Endnu et sted at passere

~ Volontaire ~ You don’t know me, and you never will.
Jeg har befundet mig, i dette mærkelige land I nogle dage efterhånden. Men jeg har endnu ikke fundet et sted, hvor jeg føler mig hjemme. Men det gør jeg nok aldrig. Jeg har i hvert fald ikke fundet det, i det sidste år, hvor jeg har været på min evige vandren igennem livet, og dets ensomheder. Men ensomheden, er efterhånden blevet min eneste og bedste ven.
Min mørke hale smælder svagt omkring min muskuløse bagpart, mens det mørke og tomme blik glider omkring, imod de åbne vidder. Det er vigtigt for mig, at jeg kender områderne, men denne ø, virker så stor, at selv det blottede øje ikke kan se en ende.
Det vil tage dage, måske uger at finde hoved og hale i dette område. Og det passer mig egentlig fint, for så kommer mine tanker ikke så meget i vejen. Min nakke er voldsomt knejst op, og mine øre er vippet let bagud. Jeg ser nok meget afvisende ud, og det er jeg egentlig også. Der skal meget til, før nogen får lov til at være i min nærhed, og være i mit selskab. Men det lykkedes da engang for en hoppe, som jeg viede mit hjerte til. Og dette.. det skulle jeg aldrig have gjort, for det endte med at blive hendes død!
Tankerne er vendt tilbage til mig, og dette tvinger min krop frem i trav, henover de åbne vidder. Jeg ønsker ikke at tænke eller mindes min fortid. Bevæger mig af sted, med et hurtigt tempo, med halen højt, og nakken knejst. Jeg ved ikke om jeg er alene, men hvis andre er her, vil de nok kunne høre mine tunge og stolte hovslag imod jorden..

((reserveret til Sunrise Saint ))

[/blockquote][/size]

Kulde.. Bidende kulde der får hele kroppen til at ryste som blev de stukket med nåle. Vind, isnende, som lyden af et hoppes skingre hvin. Prangende skarpe farver der skar i de nøddebrune øjne. Alt virkede overvældende ubehageligt, og Saint forstod ikke hvad der havde fået hende til at bevæge sig væk fra den sikre varme ø hun havde fundet for at udforske resten af landet. Hun havde ikke brug for at vide mere end at hun havde et sted her som virkede bekendt, hun havde ikke brug for at finde et sted så deprimerende mørkt og trist som dette.
Den store ø havde den gyldne hoppe Saint set fra afstand. Eller måske det havde været en anden? Hun var ikke helt sikker, men hun var i hvert fald endt på denne ø, og havde af en eller anden grund følt for at drage tæt mod øens midte, som desværre havde lagt ret langt inde. Nu hvor hun var kommet så langt var trangen til at vende om vokset til det der virkede som et behov. Hver gang hun lukkede øjnene så hun sandet for sig, følte den lettere lune vind mod sin krop og længtes efter den lille ørkenø hun havde fundet dage forinden. Når hendes øjne blev slået op igen blev hun dog skuffet, for så ville alt blive lige så koldt igen som det i sandhed var.

Med sin spinkle fysik var Saint en af de heste der ikke var bygget til kulde. Hun havde hele sit liv levet i et ørkenlandskab, fyldt med hede og tørke, og hendes krop ville nok aldrig kunne tilpasse sig et miljø som dette. Hendes pels var alt for tynd til at holde vinden ude, og hele hendes krop rystede med frosten. I et forsøg på at holde bare den mindste varme tilbage i sin krop trippede hoppen afsted i en energisk trav, dansende og hoppende, som ville hun kunne modvirke kulden sådan.

[/size]

Volontaire
You don’t know me, and you never will.

Mit mørke og tomme blik, vandre omkring på dette sted, som jeg nu er nået. Min trav fortsætter, og jeg vil gerne bare fremad, uden nogen egentlig grund, eller med noget specielt mål. Nej, bare fremad. Og helst så hurtigt som muligt.
Jeg ønsker ikke at mindes min fortid, eller de sjæle der var omkring mig. Jeg vil bare være alene. Mine hove bevæger sig af sted med voldsomme bevægelser, og det er for at virke endnu mere afvisende end ellers. Jeg vil ingen sjæle have omkring mig. Men jeg er ikke længere alene. For idet jeg lader mine mørke tomme øjne, spejde til siden, ser jeg endnu en gylden hoppe!
Er det her bare mit evige helvede, min straf? Findes der kun gyldne hopper i dette område, bare for at få mig til at mindes min fortid, og mindes den hoppe, jeg slog ihjel, og som også slog mig ihjel? Er det derfor jeg er havnet her, i dette land, fordi jeg skal erkende at jeg har den fortid, jeg nu engang har. Er det mit lod, i dette land? Hun er ej lige så lys som Illana, men stadig gylden. Dog har hun mørk hale, og man, samt aftegn, der bryder den gyldne og lyse facade. Men den lyse krop er der stadig….

I et ryk standser jeg voldsomt op. Mit hoved bliver virret en smule op, og jeg smider et forben hårdt ned i den frosne sne. Mit blik er stift på hende, forfølgende, og vel nærmest med en form for afsky, og alligevel en stor hunger for at nærme mig hende.
Men afskyen og den dårlige samvittighed vinder, og dette gør, at det djævelske i mig, glider frem i mine ellers tomme øjne. En flamme tændes, og jeg forsøger virkelig at holde den nede, slukke den, uden at dræbe den. Mine øre vipper bagud i min nakke, og her står jeg så bare. Med knejst nakke, ørene bagud, og en ’rejst’ ryg for at virke større. Men jeg siger intet. Jeg står bare.

[/blockquote][/size]

Blessed a skin in blazing fuel
Take a bullet in a duel, die another day

[/color][/size]

Kulden var overvældende, overfaldt hele hendes spinkle væsen og satte den i rystelse. Da det ikke hjalp at stoppe kulden der nu havde begravet sig dybt i hendes indre prøvede hun med at stoppe op og slappe af i kroppen. Roligt lukkede hun øjnene i et forsøg på at få hele hendes krop til at løsne, stoppe arbejdet i hendes muskler, men lige lidt hjalp det. Hun blev ved med at spænde op i kroppen når hun troede hun kunne slappe lidt af.

Gennem kulden var det ufatteligt hun stadig mærkede den kuldegysnings lignende følelser der opstod pga. en anden. Denne specielle følelse overfaldt hende altid når nogens øjne hvilede på hende. Hun vidste hun var overvåget fra det øjeblik, og det stak i hende som issyle at have den fornemmelse. Var der noget Saint hadede var det at være overvåget, det gav hende en let følelse af afmagt som hun hadede, fordi hun vidste hun ikke kunne tvinge en anden til at tage øjnene fra hende når den anden var på afstand.
I en hurtig vending fik den gyldne Saint øje på den der vågede over hende. Den anden var en stor grå og lys skikkelse. Selv på afstand var det tydeligt for hende at den anden var en hingst, ganske maskulin og ædel af bygning. Hun fornemmede hvordan hans øjne hvilede direkte på hende, og hun forstod ingen grund til dette nærvær han skabte mellem dem fra afstanden. En kort følelse af kvalme vældede op fra hendes hals og hun bakkede stædigt i et forsøg på at komme længere væk fra den andens overvågende blik. Hvis man kendte den gyldne hoppe ville man vide at denne reaktion var fordi hun hadede opmærksomhed, specielt på denne intense direkte måde som den andens blik stirrede på hende med. Hun ønskede sig alene, for i sneen og det kolde terræn var hun den svage uanset hvad, og igen ønskede hun sig tilbage til den dejlige tilsandede ø hun havde fundet, hendes miljø!

[/size]

What you see depends on what you’re looking for

[/color][/size]

Volontaire

Things I thought I put behind me, haunts my mind[/center][/color][/size][/font]

Denne hoppe, er nu standset op. Og hun kigger imod mig. Vores blikke mødes, og der huer mig ikke. Vrider mine øre helt bagud i nakken, mens de indre dæmoner kæmper for at bryde frem i mig, vride sig ud af min krop, og føre mine kæmpende gener frem i mig. Men jeg nægter. Vrider kort i min nakke, inden jeg så med korte og stive skridt træder nogle skridt imod hende, da hun træder sådan bagud.
Mine muskler er spændt op, især fordi hun ikke slapper af, jeg kan mærke, at jeg gør hende utryg, og dette driver blot mine indre dæmoner endnu mere imod hende. Jeg kan skræmme hende. Skræmme hende væk fra min nærhed. For altid. Men i mit helt indre, kæmper jeg selv en kamp. Jeg ønsker ikke at skade flere, trods de mange stemmer der river og kalder i mit sind. – Men det ville ikke være det rigtige at gøre, ville det vel? At skade hende? I et ordentlig ryk, smider jeg det ene forben frem, og standser så brat op.

Jeg er stadig ikke tæt på hende, overhovedet. Så at angribe hende pludseligt, er ikke noget mulighed. Og det ønsker jeg jo heller ikke, gør jeg vel? Men da jeg igen kigger på hende, og hun virker så nervøs, tændes den vilde flamme i mine øjne, og jeg skal slukke den, for ikke at dette skal ende galt. Slår kort med hovedet, med lukkede øjne, og i nogle split sekunder er alt omkring mig luft. Den lille flamme slukkes, og jeg ser nu atter på hende, med et mere behersket blik. Afstanden er stadig stor, og jeg siger intet. Fjerner blikket fra hende, og træder nogle voldsomme skridt bagud.

I just know there's no escape