..Månens spil i nattens skær

~ Armonia ~ Underneath every little dark shadow, there will always be light.
I denne stille aften, har jeg bevæget mig hen på endnu en ukendt ø. Men alle disse øer, jeg efterhånden har været på, vil i lang tid stadig være fremmede for mig, til jeg har lært dem at kende, og udforsket dem. Men grunden til, at jeg bevæger mig fra ø til ø, er at jeg ønsker at vide, hvor stort dette drømmende land er. Om det er af uanede vidder, og er mere end det blottede øje kan se?
Med blikket fremad, skuer jeg udover dette flotte land, som i månens skær virker endnu mere fortryllende. Her er ganske stort, og mine øjne kan ingen ende finde på det sne beklædte område. Jeg befinder mig selv i skovens kant, hvor mit blik beskuer engen, der bliver lyst op grundet sneen og den lysende måne. Skønt og fortryllende, det ser det i sandhed ud.
Mine øre vippes ganske mildt omkring, inden jeg med lette og fine skridt bevæger mig ud imod det åbne eng område. Her er mange høje og bakker, og dette skaber blot endnu mere liv i området. I sneen, kan jeg skimte nogle forskellige spor, fra andre levende væsner end blot os heste, der også vandre i dette land. Men især ét spor, fanger min opmærksomhed. Nemlig fuglenes. De synker ej i den dybe sne, i stedet er deres fodspor øverst på sneens lag, og kønt ser det ud. Til tider misunder jeg disse fugle, deres lette og fine bevægelser. Deres frihed, som kan få dem højt til himlen, og lavt til jorden. Ja, hvem der dog blot kunne folde sine vinger ud, og bevæge sig op imod de åbne vidder der er på himmelen, og se jorden fra et helt andet perspektiv.
Standser let op, og lader blikket falde op imod den lysende måne, med et let drømmende blik i de milde og varme øjne. Lader et dæmpet vrinsk glide fra mig, som forsøgte jeg at kontakte de højere magter i himmelen. Men dette er ikke tilfældet. Jeg ønsker blot at se, om der er andre ligesom jeg selv, som er søgt til denne store og flotte ø. Om der er andre i min nærhed, som ligesom jeg, vandre hvileløst rundt denne aften?

[/color]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Med al den sne, var det efterhånden ikke nemt at finde noget ordentligt føde i bjergende. Næh nej, i stedet måtte Djange efterhånden så småt begynde at befinde sig rundt nede på øen. Heldigt nok at skoven da ikke så så langt væk fra hvor han holdte til normalt; bjergende. Sneen havde ellers godt nok taget til hernede, og roligt stod Djange da der, omgivet af et par træer, mens han så idyllisk ledte med mulen i jorden, søgende efter noget næringsrigt.

Men en dybt over denne kolde og bedøvende sne, rammer Djanges næseborer. Ørene der egentlig før lå roligt fremme, bliver straks kastet i nakken, mens hans krystalblå øjnes blik, kaster vildfarent blikket søgende rundt, da han hæver hovedet højt. Han kunne tydeligt dufte denne bekendte duft, denne søde, men skarpe duft; som Timian. Armonia.. Djange undlod sig et hårdt fnys, markerende. Ikke dissideret over Armonia, blot hans irritable sind, han følte var blevet forstyrret. Træerne var tætte, og han var næsten sikker på hun ville komme til syne, hvis hun da var i bevægelse.

~ Armonia ~ Underneath every little dark shadow, there will always be light.
Mit blik spejder en anelse søgende rundt, men jeg ser intet omkring mig. Men istedet rammer en lugt mine sensitive næsebor. Og lugten er ej en ubekendt, ej en ukendt sjæl. Jeg har før mødt denne hingst, og det er Djange. Jeg husker hans lugt, ligesom jeg husker alle andres. Langsomt lader jeg mine ben bevæge sig afsted med lette bevægelser, somom jeg kærtegner jorden under mig, som hvis den kunne gå i stykker hvert øjeblik. Men dette er nok ikke tilfældet.
Jeg lader mine milde og varme øjne spejde rundt, og dér, mellem træerne, står denne unikke udsenede hingst.. Ham, der er skaber af en nogle unikke forældre. Alle hans aftegn er særprægede, og ej nogen man ser ofte.
Jeg standser let op, stadig ude på engen, dog tættere på skovens kant. Langsomt sænkes mit hoved, og blikket falder til jorden. Mine røde øre hviler frem imod ham, opmærksomt og lyttende. Jeg holder en god afstand, for ej at presse ham.
Et lyst og mildt brum forlader min mule, blidt.

,,Så mødes vi atter igen, Djange. Vores færden har igen ført vores sjæle samme vej - Hvordan har De det?"

Spørger jeg ham så, med den altid milde og åbne stemme, der er imødekommende og let. Holder hovedet på denne måde, men langsomt rettes mit blik op til ham, dog ej stirrende.

][/color]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Få sekunder går der, før hoppen kommer til syne mellem træerne. Hun nærmer sig yndefuldt, mens Djange forbliver stående stift, standhaftigt og stolt. Hans krystalblå øjne holdes direkte på hoppens mørkebrune, mens han rynker svagt på den lyserøde mule, og holder ørene tilbage. Hoppen kommer da nærmere og hilser pænt.

”Det sker jo..”
Lød Djanges hæse og intense stemme, klingende gennem den dæmpede lyd omkring dem, på grund af sneens lag over jorden. Han nikkede kortvarigt, men ærligt i nakken, respektfuldt hilsende, forinden han kastede det direkte blik på hoppen endnu engang.

”Jeg må ærligt svare Dem Armonia, det kan jeg ikke svare Dem på.”
Lød Djanges hæse stemme atter, intenst mens han trådte hende nærmere, stadig med de nedlagte øre i nakken. Han rynkede svagt på mulen, denne hoppe virkede munter i dag, og det måtte man have respekt for.

”Hvad bringer Dem så hid, denne Ø Armonia?”
Lød Djanges stemme intenst og hæst, mens hans øjne tomme så meget direkte i hoppens øjne. Hvis han ikke tog helt fejl, var det Foehns Ø, Ø’en med vulkanen; Djanges fortrukne Ø, de havde betrådt sidst de mødtes. Hvilket så at sige måtte være et sammentræf at de mødtes her, denne gang. Men denne verden var efterhånden let at gennemskue; fuld af sammentræf og tilfældigheder.

~ Armonia ~ Underneath every little dark shadow, there will always be light.
Mine øre forbliver imod denne unikke hingst, der nu er foran mig. Hans øjne kan jeg godt mærke imod min krop, han betragter mig vel nok. Eller også holder han blot øje med mine bevægelser?
Da hans stemme kommer frem, er det et ganske simpelt og let svar. Og det er egentlig ganske fint for mig. Hos mange andre, får jeg mine talegaver ud, og derfor behøver jeg ikke det, i hans selskab.
Han nikker dybt til mig, respektfuldt, og dette hænger nok sammen med, at jeg står i denne respekterende og underdanige holdning med min nakke og mit hoved.

,,Det er heller ikke altid nemt, at definerer hvordan man har det”

Medgiver jeg ham, med en rolig og mild stemme. Mit blik forbliver stadig i jorden, for ej at presse ham. Men da hører jeg så hans skridt, der nærmer sig mig, ganske langsomt. Og jeg lader ham gerne komme tættere på.

,,Jeg ved egentlig ej, hvad der bringer mig til denne ø. Blot ønskede jeg, at udforske endnu et fortryllende sted, og jeg havnede da her. Det er mit første besøg på denne ø. Men De kender måske området godt?”

Spørger jeg ham, og bemærker nu hans øjne, der ramler direkte ind i mine. Langsomt rejser jeg hovedet, ganske let. Ikke i en hurtig bevægelse. Det er ikke fordi jeg er utilpas, men selvfølgelig vil jeg udvise ham den respekt, at lade ham få øjenkontakt, da jeg intet har imod det. Mine øre hviler roligt ved ham.

[/color]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Et svagt fnys undlader Djanges lyserøde, skeptisk rynkede mule, mens han holder blikket stift på hoppen der foran ham står. Han lytter på hendes stemme, men lader det passere en smule forbi, da hun kommentere hans svar, han venter da roligt på hun svarer hans spørgsmål, og svagt glider det ene øre let ud til siden, kun lige akkurat ud til han viser han lytter, inden det nærmest automatisk glider på plads, tilbage igen. Djange nikker svagt i den ranke og stive holdning han holder inden han åbner den lyserøde mule.

”Området nej. Bjergende, efterhånden ja.”
Konstatere Djange med den hæse og intense stemme, forinden han for en kort stund afbryder deres øjenkontakt og drejer hovedet i retning af bjergende. Han vender straks, men i en rolig bevægelse hovedet, samt opmærksomheden tilbage på Armonia.

”Synes De så om denne Ø, Armonia?”
Nikker Djange høfligt, da den hæse og intense stemme spiller; og lader en rynke stilne ud på hans lyserøde mule, mens han holder den direkte øjenkontakt meget konstant hos hoppen foran ham.

Armonia

[/font][/color]
You can be, who you wanna be[/center][/size][/font][/color]

Jeg kan skam godt mærke, at denne hingst, Djange, ej føler ro i mit selskab. Han virker endnu nervøs i mit nærværd, men faktisk, så tror jeg ej, at jeg kan ændre på dette faktum. Jeg tror ej, at det vil ændres, før han tillader det selv. Tillader sig selv, at slappe af i mit selskab, og blot tillader sig selv, at være den han virkelig er, i stedet for at lade mørkets skygger træde ham i forvejen, og forsøge at føre ham imod mørkets kræfter – hvis dette da er tilfældet.
Et mildt nik forlader mit ansigt, da han besvarer mit spørgsmål. Bjergene, ja, dem kender ham. Og det kommer egentlig ej bag på mig, da jeg godt kunne forstille mig, at han søger op i bjergene, for at finde ro, og blot leve alene med ensomheden ved hans side, som hans følgesvend. Og dette vil jeg da acceptere, trods det ej er noget jeg nogesinde vil kunne forstå, hvordan man altid kan være alene.

,,Jeg synes skam godt om denne ø, Djange. Men jeg må erkende, at mindre øer, er mere på plads i mit sind. Jeg holder af, at kende mine områder, og jeg holder af, at jeg kan finde rundt med lukkede øjne – men når jeg blot har lært denne ø at kende, vil den sikkert være mig lige så behagelig, som andre øer.”

Smiler jeg, og holder det mindre blik hos ham. Min stemme er som altid fløjlsblød, og jeg skjuler den ikke. For den er en del af mig, og en del af den person jeg er. Og den person, kan, og vil jeg ej skjule. Mit blik forbliver hos ham, ganske blidt og roligt.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange misser let med de krystalblå øjne, mens han lytter på hendes bløde stemme. Trods han lyttede, lod han ej ørene glide frem, tværtimod. De blev holdt langt tilbage, nede, markante. Djange rynkede svagt på den lyserøde mule; små Ø’er? Det var nu alligevel noget Djange ej forstod. Små Ø’er var lig med mindre samfund, tættere samfund, og jo mindre og tættere samfund er, jo bedre kender alle hinanden. Det var ikke et af de tilfælde Djange brød sig om!

”De må virkelig være en sjæl der holder meget af tryghed og sammenhold.”
Konstaterede Djanges hæse og intense stemme, mens han borede sit tomme blik ret så direkte i hoppens mørke øjne. En smule anklagende ville hun nok føle det, trods det ej var Djanges hensigt.

The difference between light and dark is not that big. It’s what you think of it, that makes the difference.

Mine milde øjne, opfanger skam godt hver en enkelt lille detalje han laver. At han kniver øjnene sammen, og holder ørene en anelse bagud. Nok en smule misfornøjet over min snak. Men jeg vil ej lægge bånd på, mine meninger, eller mig selv. Han spurgte mig, hvad jeg synes, og dermed svarer jeg på dette, uden at fortryde.

,,Holder af tryghed, og sammenhold. Det er ganske sandt. Men kære Djange, jeg er ej afhængig af det, dér er den store forskel. Nok holder jeg af, at føle en samvær, med de sjæle der er omkring mig. Men jeg er ej afhængigt af det”

Siger jeg, med den altid milde tone. Nok elsker jeg kontakt med mange forskellige. Men jeg er ej afhængig af det. Jeg er ej, afhængig af noget. Jeg er blot tro imod mig selv, og følger min hove. Holder et smil på min røde mule, mildt.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Han misser svagt øjnene sammen, og en svag rynke kommer til syne på den lyserøde mule, skeptisk; men lyttende var han da. Ikke afhængig, det var dog noget han kunne relatere til. Hoppen her påstod at hun ej var afhængig, men kontaktsøgende måtte hun siges at være, i hvert fald af hvad Djange havde oplevet. Djange nikkede kort varigt da hoppen var færdig.

”Afhængighed er for det meste også blot til besvær..”
Konstaterede Djange med den hæse og intense stemme, med en lidt skeptisk mine; men der inderst inde gav et lille strejf af kompliment overfor hoppens holdning.

The silence between us

Mine øre forbliver imod ham, lyttende. Mit blik hviler også hos ham, fordi han selvfølgelig har min fulde opmærksomhed. Jeg er i hans selskab, og derfor skal det kun være ham, der har min opmærksomhed, og ikke hele omverdenen omkring os. Jeg tror ej, at her i dette område, er skabninger der vil os noget ondt.

,,Det kan være til besvær, hvis man ej kan håndtere det”
Besvarer jeg ham med en mild tone, og lader blikket falde kort ned i jorden, inden de igen lander på ham.
,,Man skal altid have sin egen mening om tingene, og aldrig lade andres meninger skinne igennem.”

Tilføjer jeg så, med et mildt smil. Jeg respekterer virkelig hans mening, det gør jeg. For ligesåvel som min mening er min, er hans mening hans. Og det respekterer jeg altid.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange lyttede til hoppen, men holdte fortsat ørene tilbage, mulen svagt rynket og de krystalblå øjne meget direkte i hoppens mørke. Hoppen havde en tendens til at konstatere det åbenlyse. Det irriterede Djange lidt, da han altid kunne bekræfte det. Men det irriterede ham.. Djange nikkede kortvarigt, bekræftende af hendes tale, forinden han ranked sig en smule op foran hende.

”Sig mig, Armonia, har De så truffet andre sjæle siden vores sidste visit?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, emneskiftende. Han lød ej interesseret, skønt han var det. For hvilke andre skabninger kunne han mon risikere at støde på, på disse kanter? Hvilke farer truede over hans efterhånden nuværende hjem, hvilke muligheder bar de fremmede sjæle i dette land med sig. Djange kunne drage rundt og snakke med en masse, kommunikere som intet andet, eller blot spørge sine kilder? Tja, det lå nu Djange nærmest blot at spørge sine kilder.

There will always be light

Denne hingst, Djange, er mig stadig ganske ubekendt. Han er stadig en sjæl, som jeg higer efter at lære mere at kende - hvis han da ønsker det. Jeg vil aldrig træde længere, end hans selv acceptere, og ej længere end det. Aldrig.
Han er en specielt skabning, ligesom så mange andre. Alle jeg har mødt indtil videre, har været så ganske forskellige og specielle, på deres egen fantastiske måde. Og jeg nyder ganske oprigtigt, hvert et selskab jeg får lov at være i.

,,Jeg har mødt et par sjæle på min vej, Djange. Og ganske forskellige, det har de alle været. På min vej, har jeg mødt nogle ganske fine selskaber. Aquilino og Jaidev. Og endnu en hingst, jeg endnu ej kender navnet på. Men vores veje, vil nok en dag igen strejfe forbi hinanden - ligesom vores gjorde"

Besvarer jeg ham, med den milde tone, og lader mit blik glide imod ham. Jeg kan godt mærke, at jeg er trådt ind i en periode, hvor jeg er i stand til at frembringe nyt liv til denne egen - føl. Men jeg lader mig ej gå på af det, da jeg har lært at leve med det.

,,Men sig mig, Djange. Har De mødt mange sjæle på disse kanter?"

Lader mit røde hoved snige sig let på skrå, blidt. Jeg er oprigtigt interesseret i hans svar, hvis han da ønsker at give mig et.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen Armonia nævnte så fint to navne, på hingste; som Djange ej kendte til. Der måtte være mange flere i dette land end Djange selv var klar over. Han havde truffet en del sjæle, men alligevel kunne Armonia nævne navne der ham intet sagde. Djange rynkede skeptisk på mulen, og tankerne fløj buldrende rundt i hans hoved, mens hans øjne forblev kolde og direkte i Armonias mørke øjne. En svagt snert af brunst fandt sig nu stille vej gennem luften. Djange lod diskret duften indsnuses. Han fnøs let, da han åndede ud. For nærmest at rense duften ud af sine næseborer, mens han lyttede til Armonia.

”En hingst ved navn Zekaryah har jeg gjort mig bekendtskab med, samt et par hopper ved navnene Midnight Myth, Illana og Dem, Armonia, har jeg haft kommunikation med.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, informerende. Måske hun selv havde stødt på nogle af disse omvandrende sjæle i landet. Selv måtte han indrømme at kun ét af hans møder ind til nu havde gjort ham interesse, mens kun ét af møderne havde båret hans evner frugt. Dette kunne da ej tydes i Djanges kolde og tomme øjne, da han fremsagde hvilke heste han havde truffet.

The light above us

Denne hingst, ved jeg egentlig ikke om er interesseret i det selskab som jeg kan give ham. Men jeg håber, og tror på, at hvis han virkelig ej ønskede mig i hans nærhed, da ville han måske bede mig om at forsvinde, og ej står her, i hans selskab? Men det er kun et ønske som jeg kan have, og det er ej sikkert, at dette er sandt.
Jeg nyder skam altid mine selskaber, nogen mere end andres, men jeg synes, at alle besidder noget unikt, som er værd at lære bedre at kende – hvis de da ellers accepterer det. Da han nævner dem han har mødt, viser det blot, at dette sted rummer langt flere sjæle, end jeg som så havde regnet med.

,,Der er mange sjæle i dette område. De navne, som De nævner, Djange, er ej nogen jeg er stødt på. Men jeg vil håbe, at min tid på dette sted, vil berige mig med nogle af dem, måske”

Nikker jeg mildt. Før var han mere opsat på min tale, om at selskab er noget jeg holder af – det virkede som om, at han selv ønsker stilhed og at være alene. Men da han nævner alle disse navne, er jeg ej sikker på, at ensomheden er det han bedst kan lide. For da ville han da ikke ønske alle disse selskaber, ville han? Et mildt blik er over mine mørke øjne, som der jo altid er.