|
Post by Mindraper on Mar 25, 2012 20:59:55 GMT 1
Såret var næsten healet og han skridtede nu igennem skoven. Der var en anelse fugtigt, men solens varme havde hjulpet meget på det og små planter skyd op af jorden, samt bladende var ved at vende tilbage på træerne. Hingsten var ganske godt camoufleret i skoven og dette var han godt tilfreds med. Han var endnu ikke i stand til at kæmpe mod nogle og var derfor mere passiv i sin holdning, og faktisk en anelse konfliktsky. Der var ingen grund til at risikere noget som helst. Han stoppede kort op og fnyste, men det var blot hans sind der spillede ham et puds. Han fortsatte så frem i en rytmisk skridt. Han skævede kort til hans sår på skulderen, som hans moder havde plejet en anelse. Man kunne lugte hende på ham, og det irriterede ham grænseløst.
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 25, 2012 21:10:21 GMT 1
Djange ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Skoven var efterhånden et sted Djange ikke afskyede, måske var det de mange nye skud på træerne som tilfredsstillede hans sult, måske var det den farverige natur der fascinerede frem for det normale og til tider golde i bjergende, eller var det bare alle de nye dufte her til foråret. Men hov! En stærk duft af salmiak. Djange stoppede brat, med den fremskudte bringe, den højt holdte hals og det lodretholdte hoved. Ørene lå hårdt i nakken, og hans krystalblå øjne så spejdende og nærmest jagende frem, mens de blendede af kulde og tomhed. Han kendte denne duft og rynker slog hans lyserøde mule da også på. Skridt blev nu smeltet sammen med duften der blev forstærket. Djange var ej i sit rette element, det var tydeligt at se på hans farver og aftegn, i denne massefarvede og rige natur omkring ham. Med ranke og stive skridt trådte Djange nu frem, imod denne hingst, de sanseindtryk han kunne genkende, og de tanker og minder han væmmedes ved! Fast besluttet, med det kolde og tomme blik spejdende og ihærdigt ledende.
|
|
|
|
Post by Mindraper on Mar 25, 2012 21:19:21 GMT 1
Hingsten stoppede op og hans sanser skærpedes. Han fnyste let og gløden i de gule slangeagtige øjne blev mere intense. Denne hingst der nærmede sig ham kunne han skam huske og det var ikke positivt. Hans ører blev lagt i nakken og han pustede sig selv op, selvom han var fysisk underlegen. Dog var Mindraper ikke typen der tyede til vold. Han ville dog ikke vige for denne hingst og blev derfor stædigt stående. Jo han var skam ligeså stædig og vedholdende som hans moder, Midnight Myth. Han moder havde fortalt ham om denne hingst og Mindraper var blevet irriteret, men samtidigt havde han nu noget på hingsten og derfor hævedet han hovedet, stolt.
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 25, 2012 21:27:26 GMT 1
Djange ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Djanges skridt var sikre og med ét stod hingsten der, den spraglede farvede; beklædt med gule slange artige øjne. Djange stoppede brat, og undlod et lav meldt fnys, mens de kolde og tomme øjne med misset sammen, anseende, skuende. Hans mule var atter skeptisk rynket, men noget andet strejfede nu Djange? En velkendt duft? Havde denne hingst været i nærheden af… Midnight Myth? Djange så kort observerende over denne hingst, med de kolde og tomme øjne, hvor et sår over hans skulder tydeliggjorde at hingsten måske var underlegen i fysik på nuværende tidspunkt. Noget sagde Djange at kamp var dumt, for ingenting. Der skulle være en grund! Skulle der ikke? Det missende og skuende blik, blev da spærret svagt op da Djanges stemme lød.
”Så støder vi atter på hinandens sjæle…” Lød den hæse og intense stemme konstaterende fra Djange, i en tonløs stemme, der ikke var til at tolke om var truende eller blot afskyende? Måske begge dele, ingen vidste det; end ikke Djange selv. Han følte intet, andet end undren over den velkendte duft af svage Bellisblomster, som han havde nydt af hos Myths nærvær? Dog blev et kortvarigt nik inddelt til denne hingst, hingsten her var tilsyneladende adfærdsvanskelig, men dette udelukkede ham ikke for at få samme respektfulde form for præsentation som så mange andre.
|
|
|
|
Post by Mindraper on Mar 25, 2012 21:39:37 GMT 1
Mindraper var anspændt og stod blot som en statue og stirrede tomt og ikke mindst koldt på hingsten med ørerne limet til nakken i sådan grad at de blev gemt væk under hans stride man. Han var ikke begejstret for at hingsten nu stoppede op tæt på hans og selv stod og var spændt. Den spraglede Mindraper bed tænderne irritabelt sammen og hævede hovedet og skød brystkassen frem. Han fnyste blot olmt. Han havde ikke tænkt sig at besvare denne hingst konkluderende udbrud. Nej han stod blot og stirrede på ham i håb om at han gik sin vej. Det ville være rart, men det så desværre ikke sådan ud.
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 26, 2012 7:15:55 GMT 1
Djange ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Hingstens kolde og tomme blik, der blot havde stirret sig blindt på Djange behagede vel Djange. Tænk at denne hingst sank så dybt, end ikke en hilsen var på tale. Djange missede de krystalblå øjne anskuende sammen, mens han stod i tavshed i den stive og ranke holdning fortsat, foran denne hingst. Hårdt smældede Djange da nu sin fyldige mørke hale hårdt omkring sig, en smule ilter blussede det måske i ham. Han vidste egentlig ikke rigtig hvorfor, for denne hingst var det vel ikke værd? Var han? End ikke et navn havde han at beklæde dette ansigt med, kun en ny duft; Myth. Fortsat så Djange stift imod hingsten med sine egne kolde og tomme øjne.
|
|
|
|
Post by Mindraper on Mar 26, 2012 12:22:01 GMT 1
Han stirrede blot tomt på hingsten og fnyste tungt. Han nikkede ganske vagt, og helt ikke for tydeligt i det han egentlig ikke brød sig om hingsten efter deres første møde. Han piskede hidsigt med halen og stod stadig forstenet. De gule øjne lyste næsten op i tusmørket i det de var fulde af intensitet. Han slog så med hovedet, da duften fra hans mor stadig hang i luften omkring ham. Mon det var derfor denne hingst havde valgt at være ham nær? Han trådte kort et skridt til siden, faktisk ganske høfligt, så han kunne komme fordi. Hans bevægelse var snigende og næsten som en slange. Han knejsede i nakken og ørerne lå fladt i nakken og stadigvæk viste han ingen tegn på at være venligsindet. Han ville ikke give denne hingst nogen forhåbninger.
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 26, 2012 18:48:01 GMT 1
Djange ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Hingstens onde blikke, den piskende hale, tændte noget i Djange, det var helt hundrede. Men det kolde og tomme blik så fortsat blot stift på denne spragledes gule øjne. Høfligt, trådte hingsten nu til side? Djange missede de krystalblå øjne anseende sammen, afventende, mens hans mule fortsat var skeptisk rynket. Han veg hovedet en smule tilbage, i den ranke og stive holdning, inden han gjorde klart for sig selv, at det måske skulle være nu at han blot passerede denne forvildede sjæl; når nu han udviste høflighed. Måske var det det længste han kunne gå for Djange her, og så må man jo tage hvad man kan få? Djange piskede hårdt et par slag med den kraftige hale omkring sig, markerende, direkte advarende, inden han trådte direkte frem, for da at ville passere hingsten. Men Djangen var klar, klar på et angreb fra denne hingst, og opmærksomheden blev ej flyttet fra hingsten, da han nu stod med siden til hingstens side, godt på vej til at have passeret.
|
|
|
|
Post by Mindraper on Mar 26, 2012 19:33:57 GMT 1
Hingsten stirrede blot olmt på hingsten, som han begav sig langsomt fordi hans side. Han var klar på et eventuelt angreb. Hans krop var spændt til det yderste og de gule øjne var alt andet end venlige. Han var fristet til at hugge til ham, men forholdte sig blot passiv. Hans ører lå fladt i nakken og mulen blev rynket i sådan grad at hans tænder blev blottet. Hans hale piskede hidsigt omkring hans bagparti og han fnyste olmt. Han var ikke begejstret for denne hingst.
|
|
|
|
Post by Deleted on Mar 26, 2012 19:39:21 GMT 1
Djange ~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Djange fortsatte videre forbi den hidsige hingst, markerende knejsede Djange da hårdt i den højt holdte nakke, da hingsten begyndte at piske med halen. Djange var klar på et angreb! Men intet skete? Før Djange selv vidste bedre, var han passeret denne iltre skabning, og han fortsatte blot ligeud. Frem og væk, mens duften af Myth så småt stilnede af. Det samme gjorde det forfærdelige duft af hingsten selv! Hvad han så end hed?
[OUT]
|
|
|