Sand, sand og atter sand.

Den store og klodsede hingst kom med store skridt skridtene igennem sandet. Det var bestemt hårdt for ham at gå i dette sand. Det var så udmattende, specielt med de lange ben han havde. Sveden var begyndt at vise sig på hans pelslag. Han havde gået her i mange timer. Han kendte øen ud og ind nu, derfor var det nemt for ham at færdes. Men hvorfor var han landet her? Hvorfor lige i sandet? Man fik det i næseborene når det blæste, og i øjnene. Det var utrolig hårdt at gå i. Og hvorfor skulle han så gå i det? Han var ikke den mest smidige hest på grund af hans højde. Det var heller ikke fordi at han havde den bedste balance, og det kunne ses på hans gang og være måde. Han kunne ikke dreje for skarpt, for ellers ville det ende med at han faldt. Men hvorfor? Måske fordi at han bare havde lyst til at svede i dag! Ja, det var fordi at han ville svede i dag! Han lo kort og slog med det store og brede hovede. Man kunne godt se at han var en hingst. Han var faktisk rimelig muskuløs at se på. Han havde en lang men bred hingstehals. Også alligevel var han en smule buttet. Kun en smule, og det var godt! Men han vidste at han nok snart skulle træne det af hvis han skulle imponere? Men hvem skulle han dog også imponere? Ingen. Kærlighed var bestemt ikke ham. Han var bare et stort legedyr. Et lille forvokset barn. Og alligevel var han ret klog i forhold til hvor dumme ting han kunne gøre, men det er mest fordi at han aldrig tænker sig om. Han slog med halen bag sig og så rundt.

I'm about to blow

Den mægtige ildkugle, kendt under navnet ’Solen’, stod majestætisk på den uendelige himmel. Dens stråler strakte sig fremad, og varmede Jaidevs mørke hårpagt, som gav et let modspil til den lyse kontrast den forærede ham. Hans mørke, sortnede øjne betragtede det gyldne sand, som uendeligt lå foran hans slanke ben, og begravede hans hove i det. Hvorfor havde han atter dristigt sig selv, og betrådt dette land? Sandet hadede ham uendeligt meget. Og dette blev kun gensidigt. Han ville aldrig elske med sandet, aldrig formå at danse af sted med det; nej, han ville aldrig blive en sand ørkenvandre. Men der var alligevel noget mystisk over disse ørkenvandre. Aldrig havde han selv vandret med en – han forbandede jo sandet – men han havde hørt fortællinger. Og naiv som han var, og med sin livlige fantasi, så troede han på disse fortællinger.

Trods sandets hånende legen med hingsten, trodsede han det. Med usikker, langsomme skridt trippede han af sted. Sveden fra hans koncentration og solens kraftige varme, og en blanding af hans tykke vinterpels, gjord at en mørk farve blottede sig på hans hals, ved skulderene, under hans ravnsorte man og mellem bagbenene. Næseborende udspillede sig kraftigt, de dirrede ganske svagt, mens han atter gled fremad i sandet. Et dæmpet, mørkt brum forlod den muskuløse, fremskudte bringe. Han faldt i det mindste ikke hele tiden, det var da en begyndelse.

En kraftigt lugt væltede pludselig mod hingstens sensitive næsebor. Med ét stoppede han op i en samlet parade, og knejste dybt i halsen. Næseborende udspillede sig endnu mere, mens han inhalerede den lugt der kom. Der var bestemt en hingst i hans nærhed; en fremmede hingst. Øjnene kneb sig svagt sammen, alt mens en dyb, rungende brummen advarende fløj op fra hingstens muskuløse korpus. Han var sårbar i dette sand og derfor også meget mere temperamentsfuld.

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

[ /Jaidev out. ]