Let us to the light

Come My Dear, and follow me to the light

Denne stille aften, har jeg begivet mig ind i Zenobias sandede land, hvor det hele går ud i en stor horisont. Uanset, hvor mine øjne skuer, er der blot sand at se.
Men lad dog aldrig det blotte øje, skjule de ting, der gemmes under overfladerne. For selv under dette dybe og varme sand, er der spirende liv at finde, sommetider skal det dog blot hjælpes en anelse på vej.
Her kommer jeg gående, med forsigtige og kærtegnende hovslag, som kunne jorden under mig gå i stykker hvert sekund, fordi det er skrøbeligt - dette ved jeg godt, ej er sandt. Men til tider, må man huske på, hvor meget denne jord giver os, og hvor lidt i giver den tilbage.
Med et let og mildt ryk i kroppen, standser jeg op, på en lille sanddækket bakkekam. Her beskuer jeg den store ø, der rækker længere end jeg kan se. Sænker hovedet ganske forsigtigt ned imod sandet, uden at røre. I et forsigtigt tag, tager jeg den venstre hov frem, og skraber svagt det øverste lag sand en anelse væk, og under dette sand, kommer nu en lille spirende plante frem. Et smil kommer frem på min mule, af dette synd. Ja, under alle overflader, er der spirende liv.

Den lille sorte hoppe kom skridtende med energiske trin. Hvert trin var elegant og flydende, som om hun svævede lige så fint af sted.

Hendes kulsorte man og hale blev let båret en smule i vinden, og de turkise øjne var rettet levende mod sandbankerne, der var foran hende på denne ø. Det lille fintformede hovede var sat på en slank og lang hals, som førte ned til hendes lille men fikse krop, som var i en nogenlunde form. Sort tog imod varme, og Liberty lovpriste, at solen ikke skinnede lige nu, for så ville hun da dratte omkuld med sine mørke farver. Hun smilede kort af sig selv og satte frem i en rytmisk og fjedrende trav igennem sandmasserne, der lå så langt øjet rakte.

Hun havde aldrig været her før, dette var første gang, og selvom hun ikke var til ørken, så var der noget fortryllende over den alligevel. Hun kunne lide det barske ved det.

A new era has begon

Mit blik vandre ganske let omkring, egentlig uden at vide, hvad jeg leder efter. Det er nok ikke noget bestemt, men bare.. nogen? Selskab. Et selskab, som jeg kan berige mig med. Ja, jeg holder meget af selskaber. Og gerne forskellige af slagsen, da jeg holder af de fleste væsner jeg endnu har mødt, og kommer til at møde.
Ofte, så er jeg den der kan tilpasse mig i alles selskaber, men der kan dog ske enkelte gange, at vi blot ikke matcher.

Min milde og mørke øjne, skimter en bevægelse ude i horisonten. En mørk hoppe, hvis hvide ansigt afslører hendes eksistens. Det er en hoppe, det kan jeg lugte, og se på hendes bevægelser. Hun er ganske let af bevægelser, og yndefuld ganske vidst. Et let smil glider over mine læber, mens jeg betragter hende, betagende. Jeg sys alle er ufatteligt smukke, mens jeg blot selv er en simpel rød hoppe.
Langsomt, rejser jeg mit hoved en smule mere, og sender et lavmeldt vrinsk i hendes retning, lyst og mildt. Imødekommende ganske vidst! Jeg ville nok nyde godt af et kvindeligt selskab, istedet for kun de maskuline af slagsen.

Liberty fortsatte sit muntre tempo igennem sandet, så det blev kastet bagud efter hende. Hendes ører var vippet fremad, og da der ikke var nogle lyde, stod de stille i luften og pirrede en smule en gang imellem.
Hun prustede let, da lidt sand hvirvlede op, men fortsatte så endnu engang sin trav. Hun nød den friske luft herude, når den ramte hendes ansigt og førte pandelokken væk fra øjnene. Hun kom med et dybt tilpas suk, da hun blev revet ud af sit øjeblik, af et blidt og fredeligt vrinsk.

Hun stoppede langsomt op i det løse sand, skulle i hvert fald ikke risikere at vælte, før hun kunne se sig omkring. Hun rettede instinktivt hovedet i den retning, som vrinsket var kommet fra, og med sammenknebne øjne studerede hun landskabet.

I det samme kunne hun se en rød hoppe. Hun rejste ørerne og gengav et sagte og mildt vrinsk, før hun satte frem i en lidt roligere trav mod hoppens position. Hun havde ørerne fremme og nærmede sig med en rolig attitude, før hun stoppede blødt nogle meter fra denne røde hoppe. Hun prustede venskabeligt, bøjede hovedet en smule - blot for at vise, at hun var venligtsindet.

Let us share this night

Den mørke hoppe, der danser omkring ude i det lyse sand, er ganske let for mig at se hele tiden, følge med blikket, og betragte. Hun bevæger sig meget feminint, og det er jeg egentlig ganske betaget af, da jeg altid finder bevægelser meget specielle, da de er så forskellige fra person til person.

Da hun nu har opdaget mig, bryder et smil henover min røde mule. Mine øre vippes mildt frem til hende, nysgerrigt, og ganske imødekommende. Hendes hilsen, er for mig, ganske rar. Hun er ej frembusende, eller uhøflig, og det er noget jeg i sandhed sætter pris på. Måske fordi jeg selv er en meget høflig, og imødekommende sjæl?
Da hun sænker hovedet, gør jeg ligeså, mens jeg udsender et lyst besvarende, og imødekommende brum. Retter da mit hoved op igen, og kigger betagtet på hendes flotte mørke farve, hvor det hvide i hendes ansigt, bryder skyggernes land.

,,Godaften, du dansende sjæl. Mit navn er Armonia. Jeg har været i dette fortryllende land, i noget tid, så jeg er ej ny. Men jeg er dog heller ikke den der har været her længst."

Smiler mens jeg siger det, og jeg håber ej, at jeg kvæler hende med min lande præsentation. Ser nysgerrigt imod hende, nærmest i håb om, at hun vil dele sit navn med mig, som jeg gjorde med mit.

Liberty smilede og kunne mærke glæden, da hoppen gengældte hendes hilsen. Hun løftede hovedet og fokuserede på denne hoppe, der var på størrelse med hende selv. Hoppen havde en stor hårpragt, hvilket imponerede Liberty, der også selv havde det, men dog ikke i samme omfang. Den stærke fukse farve, havde Liberty altid fundet særpræget. Det var sjældent, man så en helt fuks hest, og især med hvide aftegn i.

Hun vippede interesseret ørerne fremad, da hoppen begyndte at snakke. Liberty lyttede til ordene. Ligesom hende selv, virkede denne hoppe høflig og imødekommende. En del mere åben, end Djange, som Liberty havde mødt tidligere og faktisk syntes vældig godt om.

"Godaften Armonia. Det glæder mig at trække dem," hun snakkede roligt og med en mild stemme, imens hun havde et smil på sine læber. "Mit navn er Silent Liberty, i modsætning til dem, er jeg nyankommen og har kun mødt én hest indtil nu," fortsatte hun, før hun smilede venligt til hoppen.

Will you stay? Also in the future?

Den mørke hoppe, der er i min nærhed, og som nu har beriget mig, med dens selskab og eksistens, falder mig ganske godt til hjertet. Hun er behagelig at være i nærheden af, og hendes imødekommende væsen, gør at jeg selv, føler at jeg blot kan være mig selv, uden at lægge bånd på mine ord, eller handlinger.
Hun er en, jeg i fremtiden kunne forstille mig, være en nær veninde. Og en veninde, det har vi vel næsten alle brug for, ikke sandt?

Da hun lader sin mund åbne, og ordene kommer ud, lytter jeg nysgerrigt og intenst til hvad hun har at sige. Hun er ny i dette område, som jeg måske også ville have troet. Men for mig, er næsten alle nye, da jeg sikkert kun kender en lille brøkdel af den befolkning der er at finde i Andromeda's land.
Mine røde øre, forbliver vippet frem til den mørke og kønne skabning, hvis feminine træk er tydelige.

,,Silent Liberty, jeg byder Dem ganske oprigtigt velkommen"

Siger jeg med en mild tone, mens mine øre fortsat er i hendes retning, somom jeg suger hver en enkelt lyd fra hende, for at lagre dem i min 'kommode' hvor skuffen nu har et navn. Silent Liberty. Der vil jeg huske hende.

,,De siger, at De har mødt en sjæl, før mig. Må jeg spørge, hvem denne sjæl er?"

Med en let og mild bevægelse, hælder jeg hovedet på skrå, og lader da blikket glide op i hendes øjne. Ønsker hun ej øjenkontakt, da vil jeg så fjerne mit blik igen, og lade det søge andre veje. Et varmt og venskabeligt smil er stadig på min mule.

Liberty betragter hoppen, da hun svarer hende. Roligt, med et mildt og venligt blik kigger hun interesseret på denne Armonia. Den røde hoppes signaler er venlige og lette, hvilket tiltaler Liberty. Hun virker som en sympatisk hest, og Liberty kunne ikke finde en grund til, at disse to heste ikke skulle komme godt ud af det med hinanden.
Da hun byder velkommen, smiler Liberty varmt. At være ny og at blive taget godt imod er noget af det skønneste man kan opleve. Hun var i sandhed glad for, at hun endnu ikke havde mødt ondsindede og afvisende heste, for en afvisning er et personligt nederlag for denne hoppe.

"Mange tak, det er pænt af dem," sagde Liberty og smilede mildt til hoppen og vippede roligt ørerne mere fremad. Hun slog et par bløde slag med den tykke sorte hale og rankede sig en smule, imens hun nød denne samtale. Hoppen spurgte til hvem, hun havde mødt udover hoppen selv.

Det kunne være Armonia kendte Djange, men Liberty vidste det faktisk ikke, da hun ikke anede, hvor mange sjæle dette land besad. Hun havde blot set meget lidt af det, og endnu mødt to heste, så hendes erfaringer var små. Hun havde dog på fornemmelsen, at der var mange heste i dette land, som hun med tiden kunne stifte bekendtskab med, hvilket hun ville nyde.

"Jeg har mødt en hingst ved navn Djange. Jeg ved ikke, om de har mødt ham før?" spurgte den sorte hoppe og kiggede undersøgende på armonia med et lille smil. Hun gengældte venligt hoppens øjenkontakt - liberty var ikke specielt sky anlagt, og hun nød at blive bekræftet af andre heste, og generelt også at være i selskab med dem.

The heaven above

Mine røde øre, vipper ganske forsigtigt rundt, lyttende til de omgivelser der er omkring os. Vi står jo en smule nær skovens kanter, og derfor er vi både udsat, og samtidig er vi mere camoufleret for rovdyr. Men bliver vi først opdaget, så er der ingen vej udenom, og det ved jeg. Derfor, ser jeg også en grund til, trods alt at være opmærksom på omgivelserne. For det er vigtigt for mig, at både hun og jeg selv, er i sikkerhed.
Retter ørene frem til hende igen da hun taler. Der er hele tiden et smil på mine læber, mens jeg står sammen med hende. Hendes humør, og væremåde, passer mig ganske perfekt.

,,Djange, ham kender jeg godt, ja. Vi er stødt på hinanden et par gange, men jeg må desværre indrømme, at vi har lidt svært ved at kommunikerer med hinanden. Men jeg håber, at vi med tiden, vil komme til at forstå hinanden lidt bedre.”

Smiler mens jeg siger det, for jeg siger aldrig noget ondsindet om folk, da det ikke er noget jeg bryder mig om. Hvis jeg endelig er tvunget til at sige noget ondsindet, så ønsker jeg at gøre det ansigt til ansigt, og ej skjule det bag deres rygge, ved at sige det til andre. Mine øjne hviler stadig godmodigt i hendes mørke og ligeså milde øjne. Jeg føler mig virkelig behageligt tilpas, det må jeg indrømme.

Liberty studerede denne hoppe, som stod blid og smilende foran hende. Der lå noget behagelig i hendes aura, noget der gjorde, at Liberty stolede blindt på hende og ligeså fandt sig godt til rette. Hoppens ører bevægede sig lidt rundt, Liberty gik ud fra, at hun lyttede efter rovdyr. Selv var Liberty ikke den mest opmærksomme type. Der hvor hun havde været før, var der nærmest aldrig rovdyr, og når der var, var det alligevel ikke Libertys opgave hverken at opdage dem, eller forsøge at skræmmed dem væk. Liberty var dengang ubetydelig, men nu skulle hun nok snart til at tage sig lidt i agt.
Hun måtte endelig ikke lade fortidens vaner spolere hendes dømmekraft nu, så hun besluttede sig for at tage dette til sig. Hun smilede og lod også ørerne køre en kort omgang, før hun igen fokuserede på hoppen, som begyndte at tale til hende.
Hun kendte Djange, og det undrede faktisk lidt Liberty, at denne hoppe ikke helt havde fungeret med Djange.

Han var speciel, men Armonia virkede sympatisk og imødekommende, og Liberty ville egentlig have troet, at Djange brød sig om hende.
Hun lagde dog mærke til, at Armonia virkede optimistisk og posetiv omkring Djange, hvilket sagde meget om hende. Hun brød sig om dette væsen, samtidig med at hun følte, at denne hoppe ville kunne lære hende ting, som hun ville kunne få nytte af senere i livet.

Hun smilede venligt, før hun svarede; "Djange er også, efter min opfattelse, en lidt speciel hingst, men jeg følte faktisk, på trods af hans lidt afvisende væremåde, at jeg havde en god samtale med ham," sagde hun så mildt. "Jeg tror ligesom du, at det kommer hen af vejen," sagde hun og smilede venligt.

Can we be friends?

Det virkede til, at denne milde hoppe, ligesom Armonia selv, følte sig rigtig godt tilpas. Det virkede til, at Liberty ligesom jeg selv, bryder sig godt om vores selskab i hinanden. Med et let ryk i ørene, finder hele min opmærksomhed vejen tilbage til hende. Grunden til dette, er at jeg kan se, at hun reagerer på min måde at være opmærksom på. Hun lytter også selv nu, og det er godt. Det har hun brug for, indtil hun finder sig sande venner at følges med. Jeg ved ej, om her er mange rovdyr, men jeg er altid ganske let på vagt. Ellers kan det ene hovslag, hurtigt blive det sidste.

Et let smil breder sig henover min mule, da hun sådan tager mine bevægelser til sig. Det glæder mig egentlig, på en eller anden finurlig måde, da jeg jo ser det som noget positivt, at hun gennem et kort møde, vælger at ’tage’ mine bevægelser til sig, mest fordi det viser rigtig meget om hende, som sjæl og individ.
Hendes ord rammer ind i mine opmærksomme øre, der sagtens vil kunne huske hendes stemme til en anden gang. Det er vigtigt for mig, at jeg kan huske andre, som jeg før har mødt. Andet ville da være uhøfligt!

,,Djange tror jeg, kan føre nogle ganske fine samtaler, når blot man ej spørger for meget ind til ham, som sjæl. Forstå mig ret, at ”overfladiske” samtaler, måske passer ham bedst. Går man mere i dybden, bliver han afvisende – eller, det er jo blot hvad jeg oplevede”

Ler jeg med en mild tone, og jeg mener intet negativt ved det. Jeg tror blot, at Djange passer på sig selv, og passer på sit eget sind. En vigtig faktor, jeg passer bare på mit sind, på en anden måde, end han gør.

Liberty stod stille og roligt og lod sin kulsorte hale bølge let fra side til side. Vejret var rimelig lunt, og hun nød Armonias, denne røde og varme hoppes, selskab. Hun fik den lille sorte til at føle sig tryg, lidt ligesom en mor gør. En man stoler på, fra første gang man møder hesten. Det var en meget stor egenskab, hun havde fået sig der, hvilket helt sikkert også sagde noget om hendes varme væsen. Hun fik i hvert fald Liberty til at føle sig godt tilpas og velkommen.
Den sorte hoppe lagde også kort mærke til smilet og smilede selv et lille smil også. Da hun besvarede Libertys spørgsmål, lyttede Liberty nysgerrigt til hendes fortællling.

Ligesom Liberty havde troet, kunne andre let komme til at træde denne specielle hingst; djange, over tæerne, det lød det i hvert fald som om her. Hun var helt sikker på, at denne hoppe ikke havde gjort det med vilje, men Djange var mere indelukket, faktisk havde de ikke snakket om fortid eller dybe personlige ting. mere dybe ting generelt, så det Armonia sagde passede meget godt. Hun var dog, i modsætning til denne hoppe, kommet rigtig godt ind på Djange. Liberty var faktisk blevet trist til mode, da Djange havde forladt hende. Hun glædede sig til at se denne hingst igen en dag, det håbede hun i hvert fald, hun ville.
Imens armonia snakkede nikkede hun bekræftende.

"Det har de ret i, Armonia," sagde hun mildt. "Under min samtale med Djange, snakkede vi faktisk heller ikke om følelser eller fortider," tilføjede hun så. "Så det kan være derfor, at I måske ikke var helt så heldige med jeres første møde," sluttede hun venligt. "Jeg er helt sikker på, at nogle blot skal møde Djange flere gange, før han føler sig tryg," sagde hun med et venligt smil og vippede let de små ører.

Could we be friends?

Mit varme blik hviler over denne unge hoppe. Jeg er selv ung, men jeg har en ufattelig stor varmhed, og en trang til at passe på andre. Sørge for, at de har det godt. At de lever livet, og at de har en ved deres side, hvis de da ønsker det. Og den sjæl, den vil jeg gerne være. Liberty er en hoppe, som jeg allerede nu holder rigtig meget af. Ikke voldsomt, men nok til, at jeg har lyst til at møde hende flere gange, end blot denne ene. Jeg har en fornemmelse af, at et godt og solidt venskab hurtigt ville kunne eksisterer imellem hende og jeg. Og dette, det ville være mig en fornøjelse og en stor stolthed.

Hun virker som om, hun oprigtigt lytter til hvad jeg fortæller hende. Og det er en stor egenskab. At kunne lytte, og ikke blot tale. Men virkelig lytte, og forsøge at forstå de ord andre siger. Og jeg nyder faktisk at føre denne samtale med hende, da jeg altid har holdt af at tale med de der ønsker det, og holde stilhed med dem der ønsker dette.

,,Du behøver ej at tiltale mig, som De, Liberty. Hvis du vil gøre mig den ære, at være dus med mig?”
Spørger jeg, med et mildt træk i mundvigen.
,,Men Djange tror jeg, er en herre af få ord. Men dermed ikke sagt, at de ord han fremsiger, ikke er vigtige. For det er de med garanti. Nok tager det blot tid, at bryde den mur han måske har opbygget. Jeg er ej i tvivl om, at Djange og jeg en dag mødes igen. Og da går det måske bedre, fra gang til gang”

Nikker ganske blidt, og lader de varme øjne hvile på hende. Hun er stadig ny i området, og kan jeg være hendes guide, så vil det være mig en glæde.

Liberty lod sine små mørke ører vippe lidt fremad, som hun stod og betragtede hoppen. Hun stirrede ikke indgående, men stod blot med et fredeligt blik og betragtede denne smukke røde og milde skabning, som stod foran hende og udstrålede ting, som Liberty sjældent havde set hos andre heste.
Hun imponerede hende i sandhed, hun virkede klog på livet, noget som Liberty selv ønskede at blive. Noget hun beundrede meget, når en anden hest evnede.
Da Armonia begyndte at snakke, lod liberty ørerne pege mod armonia, det ene var en smule ud mod siden - opmærksomt, men hun lyttede. Lyttede interesseret, fordi de ting hoppen sagde, ikke blot var nye men også spændende for den lille sorte. At fange hende på denne måde, kunne til tider være svært, men specielt heste med et dybt og varmt sind, kunne gøre dette. Djange havde også fanget den sorte hoppes opmærksomhed. Den afholdende attitude blandet med de fornuftige og respektfulde ord, havde gjort indtryk, præcis som disse varme og imødekommende ord nu gjorde.

Da hoppen fortalte, at hun ønskede at være dus, smilede liberty mildt til hende. Liberty lyttede til ordende, der atter flød. Denne gang om Djange, denne specielle hingst.
Armonia nikkede mildt og kiggede på Liberty, hvilket ikke var ubehageligt. Hun nød selskabet, følte sig tryg og godt tilpas.

"Det passer mig helt fint, at vi kan være dus," sagde hun så med en mild latter, inden hun fortsatte til den mere seriøse del. "Der vil jeg give dig ret Armonia. Nogle heste skal man blot finde ud af, før man klinger helt. Til tider møder man nogle, som er mere specielle end andre, hvor man skal lære dem bedre at kende, for at vide hvor deres grænser er optrukket, eller hvornår de føler ubehag," sagde hun med sin blid og friske stemme. Hun nikkede samtrykkende til det sidste "jeg er sikker på, at det nok skal gå bedre, nu hvor I har lært hinanden lidt at kende," afsluttede hun med et mildt smil til denne Armonia, som lød så fornuftig.

Happy in my mind

Liberty var i sandhed en hoppe, som faldt i mit selskab. Hun virkede så ligetil, og så let at være omkring. Langsomt gled mine øre let omkring, overvejende om denne milde hoppe, mon nu var så ung, som hun så ud? For hun virkede i sandhed som en hoppe, der vidste meget om livet allerede nu, ligesom jeg selv gør. Og det er en ting, der er værd at værdsætte. Det er vigtigt for mig, at min selskaber, ligesom jeg selv, er tænkende omkring livet, og ej blot smider det bort. Det er jo det mest dyrebare vi kan eje, ikke sandt?
Min opmærksomhed ligger på denne hoppe, da jeg gerne vil vise hende, at jeg lytter til hende, og at jeg er opmærksom på hendes eksistens. Men ligesom Liberty, har jeg et øre der også vipper ganske let omkring, for at holde øje med uvedkommende eksistenser, såsom rovdyr.
Mine milde øjne, hviler ind i hendes blik, da hun ej virker til at ville vige fra min øjenkontakt. Jeg gransker ikke hendes sjæl på denne måde, men jeg skaber blot en anden form for kontakt, som for mange måske vil virke som anmassende – men sådan mener jeg det ej. Aldeles ikke.

,,Jeg bryder mig allerede godt om dig, Silent Liberty. Du virker til, at have meget godt på hjerte, og det er i sandhed en stor ting at eje.”
Et smil vinder sig henover min mule, hvorefter jeg igen lytter til de ord hun fremsiger.
,,Ja, jeg er skam enig med dig, Liberty. Nogle selskaber, har blot større grænser end andre, og det er vigtigt for mig, at jeg kender disse grænser, for ej at træde ind i dem, eller over dem”
Nikker ganske mildt, og knejser ganske svagt op i min nakke, blidt.
,,Men sig mig, Liberty. Hvad synes du om dette fortryllende land, som du, ligesom jeg, er havnet i?”

Jeg fjerner nu fokus fra Djange, den specielle hingst, og over til hende. For jeg ønsker, at høre, om hun ligesom jeg, finder dette land fascinerende. For mig, er det en gave at være havnet her.