Vestenvinden | Lukket

Illana, den gyldne, der vandrede gennem det bløde sand, ved siden af den brogede hoppe Taia, der havde ligheder med jorden; kompakt og med en mørk, flot og sensuel farve. De ar, som hun bar på og de mærker hun havde på kroppen, der ej var fra hendes legemlige farve, betænkte Illana kort igen, men skubbede derpå tanken fra sig igen. Taia var en hoppe, der allerede nu havde givet udtryk for, at der var mange blindgyder gemt i hendes sind, som hun ville holde for sig selv; Ikke fordi, at hun var afvisende, overhovedet ikke, men Illana kunne fornemme en form for tilbageholdenhed fra denne hoppe, som virkede ganske uskyldig og fuldbåren. Da Taia så fulgte op på Illana’s opfordring og begyndte at fortælle om sig selv, lyttede Illana intenst. Først endte Taia i en af sine egne blindgyder vel; en overvejelse om hun overhovedet skulle indvige den gyldne hoppe i hendes liv. Da hun så fortalte om et land, dækket af sletter, med et unikt navn, smilede Illana let. Nok vidste Illana ej, hvor disse sletter lå, eller det land hun havde været beboer i, men alligevel dannede der sig billeder i hendes sind, af Taia i hendes vandte omgivelser. Illana slog let med det gyldne hoved og prustede i en afdæmpet tone; Taia’s verden lød som et sted, der måtte have været værd at besøge; hvis Illana havde vidst hvor det var.

,,Dit hjemland, Taia, har du ret i jeg ikke ved hvor er; men et sletteland, fladt som det fladeste, lyder som et godt sted at vokse op. Har selv boet i nærheden af et lignende land, dog ej med samme navn.”

Sagde Illana med et lille smil, hvorefter hun flyttede sit blik fra Taia’s blå.

,,Taia, du brune hoppe, vil du følge mig til indlandet? Noget drager mine ben og sind i den retning, og jeg ville være glad, hvis du vil følge med.”

Den gyldne hoppe fremlagde en invitation til den brune Taia, med ar over hendes krop, der egnede sig godt til de bjerge der var at finde i landet; men som var født på en slette. Hun slog opmuntrende med hovedet og drejede derefter gradvist af for at sætte kursen imod de grønne enge, der efterhånden var ved at springe ud.

T A I A~The scarred Mare

---

Taia vippede lyttende med ørerne og lod kort sit blik dreje mod himlen i det et par måger skrigende fløj over dem. Nogen kunne ønske at være fri som en fugl, men ikke hende. Taia havde det bedst med alle 4 ben plantet solidt på jorden. Hurtigt vippede hun det ene ører mod Illana da hun svarede. Kort efter fulgte hendes blik og derefter hele hovedet. "Et godt sted at vokse op"; det udsagn kunne sagtens diskuteres. Landet i sig selv havde været fint. Det var føde nok til hendes slags, for trods størrelsen spiste de ikke så meget som mange andre måske gjorde, men den kultur hun var vokset op med var en anden sag. En anden sag for en anden dag. Taia flyttede sig ud af tankestrømmen og smilede venligt som svar på Illana's eget smil. Med et slog det Taia at Illana sandsynligvis ville blive den første hun fortalte sin beretning til. Ikke fordi hun var en af de første hun havde mødt, men fordi hun virkede som om hun måske ville kunne forstå. Hun lod ting ligge og gik videre med noget andet hvis man tydeligvis ikke ønskede at snakke om det første. Det var noget Taia kunne lide; at andre respekterede hendes grænser som hun respekterede deres.

Et kort nik var det første svar som Taia gav.

"Det vil jeg da godt."

Selv skiftede Taia sin retning lidt så hun holdt sig ved siden af den gyldne hoppe. Hun måtte indrømme at hun allerede nu havde mere respekt for Illana end hun havde for mange hun mødte. Hun var af natur en der viste andre respekt, men Illana havde gjort sig værdig til mere end den naturlige. Ikke gennem styrke eller intelligens, men gennem handlinger og ord.

"Det er ikke for at snage, men nu har jeg fortalt dig hvor jeg kommer fra, så hvor kommer du fra?"

Taia's spørgsmål var ledsaget af en nysgerrig undertone og et venskabeligt smil.

Illana, den gyldne, rankede sig en anelse op i sin skridt, der var ganske ubesværet, harmonisk og elegant. Taia lod til at føle sig overordnet tilpas i selskab med den gyldne, hvilket gjorde Illana ganske godt tilpas; hun nød at være sammen med andre, lærer om andre og det var intet tilfælde med Taia. Da Taia godkendte hendes opfordring om at følge hendes indlands, strakte Illana halsen fremad, vel afslappet og lod sin skridt blive mere rummelig igen. Et øre blev vippet imod Taia, lyttende, da hun nu stillede et spørgsmål henvendt til Illana; hvor kom hun fra? Illana smilede ganske kort, hvorefter hun lod sit blik fokusere mere på Taia, end på den vej hun gik.

,,Jo Taia, jeg kommer fra et land der besad mange kvaliteter, ligesom dette. Der var bjergene i horisonten; dog så jeg dem aldrig tæt på. Skov og eng der mængede sig med hinanden og indeholdt små næringsrige søer, der gav frisk vand på de varme sommerdage. Havet lå et godt stykke mod syd, men det fik jeg såmænd også set og da de åbne sletter mod vest. Det land jeg kommer fra, kender jeg ikke navnet på, da min flok, eller, dem jeg levede med, ikke havde til hensigt at blive der for altid, og derfor var et navn irrelevant. Jeg voksede op der og tilbragte den tid jeg har levet, før jeg kom hertil, der. Man manglede aldrig noget; dog var vinteren meget mild, hvor den her er koldere. ”

Illana nikkede derpå for at markere enden på hendes fortælling om sit hjemland; den var ikke lang, eller fyldestgørende, men hun følte den var passende for Taia. Selvfølgelig ville Illana gerne uddybe, hvis der var noget Taia følte for at vide, men ellers ville hun lade den ligge der; og evt. dreje den over på hvordan Illana’s liv havde været, inden hun kom hertil.

,,Så, Taia, nu ved du hvor jeg kommer fra; eller, du ved hvordan området har været. Hvor præcist kan jeg desværre ikke fortælle dig. Men hvis der er andet, du vil vide om min eksistens, siger du bare til”

Sagde Illana med et oprigtigt smil, inviterende smil, da hun skam godt kunne se Taia som et nært bekendtskab i fremtiden; en solid skulder at ty til, hvis problemer da skulle opstå og samtidig en, der kan lytte og forstå. Illana lod derpå sin mule søge hendes hals forsigtigt, for at puffe ganske blidt til hende, som en venlig gestus, hvorefter hun vendte blikket frem igen; og foran dem begyndte engen af tage form.

T A I A~The scarred Mare

---

Taia lyttede med sand interesse da den gyldne hoppe begyndte at fortælle om hvor hun kom fra. Det lød så meget som hendes hjem, men hun vidste at Illana's hjem var alt andet end hendes eget. Taia's ører var spidsede mens hun lyttede til hoppens stemme, men de blev spidset til det yderste da hun nævnte flok. De var åbenbart nomader, men tydeligvis på en anden måde end Taia's var. Hun ville, sammen med sin flok, vandre rundt i det samme område, men være på bestemte steder på bestemte årstider. Illana's flyttede sig åbenbart bare som det passede dem. Dette tændte et nyt spørgsmål i Taia; Hvordan var Illana's tidligere flok opbygget? For mange ville det nok være et ligegyldigt spørgsmål, det gav vel sig selv for de fleste, men for Taia kunne det være en ledetråd. Måske var deres kultur mere ens end Taia troede eller også var de længere væk fra hinanden end hun havde forestillet sig. Hvis det ikke var fordi Illana puffede til hendes hals havde Taia nok fordybet sig endnu mere i tankerne, næsten glemt at hun var der. Et smil bredte sig på hendes mule mens hun så på den gyldne hoppe og hun puffede blidt tilbage.

"Hvordan var din flok opbygget? Eller måske retttere, hvordan var den ledet?"

Taia tiltede sit hoved på skrå og fokuserede de blå øjne på den gyldne hoppe. Hun havde ikke den ringeste anelse om hvordan hun ville reagere på spørgsmålet, men håbede på det bedste. Illana kunne blive en god ven; måske ikke den stærkeste fysisk, men på mange andre punkter langt stærkere end Taia.

Illana, den gyldne, der havde sit fokus på Taia, blev vel en anelse overrasket over det spørgsmål, som den solide, brune hoppe stillede på deres vej; Hvordan var hendes flok opbygget? Det var ikke noget, Illana før var blevet spurgt om, og alene af denne grund, var det blot så meget mere interessant for hende, at besvare det. Hun puffede atter blidt til Taia, der før havde accepteret hendes berøring; det var en rar fornemmelse at den brune hoppe tillod Illana at være hende tæt. Derpå lod Illana den milde stemme bryde stilheden der havde sat sig efter Taia havde snakket, for at besvare det spørgsmål, som Taia ønskede svar på.

,,Jo, Taia, min flok var vel ej ledet, som så mange andre. Vi var et fællesskab bestående af 5 hopper, der var gamle nok til at give liv til føl; 2 hingste, hvor den ældste var det, som vi kaldte lederen - Selvom lederskabet egentlig lå hos den hoppe, der gav mig liv. Indirekte var min moder den, der ledede vores flok på vej, den der traf de vigtige beslutninger og samtidig den som ingen vidste særligt meget om, undtagen mig og min fader; den ældste hingst. Min årgang bestod af mig og 3 hingsteføl; jeg havde ingen kontakt med disse, i hvert fald ikke efter mit første år var gået, men derimod blev jeg oplært til mange ting af min moder, og begik alle mine fejl med en hingst, der var et år ældre end jeg, som jeg drog på opdagelse med; han var søn af den yngre hingst og en af de andre hopper, og denne hingst lærte mig meget af det sociale, som jeg har taget med mig, om min mor lærte mig at begå mig i naturen. Så, min flok var ledet af en hoppe, men styret af en hingst. Sammensat af få, men pålidelige sjæle, men fællesskabet i min flok var indirekte og ikke tydeligt; jeg kendte knapt de andre hopper og dem, fra min årgang, men til gengæld var jeg meget sammen med min moder og den hingst, jeg nævnte før.”

Illana prustede dæmpet, som afslutning på hendes tale og så derefter nysgerrigt på Taia; var hendes svar nok, eller havde Illana misforstået dén mening, som Taia havde lagt bagved dette spørgsmål?

T A I A~The scarred Mare

---

Taia lyttede med den samme oprigtige interesse, som før havde været når den gyldne hoppe snakkede. Mentalt prøvede hun at skabe sig et billede af flokken, prøvede at opsætte et indviklet mønster som beskrev såvel Illana's følelsesmæssige som magtmæssige forhold til de andre i hendes flok. Hun fandt selve flokkens opbygning interessant. Den var så anderledes, så fremmede, men alligevel så familiær. Fokussen der før havde ligget på Illana forsvandt og Taia trak sig ind i sig selv, ind til sine tanker. Hun vendte og drejede flokkens opbygning i tankerne, prøvede at se præcis hvor forskellige og ens hendes var i forhold til Illana's. Selve ledelsen af flokken virkede ens, men forholdene til hinanden var så forskellige. Delte alle flokke ikke det fællesskab som var så stærkt i Taia's? Forholdsvis hurtigt trak hun sig dog ud igen; fandt tilbage til nutiden og et smil fandt vej til hendes mule.

"Din flok er opbygget så meget anderledes end min var...er...?"

Roligt puffede Taia kort til Illana. Hendes sidste ord var fulgt af en undret, usikker tone. Hun var langt fra sikker på om hendes flok overhovedet stadig eksisterede og hvis den gjorde, hvor eksisterede den så? Hvor eksisterede hun? Et kort glimt af savn kunne spores i den brune hoppes øjne, før hun rystede sit hoved og smilede til den gyldne igen. Inderst inde savnede hun vel egentligt flokken trods hun vidste hun aldrig kunne se den igen. Ikke kun fordi hun nu var her, men også fordi hun nu var hvad hun var.

Illana, den gyldne, der gik sammen med Taia, bemærkede godt at hun for en stund forsvandt ind i sit sind igen, der hvor alle hendes tanker var gemt og hvor de blev beskyttet. Illana prustede midt og lod derpå selv sine tanker strejfe fortiden, hendes flok, hendes moder. Hvis hendes moder kunne se Illana nu, i den pragt hun havde fået i dette land, ville hun bestemt blive stolt, glad på sin datters vegne, og samtidig forundret over hendes omgivelser. Illana, der dog ikke var så dybt i sine egne tanker, drejede let sin opmærksomhed imod Taia, da hun ligeså vendte tilbage fra sin egen verden. Illana lod et lille smil fylde mulen, da Taia’s ord brød stilheden. Ja, det der var hinsides denne verden, var ikke længere til at sætte ord på. Selv havde Illana undret sig over, hvad der mon måtte være sket med dem, der blev tilbage, da hun begav sig ind i denne verden gennem det uendelige mørke - Var de der endnu, var de forsvundet, levede de som var ingenting sket, eller sørgede de? Illana prustede let og gengældte det puf Taia havde givet hende, en ganske venlig gestus, der beseglede deres venskab.

,,Min flok var skam ikke, som så mange andre og i bund og grund meget ens med alle andre. Min flok var en underlig størrelse, og jeg havde slet ikke styr nok på sammensætningen dengang, til at forstå den til fulde. Men jeg tror på, at den sammensætning som min flok havde, fungerede godt for den; men jeg tvivler på, at den vil være god for alle andre.”

Illana smilede kort til Taia, hvorefter hun mødte hendes blik direkte.

,,Var, eller er, er et godt spørgsmål. Selv vejer det tungt i mit sind, hvad der end måtte være i verdenens udenfor, men jeg har en fornemmelse af, at tingene endnu er der. Hvis vi engang skulle få muligheden for at vende blikket udad igen”

Sagde Illana med en speciel betoning; det var et emne der berørte Illana meget tungt, men samtidig var det ikke noget hun sørgede over som sådan. Det var en blanding af gode og dårlige fornemmelser og følelser, som hun havde måttet tackle på sin måde - Nemlig ved at se fremad og håbe på det bedste. Hun nikkede let til Taia, som tegn til at gøre holdt, da de var nået et godt stykke ind over det grønne græs der kælede sig op af deres ben.

T A I A~The scarred Mare

---

Jo mere tid Taia tilbragte sammen med gyldne Illana, jo mere kunne hun lide hoppen. Illana accepterede hendes øjeblikke hvor hun tænkte, hun accepterede hendes ydre og hun accepterede det faktum at Taia ikke ville fortælle om hvorfor hun havde de ar hun havde. Det var svært at finde noget hos Illana som Taia ikke brød sig om. Der var selvfølgelig måden hvorpå hun talte, men selv den var Taia begyndt at holde af på kort tid. Den var fyldt med visdom, men ikke på en belærene måde. Den brune hoppe rystede kort sit hoved før hun lyttede til Illana's lidt besynderlige talemåde. Hvor ung havde Illana mon været da hun forlod sin flok? Det var ikke fordi Illana virkede gammel, og så alligevel. Hun virkede som en gammel, vis sjæl i et ungt legeme. Det var noget underligt noget og Taia prøvede bare at lade være med at tænke over det. Det gav langt fra mening så der var ingen grund til at fundere for meget over det.

Der var et kort stik i Taia's hjerte ved lyden af Illana's sidste ord. Hun brød sig ikke om at have givet hendes nye veninde en grund til at tale med det tonefald, men der var jo intet hun kunne gøre ved det, udover at puffe opmuntrende til den gyldne hoppes skulder. Et varmt, opmuntrende smil bredte sig på hendes mule, selvom Illana måske ikke så det, da hun stoppede op og kiggede på græsset. Det var højt og grønt, så anderledes end det derhjemme. Det afholdt dog ikke den massive hoppe fra at lukke munden om en god tot græs før hun så på Illana igen. Hun sagde ikke noget, men lod bare stilheden sænke sig over det nye venskab hun havde smedet.

Illana, den gyldne, der havde gjort tegn til at gøre holdt i det lang græs, lod kort blikket glide over de stille omgivelser; solen hang endnu over dem og stilheden herskede på engen. Kun fuglenes evige kvidren og vinden der engang imellem gav et lille sus i græsset eller i træerne, gav lyd fra sig. Illana prustede kort, tungt og tilfredst. Selvom hendes tanker et kort øjeblik havde været sørgmodige, så var den gyldne hoppe skam endnu ved godt mod, da selskabet fra Taia, dette land og hendes liv, bragte glæde til den gyldnes sind. Da Taia tillod sig at græsse i Illanas selskab, lod hun selv sit hoved falde ned imod det lange, saftige græs. Hun tog et par totter af det, der var hende nærmest, hvorefter hun hævede sit hoved, for at betragte Taia igen; den brune hoppe, der lod til at føle sig så godt tilpas, at hun kunne ’tillade’ sig at være sårbar og græsse. Illana havde en fornemmelse af, at Taia måtte være noget mere instinktiv end hende selv, og sikkert med god grund. Så Illana tolkede det som et kompliment at den brune hoppe, med de hvide og arrede plamager, valgte at græsse i hendes nærvær. Illana vippede ørene let imod hende, Taia, der nu var ganske stille. Taia var en speciel hoppe, en unik hoppe, med sår på sind, såvel som krop - Men dog vidste Illana, at Taia havde en vilje gemt i sig, en vilje der tillod hende at være ’sig selv’, uden at skulle frygte en reaktion fra den gyldne hoppe.
Efter nogen tid, hvor de to hopper havde forholdt sig i ro, åbnede Illana atter mulen, for at spørge ind til Taia.

,,Taia, har du nogen ønsker om, hvor vores hove skal befinde sig? Her, et andet sted, eller hver for sig?”

Spurgte Illana ganske høfligt. Det var ikke fordi, at hun ønskede at de skulle gå hver til sit, men hvis Taia ønskede et befinde sig et andet sted end her, eller lave noget andet, ville Illana skam gerne følge hende; eller lade hende gå selv.

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Taia skævede til Illana i ny og næ. Det var ikke fordi hun følte en træng til at overvåge hendes nye ven, langt fra, det var bare naturligt for hende altid at holde øje med alting. Det føltes forkert for hende hvis hun ikke gjorde det. Et kort prust forlod hende før stilheden igen sænkede sig over dem. Hun nød i fulde drag blot at stå der, at dele dagen med Illana uden at sige et ord. På trods af at hun nød selskabet følte hun også et vidst ønske til at være alene igen. Kunne tænke uden at have øje for at der var andre i hendes selskab. Hun var ingen filosof, langt fra, men hun nød da at tænke og Illana havde givet hende meget nyt at tænke over. Ting som krævede mere opmærksomhed end hun kunne være bekendt at bruge på det i den gyldnes selskab.
Det gav et lille ryk i Taias ører da Illana snakkede igen. Havde hoppen læst hendes tanker? Næppe, men det var alligevel lidt af en overraskelse da hun bragte spørgsmålet på banen.

"Hm.. Det er ikke fordi jeg ikke nyder dit selskab Illana, men jeg tror faktisk at jeg vil kunne bruge noget tid alene. Du har givet mig meget at tænke over."

Et varmt smil fandt vej til Taias mule. Hun puffede blidt, venskabeligt, til Illana før hun kort så sig omkring. Hun havde ikke drukket i dag, så måske burde hun finde et sted at gøre det. Et sted hvor hun også kunne tænke. Hun vendte de blå øjne mod Illana igen og smilede en sidste gang.

"Jeg håber vi ses igen snart, Illana"

Med de ord og et sidste, venskabeligt puf skridtede Taia væk fra hendes gyldne veninde. En enkelt gang så hun sig over skulderen og smilede. Hun slog med hovedet som en sidste gestus før hun slog over i galop. Der boblede en glæde inderst inde i Taia; hun havde fundet en der accepterede hende helt, det var hun sikker på at hun havde.

//Out