Watchful eyes

Vinden suste over det åbne område, men ikke i så voldsom grad som det tidligere havde gjort. Dog gjorde det forholdene lidt køligere at befinde sig i, men dette tog den spraglede hingst som vandrede afsted sig ikke af. Han sørgede blot for at holde sig varm med konstant at holde sig igang. Han var igang med at udforske dette nye land han var ufrivilligt var ankommet til. Et eller andet skulle han give sig til og det var altid en fordel at kende sit område. Han satte frem i en rytmisk trav med let knejset nakke som han let dansede afsted over det åbne landskab, som stadig var med nærring. Han kastede med hovedet og fnyste lettere bittert ud i den kolde vinternat. Han var stadig irritabel over at være så svækket, og nu også over hans moder var blevet hentet hertil og han ikke kendte hans broders skæbne og egentlig blot havde været ude af stand til at gøre noget. Faktisk boblede raseriet indvendigt, men Mindraper var typen der vendte sin vrede udaf, men havde den gemt under overfladen og brugte den til at nedbryde dem han ønskede at hævne sig på. Dette var dog ikke en fordel i længden da vreden nu kunne hobe sig op. Han måtte finde en måde at komme af med denne indebrændende følelse.

Illana, den gyldne, stod sammenputtet under nogle træer, der forsøgte at afskærme for vinden; vinden, som den gyldne hoppe ikke brød sig om. Nok havde hun en vinterpels, der skulle kunne holde hende varm, men når vinden ligeså brød igennem den ikke så lange, men tætte pels, ja så var det svært. Hun havde været langt omkring på denne dag, men hendes sind havde opgivet at finde bedre læ, end det som hendes krop nu stod ved, hvor vinden endnu nåede hende. Selv når den gyldne hoppe holdte sig i gang, ude i vinden, var det hende for koldt at komme rundt. Derfor stod hun nu, stillestående, under disse træer, i håb om at vinden snart ville løje af. Alt imens den gyldne hoppe stod her, i sine egne tanker, fik hendes blik pludselig fanget en skikkelse på engen, der bevægede sig. Ude i blæsten, hvor kulden var for hård for den gyldne på denne dag, bevægede den spraglede Mindraper sig. Han lignede en, der ledte efter noget; måske noget at tage sig til. Hans udtryk var frembrasende, måske vel negativt ladet, men den gyldne kendte ej nok til denne hingst, til at kunne fastslå helt præcist hvad det var, den spraglede hingst lod til at ville med sin færden. Illana hævede hovedet en anelse, hvorefter hun vippede ørene lyttende imod ham; på afstand betragtede hun ham, mens han fortsatte sin gang ude i blæsten.

Ej havde den spraglede hingst taget notis af den gyldne hoppe som stod stille og iagttog ham. Med en voldsomt, men ikke mindst kraftful bevægelse sprang han frem i en frembusende og rytmisk galop med store rummelige skridt. Han blottede tænderne og kastede med hovedet i en voldsom bevægelse. De gule øjne lyste næsten intenst i mørket og han blottede tænderne og snappede ud i luften. Derpå fik han færten af den gyldne hoppe og spottede hende ud af øjenkrogen. Han stoppede glidende op, og lod sine stærke bagben sende ham op i luften i et stejl, mens han fægtede med forbenene hvor han derefter spinnede, så han stod med fronten mod den gyldne hoppe. Hun havde fanget ham i det øjeblik hvor han havde ladet noget af dampen komme ud. Øjenen var intense, mindre venlige, men stadig rolige. Han satte kursen mod hende i en elegant trav og dansende trav. Ørerne var vippet bagud, men langt fra var hans holdning truende. Han stoppede så foran den gyldne hoppe med et tungt åndedrag og strakte sin mule frem mod hendes for at byde op til endnu en dans.

Illana, den gyldne, hvis krop stod og gemte sig. I læ fra de store træer, beskuede noget interesseret de krumspring som den spraglede Mindraper udførte. Det lod til at han besad en del indebrændt energi, som han skulle ud med; måske vrede over denne verden omkring ham, som Illana jo vidste, at han ikke var helt tilfreds med? Måske fordi at han endnu følte sig frarøvet sin identitet? Eller måske, ja måske, havde han mødt sin moder, som Illana ligeså havde? Illana prustede sagte, hvorefter hun vippede ørene helt frem. Mindraper havde spottet hende, og snart var han på vej imod den gyldne hoppe. Hans attitude var måske truende i første øjekast, men da mørket fjernede sig fra ham, var det tydeligt at han ej var hende truende. Da han nåede frem til hende, rakte hans sin mule til hende, bød hende op; og Illana accepterede. Hun lod sin mule strejfe hans, hvorefter hun krummede sig ud fra sit læ med kvikke skridt, med en elegance der var så naturlig og adræt, som en hjort. Hun hævede hovedet op med et lille fnys, henvendt til den kolde vind, hvorefter hun drejede om sig selv og indfandt sig ved Mindraper’s side. Hun sagde intet, men nikkede til den spraglede hingst, som tegn på at hun havde accepteret hans påbud. Dog var det ganske tydeligt at den gyldne hoppe frøs herude i vinden, der ej holdt sig tilbage for at klamre sig om deres kroppe. Men mon en dans kunne lave om på det?

Det var en mindre sejr for den spraglede hingst da hoppen accepterede hans anmodning. Da hun indfandt sig ved hans side knejsede han stolt i nakken og udstødte en meget dæmpet brummen, som var dyb og maskulin. Han lod sin mule stryge flygtigt over hans gyldne ryg, inden han trådte et skridt til siden og vendte fronten mod hende. Ingen følelser var at se i hans øjne eller udtryk, men blot intensiteten der osede ud af ham. Han trippede let på stedet i en yndig piaff. Inden han stod stille, spillede med de få muskler han havde og strakte mulen mod hendes og pustede hende i næseborene. Han bakkede så igen og rejste sig halvvejs på bagbenene, dog slet ikke så voldsomt omkring hoppen. Han behandlede hende som var hun et stykke delikat procelæn.

Illana, den gyldne, lod en sitren skyde gennem sin krop, da Mindraper berørte hende over ryggen, alt imens hun trådte an ved hans side. Da hun så havde indfundet sig, lod Mindraper fronten vendes imod hende og øjnene mødes. Hans blik, de gule øjne, var ganske intense, men uden følelser. I hvert fald ikke som den gyldne kunne se; men hun var sikker på, at der gemte sig nogen, under det tomme ydre. Hans energi niveau havde endnu ikke forladt ham, og da han endte med et hoppe let omkring den gyldne, slog hun hovedet en smule iltert i vejret et par gange, hvorefter hun satte fremad i en yndefuld trav, ind på en stor cirkel om denne Mindraper, hvis faktisk ret nænsomme attitude, overfor den gyldne hoppe, havde fanget hendes opmærksomhed. Hun lod blikket flade imod hingsten, hvis spraglede krop endnu udstrålede så megen energi, at det helt smittede af på den frysende Illana, der nu havde valgt bevægelsen, som en mulighed, for at holde varmen; selvom det endnu ikke var helt nok.

Hans skridt var dansende som han holdte trit med hoppen. Han ramte hendes elegante takt og rytme og følte sig ualmindelig elegant og yndefuld. Han knejsede i hans nakke og intensiteten spillede i hans øjne. Han nød rent faktisk at bevæge sig på denne måde. At komme ud med energien med denne positive indstilling. Han kastede lettere befrit med hovedet så de store mørke og ikke mindst tykke lokker dansede omkring hans spraglede pels og gule øjne. Det var koldt ja, men med danne dans ville de to sjæle nok snart finde varme i hinandens selskab, selvom du aldrig fik MIndraper til at indrømme sådanne ting. Han holdte kort an for at se hvordan den gyldne hoppe tog sig ud. Noget der mindede om et meget svagt og veltilfredst smil spillede over hans mule og han brummede maskulint, inden han atter fortsatte sin dans.

Illana, den gyldne, bevægede sig omkring den kåde Mindraper, som helt forundrede den gyldne; den før indelukkede og let arrige hingst, havde nu en helt anden aura over sig; en hingstet attitude, der dog hverken søgte dominans eller krævede opmærksomhed. Han var blot Mindraper, en hingst med en utrolig energi, der nu dansede med den gyldne. Da han sluttede sig til hende i deres dans, var hans bevægelser spektakulære; han dansede i sandhed på lige fod med Illana. Da hans bevægelser selv stoppede en anelse, fortsatte Illana med fornyet energi; hendes bevægelser var store og rummelige, elastiske og smidige. Hun svævede nærmest af sted i en kontrolleret, naturlig dans, som kun hun kunne. Hun skævede til Mindraper og lod mulen søge højere op, inden hun udtrykte sig i et kort prust; hvilket viste at hun endnu var let utilpas ved kulden, men alligevel fandt det rart at bevæge sig og genvinde blot en smule varme. Derpå slog hun over i en springende galop og snævrede sin cirkel omkring den spraglede Mindraper lidt ind; hun søgte ham igen og lod sin galop blive mere og mere samlet, nu tættere hun kom.

Han følte sig et kort øjeblik betaget af hoppens dans, inden han kort rystede på hovedet for at komme bort fra disse tanker. Mindraper var ej typen der lod sig henføre i noget sådant. Han pustede sig let op og vippede med ørerne. Han havde sin tomme facade der dog sprudlede med energi for hingsten var ung og havde også som alle andre et behov for at komme af med denne energi. Han sluttede sig atter til den gyldne hoppe der galoperede omkring ham i cirkler. Han lod næsten alt sin vægt glide om på bagpartiet i det han samlede sig i sådan en velbalanceret holdning så selv den fineste dressurhest var ved at blive grøn af misundelse. Der lod han sin forpart dreje omkring i takt med at hoppen galoperede omkring ham. Han brugte hans bagpart til dreje ham selv og musklerne spillede under hans spraglede vinterpels. Han prustede svagt og om dette var anstrengelse eller velbehag var ikke til at vide for hans øjne afslørede intet.

Illana, hvis krop bevægede sig med stor ynde, lod blikket glide imod Mindraper. Hans bevægelser var i sandhed af høj kvalitet; han brugte sig, på en måde den gyldne ellers ej så blandt sjæle der levede i disse omgivelser; han dansede virkelig og nu ved siden af den gyldne. Hun lod hovedet løftes let og sine ben løftes endnu højere, mens hun gradvist sænkede tempoet, ned til en sirlig og yndefuld trav. Og dette tog da på den gyldnes energi, men hun nød det. Hun lod et lille nap falde imod Mindraper, der endnu overraskede hende med sin attitude. Hun havde aldrig gættet, hverken ud fra hendes første møde med ham, eller det hun havde med hans moder, at hun ville blive i stand til at danse, side om side med denne hingst, i en intens dans. Derpå slog hun hovedet let til siden og sprang i en samlet galop fremad; for at rette cirklen ud og søge længere ud i vinden. Selvom den var bidende kold, måtte hun igennem den, for at søge læ senere; men ville Mindraper følge hende over engen i den spektakulære dans de to udførte sammen?

Han kastede med hovedet som han iagttog hende med de gule øjne. Han stoppede op for at få vejret i det hun satte i denne meget elegante trav og han lod sine øjne følge hende. Den isende vind bragte en duft med sig. En duft som var lokkende og tiltrækkende og normalt så ville de fleste hingste allerede der miste forstanden, men Mindraper havde aldrig mistet kontrollen og havde derfor ingen afkom i denne verden og derfor havde duften kun den effekt at hans dans blev mere intens end ellers. Hoppen satte afsted i galop og han fulgte trop. Hans skridt var store og rummelige og hans lille korte krop kom hurtigt op i fart. Nakken blev knejset og hans prustede rytmisk til hans bevægelser. En tæt klynge træer, der næsten kunne kaldes et krat kom til syne foran dem, og der satte Mindraper kursen mod. Han skævede kort til den gyldne for at se om hun fulgte.

Illana,]den gyldne, hvis krop allerede befandt sig i en samlet galop, lod ørene vippes bagud, lyttende, efter den guløjede hingst. Snart kom han da, i ganske god fart op ved den gyldne og satte derefter kursen. Illana, hvis bevægelser endnu var elegante og rummelige, øgede tempoet en smule for at tilpasse sig til hans intense bevægelser, der havde fundet et mål. Illana lagde sig ind lige bag den spralgede hingst, med det formål at følge ham derhen, hvor ha nu var på vej hen. En klynge af træer, som måske kunne give de to sjæle noget læ for den isnende vind, der skar igennem pelsen på den gyldne hoppe; selvom hendes pels da var tilegnet til at holde hende varm. På sådanne dage, som denne, var det dog svært for hende, da pelsen var ganske kort og tæt, og ej lang. Derfor isolerede den ikke så meget. Alt imens Illana bevægede sig bag Mindraper, lod hun et lille nap falde imod hans bagpart, for at fortælle ham at hun skam fulgte med; det skulle han ikke betvivle.

Da hun nappede ham i bagpartiet var han af ren refleks tæt på at lade sine baghove placeres i hendes hovede og derfor skete der et svagt hop med bagpartiet, men han nåede at kontrollere sine handlinger. Han stoppede ved træerne og knejsede i nakken, mens han lod blikket glide tilbage på den gyldne hoppe. Han veg kort til siden for at hun kunne komme til. Disse træer gav god læ, da krattet også var tæt. Han prustede let uden man kunne vide om det var veltilpast for hans udtryk var stadig tomt.
Hans holdning var dog afventende på hoppens næste trin og alt i mens lod han blot duften af hende vende i hovedet. Det samme skete med den anden duft fra hende, men disse drifter blev slået ned at hans store selvkontrol. Men hoppen var også ham overlegen, så der var ingen fare forude.

Illana, den gyldne, som havde nappet efter den spralgede Mindraper, måtte tage hovedet til sig straks igen; den spraglede hun truede med et udfald, han dog holdt tilbage, og her læret den gyldne endnu en grænse hos den spraglede hingst. Selvom hun kun havde gjort det, for at bekræfte hun fulgte ham, ja, så var det en grænse hun havde overtrådt, som hun ikke burde. Da de to sjæle nåede frem til læet, bestående af en klynge træer, gjorde Mindraper plads til den gyldne hoppe. Hun trådte derpå ind i læ, lod sit hoved sænkes og et prust forlade hendes mule. Selvom vinden kunne bugte sig gennem træerne, gav de god læ alligevel, og en lettende fornemmelse gled over Illana, der ellers havde brugt det meste af tiden, denen dag, på at fryse. Illene lod derpå sit blik ramme de gule øjne som Mindraper besad; han så afventede ud, som ville han lade det være op til den gyldne selv at bestemme slagtes gang herefter. Hun smilede kort, hvorefter hun lod sin mule forme nogle få ord.

,,Mindraper, det er godt at se dig igen. Hvordan har dine dage været, siden vore sidste møde?”

Han prustede let og rystede sig en omgang inden han så på den gyldne hoppe. Han trådte hen til hende og svarede ikke lige umiddelbart på hendes spørgsmål. Han lod blot hans mule glideflygtigt over hendes skulder. Han brummede maskulint i en kort stund inden han trådte et skridt til siden og beherskede sig selv. Hans blik var stadig tomt og han fnyste svagt for at få duften af hende væk fra næseborene. Mindraper havde let ved at berherske sig selv, men hendes brunst gjorde det sværre.

" Det går fint.. "

Var det eneste der lød fra ham. Han gav ej megen info fra sig og han var meget hemmelighedsfuld. Den spraglede vidste godt af den gyldne havde mødt hans moder, og derfor holdte han kortene tættere end normalt, for han vidste ikke hvor meget hun vidste om ham og hans opvækst.