Under stjernerne på himmelen

Armageddon
Om jeg egentligt bryder mig mest om et åbent område med masser af plads, eller om jeg synes, det er bedre med en masse skov omkring mig, det ved jeg faktisk ikke helt, og tit synes jeg, at det afhænger af mit humør, og så sandelig også af vejret. Om natten synes jeg ikke, at skoven er sjov, for der er det meget grænseoverskridende at skulle lade skyggerne omgive mig og lægge sig om mig, hvis ikke jeg er opmærksom. Og er månen ikke på himmelen til at lyse på mig, så bliver det i hvert fald en traumatisk nat med mindre søvn, end mine nætter ellers plejer at indeholde. Samtidig føler jeg mig lige så sårbar ude på et åbent område, eftersom at jeg ikke rigtigt kan gemme mig nogen steder. Ja, det er svært at vælge, hvor jeg føler mig bedst tilpas. Men en ting, jeg i hvert fald ved, det er, at jeg godt kan lide farven på det sand, der ligger under mig og omgiver mine hove. Det er meget koldt her til aften, fordi der ikke er en sky på himmelen over mig. Men jeg vil hellere fryse, end at jeg vil være fri for månen, så kulden er bare noget, jeg må overleve. En masse stjerner er blevet tændt på den store, mørke himmel, og sammen med månens lys kaster de et helt særligt skær over sandet, så det nærmest bliver bronzefarvet. Og det er i sandhed en farve, der fascinerer mig. Jeg kan godt lide naturen, så længe naturen også godt kan lide mig, så at sige. Her er stille, og vinden er til mit held sparsom, for ellers ville det være umuligt for mig at holde varmen i min pels, der slet ikke er egnet til vintervejr. Der ligger sne pletvist rundt omkring, og de steder går jeg en stor bue uden om. Det er jo frossent vand… Om jeg er alene her, det er jeg egentligt ikke klar over. Naturligvis er jeg aldrig alene, for med den krig, jeg har med mig selv i mit hoved, kan det hurtigt føles, som om jeg har 12 andre stående omkring mig til at deltage i min indre diskussion. Men jeg er opmærksom. Meget opmærksom, ligesom jeg altid plejer at være det. Min krop er spændt, og ryggen er krummet en smule. Sammen med kulden giver det af og til nogle krampeagtige fornemmelser, som absolut ikke er behagelige. Men sådan er livet nok en gang.

My enemy is you, Emptiness

Hvad var Jaidev, andet end blot kød og blod; alt sammen klasket sammen i en krop, som var blevet hærget af skyggerne? Han var ingen. Kun en bastard, hvis fremtid var forudsagt længe inden han kom til verdenen, og da omverdenen vendte sig mod ham, så han kunne betale prisen for hans faders forræderi, var han nød til at flygte. Flygte ind til de mørke skygger, som i starten lokkede ham, men de var blevet for nærgående, for intense. De hviskede som spøgelser, som fortabte sjæle, som forsøgte at lokke ham om på den anden side. Han havde åbnet op for sine følelser for disse skygger, betroet dem alting, og nu misbrugte de det mod ham. De vidste nøjagtigt hvordan de skulle knække den stolte hingst, hvis facade snart ville blive hans endelig personlighed, mens indret ville blive ædt af en ondskabsfuld dæmon. Måske var han selv en dæmon?

Aldrig havde den ædle hingst betrådt så meget sand før; han var opvokset med skov. Så hver gang han forsøgte at danse frem, som når han dansede med sneen, svigtede sandet og fik ham til at knæle gentagende gange. Det hviskede som skyggerne, det nød at se hvordan hans slanke ben ikke var stærke nok til at holde ham oppe, de hånede ham gennem en hviskende vind, som legesygt strøg gennem sandet og hingstens ravnsorte man. Nej, sandet måtte ikke vinde.
Efter endnu et faldt, rejste Jaidev sig op. Hovedet hævede sig trodsigt i vejret, mens musklerne dunkede under hans tykke pelslag. Her på det åbne område var der ingen buske, ingen træer til at kaste skygger. Han var flygtet fra disse skygger, derfor betrådte han det gyldne sand, som han ej var van til; men det var en prøvelse, en udfordring. Men skyggerne var ikke så lette at slippe af med; de havde forplantet sig i hans tanker, snoede som et tryllebindende net omkring hans sind. De var en del af ham, en del af den alt opslugende dæmon i hans indre.

På trods af at hingsten ønskede at tæmme sandet, måtte han holde pause. Benene hvilede parallel foran hinanden, halsen hvælvede kådt og ørerne vippede sig bagover. De sortnede, tomme øjne spillede et øjeblik af fravær, mens de betragtede sandet. Månen hævede sig stolt bag hans skikkelse, den badede ham med sit sølvskær, mens dens barn, stjernerne, blinkede imødekommende. Men Jaidev ventede sin elskede måne ryggen, for kun at betragte sandet, som bestemt havde en pagt med skyggerne, på trods af de var så langt fra hinanden.
Og så alligevel ikke.

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Armageddon
Naturens vuggevise. Det er den, der i sidste ende altid får mig til at falde hen og blive døsig, når min krop skriger efter søvn til at genoplade bare halvdelen af den store mængde energi, jeg hver dag bruger på at begå mig i denne verden. Og selvom jeg ikke just ”begår” mig i denne verden, bruger jeg alligevel utrolig meget energi på nærmest ingenting. Bare på at stå her og lytte. Være opmærksom på alt det, der omgiver mig. Og selvom trætheden sjældent kan pille mine spændinger fra mig, pille min nervøsitet væk, pille alt det dårlige væk fra mit sind, så er det mig alligevel muligt at nå dertil, hvor jeg bliver i stand til nogenlunde kun at fokusere på de positive ting, som naturen synger om i sin natlige vuggevise. Bølgernes lavmælte brusen et stykke herfra, lyden af sandkorn, der er på flugt. En masse forskellige toner, der får mig til at drømme. Men selv i drømmene er jeg omringet. Skyggerne giver aldrig slip på mig, de lader mig aldrig få fred. Men jeg klarer mig. Det gør jeg da. Det er bare på en måde, jeg ville have sat så langt bort fra mig, hvis jeg havde haft muligheden for det. Og om jeg har denne mulighed, det er muligt at tage op til diskussion – bare ikke med mig selv. Det er absolut spild af tid, og det er efterhånden blevet sjældent, at jeg gider. Og så alligevel ikke. Mmh, det er svært at forklare, så meget kan jeg sige. Efterhånden som minutterne skrider frem, går det dog op for mig, at det ikke kun er naturen, der omgiver mig. En mørk skikkelse, der kun bliver oplyst ganske svagt af månen på grund af skikkelsens mørke farve, bevæger sig rundt i sandet, og det er ikke ligefrem på en stabil og sikker måde. Det ligner, at det er uvant. At det er en indlæring, der ikke er sket. Og jo tættere skikkelsen kommer, jo tydeligere bliver det for mig, at dette er en hingst. Hans støbning kan jeg endnu ikke udtale mig om, da jeg ikke har set ham på nært nok hold. Men ak, ja, en hingst er det dog. Sandt er det dog, når jeg siger, at jeg ikke bekymrer mig så meget om hvad køn den, der står foran mig, bærer. Selvom hopper sjældent har lige så mange muskler at gøre sig godt med, som hingstene har, kan de være lige så ondsindede. Og det er netop deres sind, jeg frygter – ikke deres muskler. Jeg er ikke skabt til alvorlige kampe. Min ædle, spinkle krop er ej heller vant til at gøre sig i kampe. Jovist har jeg muskler, men det er ikke til den brug, og jeg er ej et muskelbundt. Ikke imponerende. Langsomt hæves mit hoved en anelse, og mine ører flappes ud til hver deres side, mens jeg spænder en anelse mere op. Trods min mørke farve er jeg ikke i tvivl om, at han snart vil bemærke min eksistens. Og hvordan vil det så gå?

My enemy is you, Emptiness

Månen rakte sagte ud efter den ædle hingst, den legede med sit sølvskær ovenpå hans maskuline, stærke krop. Længselsfuldt forsøgte den at føre ham op til dans, men Jaidev var ej til at komme i kontakt med denne unge nat, som kun var i gang med at blive født. Han var nemlig fanget i et virvar af uforståelighed. Han var hjemsøgt af skyggerne, som end ikke flygtede fra hans sind, når han forsøgte at forsvinde fra dem. Men de havde mærket ham; de havde foræret ham den mørke, varme pels, som stod i stærk kontrast til nattens mystik. Men lyset havde fundet vej til ham og godtroende som det var, havde det også mærket ham med lange, hvide aftegn. Og det havde skabt had fra skyggerne, som valgte at straffe Jaidev, nu hvor lyset var uundgåeligt og de ej kunne knække det: men Jaidev, det var en helt anden sag. Og magtsyge som de var, forsøgte de at nedbryde de sidste stolte følelser, i form som den indre dæmon.

Den noble hingst havde ingen idé som at bevæg sig længere, i hvert fald ikke lige nu. Nu stod han musestille og afventede sandets næste træk; men snu som de var, hvilede det helt stille under hans hove. Kun enkle gange legede vinden med det, lod sandkornene blande sig og køre opad hans slanke ben, men ellers virkede sandet uskyldigt. Men Jaidev var ej til at narre: sandet var ondt. Såvel som skyggerne. Det var utæmmet, og trods han ønskede at danse med det, ønskede de ej hans selskab. Det var mægtigt og havde nok i sig selv; og måske også de andre sjæle, som forstod sandet. Forstod at danse blandt det, kærtegne det og respektere det; modsat Jaidev som kun forstod at trodse det, krænke det og undgå det. Så som en statue stod han stille; rank og stolt, en silhuet i nattens skumle mørke. Et mørke han elskede, på trods af skyggerne; men i mørket kunne andre ej se hans utallige fejl. Nej, der ville de blot se en skygge – de ville de i hvert fald efter hans eget hoved.

En fremmede lugt ramte pludselig de sensitive næsebor, som kraftigt udspilede sig. Lugten var markant, dominerende og tydelig: en fremmede hingst. Langsomt strakte den mørke hingst mulen fremad, fulgte duftens vej gennem natten, indtil øjnene fangede en fjern skikkelse længere fremme. Skikkelse var på grund af mørke, svær at ane og havde formentligt også en mørk hårpagt. Men Jaidevs mørke øjne var van til mørket, så vågent betragtede de den fremmede vandre, som forstod sig bedre på sandet end ham selv; den fremmede var bestemt en af karakterne nævnt tidligere, nemlig en som forstod at lege, danse og forstå sandet. Langsomt vippede Jaidev sine mandelformede ører til siderne, mens halsen knejste sig op. Han havde egentligt intet mod fremmede hingst; jovist hvis de kom for tæt på hans damer, men ellers var han ligeså mistroisk til dem, som han var til hopperne. Men dog var han måske mere flabet overfor hingste, på grund af sine dominerende gener, som ønskede magt over det samme køn; men i denne ørken var en sårbar, han var et bytte for denne fremmede, så det ville være selvmord at spille Kong Gulerod. Det vidste Jaidev udmærket, så derfor stod han helt stille, med øjnene fængslet på den fremmede, ædle hingst.

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Armageddon
Jeg bevæger mig ikke. Det er jeg nemlig ikke særlig vild med, hvis jeg skal være ærlig. Selvfølgelig kan det til tider være rart at strække benene en smule, hvilket i særdeleshed er vigtigt for mig, fordi mine ben hurtigt kan komme til at give efter for de spændinger, jeg dagligt lægger i dem. Det er jo ikke sundt for musklerne at stå der som et spændt bræt hele dagen lang, det ved jeg da godt. Nogle gange kunne det være rart at pille spændingerne bort. Hvem ved, måske sker det en dag… måske om nogle år… i et par sekunder… Altså, jeg er bare ikke ligesom alle andre hingste, og eftersom at jeg aldrig blander mig i andres foretagende, burde der vel egentligt ikke være nogen, der har problemer med mig. Det er i hvert fald en dybt beklagelig fejltagelse, hvis nogen føler, at jeg blander mig i deres sager. Og lige nu er det i hvert fald svært for mig at sige, hvad den fremmede hingst tænker og mener om mig. Naturligvis er mit spændte, sammenkrympede ydre svært at aflæse på afstand, men jeg ved, at det vil skabe tanker i hans hoved, hvis han har tænkt sig at komme tættere på. Selvom jeg er klar over, hvordan man begår sig i sandet, og selvom jeg ved, at min krop kan bære sig med en naturlig ynde, uden at jeg anstrenger mig det mindste, så er det tydeligt at se, at hingsten derovre ikke pakker sig sammen på samme måde som jeg. Jeg skal ikke kunne udtale mig om hans indre, men lige meget hvad end han skulle indeholde, angriber det ham ikke på samme måde, som mine indre skygger angriber mig. Noget, jeg bemærker, er, at jeg ikke er bange. Og bange er vel egentligt heller ikke et ord, jeg særlig tit bruger til at beskrive, hvordan jeg har det, for det er ikke helt sådan, det er. Om jeg er modig? Det vil jeg ikke afgøre på forhånd, for hvorfor skulle det være en umulighed? Ja, okay, nu bliver jeg for optimistisk, tror jeg. Men i hvert fald, så frygter jeg ikke denne hingst. Jeg er som sædvanlig anspændt og nervøs, og da han stopper op, krummer jeg ryggen en smule mere. Jeg bemærker, at han har fået øje på mig, og at hans blik er fastlagt mod mig. Lige så er mine fastlagt mod ham. Tre af hans slanke ben er hvide, lige såvel som 3 af mine. Efterhånden som mit blik har vænnet sig til at fokusere på noget i mørket, er jeg efterhånden begyndt at kunne se bedre. Hans farve afviger fra min, trods den også er brun. Mine ører vipper en anelse rundt, mens jeg anspændt afventer, hvad det her kan blive til. Jeg kender ikke til hans iver for selskab, jeg ved ikke hvordan han har det med fremmede. Især ikke når den fremmede er en hingst, for jeg ved, at det kan veksle meget fra personlighed til personlighed. Jeg kan godt mærke, at en let panikfølelse begynder at snige sig ind på mig, simpelthen fordi jeg ikke er klar over, om vi bare skal stå her på afstand og kigge på hinanden, eller om han har andet for. Men hvad andet er der egentligt at gøre, end bare at blive stående her og vente og se, hvad der sker?

Solving mysteries

Dette gyldne sand som hans hove trådte igennem, skræmte på en måde Jaidev. Hvordan kunne de være så meget i stand til at knække ham fuldstændig på så kort tid? Det var et mysterium, hvor han ej kunne finde løsningen. Et spil som han havde tabt, hvor sandet var den hoverende vinder. Sandet var hans fjende, når det som slanger hvislede omkring hans slanke ben, som ikke var i stand til at byde sandet op til dans. Mulen spidsede sig op, mens øjnene kneb sig halvt i. Den ædle hingst brød sig om at blive tæmmet af sandet; han var en fri sjæl, en vild sjæl som var fanget i denne ubrugelige krop, som ikke duede til at spadsere gennem noget så enkelt som sand. Kroppen var ikke blevet belært det, den var ikke opvokset med det, og derfor var det fremmede og ukendt – og egentligt en smule mere skræmmende end skyggernes hvisken.

Øjnene hvilede hele tiden mod den fremmede skikkelse i det fjerne, ikke mere end en silhuet var der. Trods øjnene kendte mørket og vidste hvordan man skulle se igennem det, så svigtede de ham et øjeblik. For månens legesyge lys badede Jaidev, hele tiden for at lokke ham med ud og danse, og derfor følte den unge hingst sig fuldt bespottet. Men månens klare lys rakte ikke nær så grådigt frem mod den fremmede hingst, som forholdte sig helt stille længere fremme, hvilket gjord Jaidevs mulighed for at betragte ham, vanskelige. Men han nået at opfange noget: nemlig at denne hingst var en sand ørkenvandre, som forstod sandets endeløse mysterier. Et dybt, hingstet brum forlod den silkebløde mule, som gav et svagt ryk fra sig. Han var ufattelig sårbar, fordi han ej kunne flygte gennem sandet. Han var simpelthen fanget af denne ædle hingst, som stod længere fremme i sin prægtighed. Ørerne sneg sig langsomt fremad, de blev tiltrukket af nysgerrigheden og for at finde ud af hvad det nu også var for en sjæl, og da han den egentligt fremmede ikke havde udvist nogen former for fjendtlighed, så forblev ørerne fremadrettet.

Den ravnsorte hale viftede anspændt, næsten mekanisk over de slanke bagben, mens øjnene var fængslet på silhuetten, hvis karakteristiske lugt hang omkring Jaidevs sensitive næsebor. Han frygtede ej det fremmede, ej det ukendte, så derfor frygtede han ej denne hingst lige nu. Men han vidste ikke hvad den fremmede havde i tankerne, for denne hingst var stærkere i sandet end Jaidev, og derfor måtte han være ekstra vågen. Han havde ej i sinde at nærmere sig, for han vidste at grunden under ham ville svigte, så han følte sig ikke klar til at røre sin krop, der var frosset fast som en statue. Nej, det eneste han foretog sig var, at læne kroppen en anelse fremad, vippe ørerne på stilke og vente på om denne hingst ville komme nærmere.
Eller blot passere.

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Armageddon
Jeg kan da godt fornemme, at hingsten med de slanke ben ikke er vant til at færdes i ørknens barske og ustabile underlag. Jeg tvivler på, at det skyldes mangel på muskler i hans ben, for jeg kan, selv på afstand, fornemme, at han ikke er muskuløs. For jo, det er da hårdt at bevæge sig gennem sandet. Det kræver en hel del balance, udholdenhed og kræfter, især hvis det skal gå stærkt. Jeg kan huske mit første møde med sandet, fra da jeg var ganske ung. Det var ej let, men det var noget, man var nødt til at vænne sig til, hvis man skulle kunne begå sig. At den fremmede hingst endnu ikke er i stand til at beherske sine ben fuldstændigt i sandet, det fortæller mig ikke andet, end at han ikke er vant til det. Det fortæller mig ikke noget om hans indre, kun hans ydre. Men jeg står stadigvæk her på et par meters afstand med mine egne hove begravet i sandet. Ganske stille løfter jeg den ene forhov, da jeg føler, at den er blevet trukket for langt ned – det siger også noget om, at jeg har stået stille her en anelse for længe. Jeg holder mit blik rettet mod ham for at holde øje med hans handlinger. Han lægger ikke op til noget, og positivt nok virker det ikke, som om han finder mig truende, men det var jo bestemt heller ikke min mening. Vinden tager af og til en smule til med nogle kraftige vindstød, hvorefter det aftager en smule igen. Flere tusinde sandkorn tager en rejse med vinden for at lande på nye, ukendte kanter, alt imens de hvisler i kor i en sælsom harmoni. Min hale bliver uheldigvis også blæst ind mellem mine bagben en af gangene, og dette får mig til at krumme mig voldsomt sammen, mens jeg med store bevægelser springer frem i en dansende trav for at komme bort fra vinden, ganske enkelt på grund af et lille panikanfald og forskrækkelse. Trods sandet bevæger jeg mig med en naturlig elegance, som dog bliver afskærmet en smule på grund af den stivhed, der sidder overalt i mig. Jeg stopper brat op igen, og jeg opdager, at afstanden mellem os er blevet en smule mindre, selvom jeg hovedsageligt har bevæget mig skråt – bare ikke nok til at komme længere væk. Men jeg føler ikke, jeg er for tæt på – jeg føler ikke, at mit personlige rum bliver brudt. Tværtimod. Den fremmede vækker nysgerrigheden i mig, og da jeg atter står stille, lader jeg mit hoved hæve sig en smule, hvorefter jeg knejser nakken ganske let. Mine ører er vippet til hver deres side, mens jeg holder mit blik på ham. Der er ikke et eneste tegn på nervøsitet i mine øjne, selvom min krop ikke udstråler andet. Hvad er han for en? Hvem er han?

What do you see?

[/center]

Sekunder stod stille. Selv vinden virkede til at holde vejret i den spænding, der var mellem de to hingste. Kun få gange lod vinden til at lege med de utallige sandkorn, som legesygt fygede omkring, for blot at lande et nyt, ukendt sted. Var Jaidev et sandkorn, som vinden legede med, for at lade ham lande et ukendt sted – var det forklaring på hans rejse? Mulen lavede en svag rynke, mens næseborende udstødte et dæmpet fnys. Øjnene var ej meget for at forlade den fremmede, men alligevel skævede de sortnede øjne længselsfuldt op mod den mægtige sølvhvide måne som – efter Jaidevs hoved – smilede opmuntrende og imødekommende til ham. Som svar til månens usynlig smil, prustede han let ud, så hans tåget ånde dansede omkring den silkebløde mule, og atter fandt øjnene den fremmede.

Normalt stod den mørke hingst ikke stille i sandet i længere tid ad gangen; han forsøgte gang på gang at bevæge sig gennem det, kæmpe mod det, forsøge at beherske sine bevægelser. Men nu stod han helt stille, som en statue stod han. Men det betød også at de legesyge sandkorn for længst havde dækket hans hove. Næseborende dirrede svagt, idet han lænede sig langsomt fremad, for at vække sine spændte muskler, og måske for at røre på sig; tænk nu hvis sandet var som kviksand, og det pludselig ville æde ham?
Opmærksomheden var et øjeblik fjernet fra den fremmede, men pludselig kom den fremmede nærmere. Jaidev gjord et kort, forskrækket glip med den muskuløse, mørke krop, inden han slog advarende med det velformede hoved. Ville den fremmede angribe nu, nu hvor han kom travende? Fjendskaben boblede i takt med hadet til sandet, hvilket fik Jaidev til at kaste et forben fremad, og som ramte hårdt ned i det hvislende sand, som et øjeblik strøg til side. Næseborende udsendte et hårdt fnys til den fremmede, mens øjnene kneb sig kortvarigt i. Den fremmede bevægede sig med så tydelig elegance, at han måtte vide hemmeligheden bag sandet og sandets ønske. Han kunne med lethed overvinde Jaidev i sandet, hvilket var grund til Jaidevs fjendtlige reaktion.

Den fremmede hingst var dog ikke kommet nærmere. Hvorfor han havde bevæget sig som han gjord, var en gåde. Men det vækkede også en brændende nysgerrighed. Hvorfor bevægede den fremmede sig – uden at angribe? Med lethed gled hovedet på skrå, mens ørerne sagte strakte sig fremad. Mørket var tungt og dunkelt omkring dem, men månens lys formåede alligevel at kaste et skær på den fremmede, som mest lignede en sort silhuet som dansede i sandet, som en sand ørkenvandre. Hvorfor ville den fremmede tolke den mørke hingst flygtige reaktion; ville han finde ham farligt og fjendtlig?
En dæmpet, men dyb og mørk brummen nynnede lavt fra Jaidev. Men han var overbevidst om at den fremmede kunne høre den, hvis han da lyttede. Halsen bøjede sig svagt sammen, mens mulen spidsede sig i enden, alt mens hans brum fyldte lyden mellem dem. Et kort øjeblik fangede blikket hovene, som atter var begravet under det tunge, bronzefarvet sand.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

[ /Jaidev out. ]