..Nyt liv der vil spire frem

~ Armonia ~ Underneath every little dark shadow, there will always be light.
Her, midt i det tusmørke der omfavner min rødlige krop, kommer jeg nu gående af nye stier og veje, jeg endnu ikke har set, og som mit sind ej kender til. Her virker så ufatteligt stille og fredfyldt, at det er svært at forstille sig, at her kunne komme nogen farer på tværs af mine veje. Men man kan aldrig vide sig sikker på disse ukendte kanter – men dette fjerner ikke muligheden for at håbe, at der i disse områder ingen farer er.
Mine øre vipper ganske let omkring, lyttende, men ej fordi jeg frygter noget. Men opmærksom, det er jeg skam. Jeg ønsker ingen pludselig bevægelser i min nærhed, som jeg ikke har lagt mærke til, og derfor, holder jeg både øjne og øre åbne.
Jeg aner end ikke, hvor mange øer der er i dette område, men indtil videre, har jeg oplevet nogle stykker af dem. Foehn, Chibale og Zenobia. Og nu, nu er jeg havnet her, på den ø, der hidtil har været den største, som jeg har bevæget mig på..
Mine hove ramler svagt og blidt imod den frosne og sne beklædte jord, som jeg så let og mildt bevæger mig over. Mine hove kærtegner næsten jorden under mig, som var den skrøbelig, og kunne gå i stykker på et split sekund. Sikkert ikke, at dette er sandt, men man ved jo aldrig. Hele dette område, virker så drømme agtigt, at jeg vel frygter pludselig at blive revet ud af denne drømme verden. Men hvis det blot var en drøm, ville jeg da ej kunne mærke vand, kulde og berøringer – ville jeg?
Under denne sne beklædte enge, vil der til foråret springe nye spirer op, nyt liv. Nyt føde, og noget, der kan skabe nye større liv. Selvom små spirer kan vokse sig store og frodige, vil mange blive spist allerede når sneen forsvinder en smule. Enten af os, eller af dådyr, egern eller andre mindre dyr, der ligesom os, sulter mere i disse vintre måneder. Men til trods for at de små spirer endnu ikke er kommet, så er jeg ej tynd at kigge på. Jeg har klaret mig fint i denne vinter, som dog kun lige er begyndt. Men jeg tror at dette land, vil skabe mindre problemer for mange, end der hvor jeg før boede.
Mit blik falder ned i sneen, hvor nogle fine små spor er at se. De er fra fugle, der har hakket ned i sneen, for at nå ned til de frosne rødder. Her standser jeg, og sænker mulen ned, for at betragte sporene, der er så fine i det uberørte sne. Smukt ser det ud, og dragende er det også. Endnu et tegn på liv. Og liv, er det bedste jeg kender til. Lader min mule dyppe let ned, så mine læber kun svagt rør ved den kolde sne. Et svagt smil finder frem på min mule, idet jeg ser en fugl længere fremme, der hopper rundt i sneen. Den er ikke særlig godt gemt, da dens sorte og brune farver bryder meget op i den hvide sne. Og netop det syn, gør det så prægtigt. Rejser hovedet igen, ganske let, og ser betragtende ud over denne sne beklædte eng, inden jeg så brummer i en ganske mild tone – måske her er andre, der også vandre i denne omegn?

((Denne tråd er reserveret til Armageddon (Maria) (: ))

[/color]

Armageddon
Jeg er ikke glad for kulde, og jeg er især ikke glad for mørke. Jeg ved, at alting ser ud, ligesom det gør i dagslyset, men det er kun et faktum, at mørkets skygger har lettere ved at bevæge sig uset og ubemærket rundt i mørket. Alligevel ved jeg, at jeg har det bedst alene. Der er ikke nogen, der kan beskytte mig, og der er heller ikke nogen, der skal få lov. Jeg er træt, for det er hårdt at holde på varmen, samtidig med at jeg skal holde mig opmærksom på alt det, der bevæger sig omkring mig. Min ryg er krummet en smule, og alle musklerne i mine ben er spændt. På grund af den lette kulde, der smyger sig om mig, er mine ben begyndt at blive en anelse kolde og på grænsen til følelsesløse. Jeg ved, at jeg er nødt til at bevæge mig lidt rundt før eller siden, men det strider fuldstændigt mod mine.. indre regler. Mine ører er flappet ud til hver deres side, mens mine mørke øjne tager en stille vandring henover engen, der omgiver mig. Hver gang den kølige vind rammer mig som en kold hånd, der tager fat, krymper jeg mig langsomt en smule mere. Her er stille, det er kun naturen, der synger en stille sang om vinterlandskabet. Der er muntre undertoner, som fortæller om forårets snare ankomst. Men da er der en anden lyd, der blander sig, og en følelse af ikke at være alene, der sniger sig ind på mig. Mit ene øre vippes til siden, og langsomt drejer jeg mit hoved en smule mod lyden, hvor jeg får øje på en rødlig hoppe, der er omsluttet af tusmørkets skygger. Mine tænder bides sammen, og jeg får nogle anstrengte trækninger henover mulen. Hun er på vej i min retning, men der er ikke noget i hendes adfærd, der tyder på, at hun har opdaget, at hun ikke længere er alene på sin færd. Jeg er ikke svær at se, da min mørkebrune farve står i temmelig stor kontrast til den hvide sne, der ligger under mine hove. Noget ved hende virker forsigtigt. Påpasseligt. Hun er ej frembrusende, men det gør mig ikke tryggere. Facader kan være meget forskellige, og det er ikke alle, jeg kan se igennem. Jeg hæver hovedet en smule i vejret og spænder en anelse mere op i min forpart, men det er hverken for at virke større. Jeg passer bare på mig selv, men det er uden at virke hverken truende eller afvisende. Det er jo ikke fordi, jeg hader at have andre omkring mig. Det handler bare om, hvor gode de er til at acceptere min komplicerede adfærd. Ja, jeg synes da heller ikke selv, at den er helt lige til, og jeg tror heller ikke, jeg vil stå og påstå, at jeg har lært at leve med det endnu. Eller at jeg nogensinde kommer til det.

~ Armonia ~
Underneath every little dark shadow, there will always be light

[/color]
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~[/center]

Mine øre vipper ganske stille omkring. Her er koldt, og det føles som om at det hele tiden bliver koldere og koldere for hver dag der går. Mine ben er efterhånden godt kolde, og det er jeg ikke helt glad for. For godt nok er vinteren en fantastisk årstid af udseende, men når man render rundt og er så spinkel og fin som jeg, og mange andre er, så er det koldt, næsten ulideligt.
Mine skridt er ganske fine og små, imod den frosne jord. Som om jeg ganske rigtig tænker over hvert et skridt jeg tager, fordi jeg ønsker at kærtegne jorden, og vise den min store tiltro, og glæde. Men disse dage, de gør mig trætte. At vandre i sne hele tiden, for at holde varmen, det er hårdt. Og desuden kan jeg ikke evig og altid bevæge mig af sted i raskt tempo, da jeg engang imellem skal stoppe op, og slappe af. Sove. Men dette, det er der ej meget af.
Mine skridt begynder atter, da jeg har studeret fodsporene i sneen. Bevæger mig videre ned langs engen, hvor det hele virker så øde og ensomt, men samtidig så fantastisk og uberørt. Snubler ganske kort, da sneen er dybere end som så, og fordi mine ben er kolde. Pruster i en dæmpet tone, langsomt. Lader blikket glide lidt hurtigt frem, idet jeg bemærker en sjæl i min nærhed. Standser pludselig op igen, da jeg egentlig er tættere på denne fremmede sjæl, end jeg egentlig havde regnet med. Der står han, med sine mørke farver, og bryder sneen meget. Men nattens mørke omgiver sig omkring ham, og skaber et større farve spil.
Det ser kønt ud, nærmest drømmende. Han har opdaget mig, det kan jeg godt se. Men alligevel, så nærmer jeg mig ej mere. Jeg står blot her, i en feminin holdning. Langsom falder mit blik ned i jorden, og min hals sænkes samt hovedet. Underdanigt, og respekterende vel sagtens. Holder blikket imod sneen, og mine egne hove. Jeg vil ej stirre på ham, da dette måske ikke er noget han ønsker. Og derfor holder jeg blikket til mig selv, for ej at presse ham. Jeg ved ikke hvad denne hingst siger til selskab, og jeg ønsker ej at gøre ham utilpas. Mine øre forbliver imod ham, inden jeg udsender et svagt brum i hans retning, lyst og fløjlsblødt, hilsende.

[/size]

Armageddon
Underkastelse er aldrig rigtigt noget, jeg har gjort mig i. For mig er det ganske enkelt ikke nødvendigt. Det er de færreste, der oplever mig som en trussel, og jeg tvivler selv stærkt på, at det er det indtryk, jeg giver af mig selv. Men hende der, hun sænker hovedet, hun er underdanig. Og respekterende. At jeg aldrig beder om det, men at respekten alligevel bliver givet til mig, det er et scenarie, der er sket et par gange. Og det er velsagtens rart, men jeg forstår det bare ikke. Jeg beder ikke om det, jeg beder ikke om noget. Ikke en gang at andre skal lade mig være, det er op til dem selv. Jeg ønsker bare fred, men det er en slags fred, jeg kun selv kan give mig. Det er en indvendig fred, og den kommer altså ikke udefra. Hun er stoppet op, hende hoppen, og lad mig bare sige, at jeg er taknemmelig for det. Jeg har intet ønske om at få hende tættere på, men samtidig virker det heller ikke, som om hun har tænkt sig at invadere mit personlige rum sådan uden videre. Hun ser ikke på mig, men alligevel lader jeg forsigtigt mit blik lægge sig mod hende. Ganske stille tager mine store, mørke øjne en lille vandring henover hendes spinkle røde krop. Ikke granskende, ikke som om jeg æder hende med øjnene. Det er fredeligt, memorerende. Roligt. Stille mimrer jeg med mulen. Jeg er ikke tryg ved hende, langt fra. På den anden side er jeg aldrig tryg, så spørgsmålet burde nok nærmere være, om jeg føler mig mere utryg, når hun er i nærheden. Men det er et spørgsmål, som jeg ikke har noget svar på. Jeg kan til tider godt overtale mig selv til at give mig credit for, at jeg ikke er så ringe endda til at se på andre, om de vil mig noget ondt. Men jeg ved, at jeg kan tage fejl, derfor er det simpelthen bare sådan, at jeg har slået fast i mit hoved, at jeg ikke kan stole på nogen. Sandsynligvis ikke en gang på mig selv. Og det er da egentligt noget være vrøvl, er det ikke? Mit blik bliver ved med at være rettet mod hende, en anelse utrygt, men jeg bliver stadigvæk stående lige her, hvor jeg er. Hele min krop er spændt op, og min ryg er krummet. Jeg fryser, ingen tvivl om det. Men hvad skal jeg gøre ved det, når noget i mig siger, at jeg nægter at flytte på mig?

Armonia
I will surrender myself to the secrets of the light, and listens to their prayers.

Denne mørke hingst, som ej står langt fra mig, virker ej som en hingst der træder mig nærmere. Men jeg tror heller ikke, at han ønsker mig tættere på, end det jeg er nu. Og dette, det respekterer jeg. Jeg er en hoppe, der forstår andres grænser, og jeg ønsker ej at træde ind i dem, eller over dem, medmindre mit selskab byder mig ind til dette.
Han står selv der, klippefast, og uden rigtig at rykke på sig. Men jeg kan mærke, at han blik glider over mig. Betragter mig, men ej stirrende eller ædende.
Nej, blot betragtende, nok fordi han vil kunne huske, at han før har set mig, så jeg tager blot dette som en kompliment. Men om denne illusion er sand, det ved jeg ikke. Men jeg vælger at tro på det, og håbe på det gode i hans blik. Og ej noget ondt.
Langsomt, lader jeg mine øre vippe mere frem, og i takt med at de står i hans retning, løfter jeg mit hoved ganske let. Det er i små fine bevægelser, for ej at skræmme ham, hvis han finder mig skræmmende. Man ved jo aldrig. Mange bærer præg af facader, og måske han tror jeg også er gemt bag denne maske? Men det er jeg ikke. Sådan som jeg optræder nu, sådan er jeg for evigt og altid. Det vil ingen kunne tage fra mig, end ikke de mørke lange dage.
Jeg lader forsigtigt et brum glide fra min spinkle, røde og kolde krop. Hilsende, og med et smil henover læben. Mine varme øjne kører forsigtigt op af hans krop, men jeg lader dem ej falde ind i hans blik. Ikke alle ønsker øjenkontakt, og derfor søger jeg den ikke – men hvis han søger min, så vil han få den, uden at jeg vil tøve det mindste.
Mange tanker vandre igennem mit sind, men de er ej ondsindede. Jeg ønsker at lære denne fremmede at kende, blot en smule. Men jeg ved ej, om han ønsker det samme. Derfor sender jeg blot det lyse, fløjlsbløde brum imod ham, som en simpel, men godtroende hilsen.
Herefter, er det blot op til denne mørke hingst, at godtage min hilsen, eller afvise den. Er det, det sidste, så vil jeg acceptere dette, og forlade ham i det rolige tempo, som jeg ankom i.

Armageddon
Det der med venskaber, det ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om. Fungerer det for andre, vil jeg selvfølgelig ikke blande mig. Og hvis ellers bare jeg turde, tror jeg da på, at det er en god ting. Selv for mig. Så har man nogen at dele sine gode øjeblikke med, såvel som de dårlige. Men venskab bygger på tillid. En tillid, som jeg for alt i verden ikke er meget for at dele ud af, og så kan det godt være svært at vinde andres tillid. Dog er der aldrig nogen, der behøver føle sig utrygge ved mit selskab. Der er ikke nogen grund til at føle sig truet af mig. Men er det let at finde den sandhed gennem mit ydre, som man nemt kan komme til at misfortolke? Det ved jeg selvfølgelig ikke, jeg kan ikke rigtigt se mig selv ude fra. Og det har jeg absolut heller ikke lyst til. Jeg tror, det ville være en pinlig oplevelse at se, hvor slemt det er. En hingst med et nydeligt ydre. En spinkel, ædel krop med en farve, der om sommeren er en blød chokoladebrun. En hingst, der er skabt til at føre sig frem, men i stedet gør præcis det modsatte, fordi han hver dag kæmper med følelsen af at blive ædt op indefra. Jeg begår hver dag psykisk terror mod mig selv, det ved jeg godt. Og jeg ville så gerne lære at pille det væk. Fjerne skyggerne fra mit sind. Men ville jeg så være mig? Hun træder ikke ind over min personlige grænse, der er meget strengt optegnet i mit hoved. Nej, hun fornemmer, at jeg helst vil undgå at have hende tættere på, og hun virker ikke, som om hun har et særligt problem med dette. Jeg er ikke skeptisk over for hende, eftersom hun ikke virker til at have nogen intentioner om at gøre mig noget, og det passer mig helt fint. Stille lader jeg et langtrukkent prust undslippe mig for at give slip på noget af den luft, jeg helt automatisk kommer til at holde på, når der sker noget, hvor jeg er meget opmærksom. Jeg holder stadigvæk mit blik på hende, og da hun brummer og lader sine øjne løbe op ad min krop, hæver jeg mit hoved en anelse og lader mit ene øre flappe langsomt ud til den ene side. Jeg lader stilheden indtræde mellem os, i det jeg lader mit blik søge hendes. Jeg er ikke en hingst af mange ord, og selv en hilsen kan være svær for mig at frembringe. Jeg plejer at kommunikere anderledes; f.eks. med mine øjne. Alligevel vælger jeg at lade et brum undslippe mig, som kun lige er hørbart. Og så er jeg ellers stille igen.

Never forget to give all I have

Nattens mulm og mørke, er her endnu. Og jeg tror, at den vil blive ved at forfølge os alle, i lang tid endnu. Vinteren er stadig på sit højeste, men dog kan jeg mærke indeni, at selvom det hele er frossent og koldt, så er foråret også snart på vej. Der vil kun være få måneder endnu, hvor sneen måske kan vinde. Derefter, vil solens lys og varme, kræve at sneen forsvinder, så nyt liv kan spire op, og skabe nyt føde til alle disse skabninger som vandre rundt. Alle, med hvert sit lod. Og alle med forskellige meninger i livet. Men af den grund, er vi stadig alle lige vigtige. Ingen kan undvære hinanden, og det er netop det, der skaber den store og vigtige balance i livet, og dets fremtid.
Denne mørke hingst, ligner egentlig så mange andre – men dermed ej sagt, at han ikke er unik. For det er han i sandhed. Men mon ikke, at han er endnu mere unik, hvis jeg kommer ham nærmere i sindet, uden at træde tættere på ham fysisk? For mig, tæller udseendet ej meget. Den siger intet om folk, som deres sjæl gør. Men det kan være svært, at lære deres sjæle at kende, hvis de da ikke ønsker at jeg træder deres sind nærmere.
Jeg bemærker, hvordan hans mørke øjne ramler ind i mine. Men han siger intet. Måske, er han ligesom jeg, der holder af blot at tale igennem kroppen og dets handlinger, i stedet for at dele ord og stemmer, som vil bryde den fantastiske stilhed, og harmoni der hærger over os.
Det er måske kun mig, der kan mærke denne harmoni. Men det kan jeg godt leve med. Jeg kan sommetider viderebringe den, men ikke alle ønsker at modtage den – og da kan jeg ej tvinge dem.
Men denne hingst, er mig endnu en gåde. Jeg ved ej, hvad han ønsker, og ikke ønsker. Men jeg ved hvad jeg selv ønsker, og det er blot, at han skal føle sig tilpas i mit selskab. Jeg bliver derfor stående i denne afstand, mens mit blik ikke viger fra hans. Han må selv trække sit blik, hvis han ikke ønsker det – da han jo tog kontakt til mine øjne, og jeg vil derfor ikke vise disrespekt, ved at trække mit blik fra hans. Langsomt, lader jeg mine øre vippe, inden de igen hviler på ham. Mine næsebor vibrerer let, mens jeg strækker min hals, blot en lille smule i hans retning, stadig med hovedet lavt, for at indånde hans duft. For at lagre ham, og dermed ej glemme hans duft eller udseende.

[/size][/blockquote]

Armageddon
Jeg tror ikke på, at hun kommer løbende lige om lidt for at prøve at spise mig. Nej, det tror jeg altså ikke. Men det tænder heller ikke den flamme, der brænder for tilliden. Alle, der møder mig, kan formentligt hurtigt bedømme, at min tillid virkelig er noget, man skal arbejde på for at modtage. Dermed ikke sagt, at jeg er mistroisk over for alle nye, jeg møder, for sådan er det altså heller ikke. Jeg er heldigvis ikke så hårdt ramt, at jeg evigt og altid går rundt og tror, at alle er indbefattet af djævlen selv. Jeg er blot forsigtig, jeg passer på mig selv. Jeg lader ikke nogen komme ind på livet af mig. Og hvis jeg endelig gør, så kommer det til at ske en dag ude i fremtiden, som jeg slet ikke kan sætte dato på. Og da jeg ikke lever i 1000 år, skal det vel helst ske inden da. Men gør det mon det? Om den røde hoppe, der er i min nærhed, har det på samme måde som jeg, det er jeg ikke klar over. Jeg kender ikke hendes grænser, og jeg ved ikke, hvor let hun har ved at stole på andre. Jeg ved ikke, om hun inderst inde er mistroisk overfor mig, selvom hendes ydre fortæller mig, at det langt fra er sådan, landet ligger. Hun står roligt med harmonien syngende omkring sig. Om det gør mig roligere, det er svært at sige. Til tider kan en for god og rolig aura hos andre godt have en negativ effekt på mig. Men jeg føler ikke, at det er tilfældet i denne omgang. Nej, hun truer mig ikke, og jeg putter mig ikke mere sammen, end jeg allerede har gjort det. I stedet lader jeg endnu mit blik hvile på hende. Jeg afventer intet, da jeg ikke forventer noget som helst af hende. En hilsen er ikke vigtig for mig, eftersom vi begge indikerer, at vi er i hinandens selskab nu. At det er et stille et af slagsen indtil videre, det gør sådan set ingen forskel. Jeg betragter alle hendes handlinger meget nøje, og da hendes næsebor vibrerer, samtidig med at hun strækker halsen frem, selvom det kun er en lille smule, får det mig til at trække mit hoved en smule til mig, samtidig med at jeg giver et lidt nervøst prust fra mig. Derefter står jeg ganske stille, indtil jeg til sidst får taget mig sammen til at give et lille nik fra mig som tegn på, at det hele er okay.

My dearest friend. Come, let me introduce you to the light

Alle de heste, jeg indtil videre har mødt, har været så ganske forskellige. Ja, de har nærmest være så forskellige, at ingen ligheder har været at finde – i hvert fald ikke endnu. Men jeg er skam også af den overbevisning, at alle er individer, og at alle ejer nogen uendeligt unikt, som skiller alle fra hinanden, således at ingen er de samme. Og det er også bedst sådan, for ellers ville vi da leve i en ganske kedelig verden, ville vi ikke?
Denne mørke hingst, som næsten er ligeså sort som natten er nu, står blot der i lang afstand af mig, og jeg går ham ikke nærmere. For jeg har på fornemmelsen, at han ikke ønsker dette. Og jeg vil ej gøre ham utilpas, som jeg gjorde Jaidev utilpas, dog var dette aldrig min hensigt! Men vi kan alle fejle, også jeg, uanset hvor forsigtigt og ærbødigt man går frem, og er.
Da hingsten foran mig, trækker sit hoved bagud, fordi jeg strækker min hals en smule, kan jeg mærke, at jeg allerede nu får et lille hak i trynen. Jeg gør tydeligvis noget galt i denne verden, noget, jeg aldrig selv har lagt mærke til. Eller måske er det blot hele min eksistens, der er galt på den?
Langsomt trækker jeg min mule ind til mig, og forsøger at udarbejde de rigtige ord, for ej at skræmme ham fra mig, da jeg jo ganske gerne vil have selskab.

,,Godaften, du fremmede sjæl. Mit navn er Armonia, og jeg er blot på omvandring i dette store og fortryllende land. Jeg er ej ny, men heller ej en af dem, der har været her længst.”

Således vælger jeg, at præsenterer mig selv. Min stemme er meget lys, fløjlsblød, ja nærmest syngende og kærtegnende. Sådan karakteriserer min stemme mig egentlig ganske fint. Om han selv vil sige sit navn, det kan jeg selvfølgelig ikke vide. Men jeg spørger ej efter det, da jeg er af den overbevisning, at det er bedre, hvis han selv fremsiger de ord han har lyst til, hvis han overhovedet har lyst til at tale. Måske er han ligesom andre, mere til stilhed i selskaberne, og det vil jeg indfinde mig med, da jeg ej selv har noget imod stilhed, så længe jeg er i selskab med andre sjæle. Ellers virker det hele så.. trist, og ensomt.

Tråden er afsluttet (: