Det var en mørk og stormfuld aften..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Kulden havde taget fat, og endelig havde han fundet ly. Denne grotte i det store bjergpas, var perfekt lige nu. Stormen udenfor var langt fra barmhjertig, og sneen virvlede så tæt, at det var svært at se noget som helst. Som en tyk tåge udenfor, virvlede de mange store snefnug rundt, da Djange nu så ud af grotten. Han stod nu selv langt nok ikke i grotten til, at han ikke stod på sne længere med sine hove. Djange rynkede mulen svagt og rystede på hele sin krop, hvor sneen havde ligget tykt over hans vinterpels. Han var en smule kold, men det var intet i forhold til hans krystalblå øjne der koldt stirrede ud i snestormen, passivt; mens hans tanker for igennem hans sind. Hans spor herhen til hulen, var allerede godt på vej til at blive dækket til igen..

Kulden var skærende og det havde fået selv den ellers meget solide hoppe til at søge ly. Hun holdte sig i bevægelse så hun ikke lod sig falde hen. Hun lod de isblå øjne glide søgende omkring efter ly, men sneen gjorde det svært for hende at se langt. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde mødt sådan en kulde. Jo da hun kun var ganske spæd og de måtte søge væk for ikke at 'dø'. Måske var det fordi hun var dødelig nu at hun kunne mærke kulden og faktummet af hun ikke havde sat vinterpels fordi behovet aldrig havde været der. Hun så en grotte og søgte mod den. Da hun betrådte det indre stoppede hun op med et fnys og stirrede intenst ind mod den mørke silhuette hun havde fået øje på længere inde i dybet. Hun brummede feminint, mens hendes øjne forblev intense.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Sneen der virvlede tæt udenfor, i den stormende vind. Men en silhuette i sneens tætte virvlende dans udenfor grotten kom til syne, og før Djange kunne sætte ansigt på den spinkle hest der nærmede sig, og betrådte grottens tryghed, kunne en duft nu svagt anes. Duften af en svagelig bellisblomst strejfede Djanges lyserøde næseborer der allerede nu var rynket skeptisk, mens ørene lå hårdt tilbage i nakken og de krystalblå øjne så meget afventende imod skikkelsen. De gik dog hurtigt op for Djange hvem denne skikkelse var, der nu var i samme grotte om han selv. Djange trådte standhaftigt frem, så lyset svagt kunne kastes på ham, ude fra, og han ville afsløre sin identitet her i grotten.

”Midnight Myth..”
Lød Djanges stemme blot hæst og intenst konstaterende af hoppens pludselige tilstedeværelse i hans ind til nu ret så ensomme grotte

Hoppen genkendte straks den intense og hæse stemme, som den spraglede hingsts. Hun trådte frem mod ham, da hun så ham i lyset og nikkede let. Djange som han hed havde også fundet ly i denne grotte og Myth antog at dette var en af disse øer han holdte til på. Hun stoppede foran ham, udenfor rækkevide og tog sine forholdsregler. Hendes sorte spinkle krop skælvede let i kulden og hun så let på hingsten og hans vinterpels. Hun misundede ham. Nu var dilemmaet blot. Skulle hun stole på hingsten, eller vandre videre. Myth trak kort på skulderne inden hun passerede hingsten tavst dog med en svag feminin brummen som hilsen til ham. Hun vandrede videre ind grotten inden hun fandt et tilpas lag mos, hvor hun så lod sig glide ned i. Hun holdte dog øjnene opmærksomt på hingsten, hvis han nu skulle blive arrig. For selvom den unge hingst havde været høflig så vidste man aldrig med de fremmede.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange blev stående i den stive og ranke holdning, og lod sine krystalblå øjne søge hendes isblå; med det direkte og lidt tomme blik. Hoppen skælvede en smule, det var et eller andet sted klart med den fine og tynde pels. Djange rynkede stille på mulen, da hun nærmede sig mere og mere, men da passerede ham. Hendes feminine brummen, gav genlyd fra Djange selv da en kortvarig svagt hæs brummen lød. Han så da efter hende, som hun så småt faldt i et med mørket. Han kunne høre hun lagde sig ned. Men han holdte nu blikket udadtil. For hvem vidste hvilke farer der kunne dukke op i grottens åbning. Djange lyttede til sit eget og hoppens åndedræt, forinden han brød stilheden. Vel også en måde at teste på om hun ikke var i færd med at snige sig ind på ham, selvom han ikke skulle mene det, udfra at han jo trods af alt lyttede opmærksomt på hende.

”Hvad laver De egentlig her i bjergende, alene?”
Lød Djanges hæse og intense stemme så, henvendt til Myth, trods han holdte det tomme blik stift rettet ud imod den faldne og virvlende sne.

Hun så på den unge hingst og smilte vagt til ham. Hun antog nu efterhånden at han ej ville hende noget ondt, men samtidigt stadig var mistænksom overfor hende. Han var dygtig og vagtsom det måtte hun give ham. Hun brummede let til den spraglede hingst inden hun lyttede opmærksomt til hans spørgsmål.

" Jeg ville blot undersøge området, men jeg er også vandt til at vandre alene. Hvad med dig Djange? "

Spurgte hun nu roligt og skuttede sig lidt selvom det var ved at hjælpe på det. Hun afventede nu hans svar.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppens stemme lød fra mørket bag ham, og han gendannede sig et billede i sit hoved af hoppens ansigt der talte, for han holdte sit blik udadtil; vagtsomt ud i den virvlende snestorm. Hoppens stemme afsluttede stemmen, og Djange lod en rynke blegnes let. Inden han missede svagt med øjnene, kort undrende selv. En enspænder som ham selv? Djange nikkede kortvarigt, blot for at understrege at han havde godtaget at hun vandrede alene.

”Det er godt og vel mit hjem nu. Siden jeg kom her til, har jeg holdt til i disse bjerge.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, informerende. Uden at virke indbydende, for hun skulle ikke tro at det var en præsentation af hans ydmyge hjem denne forklaring, måske var det en advarsel; om at hun ej skulle bryde sig om at komme rendende hele tiden? Hvem vidste, end ikke Djange selv..

Myth løftede hovedet og vippede let med det mandelformede ører. Hun lyttede til hans intense stemmer og følte at hingsten ej ønskede selskab og at dette var hans hule og kun hans. Hun lagde kort ørerne og rejste sig op. Hun havde fanget en fært. Færten af sig selv og bemærkede ændringen. Derfor vandrede hun mod hulens åbning og så sig kort over skuldren og kastede et sidste blik til Djange, inden hun begav sig ud i det stormfulde og snerige vejr. Hun pustede let og hun begav sig længere op af bjerget ad den lille sti der dog var meget smal i tilsneet. Men Myth var sikker på benene.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

En svag skramlen opfangede Djanges lydige øre, da hoppen vidst rejste sig. Hun nærmede sig, og Djange trykkede ørene en smule afventende, mon hun ville ham noget? Han rynkede skeptisk på den lyserøde mule, inden da en typisk duft ham i luften omkring dem. Duften måtte tilhører Myth, og Djange fnøs kort og lydløst ud. Vigende fra duften, for at understrege for sig selv at han ej ville påvirke, selvom han godt selv vidste han inderst inde ville. Den smukke sorte bevægede sig lydløst forbi ham, og Djange missede de krystalblå øjne sammen, skeptisk, undrende over hun forlad ham nu. Hun små stoppede i åbningen af grotten ud til snestormen, og kastede et blik på Djange, der kort åbnede mulen spørgende.

”Myth?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst lavmældt, spørgende, men ej i en uvidende og bedende stemme. Hun fortsatte da, og Djange trådte blot et par skridt længere tilbage ind i grotten, mens han betragtede hendes hovslag i sneen, forsvinde hurtigt.

[OUT]