Endnu en dag!

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Høj lyst dag var det nu og da igen, endnu en dag, endnu en nat havde været passeret. Endnu en vind passerede Djanges side, mens han sank den lyserøde mule ned i det kolde vand i søen, efter at havde slået så fint hul på isen der lå over søens klare vand. Djange lyttede vildfarent omkring sig, mens hans øjne da så tomt ned i søens isnende kolde vand, hans mule søgte ned i. Her midt på engen, måtte han sige at han aldrig følte sig tryg. Her kunne faren altid spring frem, som skudt med en pil fra en skytte bag skygger. Men Djange nød at få stillet tørsten, inden han atter ville drage tilbage til sit hjem.

Selvom det ikke længere kunne kaldes for morgen, kunne man stadig spore søvnmanglen i Njals blik. Han havde gået det meste af natten, ikke haft tid til at hvile sig synderligt meget. Dog var hans hoved stadig klart, han havde absolut ikke tid til at lade søvnen vinde over ham. Han havde bevæget sig ud af skoven for et godt stykke tid siden, stod nu på en eng, hvor der ikke var synderligt meget at se end den kolde jord og græsset –så pokkers meget græs. Luften var ikke varm, men den var heller ikke rigtig kold. Midt i det hele, stod der dog noget der brød billedet lidt, en hest stod med mulen ned i noget is, så det ud som. Han stod med siden til, og Njal så ikke nogen grund til at snige sig om bag ved. Hesten så hverken truende eller vred ud. Derfor bevægede han sig helt roligt hen til den.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

En fornemmelse af at nogen så på Djange, nagede I ham, og hurtigt hejste han hovedet. Ørene lå straks ned, som de også havde gjort før, dog ej så anspændt. Han spændte op, og holdte sin hals højt, med hovedet holdt lodret, så et knejs tog til øverst i nakken på Djange. Han rynkede straks på den lyserøde mule, skeptisk, mens de krystalblå øjne missede anseende imod denne hest der nærmere sig roligt. Djange stod samlet i sin parade, og vendte fronten imod ham. Han så utroligt truende ud, ville nogen sige; selvom han ej var det. Blot opmærksom, afventende på det værste der kunne ske. Hesten afslørede sig som hingst hurtigt for Djange, mens hans krystalblå øjne så utroligt direkte imod hingstens skikkelse, med det tomme og kolde blik han nu besad. Den fremmede hingst i dagslyset, over engen der stadig var beklædt med hvid sne det meste af stederne, hvis ikke nedtrampet, så græssede tittede frem. Djange fnøs lydløst, mens han blot afventede hingsten, så så gerne måtte nærme sig.

De hesten rettede sig op, så den ikke just venlig ud mere. Hele dens udstråling signalerede at han ikke var i humør til at snakke, dog stod han der stadig, foretog sig ikke andet end at stå dér, rank men fast frosset. Han lignede én der ikke rigtig kunne beslutte sig for hvad han skulle gøre med sig selv, som han stod der med det indifferente blik. Der var ikke nogen grund til at stoppe og vende om, ej havde Njal lyst til at fortsætte sine bevægelser imod ham. Der var kun grund til at forholde sig neutral. Den irriterende stilhed lå tung over den kolde jord, hvor den eneste svage lyd der kunne høres var Njals hove der knasede i sneen. Hans hoved var placeret i en nogenlunde ret linje fra ryggen, og hans øre bevægede sig op og ned i takt med hans gang. Selvom luften ikke rigtig føltes kold, dampede det stadig hver gang han udåndede. Han hilste med et nik, da han følte han var kommet tæt nok på den anden. Først her stoppede han op, og hævede sin hals en anelse mere, for ikke blot at se ind i den andens bringe, da det kunne virke uhøfligt.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange holdte sit blik observerende på den fortsat bevægende hingst. En duft ramte nu hans lyserøde næseborer af træ, nyhugget træ, hvor harpiksen driver ud. Djange rynkede på mulen, skeptisk, og missede øjnene fortsat anseende og afventende imod hingsten der fortsat kom nærmere. Djange kunne nu tyde hver og et aftegn over hingsten, da han havde begivet sig så tæt på, og nu stoppede op. En gestus af en hilsen, og en vis respekt udfoldede hingsten sig med, da han rankede sig let op. Djange missede kort anseende imod hingsten, skeptisk, inden han lod et kortvarigt nik indfinde sig, i den stive og ranken holdning han holdte.

”Goddag Hr.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, respektfuldt; trods han yderst skeptiske, og nogle ville sige truende, udtryk over sig. Djange indfandt sig nu, og mødte hingstens mørke øjne, med sine ejne krystalblå, kolde og tomme.

Det føltes ikke helt sikkert at befinde sig i hingstens nærvær. Det betydningsløse blik der lå i hans spektakulære øjne, var dog neutrale, og fik ham til ikke at ignorere ham. Hvem ved… Dog blev han overrasket over hingstens stemme, da han først accepterede hans gestus, derefter besvarede den dobbelt – dette var mere end han havde forventet. Hingstens stemme så dog ikke helt ud til at passe helt med hans fremtræden: den var hæs, og Njal så ham ikke som en ældre hest, han så faktisk ung ud af sig. Dog var han høflig, det værdsatte han. Han smilte en anelse, resten af hans ansigtstræk forholdte sig uændret.

”Jamen goddag. Og De er?”

Responderede han med en monoton stemme. Hvem ved? …

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange kastede de krystalblå øjnes skeptiske blik anskuende over den mørkglødede hingst foran ham. En hingst af mere robust skikkelse en ham selv. Djanges tanker virvlede for en kort stund rundt i hans hoved, inden de blev brudt af hingstens tale. En monoton stemme, der på den ene side irriterede Djange, men på den anden side, mindede ham om tidligere bekendtskaber.

”Mit navn er Djange, og hvem er De?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, da han præsenterede sig selv. Han rynkede på den lyserøde mule, og trådte et skridt en smule udfordrende frem; ville nogle tolke det som. Men for Djange var det blot endnu et træk i hans mange handlinger, mens hans øjne nu, intetsigende og tomt, fortsat så direkte i den fremmede hingsts mørke

Djange? Ser man det... Nu har hingsten i det mindste fået sat navn på sin skikkelse, så langt så godt. Nu er vejen allerede blevet dét kortere! Djanges akter ser ganske vidst fjendtlige ud, men der er ikke tid til at blive hylet ud af den, ikke endnu...

Mig? Njal. Men De, Djange. Nu har De et navn. Men hvem er De så?

Uden at bevæge andet end sin mund monoton som var det en maskine, stod han nu afventende og undgik med vilje de skarpe, og dog så intetsigende blå, stirrende, øjne foran ham.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten foran ham, havde klasse, det måtte Djange gi ham. Det var nu længe siden han havde haft været stødt på en hest, der ønskede mere end blot et navn. Dette stødte også Djange, han skulle ikke for tæt på, denne fremmede; såkaldte Njal.

”Njal, jeg er en bjergvandre.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst svarende, mens han missede en anelse skeptisk med øjnene. Hvad mon hingsten præcist ønskede at vide om Djange?

”Hvad med Dem Njal? Hvor kommer De i grunden fra?”
Lød Djanges stemme atter hæst, og intenst ledende fra hvem, som var spørgsmålet Njal havde præsenteret så fint, og stædigt.

Njal løftede sit hoved en anelse i triumf, da Djange svarede. Dog var dette ikke helt det svar han fiskede efter - så langt så godt... Smilet om hans mule blev bredere, og hans øre vippede han en anelse frem mod hingsten.

"Bjergvandre? Hvad indebærer det så, for at være helt præcis?"

Spurgte han og lænede vægten en anelse frem mod ham.

"Inden De beslutter dig for at åbne Pandoras æske, så spørg Dem selv om De er villig til at leve med dens mange overraskelser."

Lød Njals endelige svar. Nu havde han kun kampen om hvem der kunne holde til at stirre i længst tid tilbage, og han ventede i nysgerrighed, på at høre Djanges hæse stemme igen.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Ikke så lidt frækt var hingsten, Njal, her. Djange rynkede fortsat skeptisk på den lyserøde mule, da han bemærkede hingstens lidt modspillende svar. Djange missede sine kolde og tomme øjne anskuende sammen, mens han så fortsat direkte i Njals øjne.

”Jeg begiver mig det meste af min tid, har gjort hele mit liv, og vil altid gøre det, i bjergende.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, som overordnet svar på begge Njals kommentarer. Der stadig nagede Djange dybt inde. Hingsten var snagende, den hidtil mest snagende sjæl i landet, han havde haft været stødt på. Djange holdte den ranke og stive holdning overfor hingsten, som stadig sagtens kunne tolkes som truende.

Med et skævt smil, nikkede Njal accepterende. Hans øre pegede stadig frem, og hans holdning var afslappet. Helst ville han tø Djange op, selvom intet så ud til at ændre på hingstens kolde ydre. Og dog, den kunne umuligt være sur til evig tid, der måtte trods alt være noget der kunne tø ham lidt op!

"Aha, ser man det.. Hvad får man ud af det, Djange?"

Spurgte Njal hvorpå hans smil blev omend bredere end før. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, og vendte hans synsfelt mod jorden.

*Dette kan absolut kun gå godt!*

. . .

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingstens afslappede attitude måtte siges at irritere Djange en smule også, skønt hingsten Njal blot gik ham på nerverne nu. Da Njal da spurgte ind til det så indlysende og selvbesvarende spørgsmål, Djange længe havde hørt, blusede ens svag gnist af irritation i det tomme blik.

”Fred!”
Fnøs Djange lidt hårdt, med den hæse og intense stemme, da han grangiveligt trådte hårdt truende og markerende frem med den ene hov stødende hårdt i jorden, mens hans hoved fulgte iltert med. Djanges øjne gnistrede en anelse, og hans lyserøde mule slog atter en rynke, så Djange blottede en smule tænder for denne hingst, da han udtrykte sin kommentar.

Djanges iltre temperament synes at more Njal uhyrelig meget, og dette var ned til selv den mindste detalje! Som et form for svar på hingstens akter, løftede Njal hovedet blot en anelse, og lagde nu ørene frem. Han kikkede på Djange med et blik der bare strålede en form for: 'O rly? U mad?'. Han tillod sig endda at smile en anelse.

"Jeg må indrømme, at jeg ikke helt er med, Djange... "

Han lukkede øjnene og lod sit hoved og hals falde ned på en vandret linje med ryggen igen. Stadig havde han ørene spidset og rettet mod Djange, og hans selvtilfredse smil var stadig klistret til hans mule. Han åbnede da øjnene efter denne kunstneriske pause, og fortsatte:

"Var det en hentydning til at De ikke nyder mit selvskab? Jeg må indrømme, at Deres akter og udtalelser sårer mig."

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange missede de krystalblå øjne en smule truende nu, sammen; over Njals ansigtsudtryk og reaktion. Djange trådte da den anden hov frem til den anden, der var plantet lidt fremme, hvor efter han samlede sin bagpart ind, skød bringen frem og rankede hovedet hårdt op i et ryk, da Njal så vidt konstaterede at han ej forstod. Djange pressede på sine øre, og rynkede hårdt på den lyserøde mule, da hingsten nu påstod at det sårede ham.

”Det beklager jeg, Njal.”
Lød Djanges stemme hårdt, med den hæse og intense stemme, mens et kort markerende snap, med de blottede tænder hurtigt blev sendt imod Njal. Ej for at ramme ham, men markere, true. Gnister af irritation, blusede i Djanges kolde krystalblå øjne.