Vulcano

Foråret var kommet til landet og solen havde skruet op for volumen og sendte nu sine varme stråler ned over det fugtige landskab der sendte sine dampe mod himlen. Mindraper var godt gemt i dette landskab og stod blot og så udover den golde vulkaneng der var omkring vulkanen. Hans gule øjne stirrede tomt ud i luften og såret på hans skulder var næsten healet og hans førlighed var fuldstændig på toppen igen. Sneen var væk og derfor var der ikke sandsynlighed for at han skvattede nogle steder. Han fnyste en anelse og piskede irritabelt med halen og skridtede frem. Forår var lig med hopper i brunst, og derfor var han vandret op hvor der ikke fandtes mange heste. Han hadede den duft, for den kunne bringe ham ud af fatningen. Han rystede let på hovedet da hans tanker vandrede steder hvor de ej skulle hen. Han så ganske tilforladelig ud som han stod der.

Feel free to join ~

Pure at heart

---

Igennem min tid her, har jeg oplevet ganske mange forskellige ting, i dette fortryllende land. Men nu, nu er jeg havnet et sted, hvor min sjæl, måske ikke høre så meget til, som de andre øer. Her virker så.. dødt, i forhold til de andre øer, hvor nyt liv spirer frem, hele tiden. Her, her hærger vulkanen og dets aske, og det er i sandhed et fantastisk syn. Men jeg tror ej, at jeg ville kunne blive i dette område, i en alt for lang periode, da jeg har brug for, at træde blandt de grønne jorde.
Mine røde øre, vipper ganske mildt omkring, da jeg træder ud på et stykke åbent område. Mit blik viger rundt, nysgerrigt, og tænkende, inden det rammer en spraglet skikkelse. Nok var Djanges udseende ganske specielt, men denne hingst, er lige så speciel af udseende. Mange ’striber’ er over hans krop, ej noget jeg ofte har set. Et lyst, og varmt brum, forlader min krop, og svinder hen imod ham, med vinden. Måske han ønsker mit selskab?

Et varm brum blev opfanget af hans mandelformede ører. Først troede han det var den gyldne hoppe, Illana. Nej dette var en anden hest, en hoppe. De gule øjne stirrede på hendes røde pels med massiv intensitet, men mere gjorde han ikke. Hans holdning var rank og ørerne nu vippet bagud, blot for at afvente hendes reaktion. Duften af brunst blev blandet med duften af svovl og det fik den spraglede hingst til at rynke på mulen i en skjult flehmen. Han var ikke typen der blot sprang på den første og den bedste, nej selvom han var ond, så betød det ikke at han var dum. Det var dog ikke ens betydende med han ikke kunne finde på det. Men ligenu var det blot at se hoppen an.

Pure at heart

---

Den mørke hingst, der virker så ganske forstenet nu, fordi han blot står og betragter min røde krop. Jeg ved ej, hvordan jeg skal tolke hans væremåde, men det har jeg nu heller ej tænkt mig at forsøge på endnu. Jeg ser ingen grund, til at skulle dømme en fremmed sjæl, blot fordi hans øre vipper en anelse bagud. Han udviser ej en decideret hidsig adfærd, og jeg vælger derfor, med forsigtige og rolige skridt, at træde ham nærmere. Jeg er skam hele tiden opmærksom på ham, så han ej pludselig kan fare imod mig, uden at jeg er forberedt. Men jeg gør det ikke, fordi jeg nærer en fornemmelse af, at han vil mig noget ondt, eller at jeg anklager ham – nej, det er blot af ren refleks, fordi jeg bærer brunsten nu, og dermed er der endnu større chance for, at tiden der kommer, vil være en tid, hvor jeg skal beskytte mig selv, så godt som muligt. Men det skal ej stoppe mig i, at se andre sjæle.
Jeg standser op, da jeg er omkring 7-10 m. fra ham, og her vælger jeg at blive stående, for ej at træde over hans grænser, da jeg ej kender dem endnu.

,,Goddag, du som bærer en del af jordens farver. Mit navn er Armonia”

Sådan vælger jeg at præsentere mig selv, med den varme og milde stemme, mens blikket forbliver en anelse skråt fra ham, for ej at stirre i hans gule øjne.

Hun var opmærksom på ham og han vidste godt hvorfor. Jo brunst var noget mærkeligt noget. Han løftede hovedet i en stolt positur da hun snakkede til ham. Han vippede kort de mandelformede ører fremad, men så tilbage til den bagudvendte stilling. Hans gule øjne var tomme.

" Armonia.. Hvad bringer dig her? "

Sprugte han blot tonløst. Han blev stående på sin plads og hun måtte komme til ham hvis hun ville noget. Han havde lovet sig selv at forsøge bare at være lidt venlig. Bare en smugle, men det var svært for ham, så han brugte det blot som en facade for at få noget ud af det. Man skulle jo ikke isolere sig selv alt for meget.

Pure at heart

---

Han virker ej som en type, der holder voldsomt meget af selskab, men det afholder mig nu ikke. Vælger han at bede mig gå, eller opfører han sig alt for upassende, og der skal meget til før jeg sys det er upassende, da vil jeg da gå, og lade ham i fred. Mine røde øre vipper frem, idet han spørger mig, hvad der bringer mig hid.

,,Jord bærer, jeg kom hertil, blot fordi jeg vandrede omkring. Denne ø, har jeg ej før set, så jeg lov blot mine hove bestemme, og da havnede jeg her.”

Besvarer jeg ham i en mild tone, mens jeg lader hovedet fortsat falde en anelse på skrå. Jeg spørger ej ind til ham, da jeg har en fornemmelse af, at han ikke vil svare, hvis jeg spørger hvad der bringer ham selv hid.

[/blockquote][/color]

Mindraper mimrede med mulen i en mindre begejstret bevægelse, inden han vendte fronten mod den røde hoppe der påstod at hendes hove havde bragt hende herop. Han kneb de gule øjne sammen, inden han skridtede hende nærmere. Han stod et par meter fra hende og iagttog hendes røde hårlag med et ganske diskret udtryk, der ikke viste nogen følelse. Mindraper havde det fødte pokerfjæs, og facaderne var uendelige. Denne Armonia havde ingen anelse om hvem han var, hvad han oprigtigt tænkte, og han nød denne tanke. Indvendigt smilte han, men udadtil var der ingen følelser at spore i de tomme gule øjne der fortsat hvilede intenst på hende.

Normalt, plejer jeg ej, at lade mig kue af andre. Heller ej hingste. Ikke på en psykisk måde. Men denne hingst, jord bærer, med de gule øjne, får mit inderste til at tænke. Måske, skulle jeg ej være kommet til denne ø, hvis den nu ejes af nogen, som ej er venligsindede? Men jeg ved det jo ikke, og jeg vil ej dømme ham allerede nu. Men da han blot forbliver tavs, og træder mig nærmere, vipper jeg en anelse med ørene, overvejende. Brummer i en dæmpet tone, ganske lavmældt og roligt, inden mit blik glider op til hans, da hans blik hviler så intenst på mig. Mimre med den røde mule, ganske blidt, mens jeg overvejende beholder mit blik i hans tomme, og gule øjne. Mine egne øjne, er dybe og varme, sådan tror jeg altid, at de vil være.

Han bemærkede hoppens varme blik og han kunne ikke lade være med at blive en anelse sadistisk i hans tankegang, men dette blev skjult bad hans facade af mere reserveret karakter. Han skridtede tættere på hoppen og strakte nu sin mørke mule mod hendes flanke og inhalerede duften af hende, svovlen og brunsten. Han undslap en svagt maskulin brummen og knejsede i nakken, mens resten af kroppen blev spændt og musklerne spillede under det tynde hårlag. Duften var lokkende, en dæmon i forklædning, og det fik hingsten til atter at bevæge sig væk fra den røde hoppe med de varme øjne. Mindraper brød sig ikke om denne brunst, da den gjorde ham ustabilt anlagt. Han stod nu blot udenfor rækkevide og stirrede ganske udtryksløst på hende som intet var hændt.

Pure at heart

---

Da han træder mig tæt, i en lidt for hurtig bevægelse, kan jeg godt mærke, at jeg et kort øjeblik bliver utryg, fordi jeg ikke ønsker en fremmed sjæl, alt for tæt på. Desuden, er hans øjne mig en gåde, da de ej ligefrem virker oprigtige eller venligsindet. Men jeg dømmer ham ej, ikke endnu. Lægger ørene en lille smule tilbage, utrygt, da han snuser til min flanke. Mine lige så hurtigt som han kom nær, ligeså hurtigt er han trådt væk igen. Mine øre vippes imod ham, spørgende, om jeg da har skræmt ham? Lægger hovedet ganske mildt på skrå, og vender min front i hans retning. Holder det varme blik hos ham, fordi han jo ligenu er i mit selskab, dog på afstand. Men så længe han ej er gået helt, vil jeg da stadig betragte ham som mit selskab.

Mindrapers ører blev vippet bagud i det hoppen betragtede ham. Han hævedet hovedet og knejsede samtidigt i nakken. Hans gule øjne hvilede intenst på hendes røde pels, men han gjorde ikke andet en blot at stirre tomt og udtryktsløst på hende. Han havde intet at sige og sagde derfor intet. Han prustede hårdt ud for at rense næseborene for duften af hendes brunst. Hvorfor skulle alle hopper han stødte på være i brunst? Det var da irriterende, men gav ham dog en undskyldning for ikke at snakke med dem og det passede ham jo egentlig meget godt. Han vidste ikke hvorfor hoppens blik var så varmt, men det imponerede ham ikke just.

Pure at heart

Jeg ved ej, hvad denne hingst tror om mig. Men han virker ikke just til, at have lyst til at tale med mig, måske fordi jeg er i brunst. Og jeg kan godt følge ham, for efter sigende, skulle brunsten ikke just gøre noget godt for hingste, da duften tiltrækker dem. Jeg vælger derfor at nikke mildt til ham, som et venligt farvel. Jeg ønsker ikke at mis behage ham, og derfor er det måske bedst, at jeg blot forsvinder, og så vil vore veje måske krydses, en dag hvor brunst duften ikke hænger over mig. Så vil han måske være mere åben, men jeg ved det ej. Brummer mildt, og vender omkring, og vandre dermed af sted, let til bens.Forsvinder let af sted, imod horisonten, for at forlade denne ø.
- Out.