En ensom dans.

Jeg rammer den spinkle hoppe over mulen, og det var aldeles også min hensigt. Jeg skal ikke have nogen berøringer, fra nogle som jeg ikke ønsker det fra. Og i denne verden, er der indtil videre kun én sjæl, der har været tæt på mig, og rørt mig. Både fysisk, og mentalt. Men der skal meget til. Og kun ganske få vil måske komme til at opleve det. Men hoppen reagerer ikke som jeg egentlig havde regnet med, men dog håbet på. Hun trækker sig tilbage, og reagerer ikke med kamp. Hun sænker i stedet hovedet, og undskylder meget tydeligt overfor mig. Mine næsebor er stadig udspilede, og ganske vibrerende. Jeg har et sind der hurtigt bliver tændt, og dette skyldes min fortid, og gener ligeså. Men da hun står så underdanigt, med hovedet nede, og i en yderst sårbar position, lader jeg mine øre kort vippe – måske en anelse overrasket. Jeg havde håbet hun ville reagere sådan, da en kamp ellers ville optrappe. Men hun har noget mellem ørene, vil jeg nu mene, fordi hun kender sine egne ressourcer, og ikke begiver sig i kamp med mig. En god egenskab, at kende sig selv – jeg kender også mig selv, og mine grænser. Men min stolthed er stor, og det skyldes det hingstede gen, og min far ligeså. Derfor kan jeg have svært ved at trække mig. Et dybt brum glider fra mig, imod hende, for at vise at hendes undskyldning er godtaget – men handlingen er ikke glemt. Jeg er årvågen overfor hende, for at vise, at hun ikke skal snige sig tæt på mig igen, og tro hun skal røre mig. Men hendes undskyldning er accepteret – og det burde hun være ganske glad for! Jeg ryster min krop hårdt over, for at afspænde mine muskler, og nu ser jeg på hende, med en mindre krigerisk og afskyende had. Nu er blikket blot neutralt og intetsigende, ligesom det plejer at være.

Berbeza - " Za "

Lettelsen strømmer ind over Za, da hingsten tydeligvis godtager hendes undskyldning. Hun er både lettet over dette faktum, selvfølgelig, men også lettet over at han ikke dragede nytte af hendes sårbare position. Langsomt, ganske langsomt løfter hun sit mørke hoved op til normal højde igen. Dog ganske forsigtigt, da hun ikke vil risikere pludselig at udstråle noget forkert imod Volontaire. Hun har tydeligt på fornemmelsen, at til trods for at han nu har godtaget hendes undskyldning, så har hun brugt sine chancer hos ham. Èt fejltrin mere, og så er Za ikke så sikker på, at han vil være så gavmild med sin accept endnu en gang. men hun har da heller ikke tænkt sig, at opføre sig så dumdristigt overfor ham endnu en gang. Både for sin egen sikkerhedsskyld, men ligeså meget for hans skyld. For hvis der er noget Za ikke bryder sig om, er det at hendes selskab går over folks grænser. Selv er det noget af det værste hun kan blive udsat for, hvis folk går over hendes grænser, så derfor forstår hun så udmærket når folk sætter deres egne grænser. At hun så ved uheld, mest pga af hendes livlige personlighed, kan komme til at overskride folks grænser alligevel, til trods for hendes respekt imod dem, det er så en anden side af sagen.. Blidt brummer hun dæmpet imod denne brogede hingst, og gør et svagt nik med sit lille, fintformede hovede, som for at takke ham for at tage imod hendes undskyldning. Dernæst er Za ikke helt klar over, hvad hun skal gøre af sig selv. Tøvende tipper hun sine ører lidt frem og tilbage, mens hendes blik er rettet distræt mod hingsten, for at holde et vågent øje med hans kropssprog. Ligenu vil hun lade det op til ham, at bestemme hvad der videre skal ske. Hvis han stadig ikke længere ønsker hendes selskab, vil Za nu acceptere dette. For nu skilles de i hvert fald ikke længere som fjender. Bestemt heller ikke som venner, eller, sådan virker det i hvert fald ikke fra hingstens side af, men det finder Za også forståeligt nok. Men så længe, de ikke skilles som værende fjender med udestående imellem sig, så er Za ganske godt tilfreds. For nu, i hvert fald.

Jeg kan godt se, at hun er ganske stille, og høre det. Men dog samler hun sig, efter mit dybe brum. Så hun bliver ikke stående underdanigt, og det er også fint, for det kræver jeg ikke. Ikke lige nu i hvert fald. Mine øre vipper kort omkring, inden de igen vipper en smule bagud, mens jeg retter mig en anelse op. Jeg har ikke mere at sige til denne unge hoppe, for hun har trådt over mine grænser, og jeg trænger til at komme væk fra hende, for ikke at gøre enten noget dumt eller drastisk. Jeg ved ikke hvordan hun har det med situation, men sådan som jeg ser på det, så bliver vi nok ikke ligefrem gode bekendte.. Men det kan kun tiden vise, hvis vi ser hinanden igen. Smælder med halen, inden jeg kort kigger mod hende, men aldrig i øjnene. Vender omkring, og sætter i skridt væk fra hende, og dybere ind i skoven. Min nakke er knejst op, og jeg holder min krop rank og maskulin. Forsvinder langsomt ind i skovens dyb og mørke, til jeg til sidst er ude for øjenvidde….
[Volontaire Out ]