Alene under nattens stjernehimmel..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Med hovene fæstnet så godt han nu kunne, på det glatte is beklædte underlag Djange nu stod på, langt inde i bjergpasset, så Djange en smule forundret op i himmelen. Stjerne i aften var utrolig klare, mere end de nu plejede. Det nagede Djange, for dette syn mindede ham om hans tid dengang med hans moder. Djange rynkede kort på mulen over sig selv, og rystede på hovedet, inden han slog blikket ned fra himmelen. Han lyttede kort rundt, med de nedlagte øre, inden han sukkede roligt og en smule lav meldt. Han savnede sin kære moder, men kun et lidt vredt udtryk kom nu til syne i Djanges kolde og tomme krystalblå øjne. Han fnyste hårdt ud, irriteret over at disse stjerne skulle minde ham om hans moder. Det var ikke det han havde brug for lige nu!

Illana, den gyldne, hvis krop var lettere svedig, søgte et sted at hvile. Hun havde forvildet sig i disse bjerge, hun ellers fandt så fascinerende; forvildet sig på grund af sin lyst til at udforske og lærer dette sted at kende. Hendes ene knæ var en smule forslået og dampen stop op fra hendes gyldne krop, der i den kolde aften var dampende varm. Hun søgte at lægge sig ned, på grund af trætheden der havde sat sig i hendes krop. Hun vidse ej hvor læneg hun havde vandret, og da hun ikke havde fundet vejen ned, måtte hun i stedet fidne det læ hun kunne, genvinde styrken og derpå prøve igen. Der var et klippeudhæng der kunne give hende en smule læ for oven, og der lagde den gyldne hoppe sig da; med et suk. Hendes dampende varme krop brød sig ikke om det kolde underlag, men det var bedre end at ligge ude i det åbne. Hun lagde sine øre en smule tilbage og lod sin mule sænkes ned imod sine forben. Hun lyttede intenst til omgivelserne; for det sidste hun ønskede ligenu, var at blive angrebet af et forvildet dyr, der måske var ude for det samme, som hende selv.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Frustrationen over de tanker der strømmede igennem hans indre, hans moders stemme der atter lød, fik Djange til at vende omkring. Stedet her gjorde ham jo ikke mindre end, sindssyg. Med den rynkede mule, og de sammenknebne krystalblå øjne, med et svagt gnistrende vredt blik, drog Djange af sted i en lidt trampende trav, over det glatte underlag. Kun med de hårde stødende hovslag mod jorden, kunne Djange undgå at skvatte og komme måske til skade? En sti omringede ham snart, som førte sig smallere og smallere, før han drejede skarpt til højre da stien åbnede en form for sidevej. Et bredere stykke, som mundede ud i en lidt mere åben plads, førte hans ben ham på vej.

Men det var som om han ramte en usynlig mur, da duften af mild forårsregn ramte ham i luften. Djange stoppede brat op, og så til sin højre side, hvor den gyldne genkendelige skikkelse lå. Djange spærrede en sine krystalblå øjne en smule op, og i samme øjeblik som duften havde ramt ham, havde tankerne, stemmerne, samt det vrede blik, været forsvundet. Hoppen så ikke ud til at trives, og det undrede da også Djange for en kort stund hvad hun lavede her; alene?

”Illana?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, og en smule spørgende, dog stadig tonløst og følelsesløst som altid. Ikke truende, ikke bekymrende, ikke væk skræmmende, ikke omsorgsfuldt. Nej, intet afslørede hans toneleje i stemmen.

Illana, som havde lagt sig der hvor hun havde fundet det bedst, havde ladet sin mule synke og sine øjne lukkes. Der var stille her i bjergene, i hvert fald for en stund. Mens Illana lå og genvandt sin vejrtrækning og hendes krop gradvist blev kølet af, brød en lyd stilheden der herskede omkring hende. Hovtrin, faste og højlydte kom pludseligt nærmere med en høj rytme. Og først da de var hende ganske nær, eller sådan lød det, stoppede de. Illana lod da sine øjne åbnes og blikket famle af sted over den grålige masse af klipper, for at finde indehaveren af disse trin; og der stod den sandfarvede hingst, Djange. Ham der havde vist hende sit hjem nogen tid forinden, ham der havde introduceret hende til bjergenes farlige verden. Illana prustede dæmpet, vel en anelse opgivende. Her lå hun, sårbar og skrøbelig overfor de farer der end måtte komme, og nu kunne Djange da vel dømme hende, som han ønskede. Dog frygtede Illana ikke Djange’s reaktion, for hun vidste at det var naturligt at ’fejle’, uanset hvor perfekt man end måtte være; en én fejl skal en sjæl ikke dømmes før. Hun var ikke stolt over hun var faret vild heroppe, men ej heller direkte flov. Der hvilede blot en opgivende aura over hende for en stund, da hendes krop endnu var ganske svækket. Djanges stemme brød da stilheden, med en spørgende hentydning. Hans toneleje var som Illana huskede det - Neutralt. Hun lod sine øjne mødes med hans blå, der hvilede imod hende og Illana formede da sin mule til svar.

,,Goddag, du sandfarvede Djange. Jeg forvildede mig heroppe, i min søgen på fantastiske syn. En naiv handling, det ved jeg godt, og den har jeg vel taget ved lærer af”

Sagde Illana oprigtigt, inden hun lod sin mule synke en smule igen. Hendes svedige krop var ved at være blevet kold, men hun havde endnu ikke kræfterne til at rejse sig og få gang i den igen. Hun prustede dæmpet og vippede ørene helt fremad imod Djange, hvis sjæl havde fundet hende her.

,,Hvad laver du her, på dette sted, du sandfarvede Djange? Hvad bringer dig ud på stier, der er langt fra dit hjem?”

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djanges øre lå fortsat i nakken, men hoppens blide stemme, der lød en anelse svagere end sidste gang han havde truffet den livsglade hoppe, fik Djanges ene øre til at glide en anelse ud til siden; blot for at understrege at han rent faktisk lyttede til hende. Hun nedgjorde tydeligvis hende selv, hendes handling; hvilket slog en rynke over Djanges mule. Han missede da også de krystalblå øjne en smule anseende sammen, mens han så på den gyldne der blot lå der, og lod mulen atter synke en smule. Hun havde vidst ikke mange kræfter at tage af, og hendes krop så en smule våd ud, svedig? Hvor længe mon hun havde draget forvildet rundt heroppe. Djanges øre røg straks tilbage på plads, som hun afsluttede sin sætning. Hoppen talte da atter, en smule lav meldt, og Djange så det en smule svært at høre, da hendes mule talte mere og mere til jorden, som hun lod den synke. Han undlod et kort, men lidt lavt fnys fra sin mule, mens han missede anseende med de krystalblå tomme og kolde øjne.

”Hele bjergpasset er efterhånden min base, jeg begiver mig altid ud i løbet af dagen; først når jeg behøver hvile søger jeg til mit hjem.”
Lød Djanges stemme kort, hæst og intenst; konstaterende over hendes spørgsmål, der havde en snert er af spørgende tone over sig. Djange flyttede nu og da blikket fra hoppen, og så sig kort omkring. Det var som om han hørte noget. Opmærksomt spejdede hans kolde og tomme øjne hurtigt rundt, mens hans hoved vendte og drejede sig i små ryk.

”Illana, De kan ikke blive liggende der.”
Insisterede Djange da med den hæse og intense stemme, der lød en smule kommanderende, mens hans små stampede det ene forben i jorden, tæt ved hende. Hun skulle absolut ikke ligge der! Det var langt fra acceptabelt, uanset om hun havde kræfter til det eller ej. Fare kunne komme alle vejene fra, lige her. Har var alt for åbent og usikkert, skønt stjernerne lyste en smule betryggende over dem.

Illana, den gyldne, hvis dampende pels blev kølet af det kolde underlag, som hun hvilede på, gisnede kort da Djange begyndte at tale; ikke fordi hans stemme skræmte hende, ikke fordi hans stemme afskyede hende eller bød hende til sig, men det var skam et ganske tilfælde; se, kulden halede ind på Illana og hun kunne ej kontrollere de små sitrende bevægelser hendes krop afgav i ny og næ. Hun lod sit hoved hæves en smule igen, da Djange havde talt færdigt. Hans hjem var blevet ekspanderet, hans følte sig hjemme flere steder nu, som havde han grundlagt bjergpasset og nu herskede over det. Illana vippede ørene let fremad, da hans kommanderende tone da kom frem, bød hende rejse sig. Først så Illana mismodigt på ham, inden hun strakte et forben frem. Hun så da direkte imod de blå øjne som Djange besad; dybe var de, men hvad der lå i dybet, kunne ingen se. Og det var vel heller ikke meningen, at de nogensinde skulle vise, hvad der gemtes der hvor inden måtte se? Nok sagde man, at øjnene var et vindue til sjælens indre, men ej i Djange’s tilfælde. Men alle er unikke, og alle er forskellige; så selv generelle ting ej længere er generelle. Illana sukkede derpå kort og lagde så sin vægt fremad. Hun fik møvet sine bagben ind under sig og presset dem imod underlaget, så de løftede hendes krop og i en kraftanstrengelse fik hun slynget det andet forben frem, så det ’greb’ hende da hun var kommet tilstrækkeligt langt op. Derpå lod Illana en lidt opgivende lyd brumme fra hendes bryst og så søgte hun Djange’s side i en forsigtig bevægelse. Nu var hun oppe, som han bad hende, men ville han derpå vise hende læ eller lade hende finde vejen ned selv?

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Illanas vaklende oprejsning fik intet mindre end Djange til at rynke skeptisk på det lyserøde mule, mens de krystalblå kolde og tomme øjne stirrede sig direkte på de mørke øjne, som Djange syntes en smule matte; endda opgivende på hoppen? Det lignede ikke Illana, frem for hvordan han havde haft selskab af hende sidst. Det gjorde Djange fast besluttet på at få Illana i sikkerhed, men på den anden side var der noget tilfredsstillende over at se denne hoppe; så opgivende, måske lidende om et par timer, hvis de sitrende gys over hendes krop ville fortsætte. Men nej! Hendes vaklende skikkelse der lidt søgte Djange, fik Djange til at spænde ret meget op, på nippet til at blotte sine tænder, da hun søgte hans side – Så nemt skulle hun ikke ha det! Livet er hårdt og uretfærdigt, men ikke ondskabsfuldt og efterladende. Djange undlod et markerende fnys af hende, en smule kommanderende igen, mens en svag gnist af vrede i hans kolde og tomme øjne, kort glippede for Illanas udsyn.

”Kom med Illana.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, en smule hvæsende, over den ret tydelige markerende tone. Blot for at understrege at hun ej skulle nyde af at læne sig for megen, han ville skam gerne lede hende, men ikke være hendes støttepædagog, hverken psykisk eller fysisk. Djange trådte fast frem, stift og rankt i holdningen, hvor de kolde og tomme øjne så spejdende frem af stien dette sted blev indsnævret til. Djange stoppede da få skridt efter, og så småt blottede tænderne af hende, da han gjorde et kast hans hoved i en lidt ilter form. Djange vidste skam godt dette var alvor, men vidste hoppen det? Han ville have hende op foran sig.

Illana, den gyldne, der havde fået samlet sin krop til at rejse sig fra det kolde underlag, prustede dæmpet da Djange gjorde tegn til, både med krop og mule, at Illana skulle følge ham væk fra dette sted, hvor vinden let ville kunne tage fat i hendes gyldne pels. Illana prustede dæmpet og løftede hovedet, som en reaktion på Djange’s markerende opførsel - Men hun fulgte ham da, for hun vidste skam godt at det ikke var hensigtsmæssigt for den gyldne hoppe at hvile her, selvom hun havde fundet det nødvendigt nok, til at gøre det alligevel. Derpå gjorde Djange det meget klart, at Illana ikke skulle byde sig selv, at bruge ham som støtte, og det lod hun da værre med. Hun havde fået afslag på at søge hans grænser, og respektfuld som hun var, gjorde hun det så heller ikke. Hun fulgte ham så godt hun kunne, på den stejle vej, men snart bød Djange hende at tage skridtene foran ham. Hun hævede hovedet lidt markant, da hans jagen ej var noget der behagede Illana - Men på den anden side, så handlede Djange på en måde, der tydeligt viste den gyldne hoppe, at han havde styr på sine sager. Hun tog da skridtene op foran ham og måtte derpå lade ham guide hende den retning han ønskede; om de var på vej op eller ned, det vidste Illana endnu ikke. Vel håbede hun på at Djange ville lede hende ned i lavlandet igen, hvor kulden ej var så slem, men hun vidste samtidig også, at vejen var lang. Måske kendte den sandfarvede hingst et bedre sted i disse bjerge, hvor Illana kunne søge ly og genvidne varmen, før hendes vandring tilbage til lavlandet? Illana prustede dæmpet og endnu en smule opgivende. Hendes ben havde ikke genvundet deres fulde styrke, og derfor vandrede hun en anelse langsommere end normalt. Hun skævede af og til tilbage imod Djange, for at spore tegn på, hvad han ville have hende til, eller hvor han ville have hende hen.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen bekæmpede sine indbildninger, sin svage krop med sin stærke psyke. Dette tilfredsstillede Djange, at se denne hoppe lide en smule, tage vare på sig selv, gøre noget hun måske ikke havde gjort hvis ikke Djange havde gået bag hende og svinget med pisken. Hårdt slog Djange piskende med halen og fnyste stødende med den lyserøde rynkede mule, mens han blottede tænderne imod hendes bagpart. Det var som om hun sænkede farten, når hun skulle gøre det stik modsatte! Illana sukkede da nu også opgivende i form at et prust, hvilket blot fik Djanges krystalblå, tomme og kolde øjne til at misses anseende sammen. Hoppen blev atter ved at skue tilbage imod Djange, hvilket Djange satte pris på, især nu da han ønskede hende til at dreje af ud på denne åbne sti til højre for dem lidt fremme. Djange kastede én gang hårdt med hovedet mod højre, med den rynkede mule og det kolde og tomme blik imod Illana. Djange fortsatte en smule stampende af sted bag hoppen, blot for at markerer at de havde travlt nu. Selv så Djange sig få gange over skulderen i mørket, på denne smalle sti de begav sig på.

Illana vandrede af sted foran den sandfarvede hingst, med en dæmpet fart, på grund af hendes let afkræftede krop, der endnu søgte at hvile; men Djange drev hende videre. Eftersom hun så meget bagud imod Djange, opfangede hun også hans hentydning om at ændre retning, mod højre, og det gjorde den gyldne hoppe derpå. Hun søgte imod højre ud på en bredere sti, som tillod hende at vandre mere frit uden at tænke på, om der nu var en kant eller ej. Da Djange atter drev hende fremad, løftede hun et bagben få ekstra cm. Over stenunderlaget ved næste skridt, for at markere, at hun skam lyttede til ham, og at han ej behøvede genne på hende mere end højest nødvendigt; hun havde forstået pointen. Derpå fortsatte hun af den vej han havde anvist hende, i et lidt højere tempo for at tilfredsstille Djange. Ikke fordi hun mente at det ville ændre noget, og hun vidste at Djange’s tilfredsstillelse ligeså nok ville være hånende imod hendes sjæl, men hun yndede heller ikke at sætte klodserne i af protest; nej, sådan var hun ej. Og det var ikke fordi hun var svagelig i sind, at hun lystrede hans jagen; nej. Det var fordi hun godt kunne se pointen med den - for kulden og mørket var ved at hale ind på dem og hvis ikke hun fandt ly snart, ville hendes afkølede krop let kunne skaffe hende noget sygdom, som ikke ville være hensigtsmæssigt.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den gyldne hoppe makkede velset ret, efter Djanges jagen og skynden på hende. Dog blev der en anelse markeret at hun da havde forstået hans pointe, da hendes bagben blev hævet en anelse i nogle få skridt. Djange spændte i den højtstillede nakke, og missede anseende med de krystalblå, tomme og kolde øjne, der derpå slap en smule op igen, af det sammenmissede træk, da Illana derpå faktisk havde sat farten op. Djange skød bringen yderligere en anelse frem, forinden han hurtigt og orienterende kastede et blik bag sig. Mørket var nær dem, og det var ikke til at se hvor de var drejet ind på stien længere. Et hårdt fnys undlod Djanges lyserøde og rynkede mule, da stien blev bredere nu, og hoppe efterhånden ej kunne være gennemkold i ledende meget længere. Eller, hvis hun var, var det et par små ledskader hver!

”Af sted!”
Lød Djanges hæse og intense en smule pludseligt hvæsende, da han markerende hakkede et blottende tandsæt imod hendes bagpart, dog med hensigt på end ikke at strejfe et eneste af hendes gyldne hår. Hans øre lå hård fortsat i nakken, mens han en smule oppustet og flugtklar, småtrippede bag hende. Hun skulle frem, og det skulle være nu!

Illana, den gyldne, der vandrede foran den sandfarvede Djange, missede en anelse med øjnene og skævede imod ham, da han lod til at have stillet sig tilfreds med den øgning af farten, som Illana havde taget. Dog var hans tilfredsstillelse kortvarig, for snart bad han hende både verbalt og med reaktion endnu engang om at komme op i fart. Illana fnys kort, en smule i ubehag, inden hun satte farten op, 3 skridt, hvorefter hun smældede med halen, en anelse hårdt, atter for at markere at hun skam føjede ham, fulgte ham, og at han ikke behøvede agere så kraftigt for at få hende op i fart. Hans småtrippen bag hende fik hende til at slå frem i trav; den kolde krop, der var udmattet af den lange vandring i bjergene, strittede ikke så meget imod længere; varmen havde langsomt spredt sig igen, nu var det kun udmattelsen i sig selv, hun måtte kæmpe med. Dog var Illana af blod hvor udholdenhed var en dyd; så hun havde lettere ved at bide den i sig, end kulden og smerter. Djange, der var bag hende, opførte sig som om faren var lige bag dem, som kunne den nappe den i hælene hvert øjeblik det skulle være; det var en pressende og stressende stemning der lå over ham, og som smittede af på den gyldne hoppe, der ellers altid holdt hovedet koldt. Hun var nu i trav, foran den sandfarvede hingst og afventede hans direktioner, der kunne lede hende enten til læ og hvile, eller ned fra dette højland og i ’sikkerhed’; men hvor langt der var endnu, vidste hun ikke. Og Djange lod ej til at have tålmodigheden til at stoppe op og snakke om det endnu.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

En anelse stampende hovslag over det hårde underlag, lød fra Djanges side. Hans øre tryggede han atter, samt endnu engang skævede han tilbage i mørket. Illana var nu endelig i trav, skønt små protester havde fundet sted. Med den rynkede mule, og de missende anseende krystalblå, tomme og kolde øjne, så Djange frem. Hvor var det? Hvor var det? Han havde været her en million gange før, og vidste at de snart ville støde på den stejle sti, der førte dem tilbage mod engen, mellem nogle tætliggende bjergsider. Ikke en rar vej, overhoved. Men i en trav som denne, ville de være nede inden for en ti minutters tid. Den stive holdning, med den højtstillede hals, blev for en meget kort stund sænket få centimeter, mens Djange påtog sig nogle længere skridt frem, med de kolde og tomme blik spejdende vildfarent forud for sig i mørket.

Men dér! Der var stien, meget skævt ned til venstre. Normalt ville man ikke tro at en hest kunne færdes her, men Djange havde efterhånden gjort det et par gange. Som han havde øget farten, og nu var en forpart foran Illana, stoppede han brat, og kastede hovedet en anelse vildt og kraftigt pegende imod stien her, som allerede få meter inde på stien gik stejlt ned.

”Var Dem Illana.”
Advarede Djanges hæse og intense stemme tonløst, skønt det ikke var at tage fejl af den hektiske og spændte, samt skyndende stemning der lå over Djange selv. Kort blottede han tænderne bag den lyserøde rynkede mule, for at understrege alvoren.

Illana, den gyldne, skævede atter imod Djange; hun var nu i trav af sted over det hårde underlag, men for en stund lod Djange værre med et genne på hende og lod i stedet til at lede efter den vej, de to sjæle skulle tage. Illana sænkede farten en smule, for at give ham tid til at vinde overblikket tilbage; tænk hvis nu hun kom for langt, så ville det da først gå galt. Hendes krop, der var ganske våd, frøs endnu i den kolde luft. Det var svært at tørre på her, hvor det var koldt og fugtigt, og det hjalp skam ikke den gyldne hoppe; men det gjorde bevægelsen dog. Hun prustede en anelse højlydt for at huske Djange på hende, så han ikke ville brage ind i hende, med sine forlængede skridt. Dog genvandt han overblikket pludseligt og lod hende gennes imod en sti, der var ganske stejl. Djanges krop, der nu var en anelse foran Illana, havde vendt sig imod denne sti, som de nu skulle følge - Eller som hun i hvert fald skulle følge. Djange’s ord varslede hende omkring stien og dens færden; hun skulle passe på. Den stressende stemning, der hele tiden havde skyndet på hende og Djange ligeså havde ikke sluppet taget i ham endnu, da ha endnu engang understregede at de skulle ned i en fart, ved at skynde på hende igen. Illana slog da frem i en rask skridt, så hun stadig kunne bevare overblikket, mens hun bevægede sig ned af denne stejle sti, der skulle føre hende ned, så hun kunne hvile. Det var en ubehagelig tur ned, og flere gange måtte den gyldne nærmest stoppe helt op for ikke at miste balancen; men efter nogen tid, kom hun ned med den sandfarvede Djange i hælene.

[Illana out - Tænker vi starter nyt indlæg op snarest ]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Illana havde jovist forstået Djanges pointe nu; før eller siden. Djanges missede øjne så sig atter mistroisk over skulderen, før Djange selv fulgte trip; skyndende bag Illana, ned af den stejle sti. Den anstrengte stemning, trykkede åbenlyst Illana, og atter tilfredsstillede dette Djange, mens tankerne kort fik frit spil i hans indre. Fokuseret og med præcise skridt fortsatte Djange skyndede bag Illana, med lagte øre og et par fnys ind i mellem. Dog holdte han de blottede og advarende bid tilbage, for ingen længe nåede de begge ned i sikkerhed.

Brat stoppede Djange, da hans forhove blot berørte de første græsstrå. Han missede let de krystalblå, tomme og kolde øjne sammen, inden han respektfuldt nikkede, i den stive og ranke holdning for Illana. Afsluttende, for at tage afsked. Hoppen kunne tilsyneladende selv tage vare på sig selv her nede; og før de begge vidste af det, var Djange atter på vej op i bjergende igen, med hastige spring op af den samme stejle sti, de lige havde besteget ned.

[OUT - Tænkte jeg også ;D!]