Watchful eyes

Illana, den gyldne, lod kort blikket glide ud på den verden af græs og træer, som vinden lige pt. Herskede over. Hun brød sig som sådan ganske fint om vinden; men når den brølede som den gjorde denne dag, kunne det let blive for meget for den gyldne. Hun lod da sit blik vende tilbage til Mindraper der havde hørt hendes spørgsmål, som hun havde vovet at stille. Hans attitude var endnu hingstet og mere positiv end ved første øjekast; og det fik Illana til at smile indvendigt. Dog virkede han ligeså en smule mere distanceret i sin tale og væremåde, end førhen; og hvad dette var grundlagt, vidste Illana ikke. Hun prustede dæmpet og lod ørene glide nysgerrigt fremad imod Mindraper. Hans svar var kort og kontant, men det gav Illana en formodning om at alt gik ham godt. Hun nikkede derpå og smilede så. Hun lod sine øjne betragte hans gule og kolde øjne kort, hvorefter hun slog blikket væk. Hun kunne tyde på hans væremåde og reaktioner, at han ikke ønskede hun snagede i hans sind; og derpå lod hun det være op til ham at føre slagets gang.

Mindraper stod og stirrede ud i luften. Hans tanker var mange og han skævede kort til hoppen. Han indhalerede duften af hende og lod den vende. Jo han kendte godt til denne duft af brunst. Aldrig havde han dog ladet sig drage så vidt at han ville bedække en hoppe. Det var ikke hans stil. Så lavt ville han ikke synke og det ville være besværligt med så mange afkom omkring. Dog gjorde duften ham mere opstemt og udadvendt fysisk, man var jo hingst. Hans mule søgte hoppens hals som han så begyndte at gnubbe ganske svagt og distanceret. Hans øjne var stadig tomme, men han var ikke sadistisk i sin gnubben. Nej han masserede blidt hendes hud med hans tænder. Dog stod han med halsen strakt, hvis hun skulle sige fra.

Illana, den gyldne, der nu stod ved Mindrapers side i læ for den hæslige vind, der skar helt ind til benet på den gyldne, lod sin mule mimres let og forundret. Den spralgede hingst, der ellers havde afvist enhver form for tættere kontakt, lod pludselig sin mule søge fremad og berøre den gyldne på skulderen. Nok holdt han pæn afstand, og kun ved brug af sin lange og muskuløse hals, kunne han nå hende; den gyldne lod sit blik møde hans, men ej så hun afvisende ud, nej. At han ønskede denne kontakt, var blot et tegn til den gyldne; eller det troede hun i hvert fald. Hun prustede dæmpet og lod sin hals sænkes en smule, for at vise ham at hans berøring var godtaget; at hun nød den. Det var også ganske tydeligt på den spraglede hingst, at han vovede over hver enkel bevægelse Illana gjorde sig. Han havde nemlig ikke trådt hende fysisk nærmere, men derimod havde han strukket sin hals, så han nemt kunne vende tilbage til udgangspunktet hvis Illana ikke tillod. Hans gnubben fik Illana til at mimre sagligt med mulen, hvorefter hun langsom drejede sit hoved, for at gengælde den gestus han gjorde hende, hvis hun da måtte.

Han lod et let gip komme fra hans krop da hendes mule nu berørte hans hals, men accepterede den. Han trådte hende nu nærmere da hun virkede til at have accepteret hans berøring ditto. Han lod mulen stryge over hendes ryg, en smugle henført af hendes brunst, og lod dette komme til udtryk via hans blide, men flygtige berøringer. Hans blik var stadig tomt, men mere neutralt at se på. Han lukkede kort de gule øjne inden han lod en maskulin brummen undslippe hans strube efterfulgt af en lav fnysen. Han stod nu helt op af den gyldne hoppe og små nappede hendes blidt ved manken inden det gik op for ham at han var ved at miste kontrollen og han bakkede et par skridt væk fra hoppen for at køle ned. Hans muskler var spændt til bristepunktet og hans vejrtrækning var tung.

Illana, den gyldne, lod sine øre glide forundret fremad, da han tillod hende at røre ham; og endda trådte hende nærmer. Den gyldne stoppede for et øjeblik sine bevægelser, for at koncentrere sig helt om denne hingst og hans tilnærmelser. Ved sidste måde erfarede hun visse ting, og med mødet med hans moder, ligeså. Men nu stod hun her, tæt med denne hingst der besad øjne så gule som slangens, uden at føle ubehag eller frygt. Derimod nød hun denne kontakt hun havde fået skabt; selvom det lå i hendes underbevidsthed hvorfor. Jo, den gyldne gennemgik en naturlig cyklus, som altid vagte det gode i hingstenes sind, eller rettere, det der lod sig lokke af duften. Dog var Illana ikke en hoppe, der lod sig gå på af den månedlige ændring, nej. Hun vidste at den var til nytte; ikke nu, men engang. Derpå prustede hun dæmpet, og lige inden hun atter satte mulen på hans skulder, for Mindraper tilbage, som vågnede han fra en drøm. Han havde berørt Illana ganske sensitivt, men lod nu til at straffe sig selv en smule. Illana sænkede hovedet en smule, inden hun trak mulen til sig igen. Tilnærmelser var nok ikke det bedste, i dette selskab, måtte hun vel erkende, efter han trak sig. Dog var der noget over Mindraper, der bare talte imod det hun vidste om ham. Han havde en side, der var ganske bemærkelsesværdig; spørgsmålet var bare om han ville gemme den væk, eller lade den komme frem?

Mindraper fik atter lagt bånd på sig selv og så kort på hoppen. Tilnærmelser var skam ok, men han måtte stadig beherske sine instinkter. For lige så ond og grusom han var, så havde han stadig klasse nok til ikke at springe på hver eneste brunstige hoppe han mødte. Nej, det var slet ikke hans stil. Han trådte nu nærmere hoppen og lod sine instinkter komme til udtryk ved blot sensitiv at berøre hende blidt, samtidigt med han lod sine tænder blidt massere hende. Denne side af Mindraper var ganske ukendt og omspundet af mysterier. For hvis han var så ond, hvorfor så så blid på dette punkt? Hans tomme øjne afslørede intet, men disse berøringer han gav hoppen var ikke lokkende eller tirrende, men mere opvartende og venlige.

Illana, den gyldne, lod sit blik glide over den spraglede Mindraper; hans nuancer, brune, rødbrune, grå og sorte, virkede mest som et virvar mellem jorden og bjergene, hvor natten prøvede at sætte sit præg ligeså. En forvirrende farve, der sikkert bragte ham god camouflage, og ligeså fik ham til at skille sig ud fra mængden. Illana lod sit hoved sænkes en smule, alt imens hun betragtede ham. Det lod til at han havde fået lagt låg på hans udbrud igen; og da han trådte Illana nærmere igen, bød hun ham velkommen med en sagte brummen. Hun lod ørerne glide fremad, lyttende til denne hingst. Og da hans berøringer atter begyndte, mimrede Illana let med sin fine og spinkle mule. Selvom han virkede mere kontrolleret denne gang i hans bevægelser og berøringer, lå der stadig en undertone af den dominerende og hingstede attitude, der formegentlig var fremprovokeret af den duft som hoppen udskilte. Hans masserende mule fangede Illanas opmærksomhed; hans opvartende massage fik den gyldne til at påbegynde en gengældende massage på ham ligeså. Det lå bare til den gyldne hoppes sind, at gengælde sådanne ting, når en anden sjæl valgte at gøre hende godt. Hun sagde endnu intet, men valgte at 'nyde' dette øjeblik, på den måde han nu tillod hende. For det var tydeligt i hoppens sind, at hun ikke kunne slå fornuften fra, overfor denne hingst. Han havde, bag dette ydre og opførsel som Illana kunne lide, et lunefuldt sind.

Hoppens massage ramte hingsten godt og han udstødte noget der mindede om en veltilpas hingstet brummen. De gule øjne gled over hoppens gyldne pels som han stod der med et tomt udtryk. Han lod ikke sine følelser komme mere ud end dette og det var kun fordi instinkterne bankede noget så voldsomt på. Atter lod han den spraglede mule vandre over hoppen med en flygtig bevægelse. Han forsøgte vel at finde grænsen for hvad den gyldne hoppe tillod. Selv havde han ingen skumle bagtanker i øjeblikket. Hans mule undersøgede hende blot grundigt og fremgangsmåden var via flygtige strøg og blide nap. Han udstødte et højlydt prust inden han løftede hovedet. Han var noget til hoppens hale og han trak sig høfligt sidelæns inden han gentog det samme resultat på modsatte side. Han stilte sig nu foran hende med fronten vendt mod hende. Stadig med de tomme gådefulde blik, der gemte på mange hemmeligheder.

Illana, den gyldne, lod sin mule mimres let mere imod hans pels, så længe han tillod hende at nå; for snart lod denne hingst, Mindraper, sin krop flyttes. Han berørte meget sensitivt den gyldne hoppe rundt omkring på hendes spinkle og feminine krop, der var dækket af en kort, men tæt pels for vinteren. Han undersøgte hende, afprøvede de grænser hun end måtte have og han gjorde det grundigt. Han nøjedes ikke kun med én side, nej, for da han havde gennemsøgt hoppens højre, gik han til hendes venstre. Illana lod sin gyldne hals hvælves en anelse, da Mindraper begav sig omkring hende. Han søgte hendes grænser - Men den gyldne havde ikke sanset hans gøremål med grænserne. Blev han draget af brunsten, eller var hans formål mere venligt prægede? Illana lod en lille trækning omkring bagparten vise denne hingst, at den gyldne ej var klar til 'den' del som brunten medførte. Og dette håbede Illana var mere end nok til at vise Mindraper de ganske få grænser, som Illana havde. Derpå lod hun sin mule søge frem ved hans spænstige flanke og lod den puffe ham ganske let i siden. Han var spændende, bestemt. Men den gyldne vidste, at det hun så, var anderledes end det hun havde med i baghovedet fra sidst, og med hans moder - og på et tidspunkt, ville hun nok få brug for denne viden, med denne hingst.

Han accepterede hendes grænse. Hans spraglede krop skuttede sig kort og han fnyste pludselig hårdt. Han lagde ørerne ned og øjnene blev tomme. Han havde undersøgt den gyldne hoppe og kendte hendes krop til fulde, hvert lille ujævnt område i pelsen. Ville han huske det? Næppe. Han stirrede ud i luften og fnyste atter. Han trak sig væk fra hoppen, helt op af træerne og de gule øjne stirrede intenst ud i mørket. Jo han var ond, men han lagde bånd på sig selv. Hoppens brunst var noget af det mest ondskabsfulde der fandtes. Det lokkede uskyldige hingste, og også hopper i en fælde der ville præge en for livet. Mindraper afviste dog ikke hoppen, men holdte blot afstand. Ville hun blive, så ville han acceptere det. Ville hun gå, så ville han ej stoppe hende.

Illana, den gyldne, hvis mule før rørte den spraglede hingst ved flanken, kunne da se ham trække sig igen. Hans krop var atter vågnet op, fra den sensuelle del af dette møde, og han havde trukket sig, vel både for at give plads til sig selv, men også Illana selv. Illana prustede sagte, hvorefter hun lod sine øjne søge den gule, som Mindraper besad. Der var noget over dem. Noget usædvanligt, dragende, men skræmmende. De var kolde og tomme for følelser, men alligevel vidste Illana at der nok gemte sig nogen bag; dog nok bare onde følelser. Som Midnight havde fortalt Illana, havde hun opdraget denne hingst til at betræde den mørke sti, hvilket den gyldne da måtte respektere. Mindraper var ham, som han nu var; men den gyldne stillede endnu spørgsmål omkring ham. Hans identitet, som han havde omtalt ved deres første møde. Havde han fundet den? Ønskede han endnu hævn over Den Vise, der havde bragt ham hertil, overfor lyset? Eller havde han tilpasset sig livet her? Havde han mødt flere i landet, eller holdt han sig for sig selv? Illana prustede sagte da tankerne hobede sig op - Det var ikke tiden til dem nu. Hun trådte da ét skridt imod Mindraper igen, med et lille smil på mulen.

,,Hvordan går det?"

Mindraper kiggede på hoppen, som igen beskuede ham. Hendes spørgsmål fik noget til at klikke i ham. Et kort øjeblik skiftede hans blik fra tomt til hårdt, men så tilbage til tomt. Han var ej typen der tyede til vold, men det udtryk han kortvarrigt havde fået i øjnene havde været brugt til noget grusomt dengang han besad hans evner, og dette kunne anes.

" Årh ja. Jeg står her og hele min krop sitre for at besudle din gyldne, men på grund af visse faktorer så er det ej muligt for mig, så hvordan tror du det går Illana!?"

Hans stemme var hård, hvislende og mere eller mindre ondskabsfuld som en slange. Hans blik var ildevarslende og intensiteten var meget negativladet. Men blikket blev flyttet fra hoppen og ud mod horisonten og blikket var atter tomt, og var det et meget svagt og næsten lydløst suk man kunne høre fra ham?

Illana, den gyldne, hvis sind søgte Mindrapers, søgte at føre en samtale med ham, blev slået drastisk tilbage. Forundret og vel forarget løftede Illana hovedet en tak og lod ørerne drejes ud til siderne. Hun så forbløffet imod hingsten, der i et øjeblik tog sind som en slange, hvislende og forræderisk. Hans ord faldt tungt. Som smed han sten efter den gyldne; sten, som hun ikke forstod han i det hele taget havde samlet op. Men igen, hvad skulle hun da forvente? Han havde selv givet udtryk for det før, hans moder havde advaret den gyldne. Illana trak hovedet let til siden, hvorefter hun lod øjnene søge hans gule. Hun var tavs for en stund, og vel med god grund, for hans pludselig udbrud af negativ energi, vidste hun ikke hvordan hun skulle tolke og tage imod. Tidligere havde hingsten været positiv, hvilket havde lettet den gyldne lidt; men nu var han vel endnu mere negativ, end ved det første møde de to sjæle havde delt. Illana prustede kort, hvorefter hun slog blikket væk. Han havde gjort det klart at han ikke var tilpas med de lokkende dufte som Illana udskilte, og at de pinte hans sind. Illana tog derfor en beslutning, som nok var bedst for dem begge; trods hun egentlig følte for at dele mere af denne stund med Mindraper. Men det lod ej til at være muligt, eftersom den gyldne var i en situation der lokkede den spraglede mod hans vilje, og som nu lod til at have udløst denne vrede. Hun nikkede, kort og hilsende til ham, hvorefter hun begav sig ud i den blæsende vind igen. Vinden rev og sled allerede i hendes spinkle krop, og et kort øjeblik stoppede hun op, som havde hun fortrudt. Men nej; hun skulle nok møde Mindraper igen, på et mere passende tidspunkt, og måske ville hun kunne lærer mere om hingsten til den tid?

[Out]