Tilbage; med kurs mod klipperne..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Vinden havde roligt lagt sig over Andromedas land her på de sidste timer. Dog stod solen stadig højt, mens Djange begav sig over det store græsareal denne Ø besad. Han holdte sin hals højt, med det lodret holdte hoved, så et knejs lå over hans nakke; hvor Djanges øre da stadig lå presset imod. Hans krystalblå øjne så skimmende og skuende frem for sig, mens han var opmærksom på alt omkring sig. En hver fare kunne springe frem når som helst; skønt han var på vej mod bjergende. De var ikke så langt væk nu, blot en få 1000 meter, et øjekast herfra over den åbne eng. Mens han forblev i skridt, hvor hans ben plantede sig én for én, præcist og sikkert over den hvide sne, der ikke så yderligere betrådt ud på denne Ø, som den nu elelrs var på Enophis.

Not alone

[/center]

Hingstens mørke, næsten sorte øjne skævede mod et syn, som fascinerede og skræmte ham på samme tid. Langt foran strakte bjergtoppe sig op: de kiggede hver især over hinandens blege skuldre, mens solen dansede bag dem. Hingsten var ej van til bjerge; for at være ærlig, havde han aldrig betrådt et bjerg, så er det pludselig lå der, helt fredfuldt og stille foran ham skræmte ham ligeså meget som det tiltrak. Burde han nærme sig? Mulen rynkede sagte på sig, uden øjnene forlod bjergenes blege horisonter.

Vinden strøg let gennem området, den kælede let over hingstens mørke hårpagt. Trods vinden var kølig, så afslørede den alligevel at forår var på vej, for frøsten hang ej i luften længere. Sneen var også smeltet – mere eller mindre. Langsomt drejede hingstens sine mandelformede øre til siderne, opmærksomt og lyttende, idet han med lette skridt dansede frem, for at udforske det nye, fremmede: bjergene..

En svag lugt stødte på ham. En lugt af en fremmede. Hovedet skød i vejret, mens musklerne spændte sig op, i takt med at hingsten pustede sin mørke krop op. Var der nogen i nærheden? Øjnene kneb sig mistroisk sammen, mens en dæmpet, mørk brummen skød lavmælt op fra hans fremskudte bryst, som kun var høj nok til de nærmeste kunne høre den. Men var der nogen sjæle tæt på ham, var han overbevidst om, at de hørte ham. Og det var jo også meningen.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det sne belagte område Djange så fint og præcist trådte over med sine hove, knasede genstridigt under ham inden en lyd fra en anden sjæl blev tilkendegjord. Djange stoppede brat op, og rettede det oprankede hoved op i et ryk, så det knejste hingstet i hans nakke, mens hans blik fra de krystalblå øjne hurtigt så vildfarent og ivrigt omkring i landskabet. Men få sekunder gik der, før Djange fik en mørk rød sjæl i sigte. Djange rynkede straks på den lyserøde mule skeptisk, og spændte kort i sine muskler. Hans øre lå ned, som sædvanlig, og Djange skiftede med det samme kurs, imod denne hest.

Sneens tæthed med gjorden og luften derover, gjorde det svært at høre andre skabninger, samt tyde andres dufte. Men denne duft her, fra denne hest; en hingst, så vidt Djange gættede på, duftede så skarpt og indtrængende af frisk nulret basilikum. Djange missede de krystalblå øjne skeptisk og anseende sammen, mens han nærmede sig, skridt for skridt med den stive og ranke holdning han besad, med kurs imod denne mørkglødede hingst. Hans øjne var tomme og kolde, men meget direkte på denne hingst, samt ørene lagte; som sædvanlig. Nogle ville tolke Djange som truende, som noget man skulle holde sig fra, men Djange ønskede ej at skræmme denne hingst væk. Ikke endnu i hvert fald.

Fascinating like the mountains

[/center]

Luften var så kold, af hver gang hingsten åndede ind, så gøs det indre af kulde. På grund af denne kulde, var alle forskellige dufte svær at tyde, og det gjord blot hingsten endnu mere opmærksom; for han vidste at der var en sjæl, men var det en ven eller fjende – en hingst eller hoppe? Øjnene missede sig svagt sammen, opmærksomt, mens næseborende dirrede sagte, ihærdigt efter at vinde over kulden, og derved tyde den fremmede lugt. Men et udseende ramte hingsten inden lugten, og i et vågent ryk med hovedet, betragtede øjnene intens den fremmede sjæl, som målrettet kom mod ham.

Musklerne spændtes svagt under hårpagten, idet duften endelig ramte ham. En hingst. Langsomt lagde den mørke hingst sit ædle hoved let på skrå, mens de sorte øjne indprentede sig den fremmede: den fremmede hingst havde nemlig et helt unik udseende. Mon han var en ukendt vandre af det uopnåelige? Udseende var i hvert fald specielt. Grundfarven var en mat gråbrun tone, det ene bagben var hvidt helt optil bagparten og de tre andre ejede unikke striber. Hovedet var beklædt med en kridthvid blis og en lyserød mule. Hvor kom en sjæl fra, med sådanne specielt udseende? Det var dragende, fascinerede.. Men også skræmmende. Præcis som bjergene.

Trods den mørke hingst blik på den fremmede, så var hans øjne ej indgående eller respektløse, tværtimod var der er svagt glimt af accept og respekt. Men også et glimt af ’usikkerhed’, for han vidste ikke hvordan han skulle tackle en så fremmede sjæl; hvilke områder måtte hans stærke hove ikke have bragt ham igennem, hvilke syn måtte hans øjne have beskuet? Og ikke nok med at sjælen var så fremmede, så kom han vandrende med en truende udstråling; dog ejede han en unik aura, som forsikrede den mørke hingst om at han ej var fjendtlig. Langsomt virrede hingsten tankerne på plads, og vippede ørerne interesseret frem mod den fremmede, unikke, stærke hingst, som hele tiden kom nærmere og nærmere..

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den rødbrune hingst, prydet med et dybt sind i de mørke øjne, samt snehvide aftegn og ibenholt sort man og hale, kom nu nærmere og nærmere. Djange fortsatte selv sine præcise og stive skridt spankulerende imod denne fremmede. Duften fra hingsten blev stærkere og mere krydret, jo nærmere de trådte hinanden. Hingsten virkede ikke synderligt fjendtlig, nærmere en smule usikker. Dette måtte Djange ærligt indrømme over for sig selv at være yderst tilfredsstillende. Sneen under dem knasede en smule anstrengt, som forsøgte sneen at protestere imod hovene der betrådte derover. Djange stoppede da brat, i en samlet parade, hvor han atter rykkede hovedet diskret og understregende op. Fortsat holdte Djange sit hoved lodret, mens de krystalblå øjne så yderst direkte og anseende frem imod den fremmede, mens hans øjne missede sig en smule sammen. Mulen blev da også rynket skeptisk, forinden Djange lod sig et nik komme til alt. Et respektfuldt og hilsende nik, mens hans øjne da fortsat var tomme og kolde.

”Goddag Hr.”
Lød Djanges hæse og stemme da afbrydende på tavsheden, efter sneens knasende støj. Djange holdte sin mule rynket, ørene lagte og det kolde og tomme blik stift på hingsten; hingstens ansigt, hingsten mørke øjne! Hingsten her var stærk, det var tydeligt, en værdig modstander ville Djange tolke, måske en kamp kunne blive på tale? For hvis ikke dette var en fjende, kunne han blive en stærk soldat, kæmper.

Unknow Soldier

[/center]

I en samlet parade med alle fire ben parallelt samlet stoppede hingsten op. Hver en muskel var spændt under den tykke, mørke hårpagt for han vidste ej om denne fremmede pludselig ville angribe, nu hvor han nærmede sig med en truende attitude. Mulen spændte sig svagt op, alt imens den mørke hingst knejste dybt sammen i sin hals. Næseborende udspilede sig ganske svagt, idet den karakteristiske duft af den fremmede, gråbrune hingst sneg sig ind i hans følsomme lugtesans; han kunne ej sætte ord på hvilke erindringer han fik, når han duftede den. Den var eksotisk, men alligevel tilbageholdende.. Øjnene kneb sig svagt og diskret sammen, overvejende, inden han fnøs kort for at fjerne den indtrængende duft af hingst.

Det behagede ej Jaidev, at den fremmede virkede så overlegen; på trods af at han havde god grund til det. Han var den hidtil stærkeste hingst Jaidev havde mødt, og derfor kunne den fremmede tillade sig at være overlegen. Men det betød ej at Jaidev ville underkaste sig. Med ét fløj ørerne op og fremad, som stod de på stilke, da hingsten gav et respektfuldt og hilsende nok. Et kort brum nynnede dæmpet fra Jaidev, inden han sank i nakken, for at vise respekt og accept til den fremmede, inden han lyttede til de høflige ord den fremmede sagde.
Kropssproget den fremmede ejet var nok barbarisk og truende; men at han alligevel kunne hilse pænt og vise respekt, gjord at Jaidev allerede respekterede den fremmede. Måske var sjælen blot fanget i den forkerte krop? Uden at virke forhastet eller lade stilheden vare længe, lod Jaidev sin stemme lyde. Den var karakteristisk ved at være mørk, rungende og dyb – men havde samme undertone af intensitet og hæshed som den fremmede og en behagelig klang. ” Goddag, sir. ”

Endnu et respektfuldt nik gled fra den mørke hingst, da han havde sagt sine formelle ord. De mørke øjne, som næsten lignede glaskugler så sorte at man kunne spejle sig i dem, betragtede opmærksomt den fremmede med respekt og accept, inden han lod høfligheden komme til ham og præsentere sig selv. ” Mit navn, fremmede, er Jaidev. ” Hvis hingsten nu også var så høflig som han udgav sig for at være, ville han også præsentere sig selv. Men hvis han nu kun spillede høflig, og i virkeligheden var en fjende som kropssproget sagde, ville han måske ej svare. Det hele var en udfordring Jaidev stillede, og tålmodigt gled Jaidevs ædle hoved på skrå.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djanges krystalblå og tomme øjne så meget direkte i hingstens mørke, dybe. Der lå nogle følelser gemt i det dybe mørke syntes Djange. To bundløse huller, fyldt med en masse gemte følelser, så Djange denne hingsts øjne som. Djange rynkede svagt på den lyserøde mule, en smule skeptisk, men da til ingen verdens nytte. Hingsten her udviste respekt og ikke mindst accept imod ham selv. Hans krystalblå øjne så meget direkte og anseende imod hingsten, mens han forholdte sig afventende. Hingsten her foran ham, lod da nu sin egen stemme komme til kende for Djange. Stemmen var rug, dyb og passede til hingsten; og så alligevel ikke. Djange missede let de krystalblå øjne en smule anseende og skuende sammen. Ingen fremmede var til at stole på, sådan uden videre. Ørene lå fortsat lagt tilbage, mens hingsten nu præsenterede sig selv. Djange undlod et svagt fnys, med den rynkede lyserøde mule; men nikkede da så stift i den ranke og stive holdning han besad.

”Goddag Jaidev, mit navn er Djange.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, kort efter hingstens præsentation. Kort og en smule tonløst løs hans stemme gennem luften imellem dem. Hverken indbydende, men heller ej afvisende. Blot informerende. Djange så da nu kort granskende over denne hingst. Mørkglødet i pels, ibenholt sort man og hale, og så de tre hvide ben. Djange missede kort anseende imod hingsten, da hans blik atter tomt og koldt landede i hingstens dybe og mørke øjne. Denne hingst var stærk. Måske også af sind?

Know something

[/center]

Øjnene hvilede hele tiden på den fremmede. Hans udstråling havde været truende; nu virkede den mere anspændt og stiv. Hvad gjord den fremmede så stiv – var det en frygt? Den fremmede var beklædt og fyldt med en masse muskler som harmonisk beklædte hans krop, så han var sikkert både udholdende og smidig. Så hvad havde den fremmede at frygte? Langsomt spændte den mørke hingst mulen sammen, alt mens han bøjede smidigt i sin muskelfyldte hals. Han udstråling viste ej frygt, men hvad skulle det andet bud være? Næseborende dirrede svagt, inden han gav et dæmpet fnøs fra sig. Hingstens svar var formelt og høfligt, da han præsenterede sig selv som Djange. I sit indre smagte den mørke hingst på navnet. Djange.. Det havde en helt speciel klang.

” Det er en ære at møde Dem, Djange. ” Jaidevs ord var oprigtige. Det var en ære at møde endnu en sjæl, som bestemt måtte være unik. Jovist var alle sjæle unikke, men denne Djange ejede noget helt specielt – og ikke nødvendigvis kun af udseende. Han måtte indeholde mere end øjet kunne se. Let slog Jaidev hovedet i vejret, mens ørerne vippede sig lyttende omkring, for tænk hvis der var en fare på færde. Pludselig ramte Djanges kolde, krystalblå øjne hingstens mørke øjne. Øjnene kneb sig svagt sammen, for han vidste ej om denne Djange måske ville drage sig selv ind i hingstens sind, ved at kigge ham dybt i øjnene; hvilket ikke kunne tillades.

Murblokaden omkring sindet var stabil og stærk. Den blev forstærket hver sekund, så ingen havde muligheden for at trænge ind til hans indre. Og derfor lod hingsten sine øjne hvile mod den fremmedes, dog brændte hans stadig med et diskret glimt af respekt og accept. Ørerne vippede sig lyttende sidelæns, mens mulen dannede en lille rynken, inden han tillod sig selv at stille hingsten et spørgsmål; for Djange virkede jo høflig af sind, så hvorfor ikke se om han ville svare? ” Jeg beklager min nysgerrighed, Du ædle Djange.. Men tillod mig at spørger; hvor kommer De fra? ” Det var ej ment som noget bogstavligt, for Jaidev vidste udmærket at Djange kom fra sin moder. Men hvilket land havde han betrådt, inden skæbnen bragte ham her, lige foran den prægtige Jaidev?

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten lod sig et nik, som en mindre formel hilsen imod Djange, efter at have præsenteret sig. Djanges øjne så fortsat koldt og tomt i hingstens mørke, som så småt så uigennemtrængelige ud. Djange holdte da det kolde og tome blik på hingsten mørke øjne, før den rustikke stemme lød spillende fra hingstens mørkeglødede mule. Djange missede med de krystalblå øjne, anseende da hingsten præsenterede sit navn. Et lidt specielt navn, måtte Djange erkende. Men et navn var jo blot et navn, og intet Djange ville hænge sig i. Anseende og afventende lod han da blikket fortsat være misset imod hingsten Jaidev, som nu og da åbnede mulen.

Snagende! Et svagt blus i Djanges krop blev knipset til, da hingsten Jaidev lagde ud med at undskylde for sin nysgerrighed. Endnu en nysgerrig sjæl, endnu en snagende sjæl, som blot ønskede at komme ind på livet af Djange. Næh nej! Djange rynkede skeptisk på mulen, mens de tomme og kolde øjne stirrede meget direkte imod Jaidevs mørke øjne, der efterhånden havde blokeret fuldstændig for indtrængende blikke. Djanges øre trykkede sig videre lidt ned i nakken, før hingsten slog over i en forklarende mine og spurgte ind til Djanges førhen liv. Hans levested. Denne hingst ønskede blot at vide hvorfra han havde befundet sig før, måske ønskede han at høre om han havde været strejfer hele sit kære liv, måske i en tæt sammenholdt flok, måske var det nærmere tærrenet Jaidev ville høre om. Alt Djange sagde nu, ville kunne afsløre hans identitet. Spørgsmålet var bare, hvad ønskede han at afsløre for denne fremmede! Måske fjende?

”Jaidev…”
Lagde Djanges hæse og intense stemme ud, hvormed han rankede sin stive og ranke holdning en anelse op, og trykkede ørene atter ned. Hans lyserøde mule slog atter en rynke, og hans blik var tomt og koldt direkte imod hingsten. Truende eller afvisende ville nogen tolke dette.

”… Jeg er blot en hingst fra bjergvandrendes land.”
Svarede Djanges stemme kort, hæst og intenst. Med et afsluttende lydløst fnys fra den rynkede mule, så et form for truende adfærd ville kunne fremtolkes. Tænderne blev ej blottede, men det kunne antydes hvis det var det man søgte frem til af sin analyse af denne Djange. Djange blev fortsat stående, stift og rankt, foran denne fremmede.

Dance with the Devil

[/center]

Djange. Jaidev. To specielle navne, som hver især spillede op, når man formede dem i munden. De blev udtalt med en hel særlig klang, som var uundgåelig. Hvor stammede deres navne fra – hvilke historier var der blevet fortalt, hvilke legender og sagn bar de med sig? Hvad var betydningen bag navnet Djange?
Mulen dannede en kort rynken. Så mange filosofiske spørgsmål vandrede rundt i hingstens hoved, så de nærmest forførte hans sjæl væk fra den gråbrune Djange, med de specielle aftegn – aftegn som han netop havde udspørg ham om. Det glippede kort i Jaidevs muskuløse krop, da han betragtede den fremmedes reaktion. Mulen rynkede sig skeptisk og de tomme øjne Djange ejede borede sig ind i Jaidevs spejlblanke øjne. Hvis han ej havde sin murblokade til at beskytte sig selv, var han overbevidst om at denne Djange sagtens kunne pine enhver sjæl som sit tomme øjne; men var det nu også Djanges ønske? Var han nu også så afvisende, som hans kropssprog sagde han var? Fighteren som Jaidev var, så han direkte tilbage i Djanges krystalblå øjne, som han måtte indrømme havde et helt specielt skær med sin klarhed. Måske var han gået for vidt – Djange ønskede måske ikke at snakke om sig selv, at åbne sig?

Det havde aldrig været Jaidevs hensigt at støde denne Djange. At få ham til at åbne sig, fortælle fortrolige ting. Men han fandt det spændende at Djange ejede sådanne unikke aftegn, og i al uskyldighed havde vist interesse og spurgt ind til ham. Et mindre klogt valg, når det var en sjæl som Djange, for han ønskede sikkert ikke at afsløre noget, som kunne føre til at man kunne identificere ham. Og derfor regnede Jaidev også med at Djange ville undgå spørgsmålet; men da Djange sagde hans navn med den karakteristiske stemme, spidsede Jaidev lyttende ørerne fremad, for at finde ud af hvilke spændende ting Djange ønskede at dele..

Øjnene glimtrede af kulde og tomhed. Jaidev kneb øjnene sammen, inden han slog hovedet i vejret og smækkede kæberne sammen. Djange udviste en adfærd, som man kun kunne være opmærksom på; ønskede denne Djange underkastelse? Magt? Ørerne vippede sig langsomt bagover ved tanken, mens de spejlblanke øjne kneb sig sammen, inden ørerne med ét blev draget af Djanges stemme, og spidsede sig lyttende fremad.
En bjergvandre. En vandre som Jaidev aldrig havde set, aldrig havde mødt. Kun erindringerne sagde at han havde hørt myter om forskellige vandre; de udholdende ørkenvandre, de balancerede bjergvandre, de luskede nattevandre.. Et kort nik forlod Jaidev, en nikken der fortalte at han havde lyttet og forstået, inden ørerne vippede sig bagover. Han var ej tryg ved denne hingst udstråling og kropssprog, og han havde tydeligt fornemmet at han ej skulle udspørger ham mere, hvis han da ønskede at forlade Djange i ét helt stykke.

[/color][/size]

I'm stronger than the strongest drug you've ever had
Mix 'em all together and I would still be twice as bad.

[/font][/size]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten Jaidev syntes ej at trives i Djanges selskab, måske en smule usikkerhed var at spore. De efterhånden tilbagelænede øre sagde meget, mens de mørke dybe øjne i hingstens ansigt ej afslørede nogle dybere følelser hos denne hingst. Djange missede sine krystalblå, tomme og kolde øjne sammen da hingsten nikkede forstående over at han var bjergvandrer. Dette behagede vel et eller andet sted Djange, hingsten var ej en videre snagende type; eller måske var han? Blot en ligeså klog sjæl som hoppen Illana. Tankerne for igennem Djanges indre sind, mens øjnene udadtil endnu var kolde og tomme; der blev ved en pause og stilheden tog til, men Djange forblev stående med det som mange mente, stirrende blik, mens den ranke og stive holdning stadig var på tale.

”Men sig mig Jaidev, befinder De dem ofte her på Foehn?”
Lød Djanges stemme i den hæse og intense stemme, en smule tonløst – som altid. Djanges krystalblå øjne blev atter misset en smule anseende sammen, mens den lyserøde mule slog en svag skeptisk rynke over sig. Denne sætning kunne tolkes på uendelige måder, truende, afvisende, interesseret, velkommende. Tja, selv ikke Djange var sikker på hvad han havde ment. Eller var han?

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Nervøs ville den mørkglødende hingst ej kalde sig selv. Usikker måske, usikker overfor det fremmede og ukendte. Denne hingst var så intens og samtidig så intetsigende, hvilket gjord ham ekstra opmærksom. Djange ønskede ikke at blive læst, tværtimod. Derfor måtte den mørkglødende hingst tråde ekstra forsigtigt i hingstens selskab, for han var stærk ham Djange. Og ikke mindst af alt virkede han til at have magt. Eller i hvert fald ønske magt. Men på trods af den ranke, truende holdning og de stirrende øjne, så var der mere i denne hingst, der var andet end den tomhed han udviste. Langsomt kneb den mørke hingst øjnene sammen, mens han ej flygtede fra Djanges stirrende blik; han lod blot sit spejlblanke blik hvile på Djange, men uden at udfordre ham. Nej, øjnene glimtede svagt af respekt og accept til dette mystiske vidunder af en sjæl.

Pludselig eskalerede stilheden, som ellers havde lagt sig som en lydløs dyne omkring dem. Djanges intense, maskuline stemme brød stilheden, og fik den mørkglødendes ører til at spidse sig fremad, lyttende og nysgerrigt for at høre hvilken sætning han ønskede at dele. Et spørgsmål. Et spørgsmål som sagtens kunne tolkes. Var det klogt at besvare ærligt? Naturligvis. ” En gang jeg før betrådt denne ø, Foehn, derfor er dette mit andet besøg. Nej, jeg vil ikke sige at jeg tit færdes her. Hvad med Dem, Djange? ” Svarede hingsten i en oprigtig, dyb og mørk men stadig behagelig stemme.

Øjnene låste sig opmærksomt fast på Djange, mens et øre gled lyttende omkring, søgende efter lydende fra fjender, men ej var det fremmede lyde at spotte. Et dæmpet suk slap lydløst frit fra hingsten, inden han knejste op i sin stærke hals, så han ligesom Djange stod rankt og stolt.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten Jaidev blev helt igennem; tavs. Hvilket gav Djanges indre tanker fri mulighed for at færdes vildt rundt, uden nogen bekymringer omkring ikke at nå nogen. For mødet var en smule passivt, for Djanges side, set bor fra hans fokuserende, kolde og tomme blik der holdtes direkte i hingstens mørke øjne. Djanges mule var et rynket mere, kun de krystalblå øjne var atter misset anseende sammen, afventende over hingsten; mon han havde i sinde at svare Djanges stemmehandling? Hingsten spidsede nu og da også ørene opmærksomt, mens Djange talte. Djange rynkede svagt på den lyserøde mule nu, da hingsten åbnede munden og det mørke og dybe stemme lød fra hingstens mørkeglødede mule. Djange lod øjnene slappe af og spærres stille op, mens det kolde og tomme blot fortsat blankt var at skue fra Djanges blik, inden han foretog sig et nik. Respektfuldt og forstående, denne hingst var ikke en kendt i dette område, heller ikke i bjergende, hvilket blot tilfredsstillede Djange. Endnu så det ud til at han havde bjergende for sig selv, hvilket mindede ham om, at han endnu ikke havde udforsket bjergende her omkring vulkanen nærmere, endnu.

Djange slap dog ikke så let, hingsten havde spurgt ham ind til hans kendskab til Ø’en her. Djange pressede en smule på de nedlagte øre, mens hans svagt rynkede skeptisk på den lyserøde mule, og missede de krystalblå, kolde og tomme øjne af hingsten. Kort så Djange skuende og anseende imod hingsten i stilhed, før han åbnede den lyserøde og rynkede mule.

”Jeg har betrådt landet en del gange, men ej så meget at jeg er bekendt med området.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, tonløst imod denne hingst. En smule stødende kunne det sagtens have lydt, måske som var Djange på vej til at jage denne hingst væk, på grund af hans spørgsmål. Men nej, sådan hang det nu egentlig ikke sammen… Gjorde det?

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Spænding mellem de to hingste var tydelig anspændt. Var det altid sådan, når denne Djange stødte ind på andre sjæle? Overvejende spændte den mørkglødende hingst mulen sammen, inden han stolt skød sit bryst fremad og rankede sin spændte krop op. Djanges krop udviste hele tiden en anspændt og truende adfærd, hvilket hele tiden fik den mørkglødende til at være mere opmærksom end han normalt ville; for var denne Djange utilregnelig? Men trods hans truende, markante attitude, så fortalte auraen en anden historie, hvilket nok var grunden til at Jaidev ej følte sig truet – på trods af at Djange var ham overlegen.

Djanges tomme øjne holdte ham fast, men han tog udfordringen op. Han så tilbage på Djanges krystalblå øjne med sine sortnede, spejlblanke øjne som var næsten ligeså tomme i dette øjeblik som Djanges. Men det betød bestemt ikke at han var tom indvendigt, tværtimod. Inden i hans mørke brændte en livsmunter flamme, og den var specielt vækket af denne intense hingst, som skjulte sin intensitet bag det tomme og kølige ydre; men det skulle ej få lov til at dominere den mørkglødende hingst.

Da Djanges stemme brød stilheden, knejste Jaidev hårdt op. Næseborende udspilede sig meget og udstødte et dæmpet fnys. Det virkede som om at Djange ville jage ham væk, og det skulle han ikke få lov til. Alligevel vækkede denne hingst en nysgerrighed. Men fandt Djange ham intetsigende.. måske en da kedelig? Let nikkede den mørkglødende, inden han brød en grænse, og forsøgte sig med at træde et dansende skridt tættere på. Øjnene så intenst på Djanges krystalblå øjne, for at finde et glimt af hvad Djange sagde til denne handling – ville han pludselig eskalere? Hvad end der skete, kunne det måske løsne op på det ellers passive møde.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

En efter sigende lidt markant og måske overreagerende handling, var for Djange da hingsten reagerede denne gang på hans stemmehandling. Djanges kolde og tomme blik forblev da på hingstens spejlblanke sorte øjne, der på en eller anden måde vække en vis ro i Djange. For en gang skyld ikke endnu en hest, der blot havde et blik som var at læse så let som en åben bog. For Djange var en åben bog, en færdiglæst bog, uden spænding, uden modspil, uden… Djange missede svagt på de krystalblå, tomme og kolde øjne, da hingsten udspilede næseborende også. En let rynke svandt diskret frem på Djanges lyserøde mule, mens han da stod stift og rankt; som jovist, altid. Men da! Den mørkglødede havde vidst andet i sinde, end blot lidt reaktioner, dansende trådte han nærmere, og det var som om Djange fik skubbet en usynlig hård og kvælende mur imod sig. Mod hans bringe, mod hans mule.

Uden tøven blottede Djange tænder, bag et fuldt oprynket mule, mens ørene hårdt blev presset hårdt på. Skønt Djange ikke rykkede sig ud af flækken. Det kolde og tomme blik, gav også et splitsekund en hård opblusende gnist, der derefter svandt dybt tilbage i de kolde og tomme øjne, så hurtigt som den var opstået! Afsluttende på den hurtige reaktion, og tydelige markering, lød et hårdt fnys, anspændt, markerende, måske endda truende? Djange vidste det i hvert fald godt!