Making friends?

Den gyldne hingst med de mørke aftegn kom travende i lystigt humør. Han var fyldt med energi og spænding. Endnu havde han kun mødt én hest på denne ø, men var ivrig efter at møde flere.

Han slog med den mørke man og vrinskede drenget ud i vinden. Han trængte til at more sig lidt, men vidste ikke helt hvordan, så han slog over i sin kraftfulde og store galop, der var meget op-ad-bakke. Musklerne arbejdede på højtryk, som han nærmest fløj over en græseng. Tankerne dukkede endnu en gang op i hans hoved. Forsøgte at skubbe dem væk, men lykkedes ikke rigtig. De ubehagelige, nagende og dræbende tanker, som fyldte hans hoved med smerter.

Han slog med et tre gange, så han nærmest ikke vidste, hvad der var jord, og hvad der var himmel. Han prustede, men tankerne var stadig ikke forsvundet. Han slog med halen. Han prøvede at tænke andre tanker, rense sit sind, men dette var ikke muligt. Han havde en indre kamp med sig selv, præcis som den nat, hvor han var kommet til dette land - hvor han måske endda var død? han vidste det ikke helt, men han havde lidt den samme følelse i maven lige nu, da hans sind blev sort af smerterne.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Efter at have begivet sig lidt væk fra bjergende, drog Djange nu af sted over engen. Det var et stykke tid siden hans hove havde betrådt denne eng. Den var stor, uendelig, og så; åben. Alle kunne se alle, alle kunne holde øje med alle, alle kunne dufte alle, alle kunne… Men hvad var det? En stærk duft ramte Djanges lyserøde næseborer. Han stoppede brat op, i den stive holdning han nu gik så fint i. Med halsen holdt højt, med hovedet derpå holdt lodret. Ørene lagte, og det tomme og kolde blik fra de krystalblå øjne, der spejdede vildfarent over engens åbne. En stærk duft af grantræer, fornemmede Djange, fra en sjæl der måtte besidde at være hingst.

Ganske rigtigt, et vrinsk lød, drenget og glad. Djange rynkede på den lyserøde mule, og missede skeptisk de krystalblå øjne sammen, mens han betragtede den langbenede dansende sjæl, der for over engen, som en anden ung hest der lige havde lært at balancere i andet end gangen skridt. Djange stod brat op, og undlod så et fnys, højlydt, som svar!

Som Dom fór af sted over engen, var han fanget af sine tanker, dybe - borende og onde. Den simple ting, som et højlydt fnys, rev ham ud af denne tilstand. Denne tilfangetagende tilstand var nu væk, og Dom kunne stoppe i en hurtig glidende bevægelse, det fintformede hovede drejede sig i et ryk mod retning, hvorfra lyden var kommet. Han stoppede lidt forbavset.
Der stod en anden hingst. Dom kunne både se det på hans bygning, men også lugte den stærke lugt i sine næsebor. Hingsten stod stift, så en smule truende ud, men Dom var vant til lidt af hvert og ikke bange for at tage chancer, så han satte frem i trav mod hingsten, som var et stykke væk.

Da han nåede tætter på, slog han over i skridt og skridtede selvsikkert og rankt mod denne fremmede hingst. Han stoppede roligt op i høflig afstand og vippede ørerne fremad med et venligt og imødekommende prust. Han lagede hovedet lidt på skrå "Goddag," sagde han friskt.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten her var ikke så lidt frisk, ung af sjæl! Langbenet, stærk proportioneret, som han kom travende. Djange stod fortsat fast, med den højt holdte hals, med hovedet derpå holdt lodret. Ørene lagte, mens han så småt havde skudt bringen lidt frem. Han lod sin fyldige og mørke hale piske lidt hårdt omkring sin bagpart, som hingsten kom travende. Denne hingst var en langbenet flot sjæl, men snart kom nogle grimme grønne øjne til syne. Djange missede de krystalblå øjne lidt skuende og anseende sammen. Hans mule rynkede sig skeptisk, men hingsten stoppede; Høflig, respektfuld var hingsten. Ikke ringe. Men stadig fremmed! Hingsten talte nu, og hilste pænt på, med en meget frisk og ung entré.

”Goddag Hr.”
Svarede Djange med den hæse og intense, tonløse stemme, mens hans krystalblå tomme og kolde øjne, så meget direkte i de grønne. Djange brød sig ikke om disse øjne, men han vidste ikke helt hvorfor? Skræmte det ham, eller var det bare væmmelse han følte når han så i disse øjne. Men hingsten var nu høflig og respektfuld nok ind til videre, hvilket gjorde at Djange efter sin hilsen lod et respektfuldt nik træde til. Før han atter stod i den ranke og stive holdning.

Dom lod sine øjne glide ned over denne hingst. Han var speciel. Hans farver og aftegn var specielle, han havde aldrig set noget lignende. Han lignede en hest, som man hørte om i eventyr. Præriehestene med mange sjove farver og pletter. Dom var højere end ham, ikke meget, men ej heller lidt.
Han bed mærke i denne hingsts holdning og kom kort i tvivl, hvilket han ikke plejede.

Var denne hingst fjendtlig? I så fald, kunne han bare komme an. Dom overvejede kort af fnyse, men da hingsten hilste, var Dom glad for, at han ikke havde gjort noget så tåbeligt. Hingsten stod meget stift men samtidig rankt, ligesom han selv. Han havde meget blå øjne, ligesom havet. Måske var det bare ham, men han skulede da en smule, eller hvad?
Dom studerede hingsten, men hans stemme chokerede ham. Den var hæs, meget kraftig og gennemtrængende, men samtidig var der ingen tone at spore. Han lød, som om han var fløjtende ligeglad, men han nikkede høfligt til Dom efter denne sætning.

Dom vippde lidt undrende med sine ører. "Mit navn er Ventus Dominus. Jeg er ny her," sagde Dom. Han havde skruet lidt ned for charmen, efter denne hingsts reaktion. Han virkede måske en smule irriteret, men Dom var ikke helt sikker. Han smilede blot skævt og fortsatte:"Og jeg træffer?" spørgsmålet hang roligt i luften. Dom var frisk, havde mest lyst til at fyre af sted over græsset, men han var tålmodig og høflig, så selvfølgelig nød han selskab.
På trods af sine tvivl med denne hingst.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten virkede en smule forundret, hans øre som opmærksomt lyttede imod Djange, gjorde det en smule tydeligt hvordan hingsten her måske havde svært ved at sætte Djanges mange forskelligt retnings signaler sammen til én retning. Det var der nu også mange der havde svært ved, selv Djange selv. Djange tænkte stort set aldrig videre over hvordan han opførte sig. Rettere regerede han blot, som det kom til ham. Han var bare; Djange. Hingsten var dog nu klog og lod sig da præsentere, så snart det gik op for ham, at trods Djanges til tider fjendtlige udstråling, var han ej ude på noget; endnu? Nej, man var nu ikke i tvivl når det endelig kom til stykket, hvis først man pissede Djange af! Djange missede da let med de krystalblå øjne, da hingsten talte. En meget gennemsnitlig ung hingstet stemme bar han, men han var ikke så lidt kæk. Djange rynkede på den lyserøde mule, dog ikke at det rørte ham yderligere at hingsten var som han var.

”Goddag Ventus Dominus, mit navn er Djange.”
Præsenterede Djange sig da, med den hæse og intense stemme; atter tonløst. Under hilsenen til hingsten, med det ret så fine og fornemme navn, lod Djange et svagt nik undkomme endnu engang. Respektfuldt, skønt hans krystalblå øjne atter var kolde og tomme imod hingstens grønne. Hans øre lå stadig ned, og det slog Djange at denne hingst måske var af fin familie. Hans navn lød en smule som noget der gik i arv. Men dette tændte ikke Djanges nysgerrighed, tvært imod. Blot stod han afventende, beredt på hvad der nu end kunne ske.

Dom stod stadige en smule tøvende. Han prøvede at aflæse denne hingst, men det kunne han ikke. Han havde aldrig prøvet noget lignende! Denne hingst forvirrede ham mildest talt, og normalt var Dom ikke lige til at hyle ud af den. Nu stod han blot, var ved at tabe underkæben, og hans til tider lidt for blærede attitude, var blevet tørret af i et tag.
Han stod lidt. Flyttede vægten fra den ene side til den anden, vippede kort med ørerne og betragtede denne hingst. Han vidste ikke om det var skeptisk, fjendtlighed eller han bare var ligeglad med Doms tilstedeværelse.

Det slog Dom, at han blev en smule irriteret. Irreteret over disse misledende signaler, som kunne vise alting. Gad vide, om dette var noget, denne hingst gjorde blot for at forvirre ham? Han prustede tungt, lidt undrende en enkelt gang, men så præsenterede hingsten sig. Djange.. Det var et specielt navn. Gad vide om det betyder noget?
Dom bed mærke i, at denne Djange endnu engang nikkede respektfuldt, hvilket ikke sendte nogle advarende eller fjendtlig attitude viste sådan en nik nu ikke. Han studerede ham undersøgende, vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige. Var blevet lidt rundforvirret.

Dom brød stilheden. "Nå, Djange..." sagde han roligt, før han fortsatte "er du meget kendt på disse kanter?" hans stemme var kort tøvende, men han rømmede sig og fortsatte sin sætning helt ud med sin gamle selvsikre stemme.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den gyldne hingst med den mørke aftegn, og så de øjne. De grønne øjne! Djange missede svagt de krystalblå øjne, da hingsten sådan lidt sløsende lagde op til at spørge om noget. Mon denne hingst var en ligeså snagende sjæl, som så mange af de andre. Djange gjorde nærmest klar til en skeptisk rynke over den lyserøde mule, men hingsten slog da over i noget så harmløst. Djange rankede den ellers så stive og ranke holdning, en smule op, skønt det mildest talt var umuligt. Han holdte da stadig blikket skuende, afventende, på det værste? Skønt hingsten syntes at virke mindre frembrusende og energisk nu; nærmere forsigtig?

”Kendt er måske ikke ordet. Men jeg kender en del sjæle i landet her, og har betrådt områderne i mere end bare et par dage.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, tonløst atter. Det kunne snildt gå hen og lyde truende imod denne nye tilkomne sjæl, såvel som imødekommende og indbydende. Det var ikke sådan at sige, andet end de kolde og tomme øjne atter så meget direkte i Ventus Dominus’ grønne, og ørene alle lå nede og tilbage.

Dom lagde mærke til hingstens missende øjne. Han brummede lidt for sig selv, ikke højt, ikke truende. Bare lidt undrende. Han havde sjældent mødt heste, som ikke havde vist hvad de mente om ham. Enten kunne de lide ham, eller også kunne de ikke, men denne hingst viste intet. Det gjorde Dom forvirret.
Hingsten djange rankede sig igen. Dom undrede sig. Hvad skyldtes denne nærmest besættende trangt til at stå stiv som et bræt? Nu var det hans tur til at knibe øjnene lidt undersøgende sammen. Han brød sig ikke om at møde Djanges blik. Øjnene var helt tomme. Det skræmte ham. Føltes som om, at man så direkte ind i en helt tom sjæl.

Hans hale svirpede i bløde bevægelser bag ham, han samlede sine bagben en smule mere og rankede sig. Dom brød sig ikke om at virke som om, at han var usikker og en svag hest. For det var han jo ikke. Han var bare overrasket, konfus. Vidste ikke helt, hvad han skulle gøre - hvad han skulle foretage sig.

Da hingsten svarede ham, kunne han mærke en lille glæde i sig. En afvisning var slem, når denne hingst nu havde hilst pænt til en start, så Dom var glad for, at han valgte at besvare hans spørgsmål.
Atter skræmte den toneløse og hæse stemme Dom en smule. Han spidsede sine mørke ører, de var fintfølende og det kriblede næsen ned af hans ryg, da han lyttede til den tomhed igen. Den havde han lige set i øjnene.

Hingsten virkede beskeden, ikke en blærerøv. Dom kunne ikke helt tyde, om hingsten havde truet ham. Han var lidt i tvivl, men Dom var af natur ikke den hest, som startede et slagsmål, så hvis hingsten enten ikke ønskede hans selskab, så kunne han vise det, eller forlade ham her. Hvad hans sætning fortalte, var at han kendte en del andre heste, og han vist nok havde været her et stykke tid. Det var nok info til Dom, der syntes det var spændende. Måske kunne denne hingst fortælle noget om dette sted?
"Kender de så meget til dette sted? Jeg er en smule forvirret nemlig," sagde Dom. Ikke ligeså tøvende, men med et venligt smil og en lidt spørgende stemme.
Han studerede Djanges ører, som under hele samtalen havde ligget tilbage. Han kneb øjnene let sammen mod ørerne, de lå helt stille. Så rettede han atter et roligt blik mod Djanges øjne, selvom de skræmte Dom på en måde.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingstens væremåde, udstråling og små handlinger, tolkede Djange ikke mindre end at denne hingst måske ikke følte sig hundrede procent sikker i Djanges nærvær. Men Djange ønskede ham jo intet ondt? Endnu. Djange rynkede fortsat på mulen, hingsten her var opmærksom, og log ikke til at være dumdristig eller flabet som en anden sjæl han ellers til at starte med ville have haft sammenlignet ham med. Djange holdte den stive og ranke holdning, og lod meget svagt, næsten ikke til at se, lade det ene øre glide en anelse ud, mens han talte. Blot for at understrege at han lyttede til denne hingst; han havde respekt for hingsten ind til nu, ind til hingsten måske selv ville gøre sig til kende ikke at værdi til. Hurtigt gled øret på plads, mens de krystalblå øjne missede sig, og det tomme og kolde blik så meget direkte imod hingstens grønne.

”Denne Ø har jeg, specielt i bjergrpasset.”
Svarede Djange kort, med den hæse og intense stemme tonløst. Djange var ej sikker på om hingsten her mente hele det fulde land, som de begav sig i, eller om han blot mente denne Ø. Djange formodede at han mente hele det store land, skønt Djange ikke havde brug så megen tid på at føjte rundt, nærmere havde han undersøgt hver og én hemmelig gang i de uendelige bjerge der var her på Enophis. Djange så fortsat meget direkte i hingstens grønne øjne, mens hans mule så småt glattede rynkerne ud igen, men ørene stadig lå tilbage, og holdningen stiv og rank.

Han studerede denne hingst, som han svarede på spørgsmålet. Han vippede ørerne lidt roligt fremad - ikke helt frem, men lyttende. Han lod sit blik glide lidt rundt, men fokuserede flere gange på hingstens øjne, selvom udtrykket i dem skræmte ham. Djange svarede at han kendte meget til denne ø og bjergpasset, men Dom havde egentlig ment hele dette land, hvor stort det end var. Han var forvirret over sin ankomst, undrede sig. Hvorfor og hvordan var han kommet hertil, og hvordan med alle de andre?

Han nikkede roligt til Djange, da hingsten havde talt færdigt, med sin meget specielle stemme, som Dom ikke kunne tolke. Han studerede kort de bagudvendte ører og mulen, hvor de måske skeptiske rynker forsvandt.
"Jeg mente mere hele landet. Jeg aner nemlig ikke, hvordan jeg kom her til, eller hvorfor, og tænkte at det kunne være, at der var andre der kunne besvare mit spørgsmål?" sagde Dom lidt tøvende. Han brød sig ikke om, at være forvirret eller uvidende, så det var lidt akavet for ham. Igen rettede han blikket på hingsten, da han havde afsluttet sit spørgsmål, nu håbede han blot, at denne hingst kunne besvare det, men man kunne aldrig vide.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten lyttede, en ung sjæl der udviste respekt. Djange forblev i den ranke og stive holdning, og en rynke blev da også slået over den lyserøde mule da hingsten nu understregede at det ikke var det han mente. Djange havde vel godt været klar over dette, især når denne sjæl var ny. Så mange nye sjæle for tiden var draget ind i landet. Mon Djange snart skulle finde sig en smutvej, finde ud af hvordan man kunne komme væk fra dette land igen? Hingsten virkede en anelse tøvende, mens Djange forsat blot holde det kolde og tomme blik fra de krystalblå øjne på hingstens grønne; de grønne øjne…

”Så vidt jeg ved Ventus Dominus; er her endnu ingen sjæle i dette land, som kan besvare lige dette spørgsmål.”
Svarede Djanges hæse og intense stemme imod hingsten, tonløst, mens de tomme øjne fortsat var holdt meget direkte imod hingsten. Djange løj ikke, så vidt han vidste. Men det kunne tænkes at der måske var en måde at man kunne få svar på? Djange ønskede ikke dette svar, nærmere hvordan han kunne drage væk, videre fra dette land.

[OUT]