært af høflighed, da den hæse og intense stemme præsterede sætningen, ud af Djanges rynkede lyserøde mule. Djange missede kort med øjnene, han havde en trang til at jage denne hoppe væk, men på den anden side, tage hende med i læ, for det var jo tydeligt hvordan denne hoppe ikke var til dette tærren; den pels, så tynd, så fin; måtte være skabt til et andet formål en kold vind, og ulideligt hård vejr fra oven. Næh, varme. Det måtte være noget alla det, der var hendes kald.. Hvilket så afgjort, i Djanges fortolkning, var at denne hoppe var helt galt på den, denne Ø kunne hverken byde så fladt eller varmt miljø.

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel, die another day

[/color][/size]

Noget ved den lettere ædle, kølige fremtoning, det overvejende blik der skjulte på tanker og den elegante fremtrænden den fremmede hingst havde gjorde Saint en smule rolig, en smule godt tilpas. Han var af den slags hun kendte til, til de som holdt sig på afstand af følelser, de som sikkert gemte på mere end de fleste. Han hørte til en type hun kunne relatere til, om dette så var meget eller ganske begrænset. Alligevel irriterede den anden allerede Saint en ganske let smule. Måske dette var fordi hun ikke ville indse den person hun selv havde udviklet sig til at blive, og når hun træffede nogen der havde de samme karaktertræk som hende selv blev hun konfronteret med alt det hun var blevet. Irritationen var dog også bare det forsvar Saint havde, for allerede ved at betragte den anden havde hun på fornemmelsen, at han var en type der ville kunne falde i hendes smag. Alle de revolterende tanker der snurrede i hoppens hovede blev dog på ingen måde vist i hendes kølige nøddebrune øjne, eller i den anspændte krop der forsøgte at arbejde med sine muskler for at få varmen igen. Det beroligede dog hoppen da hun i sit synsfelt kunne se at solen dovent steg..
Det var sjældent man så den gyldne hoppe smile, men af den fremmede hingsts kommentar kunne hun ikke lade være. Smilet var stille og skævt, og med det opstod en kort latter. På en måde lød latteren munter, men det var på en ganske hånlig måde. Kommentaren var i Saints øjne en smule komisk, for sølvfølgelig var hun ikke bygget til terrænnet, og trods hingstens ord sikkert blot var en konstatering var det ganske underligt at nogen skulle påpege det. Grinet blev dog hurtigt hvisket væk, og forlod hoppens fine ansigt i en maske af kulde.
"Aldrig i mit liv har jeg befundet mig et sted som dette, så nej. Men jeg vil formode De er en af disse bjergvandre." Saints ord var en tydelig konstatering, der var intet spørgsmål i ordene. Med et blik over hingstens krop var hun klar over at han på ingen måde hørte til hvor hun hørte hjemme. Hans krop var bygget til et hårdføre, hårdt underlag, til stigninger og dale. På en og samme måde var de to sider af samme sag. Men hingstens psyke valgte Saint af en eller anden grund ikke at bedømme fuldkomments endnu, hun var klar over at en hingst som han sagtens kunne være ustabil, og derfor være anderledes end et førstehåndsindtryk fortalte.

[/size]

What you see depends on what you’re looking for

[/color][/size]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det orange skær der lå over hoppens krop nu, skar igennem for Djanges blik da et skævt smil prydede hoppens mule. En latter slog da også kort ud, fra hoppens mule. Følelsen af hån, men alligevel munter tone; samt den overtrædning hun nu lavede ved at træde fuldstændig koldt tilbage i den kolde anvendte karakter. Det tilfredsstillede Djange, og så hurtigt og kortvarigt som et blink, så markerende som et lysskær fra en stjerne der brænder ud; formede sig en skævt og kort overlegent smil på den lyserøde mule, før det atter drev bort, så hurtigt som det var kommet. Djanges blik var atter direkte, mens det tomt så imod hoppens kolde nøddebrune. Denne hoppe var underholdende, denne smukke skabning, som nu og da slog ud i en klokkeklar stemme, med sin egen lidt tilbagestødende kommentar.

”Så sandt; såvel som De ikke er bjergvandrer.”
Lød Djanges hæse og intense stemme, en smule tonløst, men en smule stødende i kommentaren. Djange holdte den stive og ranke holdning, mens han missede de krystalblå øjne en smule anseende sammen. Noget nagede i ham, han ønskede for første gang i lang tid, at vide hvem denne hest var? Måske en anelse nysgerrig for at finde ud af hvem hun var? Ikke endvidere hvor hun kom fra, hvordan hendes fortid havde haft forløbet, omkring hvordan hendes familie er. Næh nej, blot prøve denne hoppe lidt af, stikke lidt til hende. Tankerne for igennem Djanges indre, inden han kastede et lidt direkte blik i hoppens nøddebrune øjne, mens et lidt anseende og overlegent glimt i Djanges øjne var at sanse.

”… Men sig mig Frøken…”
Startede Djanges stemme med den hæse og intense klang han besad, mens et lidt tomt blik atter trådte til i Djanges krystalblå øjne.

”Tør De begive Dem ind i det – for Dem – fremmede bjergpas?”
Lød Djanges hæse og intense stemme tonløst, men yderst udfordrende så hans tomme krystalblå øjnes blik ud, mens det plantede sig i hoppens kolde nøddebrune. En svag sarkastisk og en smule hånlig mine kunne spores, da Djange derpå hævede et ”ikke eksisterende” øjenbryn, i det altid og intetsigende ansigt an bar, i den ranke holdning.

[OUT]