Let us to the light

Som den sorte hoppe stod der og studerede den røde, kom hun med et lille tilfreds prust. Hun nød samtalen, den flød dejlig let - slet ikke besværet eller akavet, hvilket passede Liberty bedst. Hun følte, hun kunne slappe af og nyde dette selskab, som Armonia gav hende. Nærmest som en veninde? Hun håbede, at det kunne blive således, for hun følte, at det var godt at have en så venlig og mild hoppe i sin vennekreds, en man kunne betro sig til.

Da hun talte frem, havde vi stadig øjenkontakt. Det var ikke ubehageligt eller grænsebrydende, det var blot venligt. En venskabelig form for nærhed og tillid imellem to, der mildest talt var fremmede. Der stod Armonia, smilende og samtidig gav hun signaler, hun lyttede skam - det kunne Liberty se på hendes bevægelser.

"Dine ord er smukke Armonia, jeg kan gengælde dem. Jeg håber vores veje vil mødes mange gange fremover," sagde den sorte hoppe. Mildt og med et varmt smil.
Liberty nikkede til det hoppen sagde. "Jeg kan blot give dig ret, jeg er helt enig i de ting du siger,"
Hun lyttede til hoppens spørgsmål, før hun tænkte sig let om, og svarede;"Jeg er mildest talt forvirret over min ankomst og har massere spørgsmål, men jeg passede ikke ind i mit forrige hjem, så denne nye start er en glæde for mig," sagde hun så med et smil, slog let med halen og kiggede så i armonias øjne. "Hvordan har du det med det?" spurgte hun så med et nysgerrigt glimt i sine turkise øjne.

Pure at heart

---

Denne unge hoppe, der er på samme alder som mig, vil jeg gætte på, virker ganske varm af sind. Hun er en hoppe, som jeg godt kunne se mig selv, blive rigtig gode veninder med. Det er sjældent, at man klikker så godt fra starten af, men jeg tror måske, at det er fordi vi blot begge er åbensindede, og milde af sind. Hvis en åbensindig møder en lukket, så kan det oftere skabe problemer. Men jeg plejer at kunne med de fleste selskaber, dog med små skavanker til tider.

,,Jeg er sikker på, at vores veje vil mødes igen, kære Liberty. Hvis vi blot søger hinanden, så er jeg vis på, at vores sjæle vil strejfe nær hinanden igen”

Svarer jeg hende med det blide smil, og lægger hovedet mildt på skrå. Jovist, hun er en hoppe, som jeg rigtig gerne vil støde på igen, da venskaber altid er noget jeg værdsætter.
Mit blik hviler hos hende, varmt, da hun fortæller om alle de spørgsmål hun gerne vil have besvaret, om hvorfor hun er endt her. Og jeg forstår hende ganske godt.

,,Kære du, jeg tror, at vi alle har spørgsmål til, hvorfor vi er havnet her. Men ligesom du, så er jeg begejstret for at være her. Mit gamle hjem, var ej det samme uden min kære moder, og jeg følte mig ej lige så godt tilpas. Men jeg er sikker på, at dette land kun vil os godt, for ellers tror jeg ej, at vi var havnet her. Ligeså, er jeg vis på, at dette land rummer mange hemmeligheder, som det kun fortæller til de sjæle, den finder værdig”

Nikker jeg ganske blidt, tænkende. Ser på hende, nysgerrigt, om hun mon deler den samme mening som jeg, eller om hun har en helt anden. Jeg er altid nysgerrig, men jeg kan sagtens lægge bånd på det.

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.

Som Liberty stod der, kørte der mange tanker igennem hendes sind. Hun var glad - meget glad faktisk - for at møde en anden hest, som hun allerede nu havde gode fornemmelser omkring. Hun virkede sympatisk og til at stole på, hvilket betød meget for Liberty, når hun udvalgte heste, der egnede sig til hendes venskab og dermed en plads i hendes hjerte.
Armonias svar varmede. Det var dejligt at vide, at hun, imellem linjene, også ønskede at mødes igen, hvilket den sorte hoppe også gjorde.

"Du har helt ret Armonia. Nok er landet stort, men jeg har allerede truffet nogle sjæle flere gange, så jeg er sikker på, at vi nok skal få den mulighed en masse gange endnu,"

hun smilede mildt og svingede i bløde slag den sorte hale omkring bagparten med et afslappet look.
Hoppens milde stemme lød igen, og Liberty spidsede sine ører og lyttede interesseret med.

"Endnu en gang er jeg enig med dig. Jeg mener, at ligemeget hvad vi selv tror, er det en positiv ting, at vi er endt i dette land. Nok havde vi nogle ting i fortiden, som vi ikke ønskede at slippe, men alle har skeletter i deres skab, og jeg tror måske endda, at der er en særlig kraft, der ser, hvem der har brug for en frisk start til at udrydde de skeletter,"

Pure at heart

---

Den kære sorte hoppe, der er mørk som natten, har allerede vundet en plads i mit hjerte. Et sted, hvor hun nu ej blot kan forsvinde fra, selvom vi måske ikke vil se hinanden i længere perioder. Jeg er ej en hoppe, der ’smider’ sjæle ud fra mit hjerte, blot pga. tid. Nej, der skal skam langt mere til, før sjæle der er kommet i mit hjerte, blot forsvinder igen. Vi har kun mødtes denne ene gang, men allerede nu, føler jeg, at jeg har kendt hende længe. Sådan er det blot med nogle selskaber, der falder man i hak med hinanden, som var man bekendt med hinanden længe før dette møde.

,,Jeg betvivler skam ej, at vi to vil mødes igen. Jeg skal i hvert fald nok gøre mit, for at finde din sjæl igen, Silent Liberty” Siger jeg, med det milde og varme smil.
,,Vi har alle skeletter fra fortiden, som du selv siger. Skeletter, der kan jage andre sjæle igennem hele deres liv. Nogle kan dog lægge deres skeletter bag dem, og skabe sig et større og bedre liv, end det de før havde. Andre, vil være jagede for altid. Men jeg tror, ligesom du, at vi er endt her, for at få en ny chance. En chance for, at leve livet til fulde, og en chance for at starte forfra, et sted, hvor ingen sjæle os kender. Nogle vil tage imod denne chance, med åbne arme, mens andre vil tøve, og måske ønske sig hjem igen, i en længere periode. Men jeg tror på, at hvis man blot giver dette land en chance, så vil hver en sjæl, passe ind, uden problemer”

Siger jeg med opløftet hoved, fordi jeg mener det, og fordi jeg altid ser positivt på tingene. Der er en grund til alle hændelser, en mening med det hele, det tror jeg i hvert fald på. Og jeg er vis på, at jeg, samt alle andre, er havnet her for en grund, og ikke blot pga. tilfældigheder.

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Som den lille sorte stod der i selskab med Armonia, følte hun sig tryg og godt tilpas. Hvis nogle i dette land skulle kaldes en veninde, skulle Armonia øverst på listen. Hendes selskab var behageligt, og hun følte en stor tillid til denne røde hoppe på trods af, de blot lige havde lært hinanden at kende. Hun var sikker på, at de ville ses igen, og at de sammen ville opbygge et langt og godt venskab - et af den slangs venskaber, som man værdsætter selv den dag, man er blevet en gammel krikke.

Da Armonia talte frem, smilede Liberty mildt. Armonia udtrykkede en lyst til at se hende igen, hvilket gjorde den sorte hoppe glad. Det betød meget, at det var gengældt. Da hun besvarede det mere seriøse emne, lyttede Liberty ligeledes til hendes ord. Hun talte frem.

"Jeg er helt enig i de ting, du siger Armonia. Nogle vil med det samme gribe chancen, skabe en ny tilværelse og få det fantastisk her, imens andre sjæle er så ødelagte, at deres reperationer vil tage længere tid, tid hvor de kan blive i tvivl, blive skræmte og føle sig jaget af alle de nye sjæle. Jeg tror på, at hvis man lægger sin fortid bag sig, dog uden at glemme den, vil man kunne få det dejligt her. Man skal aldrig glemme sin fortid, den har gjort en til den, man er den dag i dag," sagde liberty med et mildt smil.

Pure at heart

---

Silent Liberty, er en hoppe jeg tror er ganske vis i sit hoved. Allerede på den korte tid, hvor jeg har befundet mig i hendes selskab, har vores snak blot flydt som vand. Jeg nyder hvert et øjeblik, og faktisk nyder jeg lige så meget at være i selskab med en hoppe, ligesom jeg selv, frem for kun hingste. Ej at hingstenes selskaber er dårlige, men det er blot en befrielse at være blandt en, som jeg blot kan tale om andre ting med. Desuden er Liberty en hoppe, som jeg gerne vil se igen, for et venskab, det føler jeg allerede at vi har, på trods af den korte tid. Men nogle sjæle, får man blot en kemi med, og dermed skabes der et hurtigere bånd, end der gør til andre. Ikke alle jeg har mødt, har jeg skabt et bånd til, men alle vil jeg huske, og alle vil jeg gerne møde igen, hvis de da også ønsker det. Mens hun taler, nikker jeg ganske mildt, da jeg er enig i det hun siger.

,,Vi må aldrig glemme vores fortid, for den er så ganske stor en del af os. Og desuden er fortiden, om vi vil det eller ej, med til at skabe og forme den fremtid, vi begiver os ind i.”

Konstaterer jeg, som en ekstra ting til de ord hun fremsiger. Jovist, denne samtale behager mig, for den lader til både at få Liberty og jeg selv, til at tænke ganske meget, uden at vi rammer ømme punkter.