..Månens spil i nattens skær

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange forblev i sin stive og ranke holdning overfor hoppen, da der ikke lod til at have truffet nogle af hans selskaber. Det undrede Djange en smule, det måtte han indrømme klart for sig selv. Var her virkelig så mange i dette land? Men alligevel så stille, for det meste. Djange rynkede svagt fortsat på den lyserøde mule, da hoppens brunstige duft borede sig vej ind til hans sanser. Hans øjne forblev da tomme og direkte på hoppen her foran ham.

”Måske ja..”
Konstaterede Djanges hæse og intense stemme roligt, uden at virke videre interesseret, dog heller ej afvisende; måske en smule ledende. Hoppen her var en yderst ren og ærlig sjæl, så vidt Djange anså; men der var noget.. galt? Djanges tanker for fortsat rundt i hans indre, mens hans øjne fortsat var tomme, seende i hendes mørke.

The spring will soon come

Vores samtale er ej lang, men jeg tror, at vi har mere at sige hinanden end som så. Jeg er næsten sikker på, at denne spraglede udseende hingst, har mere at byde på, end hvad det blotte øje og de sensitive øre kan se og høre. Men om det er noget han ønsker at sige mig, det kan jeg ej være sikker på.
Men jeg lægger mærke til, hvordan hans tænkende udtryk finder vej op til hans ansigt. Hvilke tanker strejfer ham mon? Jeg ved, at min brunst kan trykke ham, og det er jeg ikke glad for - men jeg kan heller ej skjule den, hvor end jeg gerne ville.

,,De ser så tænkende ud, Djande -Hvad tænker De på, kære?"

Kære, er noget jeg egentlig ofte siger. Ej fordi jeg mener noget kærligt i det, men det er blot min måde at tiltale andre på, hvis jeg synes de virker en smule misfornøjet i mit selskab. For jeg ønsker skam, at denne hingst, er tilpas i mit selskab, og ej er usikker.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppens milde og blide ansigt, der nu så fint snagende spurgte Djange ind til hans tanker. En følelse af forargelse over denne hoppes opførsel nagede i Djange som gnister der sprudler fra to flintesten der stødes hårdt sammen. Hans lyserøde mule rynkede lidt anseende og skeptisk på sig, en smule afvisende, mens hans krystalblå øjne blev misset en anelse truende sammen. Kære?

”Armonia, mine tanker er mig utroligt private.”
Små snerrede Djange med den hæse og intense stemme, der helt igennem var forarget, samt en smule irriteret på denne hoppe. Skønt hans øjne forblev kolde og tomme, holdende direkte i hoppens mørke øjne.

A Polite Goodbye

Jeg fik en reaktion, som jeg egentlig havde regnet med - og jeg begynder dermed at forstå ham mere og mere, fordi han netop reagere så prompte.
Jovist, jeg har nok sagt noget, jeg ikke skulle - men det er egentlig os lidt meningen, at presse svagt på, for at finde ud af hans måde at reagere på.

,,Jeg beklager, at jeg spurgte om noget, som ikke kommer mig ved. Men det simple svar, som de sagde, ville være nok"

Her hentyder jeg til, at hans måde at holde kroppen på, og sine stirrende afvisende øjne, ikke havde behøvet. Jeg siger det med den altid milde tone. Jeg er godt klar over, at jeg og Djange nok aldrig vil være på talefod, da vi ikke klinger så godt. Og det respekterer jeg skam - nogen er blot bekendte mens andre bliver venner og nære. Jeg bukker svagt i nakken, høfligt.

,,Jeg vil nu sige Dem farvel, og vandre videre."

Siger jeg med den milde tone, og lader blikket høfligt falde fra ham. Vender omkring, og begynder at gå afsted med lette skridt, i skovens retning. Den vej, vil jeg nu gå, og søge flere sjæle, og nye vidder. Jeg vælger at gå nu, inden han bliver mere oprevet over min eksistens der er ved ham - dette er jeg ikke interesseret i, hverken for min egen eller hans skyld.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det var tydeligt hvordan hoppen Armonia ej var i nærheden af begejstret fra Djanges reaktion. Men sådan var hans tankegang, hans handlingsmetoder blot. Djange missede let de krystalblå øjne skeptisk sammen over hoppen der tydeliggjorde hendes utilfredshed omkring hans svar. Dette var noget der vakte en anelse interesse i Djange, noget andet end blot den blødsødne og altid så blide, smilende hoppe. Djange holdte da det kolde blik og den let rynkede mule, da han kastede blikket på hendes skikkelse der hilste af, for dernæst at forsvinde.

”På gensyn Armonia..”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, samt yderst dæmpet, næsten hviskende. Mens han gjorde et hilsende nik, på hendes afspadserende handling. Hoppen drog imod skoven, og standhaftigt blev Djange stående for en stund, for han drog videre mod bjergende; hans hjem.

[OUT]