Vestenvinden | Lukket

T A I A~Scarred, not dead

---

Vestenvinden havde sit tag i græsset ved kysten og Taias brudte man og hale, men det fik hende ikke til at søge ly. Blæst var blot vinden, og vinden burde man ikke frygte medmindre han var rasende og derfor tilkaldte sine brødre. Vinden bringer liv såvel som nyheder med sig fra steder langt herfra. Taia hævede sit hoved og vejrede kort vinden, men fandt intet i den udover den salte lugt af havet. Solen skinnede varmt ind i mellem skyerne, og hvis det ikke var for vinden, havde denne dag nok været varm af en vinterdag at være. Taia tog endnu en mundfuld af det stive, hårdføre græs som voksede ved kysten. Det var måske ikke så smagsfuldt som det man fandtes inde på engene, men det var føde og al føde er velkommen om vinteren.
Man kunne nemt, fejlagtigt, tro at Taia frøs, men det gjorde hun ikke. Trods de store ar der dækkede det meste af hendes krop og gav hende et meget uregelmæssigt udseende, så frøs hun ikke det mindste. Det undrede hende, men inden hun kom hertil var hun døden nær så hun havde skudt det til siden; Hun så det som en gave fra ildhingsten at hun ikke frøs mere end hvis hun havde haft en fuld pels. Egentligt så hun visse fordele i arrene, men stadig flest ulemper. Hun havde i tiden lige efter hun var kommer følt sig anderledes, følt en trang til at gemme sig væk, men nu var det lige meget. Hvis nogen afviste hende blot fordi hun var arret, så var de ikke tiden værd. Man måles ikke på ens udseende, men på ens indre; Sådan så Taia i hvert fald på tingene.

Illana, den gyldne, hvis hove blev begravet af sandet for hvert skridt hun tog, lod sin gyldne krop søge frem I en rytmisk galop. Hendes bevægelser var yndefulde, hendes krop båret af lange spinkle ben; alt imens hendes krop blev holdt oppe på den rigtige måde. Sandet, der kælede sig op af hendes ben, og som forsøgte af sænke hendes yndefulde dans, måtte bøje sig, da Illana nægtede at give efter; solen der strålede over hende, berigede hende med energi denne dag, og førte hende af sted over den gule strand, der til evig tid ville blive skyllet over med vand fra havet. Illana lod sit hoved hæves en smule og ørene vippes fremad. Foran hende, lå den åbne strand til skue; tom. Men der var alligevel noget i luften, som fangede den gyldnes sanser. Hvad, ja det kunne hun ikke sætte ord på endnu; men eftersom hun kom længere ned af den bløde strand, da blev hendes tanker omkring hvad der havde fanget hendes sanser samlet. For duften af en fremmed sjæl blandede sig nu med den salte duft fra havet, der brusede imod sandbredden konstant. Illana lod sin dans og fart sænkes, til en rytmisk trav, hvorefter hun gav et dæmpet kald fra sig, der blev båret af vinden, med ufattelig fart. Mon der var en sjæl derude, som den gyldne kunne danse med, på denne dag, hvor vinden herskede?

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia græssede roligt videre, indtil vinden bar nyt med sig. Et dæmpet kald dansede med vinden mens den tumblede afsted henover græsset. Taia hævedet hovedet og skuede ud over området, dog uden at se noget i starten, men så blev hendes blik fanget af en uregelmæssighed imod vandets dybblå farve. Noget gyldent dækkede udsynet til vandet, men hvad det gyldne end var, så var det langt væk. Hun rystede sit hoved før hun skridtede ud af det høje græs for at få et bedre syn på det gyldne, så vel for at se om det måske ikke bare var en sandtange hun havde forvekslet med noget andet, men nej, det var en skikkelse. Taia rankede sig lidt før hun tøvende gav et svagt vrinsk fra sig. Det blev dog hurtigt båret væk af vinden og nåede næppe den gyldne skikkelse i det fjerne. Irriteret over sin egen usikkerhed vrinskede hun højere denne gang, så højt at den gyldne umuligt kunne undgå at hører dem bare en lille smule.

Illana, den gyldne, hvis sind havde opfanget en sjæl i det fjerne, havde sin fulde opmærksomhed rettet derhen; i første omgang skete der intet. Den gyldne, som nu dansede i en elegant trav, fortsatte dog sin bevægelse imod den fremmede duft, af ren nysgerrighed. I og med hun kom tættere, og nok også fordi den fremmede gav lyd fra sig, højt nok til Illana kunne høre det, fik hun fundet denne fremmede, af hoppet karakter. Illana spidsede ørene forundret da stemmen havde fanget hendes øre og snart efter skilte en broget hoppe sig ud fra det tørre græs og gule sand; en hoppe med brun farve, en flot farve med lysere aftegn. Illana lod et lille smil pryde sin mule alt imens hun fortsatte imod denne sjæl, som havde fanget hendes opmærksomhed. Som Illana kom nærmere, kunne hun se at hoppen var af den mere robuste type; men endnu elegant og feminin. Egentlig var det et udseende af en type, der tiltalte den gyldne meget; for sådanne måtte have det lettere ved at færdes i det fri, end den gyldne selv, der kunne se mere skrøbelig ud af bygning. Illana udstødte en brummen da hun slog ned i en skridt, blot 10 meter fra den fremmede hoppe, og allerede nu nikkede hun hilsende til denne sjæl, hun snart ville være tæt. Hvem var mon denne hoppe, med den flotte farve?

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia stod stille i mens den gyldne skikkelse, som viste sig at være en spinkel, gylden hoppe, kom nærmere. Hoppens gangarter var let, fri, nærmest svævende, verdener fra hendes egen tunge, let haltende gangarter. Men dette fik ikke Taia til at føle misundelse over for denne hoppe, for hun virkede ikke som den pralende type. Et venligt smil spillede på hoppens mule og Taia smilede igen før hun nikkede let med hovedet, da hoppen slog ned i skrid, en simpel, men respektfuld, gestus.
Taia sørgede for at stå, såvidt muligt, med fronten mod hoppen og dermed dække størstedelen af sine ar bag hendes store bringe. Det var ikke fordi hun skammede sig over sit udseende, men hun var arret til sådan en grad, at hun ikke burde kunne leve. Den eneste grund til at hun gjorde var en hingst dannet af det selv samme stof der næsten slog hende ihjel; Ild. Hingsten havde healet hende, bragt hende til en ny verden og givet hende et nyt liv.
Den gyldne farve som hoppen besad var det som Taia bed mest mærke i. Det var en sjælden farve der hvor hun kom fra; den hørte til eliten hvis man kunne sige det sådan. Det var ikke fordi der var en elite, men største delen af hestene hvor hun kom fra var sorte, røde, brune eller grå; førstnævnte mest set, sidstnævnte mindst.

"Goddag Gyldne"

Et smil spillede på Taias mule og hendes stemme var venligt stemt, indbydende til en samtale, men alligevel lidt tilbageholden. Intet tydeligt, men Taia havde stadig en nagende frygt for at blive afvist, specielt når det var lyst og hendes skader var helt tydelige. Om natten kunne hun gemme sig og arrene forveksles med gråhvide aftegn, men i dagens lys stod de tydeligt frem mod hendes mørke pels.

Illana, hvis koder var dækket af sandet, lod sit blik glide over denne brune hoppe, med de lyse aftegn. Ej var aftegnene helt hvide, nærmere afblegede. Dog nåede Illana ikke at beskue dem nærmere, før hoppen vendte fronten til Illana og lod hendes bringe dække flanken; det var tydeligt at den fremmede hoppe var muskuløs, tæt bygget. Hun var en skabning, der snildt kunne klare sig i kuperet terræn, snildt klare sig i frost og vind. Hun var en hoppe, skabt til naturen, hvorimod den gyldne nærmere skulle vandre pakket ind i vat, for at ’overleve’, så at sige. Selvom den gylden hoppe var spinkelt bygget, var hun dog ikke sart; nej, hun var standhaftig og hårdfør, men ej som denne fremmede. Illana spidsede ørene og lod et mild smil pryde hendes mule, ved den høflige hilsen, som mødte Illana. Hun nikkede, bekræftende til at hun havde hørt hoppens ord, hvorefter hun lod sin mule forme en hilsen, tilegnet denne brune hoppe med lyse aftegn.

,,Goddag du brune hoppe, der bærer farven fra vores kære moderjord; og samtidig er blevet velsignet med anden farve. Mit navn er Illana, du fremmede, og er jeg har efterhånden slået mig ned i dette land. Tillad mig at spørge, er du ny her, eller har du fundet fæste i landet?”

Spurgte den gyldne hoppe med en oprigtig mild stemme. Der lå ingen forventning om et uddybende svar i den gyldnes toneleje; ej heller om at få et svar. Illana havde mødt flere sjæle efterhånden, som holdt kortene tæt; hun vidste ikke om denne hoppe gjorde. Og derfor lagde Illana en neutral tone over sine ord. Hun trådte få skridt tættere på den fremmede hoppe, gennem det bløde sand, så hun ej skulle søge for meget efter ord, der blev udvekslet imod dem og ej tale så højt, at vinden kunne fange alt. Den gyldne hoppe holdt af nærhed, det gjorde hun; men hun var påpasselig. Hun holdte nøje øje med reaktionen hos denne fremmede hoppe, for ønskede hun ej den gyldne nær, skulle Illana nok vige igen, med det samme.

T A I A~Scarred, not dead

---

I takt med at den lyse hoppe kom nærmere gik det op for Taia hvor forskellige de var. Ingen af de to ville kunne overleve ordentligt i hinandens oprindelige verden. Taia's ville være for barsk for denne gyldne hoppe, specielt en vinter kunne nemt få Ortics til at lade hende drage videre. Taia vidste ikke helt hvad der kunne være imod hende i hoppens land, men noget ville bestemt gøre det svært for hende. Hun så dog ikke hoppen som så spinkel igen, hun ville nok kunne klarer det meste i Taia's land nu hvor hun tænkte over det, men en barsk vinter ville helt sikkert afkræfte hende langt mere end den afkræftede Taia selv. Da hoppen nikkede bekræftende følte Taia en lettelse, så langt så godt, men der var stadig uvished. Hoppens stemme var noget lysere end Taia's egen da hun talte, men bestemt behagelig at lytte til. Ikke skærende lys, men lys var den bestemt, præcis som alt andet omkring denne hoppe, Illana som hun kaldte sig selv. Hoppens hilsen undrede dog Taia en smule. Den var utrolig formel, nærmest for formel for hende, men hun valgte at lade det være Illanas talemåde frem for en bestemt tale, blot fordi hun havde mødt Taia. Velsignet af en anden farve, hmpf, tænkte Taia for sig selv. Hvis ar var en velsignelse, så ville hun gerne se hvad en forbandelse var. En tanke slog hende, måske havde Illana slet ikke fundet ud af at det ikke var pels med en anden farve, men derimod manglen på pels der gav hende hendes særprægede udseende?

"Illana, mit navn er Taia og jeg er ny her, hvorend her så er"

Taia's svar var kort og præcist, men mere havde hoppen heller ikke givet udtryk for at få som svar. Illana trådte tættere på og Taia blev roligt stående, hun så ingen grund til at frygte denne hoppe og det ville gøre deres samtale lettere. Nok ville det også afslører hendes ar, men sådan var det. Nok frygtede hun at blive afvist, men hun ville ikke gemme sig væk for evigt. Desuden virkede Illana ikke dømmende på samme måde som nogle var i Taia's eget land.

Illana, den gyldne, lod sin mule søge en anelse fremad i tomrummet mellem de to hopper. Taia, brun med lyse aftegn, spændende af udseende, lod til at bærer på mange tanker og overvejelser, allerede nu. Måske var det på grund af den gyldnes fremtoning, eller måske på grund af personlige ting, som denne hoppe gik rundt og bar på? Illana prustede dæmpet og lod et lille smil komme frem på hendes mule. Taias svar kom frem, ej langt ud uddybende, men derimod kort og præcist. Illana prustede mildt; at dømme ud fra svarets form, var Taia ikke den der delte ud af oplysninger til alle, men nok mere en, der goldt sig lidt distanceret. Illana lod derpå sit blik glide over hendes robuste, men alligevel elegante krop. Og først da slog den det gyldne hoppe. Det, som hun troede på var specielle markeringer på kroppen af den brune hoppe, var i virkeligheden ar, der dækkede over en skade påført Taia for nogen tid siden. Ar, der i den gyldnes sind, burde dække over en skade der ej havde tilladt den brune hoppe at overleve. Illanas blik blev et øjeblik tænkende. Hvad skulle hun sige, hvordan skulle hun forholde sig til det? Illana prustede kortvarigt, tænkende. Taia lod til at være en, der ikke tillod at blotte sig selv for fremmede, hvilket Illana sagtens kunne forstå. Og dette var også grunden til, at den gyldne i stedet for at kommentere, blot lod et smil vises. Det Taia havde været ude for, var hendes sag, og kun hvis hun ønskede at dele det med den gyldne, ville hun vide hvad der var Taia hændt; men indtil da ville Illana ikke snage i den brune hoppes liv. Derpå lod Illana igen sin stemme lyde, som svar på de ord Taia havde fremsagt og for at føre samtalen videre.

,,Lige nu, Taia, befinder vi os på øen Leventera. Så vidt jeg har lært, består dette land af 5 øer, og til sammen er de Andromeda. Og velkommen til, Taia af jordens farver; jeg håber du vil finde dig til rette her. Må jeg spørge dig om, hvad du har nået at se, på den tid du har tilbragt her?”

Spurgte Illana; endnu med det toneleje der tillod den brune hoppe at svare som hun lystede. Uanset hvad ville den gyldne hoppe lytte efter og ikke forlange noget konkret. Blot var hun nysgerrig omkring denne sjæl, hendes meninger og ikke mindst hendes historie.

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia var begyndt at bryde sig om denne hoppes selvskab. Hun var ej snagende, men heller ikke direkte uinteresseret i Taia's selvskab. Det der næsten var bedst, for Taia i hvert fald, var hendes manglende viden om at Taia ikke var tvefarvet, men derimod arret for livet. Dette holdt dog ikke længe; Taia genkendte Illana's blik da det gik op for den gyldne, spinkle hoppe hvad der rent faktisk var sket med Taia. Nærmest af instinkt spændte hun op, klar til at forsvarer hendes liv verbalt. Hun kendte de gamle historier; om hvordan heste var blevet forvist efter at have fejlet en dans med ilden, døden om man ville. Det krævede meget at danse med ilden og Taia kunne godt, ingen tvivl om det, noget var bare gået gruligt galt. Ilden havde vendt sig for uforudsigeligt; den havde ikke opført sig som den plejede. Hun blev hurtigt fjern, i både blik og sind, og så knap nok Illanas smil. Minderne dansede igennem hendes bevidsthed; Ilden, varmen, indelukkelsen. Hun følte panikken krible frem fra hvert et ar på hendes krop, men så skød hun det til siden. Hun var af Teons linje; hun burde glemme alt om det, komme videre. Så hurtigt som hun var blevet fjern var hun der igen og hørte de sidste, lyse ord som Illana sagde.

,,Nået at se? Hm... Denne ø, samt den ø jeg vil gå udfra er, hvordan skal man sige det, 'hovedøen'. Den største ø".

Taia var ikke sikker på hvad præcist Illana havde hentydet til, så hun lod det stå i store træk. Det slog hende meget kort efter; måske havde Illana også hentydet til heste? Burde hun fortælle om Djange? Nej, det burde hun vel egentligt ikke. Hun var ikke den slags hoppe og han var for.. hm.. ustabil til at være den slags hingst man fortalte om. Hun rystede let sit bredde hoved før hun kom med et svagt smil. Hendes næste ord var valgt direkte for at fjerne opmærksomheden fra hende selv og placere den på Illana, den gyldne hoppe, som virkede til at indeholde mere end hvad øjet så.

,,Hvad med dig, Illana? Hvad har du set?"

Illana, den gyldne, lod sit blik forblive på den brogede hoppe, der var velsignet med jordens bløde og smukke nuancer, og som ligeså var arret af en fjende, Illana ikke kendte til. Hun bemærkede godt at den brogede hoppe blev fjern, da Illana havde ladet sin krop udtrykke sine følelser, da hun så disse ar. Illana kneb sine øjne en smule sammen, ej ganske tydeligt; men det var et tænkende træk der gled over Illana et øjeblik. Nok ønskede hun ikke at snage; for det der var sket, var hoppens oplevlese, og kun hvis hun ønskede at dele denne, ville den gyldne lytte. Ellers ville hun lade Taia have sine tanker, sit sind for sig selv, da hun mindede om en hoppe der ej delte så meget ud af sig selv, som Illana gjorde det. Da Taia da vågnede fra sin fjerne verden og svarede Illana, lyttede hun intenst. Taia havde ikke set meget, kun en af de 5 øer; men dette var der skam intet galt i. Taia havde mange gode oplevelser i vente og mange smukke syn, det var Illana sikker på. Da hun selv spurgte indtil den gyldne hoppe, lod Illana et smil komme frem igen, hvorefter hun begyndte at svare Taia.

,,Jeg har været på stort set alle øerne; set havet, bjergene, engene, skovene. Jeg har set en del efterhånden Taia, men det betyder ikke at jeg er kendt her. Jeg kan finde min vej rundt til mangt og meget, men det tager lang tid endnu, før jeg er kendt i dette smukke land"

Sagde Illana med en let munter stemme hvorefter hun lod sin mule glide fremad imod denne hoppe; for at vise hende, at Illana følte sig godt tilpas i hendes selskab og ligeså for at give hende en venlig gestus der skulle vise, at Illana på ingen måde satte sig over Taia, men befandt sig på samme niveau. Men ville Taia afvise eller tage imod denne gestus?

T A I A~Scarred, not dead

---

Taia forholdt sig roligt i forhold til situationen, men hendes blå øjne flyttede sig ikke mere end få sekunder fra Illana for så at lande hos hende igen. Hun lyttede interessert til hendes ord, Taia holdt af at lytte på beretninger fra andre. Beretninger var hendes egen kulturs grundlag. Langsomt svingede hun sin hale lidt fra side til side; den var overraskende nok den eneste ting på hende der var sluppet helt fra ilden. Det undrede faktisk Taia hvordan den kunne have undsluppet ilden, det gav ingen logisk mening, men gav det logisk mening at hun havde overlevet? Nej, det gjorde det ikke, det var derimod meget ulogisk. Hun rystede kort sit hoved og et smilede fjernt, svagt, over at hun var faldet ned i en knude af hendes egne tanker. Det skete for alle, men specielt for Taia når noget skulle give mening. Hun rettede fokus mod Illana igen da hoppens mule nærmede sig. Taia vidste udemærket hvad hun mente med det, men hun var lidt usikker på hvordan hun skulle reagere. Skulle hun lade parader falde lidt eller holde dem spændt som hun plejede. Illana havde intet ondt gjort hende, hverken fysisk eller verbalt, men kunne hun stole på en der gemte så meget mere end hvad øjet så. Hun tøvede et øjeblik, stadig usikker, men strak så sin lyse mule frem, om end lidt tøvende. Som en lille tilføjelse, selvom hun ikke vidste om Illana kendte til den, pustede hun lidt varm luft ud på hendes mule via. næseborene. For hende indgød det til venskab, men hun vidste selvfølge ikke hvad Illana tog det som, men i hvert fald var det et tydeligt tegn fra Taia's side om, at hun havde sænket sine parader lidt.

"Det lyder som om jeg har nogle eventyr i vente. Måske rettere vi har nogle eventyr i vente."

Illana, den gyldne, der nu blev accepteret af denne hoppe, smilede glædeligt. Taia havde anerkendt hende som en ligemand og tilbød hende endda venskab. Forsigtigt gengældte Illana denne gestus, hvorefter hun trak hovedet til sig. Ordene fra den brogede hoppe ramte da Illanas øre og hun nikkede med et smil.

,,Der er meget at se endnu, Taia; selv for mig.”

Sagde Illana med et lille smil, hvorefter hun trådte den brogede hoppe lidt nærmere og vendte sin gyldne krop rundt, således at de to hopper nu stod ved siden af hinanden. Derpå slog Illana let og opfordrende med det gyldne hoved for at opfordre til at de to hopper skulle begive sig ud på starten af et eventyr; stranden der lå så langt øjet rakte bar på mange hemmeligheder og Illana var ganske sikker på, at de to sjæle i fællesskab nok skulle udrede nogle af dem. Hun slog da fremad i en elegant skridt med det opfordrende blik hvilende på Taia.

,,Er der nogen steder, som du kunne forestille dig, at der ventede et eventyr? Et bestemt sted, som du længes efter at udforske, eller skal vores ben helt simpelt føre os af sted?”

Spurgte Illana derpå med et lille smil; hun indbød den brogede hoppe til at snakke lidt, måske udfolde sig lidt alt imens de to hoppe ellers kunne begive sig af sted. Sandet kælede sig op af Illanas hove, mens hun begav sig af sted, ved siden af Taia. Hun lod sin hals hvælves lidt hvorefter hun lod sin mule søge frem for at puffe forsigtigt imod Taia, en lille gestus Illana selv forbandt med venskab.

T A I A~Scarred, not scared

---

Taia spidsede sine ører lidt da Illana stillede sig så hun stod med siden op af Taia. En trang til at vige bort, svinge rundt og vende fronten mod Illana igen, nærmest hev i Taia og hun gik da så langt som et flytte det bagben der var længst væk fra Illana et lille skridt. Mentalt skældte hun sig selv ud over det; hun kunne stole på Illana, indtil videre kunne hun i hvert fald. Hun ville ikke afvise hende, hun var næppe klar over hvad Taia's ar i det hele taget repræsenterede eller hvordan hun havde fået dem. Taia blev opmærksom igen da Illana tog et skridt fremad og hun modtog det opfordrende blik fra hoppens brune øjne. Igen snakkede Illana så formelt og Taia's logik tog nærmest det hun sagde som en gåde, men hun smed det hurtigt fra sig igen. Illana snakkede ikke i gåder, hun snakkede bare på samme måde som dem der snakker i gåder. Det er forvirrende, men vel også morsomt, tænkte Taia for sig selv. Hun fulgte efter den gyldne mens hun tænkte. Først var hun bagud, men hun kom hurtigt op på hendes side og fulgte hoppens elegante skridt med en let haltende skridt. Taia vidste godt at hun så yderst tung ud ved siden af Illana, specielt med den skridt hun havde, men hun skød det fra sig som hun skyder de fleste irrelevante ting fra sig. Illana's blide, forsigtige puf bragte den brune hoppe tilbage og hun trak lidt på smilebåndet.

"Jeg vil tro, vi blot skal lade vores ben fører vejen."

Hendes svar var yderst forsinket, det var hun godt klar over, men hellere sent end aldrig, ikke sandt?

Illana, den gyldne, bemærkede godt at Taia lod et ben flyttes til siden, inden de to hopper drog af sted, og hendes grund til dette, kunne Illana ikke vide med sikkerhed. Måske prøvede den brogede hoppe at tage afstand til Illana, eller måske var det blot nærheden i sig selv, der måske ikke var hende så komfortabel. Der gik dog ikke længe før Taia fulgte Illana og snart var hun ved den gylne’s side. Taia bevægede sig af sted med en solid gang der kunne bringe hende langt omkring og sikkert igennem hvert et terræn hun da måtte møde. Taia lod Illana puffe til hende og det fik den gyldne hoppe til at smile let. Selvom denne brogede hoppe lod til at være lidt gemt i sig selv, måske lidt indelukket, ja, så lod hun til at åbne lidt op overfor den gyldne. Illana lod derpå sit hoved søge lidt fremad, da Taia’s ord havde lydt. Derpå lod Illana sine tanker omkring de steder, der ventede i horisonten slå fra og blot lade hendes ben gå, i den retning de ønskede. Afsted ned langs den lange strand, hvor bølgerne gentagende gange rakte op efter de to hopper, der gik side om side. Illana lod lidt efter sit blik drejes på Taia igen og hendes mule fremsagde derpå nogle ord, for at bringe de to sjæle i snak.

,,Taia, nu hvor jeg kan fornemme, du er ganske ny i dette land, vil du så ikke fortælle mig lidt om dig selv?”

Spurgte Illana med en ydmyg stemme, der tydeligt lagde op til at det var Taia’s eget valg, der skulle præge hendes ord. Illana forventede ingenting, hverken ord om Taia eller hendes fortid; men hun håbede da på at Taia ville dele lidt ud omkring sig selv; måske bare omkring hendes meninger? Omkring de ting hun godt kunne lide? Illana lod hovedet vendes let fremad igen, men blikket hvilede stadig imod Taia, den brogede hoppe med de karakteristiske blå øjne.

T A I A~Scarred, not scared

---

Taia nød at gå langs vandet; køligheden fra sandet, den opfriskende følelse af vinden. Havet var ikke noget hun havde set ofte derhjemme, hvor derhjemme så var i forhold til dette sted, men hun havde da set det før og det bragte minder frem. Inden Taia nåede at forsvinde ind i minderne mindede hun sig selv om at dette ikke var tiden til at gøre det. Hun svingede kort med med halen som ellers blot bølgede let i vinden før hun vendte sin fulde opmærksomhed mod Illana igen. Hun nød ærligt talt at lytte til den lyse hoppes stemme, selvom måden hun talte på var en som Taia fandt på samme tid morsom, indbydende og til dels irriterende formel. Spørgsmålet som hun stillede var dog ikke et som Taia brød sig om. Fortælle om sig selv? Hvad var der at fortælle udover at hun var fejlet grumt? Hun kunne komme med sin historie, men hvor meget kunne hun fortælle som rent faktisk ville give mening for Illana?

"Jeg.. hmm..."

Mere kunne Taia i første omgang ikke sige. Hun mumlede det nærmest og var ikke sikker på om Illana havde hørt det, men det var jo heller ikke vigtigt. Taia overvejede det igen. Var der ingenting hun kunne fortælle der ville give mening? Self. var der det; noget måtte de dele. Hendes tid som føl kunne næppe være meget anderledes end Illanas, trods deres forskelle, så hvorfor ikke blot tage det fra begyndelsen og stoppe når tiden kom?

"Hm.. Jeg har ingen anelse om hvad du kunne være interesseret i at høre, men jeg er født og opvokser på sletterne i Taruhk. Ikke at du burde vide hvor det er, men kort sagt er det det fladeste område i hele Marfarek. Hvilket.. du heller ikke ved hvad er..."

Såsnart Taia havde sagt det første kunne hun godt høre at det næppe gav mening. Illana kunne på ingen tænkelig måde vide hvad Taia snakkede om, men det var vel heller ikke underligt.