Expected Spring

Den gyldne hingst med de mørke aftegn, stod på en græseng i kanten af et lille grønt område omkranset med store træer.
Tusmørket havde sænket sig, så han var på vagt. Hans mørke ører var vendt bagud, som han stod og nippede til det nyspirede græs, som havde et højt indhold af sukker og næring, hvilket var godt, når man trængte til at tage en smule på efter vinterens strabadser.

En gang imellem løftede Dom sit hoved og studerede kort himlen,som var fyldt med grå skyer ind over månens skær, inden han atter lod hovedet dykke ned i det saftige græs, som han hurtigt begyndte at indtage med stor iver.

Han tænkte ikke så meget i aften, manglede måske en smule selskab? Et dyb prust lød fra hans mule, inden han tog hovedet op og udstødte et dybt og hingstet vrinsk, som kom helt nede fra maven på hingsten. Han kiggede forventningsfuldt ud i mørket, men ørerne var på vagt.

Illana, den gyldne, bevægede sig over engen på denne mørkbelagte aften. Skyggerne havde bredt sig så langt de kunne, ja de havde endda sluppet deres træer og svævede nu frit omkring. Dog følte den gyldne sig ikke jagtet af disse skygger, som hun forhen havde fandt truende, men hun dansede i harmoni med dem. Endnu var hun forundret over at hun kunne dette; for aldrig havde hun troet at natten skulle blive behagelig, eftersom skyggerne fra hendes fortid altid prøvede at frarøve hende lyset om natten. Med et muntert prust slog Illana fremad i en ædel trav med en naturlig elegant bæring; hun søgte intet bestemt denne aften, men den milde luft lokkede hende til at bevæge sig lidt omkring. Der gik dig ej længe før den gyldne hoppe sansede noget i horisonten, som fangede hendes blik. Der, et godt stykke fremme, stod en hingst med en sælsom farve; den som den gyldnes moder havde båret. Et kort øjeblik stoppede hun forbavset op, hvorefter hun fortsatte i en lidt anspændt skridt imod denne fremmede, som, som.. Som lignede. Hun prustede adskellige gange på sin vej og stoppede op med god afstand til denne fremmede. Normalt gik Illana gerne direkte til sine selskaber, men noget fik hende til at tage den lidt med ro, med denne hingst. Hun nikkede hilsende da hun var kommet ham nær nok og ventede dernæst på hans træk.

Dom vågnede en smule, da den blide vind bar duften af hoppe med sig. Han inhalerede duften kort med sine fine næsebor, inden han roligt rettede sit blik mod hende, som hun nærmede sig.
Først syntes han, at hun virkede, som om hun tøvede, men måske var det bare ham, for da hun kom nærmere nikkede hun til ham og så så en smule afventende på ham.

Dom var i godt humør og trængte til selskab, så han smilede sit skæve og charmerende smil, som han trådte lidt nærmere - dog i en høflig afstand. "godaften smukke hoppe," sagde han langsomt.
Hans dybe men stadig lidt drengede stemme skar gennem stilheden fra denne nat. Han vippede kækt sine ører lidt fremad og prustede roligt til hende.

Den mørke hale svingede i bløde bevægelser bag ham, som han ventede på, at denne gyldne hoppe skulle svare ham. Hun var smuk - meget lys - mindede ham om renhed, som hun stod der. Han syntes hun så blid ud, og han brød sig allerede om denne hoppe, trods hun endnu ikke havde sagt et ord.

Illana, den gyldne, lod sit blik glide over denne hingst, der bar farverne som hendes moder; en munter hingst, en åben hingst. Illana lod sine øre glide fremad ved lyden af hans stemme, der var glad, hingstet og i det hele taget bare imødekommende. Illana lod et smil falde over hendes ellers lidt undrende ansigt; for aldrig havde hun set en anden, ud over hendes moder, med disse farver. Illana rakte da mulen imod denne hingst der hilste hende an, som værende smuk; en gestus Illana ikke kunne dy sig for at lide. Hun pustede let imod hans mule og nippede da til den som en lille gestus for hans fine ord. Derpå trak hun hovedet let til sig igen, så hun kunne svarer hans ord, med sine egne.

,,Godaften du gyldenfarvede sjæl med beklædning fra skyggerne; mit navn er Illana.Tillad mig at spørge om navnet på den ælde herre?"

Sagde Illana med den karakteristiske stemme; blød og mild og samtidig ufattelig ærlig. Hun gjorde ellers ikke meget for at få sin stemme til at lyde således, for sådan var den bare. Meget ved den gyldne hoppe var så naturligt, som det kunne være, og ligeså hendes sind, der hvilede meget i sig selv. Hun betragtede denne hingst, der havde en helt særlig aura over sig; og som Illana allerede nu følte sig ganske godt tilpas med.

Som Dom stod der, anede han en undren i den lyse hoppes ansigt. Den blev skiftet ud med et smil, livede Doms drengede øjne op. Han nød at møde nye heste - især hopper. De var lidt sjovere end hingste, især når man var en ung dreng som han nu var.
Da hun roligt tog mulen frem og hilste på ham, prustede Dom let tilbage, tog hovedet til sig og rankede sig på en frisk måde, da hun svarede ham.

Han lyttede til hendes stemme. Den flød som smør i hans øregang og forstærkede hans indtryk af hende. Han vidste ikke helt hvem, men hun mindede ham om en eller anden, måske var det hans mor, fordi hun havde været så blid - præcis som denne hoppe, da han selv var en lille kujon.
Dom slog kort med hovedet, dog ikke overilet, da hun spurgte om hans navn. Hun hed Illana. Det var smukt og passede på en måde til hende, selvom navne normalt også gjorde det, så var det specielt, og det syntes Dom også, at hun var. Han havde sjældent set så lyse farver blandt hestene han havde mødt.

"Det glæder mig at møde dig Illana," sagde Dom og kvitterede med et kækt smil inden, han fortsatte: "Mit navn er Ventus Dominus," svarede han med sin lidt hæse stemme. Han mødte hendes blik med sit eget friske og charmerende blik.
Det lå til Doms natur at være charmerende og venlig, det var sjældent man så denne hingst vred, men det var også et syn, man sjældent ville glemme - således var det tit, når en hest skiftede væremåde fuldstændig.

Illana, den gyldne, lagde tydeligt mærke til hvordan denne hingst gjorde brug af sin mimik til at udtrykke sig. Hans øjne, hans udtryk og hans krop viste tydeligt at der lå en glæde gemt i ham, en glæde over at møde den gyldne hoppe måske. Hans gengældte hilsen viste at hingsten var opmærksom og oplært med de gængse vaner blandt sjæle som den gyldne og ham selv. Han havde en naturlig høflighed som Illana allerede nu lagde mærke til; ja der var meget ved denne hingst, som den gyldne hoppe lagde mærke til. Da Illana da hørte hans ord, smilede hun ganske let. Denne hingst bar et specielt navn, der klingede ganske godt og lod til at passe til ham og hans ivrige sind. Hans stemme lod Illana mærke til, den var let hæs, som en ældre stemme alt imens hans krop var så ungdommelig. Men den hæshed han bar, fik ham ikke til at virke gammel, tværtimod. Den fik ham til at virke mere autoritær, som bar han på en speciel viden han gemte for omverdenen. Illana smilede let for sig selv, inden hun trådte den buckskin farvede hingst tættere; og hun kunne mærke hvordan visse punkter i hende blev påvirket af hans nærvær. Der var noget over ham, eller det var nu kun hans farve, der mindede hende om hendes moder, men hans personlighed mindede hende allerede nu om en tabt ven, hun engang havde. En der havde stået hende nær. Det blik der mødte Illana var ganske friskt, let charmerende endda, men det var tydeligt at han ikke kæmpede for denne udstråling, den var bare hans.

,,Ligeså glæder det mig at møde dig, du gyldenfarvede hingst. Ventus, hvis jeg må kalde dig det, er du ny i dette land, eller er du kendt her?”

Dom kunne lide hoppen. Han havde generelt en svaghed, når det kom til heste, der var smilende og imødekommende, og de endte tit blandt hans nærmeste. Dom havde altid sværere ved at håndtere mere afholdende og forsigtige heste, som tit medførte en sky og vred attitude, hvilket let gjorde ham usikker. Noget han ikke så tit var. Nej; Dom var en meget selvsikker hest med alle fire ben plantet solidt på jorden. Han var kløgtig og tænkte sig om, før han snakkede.
Kort tid efter trådte den lyse hoppe tættere på ham. Dom brummede bare venligt til hende, han havde ingen problemer med høflighedsgrænser eller grænser generelt. Altid havde nærvær og kærlighed kommet i første række hos hans mor, så han var opdraget uden grænser og bånd på sine handlinger. Generelt meget frit - måske derfor, at han var denne kække og livsglade hingst, som han var i dag. Det kunne han blot takke sin gode mor for. Han lod kort blikket falde til jorden, da tankerne faldt på moderen, inden han hurtigt kiggede op på Illana igen. Han smilede roligt til hende og rejste sine ører, da hun svarede ham.
Hun var høflig, hun gengældte i hvert fald hans kommentar, hvilket gav ham en god mavefornemmelse. Hun virkede som om, at hun brød sig om ham, og at hun ønskede hans selskab, hvilket var meget vigtig for Dom. Derefter kaldte hun ham Ventus. Det undrede ham en smule. Ikke, at han ikke brød sig om det, nej nej. Han kunne lide sit navn, alle aspekter i det, så det huede ham ikke. Hvad der huede ham, var at han aldrig var blevet kaldt det af nogen før. Tit lå Dom bare bedre i munden og var mere kækt, så derfor brugte mange nok forkortelsen af Dominus, som hans kaldenavn, men grunden til at Dom lyttede mere intenst, var at den eneste, der nogensinde havde brugt det navn om ham, var hans mor.

Ventus.

Det havde hun altid kaldt ham. Da han tænkte denne tanke, kiggede han meget roligt op på hoppen med et fortsat smil på læben. Hun spurgte til, om han var ny. Det kunne man vist godt kalde ham.

"Det er helt i orden, at du kalder mig Ventus. Sådan en smuk hoppe måtte kalde mig lige hvad hun ønskede at kalde mig," sagde han i en lettere drillende tone. Dom kunne godt lide at fedte lidt for hopperne. Ikke på en slesk måde, men han nød at give komplimenter og være lidt rapkæftet. Til tider havde han fået et par lærestreger af det, men normalt tog folk det på en varm måde, præcis som det skulle forståes. For blot at understrege sin mening, satte han det skæve smil på kort, før han fortsatte; "Jeg vil kalde mig selv ny, men blot fordi, at du er den anden sjæl jeg møder, og jeg bestemt ikke er kendt. Rettere en smule forvirret!" Han sluttede med en dæmpet latter, inden han igen sagde noget.

"Men hvad med dig Illana?" sagde han roligt "Jeg fornemmer, at de er forholdsvis kendt her. Har jeg ret?" spurgte han så nysgerrigt og slog let med sin mørke hale.

Illana, den gyldne, der blev budt velkommen hos denne guldfarvede hingst, lod sit blik søge hans. Han lod til at bærer en sjæl, der var modtagelig overfor stort set alle, og ej lod han til at være en, som gemte på sig selv. Hans smilende ydre og hingstede, høflige attitude faldt allerede i god jord hos Illana, der fandt denne sjæl ganske interessant. Hans måde at fremføre sig selv på var meget jordnær og det lod til at hans tanker var det også. Som overvejede han sine træk, uden at det stod tydeligt frem og blev en hæmmesko for ham. Det kom vel bare naturligt til denne sjæl, at betænke sig og fremføre sig således som han gjorde? Illana smilede let for sig selv, inden hun lod sin mule søge fremad imod hans. Hun lyttede alt imens til de ord, som Ventus fremsagde; og Illana kunne ikke lade værre med at smile. Atter kaldte han den gyldne hoppe for smuk. Det var en rar ting at blive påpeget, da netop Illanas udseende havde været en faktor i hendes forvisning fra hendes forrige hjem. Selvom hingstens tone da var drillende, så faldt kommentaren stadig i god jord hos den gyldne hoppe. Da hans ord da var færdige og et spørgsmål fremsagt til ære for Illana, lod hun sin mule trækkes let tilbage og øjnene mødes igen.

,,Ventus, som jeg da vil kalde dig; landet her er stort og din forvirring er forståelig. Selv har jeg langt fra kendskab til alt, selvom jeg, som du hentyder, har været her noget længere. Jeg har vandret mange steder, set mange ting; alt fra stranden til bjergene og det der nu er imellem. Jeg har også mødt en del sjæle i dette land, alle unikke for forskellige. Nogen fra den lyse vej, andre fra den mørke. Jeg er sikker på at du med lidt fordybelse i dette land vil føle dig ligeså opslugt, som jeg gør; men der vil nok gå noget tid, forend din forvirring måtte aftage. Selv er jeg endnu forvirret over mange ting. Men med tålmodighed, skal den da nok forlade mig”

Sagde Illana med et smil, inden hun trådte hingsten endnu nærmere. Han virkede som en, der godt kunne ønske nærkontakt, ligesom Illana selv. Hun lod sin mule søge fremad imod hans hals, for at puffe ganske let til den. En venlig gestus der i Illanas sind betød vendskab; men tolkede Ventus det ligeså, eller var det en for kontaktsøgende handling, som den gyldne havde valgt at fremføre?

Denne Illana som stod foran Dom og tiltalte ham med sit milde og smukke væsen, virkede sympatisk. Hun hvilede i sig selv, det syntes Dom i hvert fald, at hun gjorde, - og dette var noget af en egenskab, det mente Dom. Han lod sit blik hvile i hendes, kun fordi det skabte en tættere relation og en større nærhed. Han mente godt, at han kunne tillade sig dette ved denne lyse hoppe, som virkede som om, at nærhed ikke gjorde hende noget. Hun strakte ligeledes mulen frem mod ham, han brummede venligt til hende og vippede let med de mørke ører.

Da hun smilede til hans kommentar, smilede han tilbage med sit skæve smil - kommentaren blev opfanget, som den nu skulle.
Hun talte frem til ham, smilende, inden hun trådte ham nærmere. Dom reagerede ikke rigtig, nærhed faldt ham som en naturig ting, og da hun puffede let til hans mule med sin egen, brummede han bare let smilede og talte frem, som svar.

"Det beroliger mig, at du ligesom mig er forvirret. Jeg har ikke forståelse for, hvorfor jeg er her, men jeg vil mene, at jeg kommer til at tænke en masse tanker. Jeg ved ikke hvorfor jeg er her, men det har skabt nogle tanker, som jeg aldrig havde overvejet før, og tankerne er ikke dårlige. De gør mig klogere på livet, det vil jeg tro," sagde han. Smilede skævt og vuggede kort lidt fra side til side, med den gyldne krop, så den mørke og lange man vippede let med. Han stoppede sin bevægelse og fortsatte sin snakken i den friske tone. "Jeg tror bestemt, at de har ret. Af erfaring kommer visdom, og jeg kan høre, at du er mere afklaret med dette land end jeg er. Jeg har mødt få sjæle, men ligesom du, er jeg meget betaget af landets storhed, men også af den stemning der ligger her. alting er nyt," sagde han og nikkede roligt med det fine hovede.

Illana, den gyldne, betragtede Ventus med et fornøjet udtryk. Han lod til at føle sig lettet over, at han ej var den eneste, der endnu ikke havde et fuldt billede af, hvad dette land indeholdt og hvad det rummede. Hvor langt det strakte sig og hvilke landskaber der var at finde. Illana tillod sig at nippe forsigtigt til hans mule, som en venlig gestus, hvorefter hun trak hovedet let til sig igen, for bedre at kunne beskue hans øjne, hvori følelserne tydeligt blev vist. Det var en ting som Illana lagde mærke til, som var specielt ved denne hingst; han lod ikke til at have disse barrierer, der gemte sindet væk, som så mange andre sjæle i dette land havde. Nej; Ventus var åbenhjertet, det kunne Illana allerede fornemme nu og det var nærmest lettende at opleve en sjæl, der ikke havde så dybe ar i sindet, at det skulle pakkes væk. Illana slog da muntert med hovedet, hvorefter hun slog frem i en yndefuld, ganske naturlig, trav omkring Ventus i en halvstor cirkel. Foråret lå i luften, den lå i græsset; den lå i Illana og i Ventus. Hun hvælvede let i den spinkle nakke, hvorefter hun sendte et nap imod den guldfarvede hingst med ben farvet af natten.

,,Ventus, du ædle hingst, med farver som guld og nattens mørke; jeg har efterhånden set en del i dette land og er skam afklaret med hvor det meste er. Men eventyret er endnu i sigte, ubetrådt af både dig og mig. Vil du følge mig, på denne solrige dag, ud i horisonten og se, hvad vi kan finde?”

Spurgte Illana med en munter, imødekommende stemme, hvorefter hun brød cirklen og lod sin front vende væk fra Ventus, men med hovedet drejet imod ham. Hun nikkede ganske imødekommende, hvorefter hun lod en forhov svinges let frem i luften. Derpå lod Illana sin krop glide frem i en yndefuld skridt, forhåbentligt snart med den ædle Ventus ved sin side.

Som den gyldne hoppe stod der foran ham og prægede landskabet med sine rene farver, lod Dom roligt sit blik glide rundt om dem endnu en gang. Han var opmærksom, for på dette tidspunkt af året, var rovdyrene sultne efter en hård vinter, og han ville helst undgå at ende som ulvemad.
Han brummede let til Illana, da hun nippede forsigtigt til hans mule. Han gjorde kort en bevægelse med det markerede hingstede hoved mod hende, da hun satte frem i trav rundt om ham. Han trak benene lidt til sig, så han stod mere samlet. Med et lettere ivrig slag med hovedet og et drenget brum, slog han legesygt op med et forben - dog uden intentioner om at ramme den lyse hoppe, som skabte en munter og behagelig stemning med sit milde sind.
Da hun atter sendte et lille nap efter ham, trak han hovedet til sig med et drillende blik og nappede forsigtigt en gang efter hendes man, som hun talte frem stadig i bevægelse.
Denne gyldne hoppe havde bedt ham følge hende ud mod horisonten, hvorefter hun begyndte at gå fra ham. Det skulle hun ikke sige mange gange!
Dom satte frem i en dansende trav og fulgte hende, som hun var begyndt at skridte imens hun kiggede tilbage på ham.
Da han nåede hendes side satte han ned i sin store skridt. Han lod kort sin mule stryge venligt over hendes skulder og svarede så:
"Jeg kan ikke finde noget, jeg heller vil end at følges med sådan en ekstraordinær og smuk hoppe som dig Illana," sagde han med et charmerende glimt i øjet og nippede let til hendes man, endnu en gang, med et skævt smil.

Illana, den gyldne, der nu begav sig af sted med en fremmed vandre, der snart skulle blive en god bekendt, lod sit blik møde de grønne øjne, som Ventus besad. Der var noget umådeligt oprigtigt ved ham, noget som hun ikke havde set før, og samtidig den her bekendte aura der lå over ham, som mindede Illana om den moder, hun engang havde haft. Ikke fordi han var feminin på nogen måde, men hans oprigtighed og åbenhjertede opførsel, vagte minder i Illanas sind. Hun skridtede med yndefulde skridt af sted, sammen med sin partner for de næste mange timer, og alt imens kunne hun ikke lade værre med at smile. Hans kommentar varmede i sandhed Illanas sind, selvom Ventus endnu blot var en fremmed for hende. Hun puffede let imod hans velansatte hals og lod derpå et lille nik falde til hans fordel.

,,Ventus, du ædle hingst. Jeg er meget glad for, at du har valgt at følge mig, derhen horisonten nu bringer. Du er en speciel herre, og allerede nu er jeg glad for dit selskab. Jeg glæder mig meget til at se, hvad horisonten vil bringe os”

Sagde Illana inden hun trak sit hoved let til sig igen. Ventus havde på kort tid gjort et godt indtryk på Illana, der nu fulgtes med ham. På kort tid havde han sat sig fast i hendes sind, og han ville blive husket for altid. Illana lod derpå sit blik vandre af sted, ud i det blå, der hvor solen skinnede og der hvor solen ville holde op med at skinne, når natten ville lægge sit tæppe omkring dem. Mon de to sjæle endnu var sammen til den tid?
De to sjæle vandrede af sted, ud imod horisonten for til sidst at blive opslugt af den. Og hvad de to sjæle oplevede sammen i det ukendte, ja, det forblev en gåde.

[Illana out]