Post by Deleted on May 3, 2012 15:12:50 GMT 1
Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT
Mødet mellem den lille, sorte hoppe og den mørkglødende, ædle hingst havde indtil videre udviklet sig i en ganske positiv retning; selvom de var stødt på hinanden meget utraditionelt. Men måske var deres klodset start, starten til at få vævet det bånd mellem dem, som ville åbne op for deres sjæle, og lade den fremmede finde vejen indad den inderste dør, og se hvordan modparten ville blomstre op. Denne hoppe virkede til at blomster hurtigt, men hun virkede også som et ganske behageligt selskab. Hun var en af de typer sjæle, som bed fat i alle de små detaljer, og som forstod at begå sig i hvert møde hun måtte havne i. Sådanne sjæle som hun, besad en ganske vigtig engskab: accept. Han selv besad også denne accept til hvert levende individ, og han forstod hvordan han skulle begå sig med andre, men det var på en helt anden måde end denne sjæl. Hvor han var mere dominerende og markant, var hun derimod mere forsigtig og tålmodig. Forskellige, næsten modsætninger der alligevel forstod at harmonere med hinanden, og det var netop disse forskelligheder ved hinanden, som gjord at det vækkede en interesse hos Jaidev; atypiske karakter tændte noget i ham. De dragede ham, han betog de forskelle som altid ville kunne findes mellem andre. Hvor han kom fra, havde det været vigtigt at ligne hinanden, i hvert fald i den flok han levede i. Lederen ønskede at være den mest dominerende omkring, og sikrede sig stort herredømme ved at manipulere. Hingstene i den flok, alle afkom af lederen, var dybt underlegne og nærmest bange for at gå mod lederen; de levede under hans dominans og paragraffer. Og så var der Jaidev, bastarden. Han tilhørte ikke lederens gener. Han var trådt udenfor den grænse af normale, som lederen gennem generationer havde forsøgte at opbygge; han havde simpelthen eskalerede lederens planer og traditioner. Men han var også blevet straffet for sit ”forræderi”, på trods af at han ej kunne gøre for det, han havde og ville aldrig være grunden til at moderen trodsede lederen og fik føl med en forbudt kærlighed. Jaidev var blot produktet af den forbudte kærlighed, som måtte overleve alle skavankerne.
Ordene var blevet sagt, og de blev svaret ved at den sorte hoppe selv glædede sig til at møde andre sjæle, samt en feminin brummen fra hendes side. Jaidev knejste dybt i den stærke hals, alt imens han brummede dybt og maskulint for at spille op mod hoppens fine, feminine toner. Pludselig satte hun fremad i en yndefuld, afventende dans, som han selv havde forsøgt at byde op til tidligere. Et pludseligt forben blev slået fremad, og gav et hårdt dunk mod den spraglede jord under den, hvor græsset forsigtigt var begyndt at kigge frem, inden han smidigt drejede i hele kroppen, og med hans helt egen unikke elegance, dansende han efter hende i en dans, som tydeligt viste hvor smidig, velafbalanceret og ikke mindst svævende han var. Ørerne drejede nysgerrigt frem mod hoppe, for at se om hun havde en idé til dans; eller burde han føre? Let kastede han det fintformede hoved ind mod sig, hævede ryggen og trippede udfordrende tættere på hende. Næseborende dirrede svagt, mens de sortnede øjne spillede med et lille, diskret glimt af intensitet.
THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING
