Tilbage; med kurs mod klipperne..

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Hvordan Jaidev skulle tackle denne Djange, vidste han ikke rigtigt. Det virkede som om, at hvad end han gjord, så var det ej godt nok til at behage eller tilfredsstille hingsten. Nu havde han udfordret Djange og trådt tættere på ham, hvilket vækkede en følelse hos Djange. De mandelformede ører var vippet fremad, de udviste opmærksomhed, nærmest en nysgerrighed til hvordan denne Djange ville reagere. Og Jaidev fik så sandelig sin sag for! Følelse som væltede ind over Djange, var en følelse af væmmelse og måske had, for et tandsæt blev truende blottet foran den mørkglødende, som kastede hoved indtil sig, for at beskytte sin strube, som andre så tit havde gået efter. På trods af at han ej fandt nogle dissiderede fjendtligheder ved Djange, som blot stod rankt og stift, og viste at han ej ønskede Jaidev nær, valgte Jaidev alligevel at undgå at underkaste sig en lille trussel; han var provokeret. Ørerne var stadig en smule fremad, for han var yderst opmærksom på Djange, inden han selv krænkende overlæben op, og kortvarigt blottede sine tænder; han ønskede ej Djange som en fjende, men Djange var stærk, så han var nød til at sætte Djange på plads, og vise at han ej frygtede ham. Djange skulle ikke have lov til at dominere, manipulere eller andet. Da Djange fnøs, kneb Jaidev øjnene en smule sammen, og hævede ryggen en anelse, idet han trippede en smule, parat og vågent. Han udsendte ej nogle truende signaler, men blot en brændende opmærksomhed.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den mørkglødede hingst Jaidev var nu ikke bange af sig! En stærk hingst, en modig hingst; eller måske dum, ville nogen sige. Hm, der var så meget man kunne sige om denne hingst, og så alligevel ikke, for Djanges vedkommende. Den sidste dråbe faldt dog afgørende til jorden, da Jaidev blot kneb øjnene en anelse sammen, efter Djanges advarende fnys. Djange kunne ikke påstå bagefter at han ikke havde advaret denne hingst, men hingsten ville til syneladende ikke blot opgive så let?

Djange missede atter øjnene knibende sammen, med de kolde og tomme øjne så direkte i hingsten mørke og blanke; blanke og afvisende for al indtrængen fra Djanges kolde blik. Ørene blev presset en anelse mere ned i den mørke kraftige man, der lå over Djanges spændte, og efterhånden muskuløse hals. Bringen var skudt mere frem nu, og yderst truende måtte Djange siges at se ud, men stilheden tog til, og Djange forblev stående i et par få sekunder; nærmest som en optakt. Men en optakt på hvad?

Sekunderne gik, og hos Djange var det som om at hvert et hjerteslag i bringen, hidsede ham mere og mere op, som ville han eksplodere om lidt… Hårdt lød et hæst og fløjtende hvin fra Djanges lyserøde mule, ud af ingenting, før hans forben blev kastet fremad i et par markerende spark for sig, dog med bevidst hensigt på ikke at direkte ramme denne hingst; næh nej! Samtidig blev Djanges spændte og højtstillede hals atter ranket, mens hans hoved blev trukket en anelse ind, med en truende fremskudt pande.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidev var ikke en typisk slagsbror; ikke ment med at han ej var en dygtig kæmper, for når en kamp var vejen frem, så var Jaidev ganske rutineret. Men han foretrak ej at vælge den vej, han havde efterhånden fået for meget af den slags, men han vidste, at når man var så dominerende som han var, så var det umuligt at komme gennem livet uden en kamp indimellem. Øjnene, sorte som den dybeste sø, betragtede opmærksomt den truende, farlig Djange, som så ud til at ville kunne fare i flæsket på Jaidev når som helst. Men var det nu også Jaidevs ønske; at udfordre denne Djange sådan? Djange var stærk, og Jaidev var ikke et øjeblik i tvivl om at denne Djange kunne være yderst farlig, hvilket blot betød at opmærksomheden ikke blot var på normalen, men steg op til et intenst, nærmest sitrende niveau. Han frygtede dog ej Djange, og det var også derfor han havde provokeret ham – hvis det da var sådan Djange så det. Og derfor var det også en spændende underholdning som ville tegne sig for Jaidev; problemet var blot, at denne underholdning kunne være yderst farlig.

Som de stod der, og så hinanden an, voksede noget i Djange, for pludselig eskalerede han. Et par stærke forben fløj ud som en trussel og markering, og fik den smidig, dansende, brunrøde hingst til at bevæge sig sidelæns i ren refleks for at undgå at blive ramt, på trods af at det ej så ud til, at det var Djanges hensigt at ramme. Alligevel tirrede det Jaidev at være legetøjet, og derfor fløj ørerne bagover, og tænderne blottet i en truende grimasse, alt mens halsen blev knejst beskyttende sammen. Alligevel forholdte en tilbageholdende udstråling, at Jaidev ej havde i sinde at angribe denne gråbrunlige hingst.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den rød glødede hingst blottede nu både tænder, og ørene røg da også fint i nakken på den sorte kraftige man han besad. Djange fnys, og hårdt lød det dundrende da begge af Djanges forben landede på jorden igen. Djange holdte ørene presset hårdt i nakken, mens den lyserøde mule atter var rynket. Hingsten havde blottet sine tænder af Djange, men alligevel så hingsten ikke synderligt ud til direkte at ville tage en kamp op med Djange.

Djanges blik gnisterede en anelse ophidset, klar på kamp; men han holdte lidt igen. Hingsten havde jo veget som han havde ønsket, så han kunne vel ikke forlange så meget mere… Eller kunne han? Den fortsat højtstillede og efterhånden muskuløse hals, holdte Djanges lodretholdte hoved i en advarende og truende position af fremskudt pande, mens alle fore ben var samlet i en meget tæt og stærk parade. Djanges bringe fortsatte atter ud og ind, oppustet da hans vejrtrækning var ophidset; vred. Det kolde og tomme blik i de krystalblå øjne var atter misset sammen, mens hans lyserøde mule fortsat var rynket meget skeptisk; næsten så hans tænder var blottet.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidev var ej dum; det ville være farligt at slås mod denne stærke hingst. Det ærgrede sådan i hans selvtillid, det nærmest skår i hjertet, da han lænede sig en smule tilbage, og bakkede et enkelt, langsomt skridt; ej forhastet eller panisk, som så han ud til at flugte, blot et ligeså fint, respektfuld og klogt skridt. Det var vigtigt at kunne vige fra en kamp, trods dominansen sagde noget helt andet; hormonerne blev kun påvirket af den sødme der hang i luften af brunt, og det gjord ham blot endnu mere kampgal, dominerende; hingstet. Det var et naturligt instinkt at spille op mod andre hingste på denne tid, men dog overskyggede det ej fornuften, og fornuften sagde netop a han burde holde afstand til denne farlig Djange.

Ørerne rykkede sagte på sig, da et dunk lød. Atter stod de to stærke hingst, og intenst betragtede hinanden, hvor det blot var et spørgsmål om, hvem der først fór i hoved på den anden. Men det ville ikke blive Jaidev, der lod den mørke stemme lyde i en behagelig tone, der til trods anspændtheden havde en mild klang af rolighed og fatning over sig. ” Du stærke Djange, jeg ønsker Dem ej som fjende. ” Sagde han i en oprigtig tone, mens den silkebløde mule mimrede sigende på sig. Atter bakkede han et langsomt skridt, hvor hovene kørte tørt over jorden.

Et øre rettede sig langsomt fremad, alt imens de sortnede øjne intenst betragtede Djanges kropssprog, der lyste af hidsighed og vrede. Et lidt advarende slag fra Jaidev viste, at han ej ønskede at denne farlige hingst kunne komme han for nær, netop fordi det kunne koste ham livet; Jaidev altså. Denne Djange var sikkert stærk i kamp; han var sikkert stærk i enhver disciplin, og derfor var det vigtigt at vælge sine kampe med omhug. Denne Djange var en, men helst ville undgå at krydse klinger med. Men var Djange for tændt, og havde hadet til Jaidev overskygget alt hos ham?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten her var jo langt fra dum! Et skridt tilbage, og det var som om meget af vreden, den indre ild blev kvalt langsomt, af et tæppe. Som blev der lagt en dæmper på dem begge, men især Djange. Hingsten viste respekt, og dette kunne Djange ikke tage fra sig selv; respekt betød så vitterligt meget for ham! At selv hans værste fjende, ville kunne være acceptable efter at have udvist tro respekt. Djange missede en anelse skuende på de krystalblå, tomme og kolde øjne, da hingsten nu talte. Den rolige stemme lød, og Djange rynkede atter på den lyserøde mule, mens han mest af alt nu igen lignede en der var ved at farer vildt og utilregneligt frem.

Men Djange holdte igen, lod tæppet indvendig kvæle ilden langsomt. Et lidt dybt, men yderst stift nik, i den ranke og lige nu advarende og tilmed truende stilling, vistes. Respekterende overfor denne Jaidev, der havde udvist respekt; respekt for denne Djanges grænser, for Djange som medhingst i dette land. Et kort fnys, dog ej henvendt som en truende handling denne gang, lød fra Djanges mule. En smule irritabelt, men blot over ham selv, og egentlig uden grund – måske mest af alt var hans fnys bare blevet lidt en vane. Hingsten Jaidev havde da nu også rettet et øre en smule lyttende frem, som afventede han Djange, som derpå lige havde til godkendt og bekræftet hans fredsbyrde.

”Med mindre du trodser min familie, mine elskede eller mine nærmeste; vil De aldrig blive min fjende. Måske vil jeg hade Dem, men fjende vil De ikke blive.”
Lød Djanges stemme hæse og intenst, tonløst. Skønt han mente hver og ét af disse ord!

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Øjnene borede sig fast på den stærke, ranke Djange, som var en gåde i sig selv. En gåde som Jaidev ej ville have muligheden for at løse, men muligheden til at lære om; han vidste allerede noget med denne Djange, som Djange ikke vidste. Han vidste nemlig hvad en helt bestemt sjæl mente om ham, Djange. Spørgsmålet var blot, turde han stole på disse ord fra den sjæl, eller tage sin egen indskydelse af at denne stærke hingst kun var krigsgal? Han tippede mod det første; han ville give Djange en chance. Og det virkede og som om, at det behagede Djange, at han var bakket en smule tilbage og derved givet Djange større rum; en bredere zone. Det var bedre at spille på samme hold med Djange, end at gå imod ham. Han var en mere end muskler; det mentale var mørkt og virkede umuligt at trænge igennem, nærmest som en kulsort tåge der æd en, hvis man forsøgte at snige sig ind på ham. Langsomt rykkede Jaidev med det fintformede hoved, mimrede med mulen, og lyttede. Lyttede til Djanges fortælling om, at han ej ville være en fjende, medmindre han skade dem, Djange elskede. Hovedet gled langsomt på skrå, alt imens et helt lav brum undslap den mørkglødende. ” Det ville ej være med min gode vilje, tro mig. ” Svarede han dybt og ærligt, alt imens han nikkede bekræftende. Der var ingen grund til at skade; ligesom nu, hvor han havde rykket sig ud fra Djanges farlig klør.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Begge hingste havde virkelig trådt ud af den ellers intense scene, som eller var så godt optrappet mellem dem. Hingsten Jaidev havde på få sekunder, udvist at være mere end blot en fremmed og provokerende sjæl. Men måske en hingst med lidt mere imellem ørene. Djange missede da de krystalblå øjne anseende sammen, mens de så til koldt og tomt direkte i Jaidevs stadig meget mørke og dybe øjne. Djanges øre lå fortsat tilbage; som altid, men rynkerne over den lyserøde mule, var så småt svundet ind; da Jaidev afsluttede sin sætning.

Djange undlod et stift og lidt anspændt; men yderst respektfuldt nik, fra den stive og ranke holdning. At hingsten hermed, ret så ærligt, forsikrede Djange omkring at han ej ønskede ham, eller nogen af hans nærmeste ondt; var for Djange en dyd. Respekt. Hingsten Jaidev her, var måske endda et oplagt emne. Tja, mon ikke?

[OUT – Håber det er fjong vi afslutter nu (; Vi starter bare en ny hvis det er!]

[ Jaidev out ]