There were something in the air that night...

There were something in the air that night..

The stars were brigt... They were shining there for you and me, for liberty!

Med halvmånen som rygstøtte, og sin egen skygge som pejlemærke, lod den smukke brogede hingst det ene skridt erstatte det andet. Der var sving i det lange hovskæg der beklædte hans frydefulde stærke ben, og trods den lette brise der legede med den næsten uvirklige lange man, lod hingsten ikke til at lade sig genere. Hans hoved var strakt let frem, og han sørgede for specielt at give ryggen den luft de havde brug for, fær han igen ville bryde frem i sin, i menneskelige øjne, urimeligt flyvende galop. Netop da tankerne faldt tilbage på disse tobenede væsner, der havde plejet ham igennem hans første år, svirpede han ganske let med halen, og stoppede op for at nappe let til sin flange, hvor resterne af det underlag han havde forceret havde sat sig. Da halen faldt på plads, foldede hingsten øvet hit hoved ind imod bringen, og i selv samme bevægelse spændte han op i de vældige rygmuskler. Svaret var et helt andet sving i kroppen, og da han hævede forbenene kortvarrigt fra jorden, og sprang frem i galop, synes alt af være på plads. Selvom frihed ikke var en del af hans bevægelser, var de yndefulde, dansende, og under komplet kontrol.

Hvor længe ville han endnu skulle vandre, før endnu en strejfrende sjæl krydsede hans færden? Han var ganske ensom her i dette store land, og hans sjæl hungrede efter kontakt med andre af hans art.

Månen var blå og falsk, gav sandet et helt forkert skær. Normalt ville Njal have nydt den varme og skarpe farve fra mødet mellem sol og ørken, men selvfølgelig skulle dette ikke være muligt. Han stod derfor midt i evigheden og gik i gang med at tælle sandkorn. Eet for eet. Han kunne kun se otte, herefter lukkede han øjnene og tillod sig at udstøde et generet suk. Generet af vinden. Af Månen. Tænkte på at bande af den. Lod være.
Med et pludseligt energi overskud åbnede han øjnene og satte i en dorsk trav. Hans hals og hoved lå godt og vel på en vandret linje med ryggen. Hans ben arbejde mekanisk for ham, blev kun knapt løftet fra jorden, nærmere slæbt gennem sandet. Længere fremme så han en bevægelse der absolut ikke blendede sammen med resten af det blå-gyldne sand. Den bevægede sig hurtigt og fyrisk og Njal kunne sagtens identificere den til at være en hest som ham selv.