A new beginning..

A new beginning, a new start

Jeg står blot her, midt på engen, der i hastig fart er begyndt at få det grønne farver, der klær den så godt. Jovist, foråret er rigtig på vej, og sikke en fryd det er, at se alt spire op, stadig langsomt, men det er en start. Træernes blade er endnu ikke vendt tilbage til de nøgne grene, men om ej så mange uger, vil træerne igen blive prydet, og få deres kønne sommerdække på.
Mine rødbrune øre, vipper ganske forsigtigt omkring, lyttende til, om andre sjæle har begivet sig ud, i det åbne, hvor jeg står, med hovedet let på skrå, og øjnene halv missede i, nydende over den vind der let roder op i min i forvejen tykke man.

Vinden er stadig kold, og en anelse hård til tider, men med sommeren der nærmer sig, vil den atter få sin varme luft. Min krop er let hærget af den hårde vinter, mine skuldre og hofteknogler er mere markante, fordi jeg igennem vinterens forløb har tabt mig en anelse. Men jeg skal nok tage det på igen, når alting spirer op og skaber mad til alle de vandrende sjæle..
Et let og fornøjet brum, forlader min røde krop, blot for at afsløre min eksistens overfor andre, der måske er i nærheden, og ligesom jeg, søger selskaber.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den smukke himmel over Leventera minded Diego om en masse fra sine gamle tider i den trygge flok. En smuk nuanceret himmel prydede I hvert fald Diegos øjne, der i sig selv sprudlede livligt og energisk. Solen der var så småt på vej ned, men alligevel endnu ikke var stødt på noget i horisonten endnu, var skarp, men også orange, næsten rødlig. Diegos pels fik et helt specielt rødligt skær nu, og foråret i luften fik Diego til at kaste mildt med hovedet. Hans mule røg i vejret og han travede ivrigt af sted med de tre hvide sokker der beklædte hans lange og stærke ben. Et smil så bredt; prydede Diegos mule, mens ørene var rettet opmærksomt frem. Det nærmest strålede ud af ham, hans ungdommelighed, for inden en duft ramte ham. En hoppe, men ikke blot det. Brunsten i luften hang snart omkring i små stimer her på engen. Diego stoppede op, og fik da nu også af høre, en lille tilkendegivelse fra en anden sjæl. Diego hævede hovedet opmærksomt og det sprudlende blik så nysgerrigt og ungt frem, søgende. Han fortsatte endnu, og fik da nu øje på en rød skikkelse fremme forude. En hoppe med fine og typiske kurver, for en varmblodsrace. Diego stoppede op og så lidt ned på hoppen. Engen her bugtede sig nemlig i dette områder lidt i form af bakker, og lige nu stod han plantet på en af forhøjningerne i græsset. Diego slog et drenget kast med hovedet, og lod de sprudlende øjne se nysgerrigt imod hoppen, mens ørene vippede opmærksomt og lyttende imod hoppen. Han undlod da et lidt drenget og kort vrinsk, venligt og hilsende; for mon han trængte sig på?

Armonia

I det fjerne, bemærker jeg en ny duft, der ramler imod mine sensitive næsebor. Det er endnu en sjæl, som jeg i min tid her, ikke er stødt på før. Det vil altså sige, at dette sted stadig rummer langt flere sjæle, end først antaget. Her er mange omkring os, og jeg nyder som regel alle slags selskaber. Jeg kræver ej meget af dem, og jeg håber dermed også, at dette er gengældt.
Men det kan ske, at nogle selskaber blot ikke passer ind i min sjæl, men jeg forsøger alligevel altid at få det bedste ud af hvert et selskab – ligesom jeg vil forsøge nu.
Hans unge stemme, kommer frem, idet han fremsender et vrinsk imod mig. Jeg drejer min feminine krop, og vender dermed fronten imod den fremmede, med et blidt smil spillende over mine læber.
Et lyst vrinsk, blidt og varmt, forlader min mule, i hans retning, for at besvarer ham, og vise at jeg oprigtigt ønsker hans selskab. Jeg er altid en anelse på vagt, når brunsten har indtaget min krop, men jeg er aldrig dømmende, overfor hverken nye eller velkendte sjæle, da jeg aldrig dømmer folk, de første mange gange – der går længe. Jeg bevæger mig imod ham, med lette og fine skridt, mens jeg blidt knejser en anelse i min røde nakke.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Et lyst, varmt og feminint vrinsk lød I Diegos fremadrettede og opmærksomt lyttende øre. Hans mørke øjne sprudlede energisk, nysgerrigt, over denne fremmede hoppe; men også brunsten. Det var ikke en hemmelighed at brunsten blev båret af de små vindstød her på den åbne eng, og en hemmelighed var det skam heller ikke at det rørte ham, selvom han helst ønskede lige at kommunikere med hoppen før brunsten skulle have lov at stige ham til hovedet. Hans opmærksomme og unge ydre strålede fra ham, som han nu trådte frem i en energisk, men taktfuld trav. Diego kastede atter den hvide mule i vejret i et sving med hele hovedet, før han pænt stoppede energisk op med højt holdt nysgerrigt hoved. Hans øjne sprudlede energisk, mens livet i hans øjne nærmest gnistrede. Han bukkede nu smidigt og dybt i nakken, inden han så hoppen i hendes mørke øjne.

”Goddag.”
Lød Diegos unge og drengede stemme imødekommende, mens hans røde øre vippede nysgerrigt lyttende imod hende. Diego lignede vel mest af alt et nysgerrigt føl, der ville røre ved alt og alle, undersøge alt! Men nogen holdte fast i ham, holdte ham tilbage for ikke at være for frembrusende.

Armonia
Pure at heart

Denne unge hingst, som sikkert ikke er meget yngre end jeg selv er, kommer nu travende imod mig, med en energisk gang. Jeg nyder at betragte ham, da jeg godt kan lide, endelig at møde en, som har den sprudlende energi på sin side, og blot lader den komme frem. Jeg er selv energisk, men kun i visse situationer, hvor det byder sig ind. Jeg bryder mig godt om, at bevæge mig, men i perioder med brunst, er det ej alle, jeg vil danse side om side med, kun de sjæle, jeg er stødt på et par gange.
Da han standser så galant, breder der sig et mildt smil over mine læber.

,,Goddag, Du sprudlende sjæl. Mit navn er Armonia, og jeg har været her længere end nogen, og kortere end andre – jeg kender ej stedet endnu, men er dog heller ej ukendt på disse kanter”

Sådan vælger jeg at præsentere mig selv, med den fløjlsbløde stemme, mens de varme øjne forbliver på ham. Jeg vælger at nikke ganske mildt med nakken, for at understrege min høflige hilsen, i en dyb bevægelse, for at udvise respekt for den fremmede.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Et smil over hoppens mule var tydeligt for Diego. De mørke øjne sprudlede energisk, mens de så nysgerrigt imod denne fremmede sjæl. En rød hoppe, fin og slank. Diegos brede smil over den hvide mule, var nu ej at tørre af da hoppen præsenterede sig. Hans øre vippede opmærksomt og nysgerrigt frem, som hoppen afsluttede sin sætning.

”Goddag Armonia. Mit navn er Diego, og selv har jeg heller ikke været meget rundt i det her land, endnu.”
Lød Diegos stemme ungt og energisk, mens hans hvide mule nysgerrigt blev strakt en anelse frem, i et lille og ubetydeligt puf ud i luften, imod den rødlige hoppe, hvis søgende øjne var varme. Brunsten hos hende var da at dufte, men dette nagede ikke Diego just, måske gjorde det ham blot en smule mere kåd, end han da var i forvejen af natur.

”… Men hvor er det dog lettende endelig at støde på en sjæl.”
Lo Diegos unge og drengede stemme nu, hurtigt efter sin tale i en lidt lettet tone. De unge øjne sprudlede energisk, mens de betragtede hoppen stille med et bredt og drenget smil, uskyldig da vist. Så uskyldigt som et føl der endnu ikke har fundet ud af at der er noget der hedder kemi mellem to heste. Diego betragtede dog Armonia uden at virke granskende eller påtrængende. Vejret var smukt, og det samme var selskabet – en dejlig dag.

Pure at heart

---

Denne unge hingst, virker så ganske glad og fornøjet – og det er en fryd for øjet, at møde andre sjæle, der nyder deres egen eksistens og liv. Det er altid en glæde, når andre ligesom jeg selv, nyder deres liv, og dens glæder. Livet er ej altid en leg, men den kan altid have gode sider, og fornøjeligheder, blot man kigger efter dem.

,,Diego, det er mig en fornøjelse at støde på deres sjæl, og må jeg sige, at det er rart at møde en sjæl, som kan smile over livet”

Besvarer jeg ham i den milde og varme tone, mens mit blik hviler hos ham. Da han puffer ud i min retning, vippes mine øre glædeligt mere frem, hvis dette da kan lade sig gøre. Jeg nyder altid selskaber, som er ganske venligsindet, og ej helt lukkede. Men de selskaber der er lukkede, kan jeg også med, blot efter lidt tid.

,,Du er måske ej stødt på andre endnu, på den færden i dette fortryllende land, du sprudlende hingst?”

Spørger jeg ham så, mens jeg lægger hovedet mildt på skrå, og sender et let puf ud i hans retning, for at gengælde det puf han før sendte imod mig, i en venligsindet gestus, og for at vise, at han puf før, ej gjorde mig noget.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Armonia fremsagde tydeligt hvilken fryd det var for hende, at støde på en hest som Diego, der inderligt nød at leve. Denne kompliment fik et let bøvet smil over Diegos hvide mule. Et smil i form af en lettere forlegen hest, mens han sænkede hovedet i en lidt akavet holdning, mens han slog et let forlegen latter ud med den unge og drengede stemme, som ledte ud i en sætning.

”… Orh lad være…”
Lo Diegos unge og drengede stemme let, for smigret blev han da over denne kompliment. Hans øre rettede sig da nysgerrigt imod hende igen, da hun talte. Han rankede sig op, og sprudlende gnistrede hans unge øjne nysgerrigt, mens hun talte. Diego lagde hurtigt ud med en lidt ivrig nikken, da hun lød til at fortolke hans ord som han ingen havde mødt.

”Ikke på disse kanter…”
Lød Diego så pludselig lidt dramatisk og dæmpet, næsten hviskende, som talte han om noget der rigtig ikke burde nævnes. Som var dette sted forbandet. Hans udtryk i øjnene blev en smule usikkert, mens han kort så sig over skuldrende som blev de overvåget. Dog slog Diego kort efter ud i en ung og drenget latter, drillende mens han smilte bredt, og hans øjne sprudlede energisk.

Pure at heart

Han virker ganske ung af sind, og måden at være på. Men jeg tror egentlig, at han har nogenlunde samme alder som jeg selv. Men jeg er blot blevet opdraget i en from og voksen måde, der derpå har formet mig til en allerede meget dannet hoppe. Det kan derfor også være svært for andre, at sige hvor gammel jeg er, da jeg ser ung ud af udseende, men med et sind der er meget voksent og modent. Men tag ej fejl, for jeg kan skam sagtens te mig som en unghoppe, hvis situationen byder sig.

,,Bliv ej forlegen, det var blot ment som en simpel men velment kompliment”

Siger jeg med et let og mildt smil. Lader ørene vippe frem til ham, ganske rolig og mildt. Han virker nu glad nok for de ord jeg før fremsagde, og det behager mig, at jeg ej har stødt ham.
Da han fremsiger sine næste ord, står jeg med ørene klistret imod ham, lyttende til hans dramatiske stemme, dæmpet i tonerne, som skjulte han noget. Men da han så bryder ud i latter, mens et smil pynter hans mule. Jeg smiler over det, og ved så at det var for sjovt. Og derfor kommer der selv og mild men glad latter fra mig selv.

,,Det skal du nok komme til”

Siger jeg med et smil, og nikker ganske roligt, for at understrege det.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den milde latter der lyder fra hoppen, fornøjer Diego. Let trækkende munder Diegos egen unge og drengede latter ud, mens han blot for en kort stund betragter den røde hoppe. Hun var i brunst, det kunne Diego skam sagtens dufte, men dette nagede ham ikke videre til at skulle være fór frembrusende. Et lidt ivrigt og ungt nik, lod Diego da komme til udtryk, mens de unge og nysgerrige øjne sprudlede energisk.

”Det tror jeg skam også…”
Forsikrede Diego med den unge og drengede stemme, ærligt. Mens hans øre vippede opmærksomt frem imod hende. Diego ønskede hende til at tale igen, den måde hestene heromkring snakkede på, fornøjede ham. Det var lidt, sjovt, næsten ironisk så formelt deres tale var. Næsten gammeldags? Det brede og glade smil var ikke at tørre af den hvide mule, mens han næsten så spændt til på hoppen, før han selv hurtigt alligevel lod mundtøjet afbryde, kun få sekunder efter sine egne ord.

”Men Armonia, du kender et par stykker? Har du så måske mødt hoppen Illana?”
Lød Diego nysgerrigt, før han nysgerrigt tog et skridt frem, med mulen lagt lidt frem, med hovedet en anelse på skrå. Uvidenheden samt nysgerrigheden strålede ud af ham, mens hans blik sprudlede ungt og nysgerrigt.

Denne unge Diego, er ganske fornøjelig at være sammen med. Han sprudlende energi, de glade øjne, det unge sind, og det drengede smil. Jovist, hans aura smitter af på mig, på en anden måde end ellers. Og det er nok fordi han er så ganske frisk og frejdig, frisk på en måde, jeg endnu ikke har oplevet andre være. Netop derfor nyder jeg selskabet ganske meget, da det er rart at støde på en sjæl i ny og næ, som lader det unge og uforbeholdne skinne igennem. En sand fornøjelse, det må jeg indrømme. Jeg lytter ganske nysgerrigt til ham, da han taler, og et mildt smil hviler over min røde mule, inden et nyt spørgsmål rammer mine sensitive øre.

,,Illana.. Nej, hende er jeg ej stødt på. Er hun en sjæl, du måske ville anbefale, at møde, du sprudlende hingst?”

Spørger jeg ganske let. Hvis hun er en hoppe han har mødt, og som han synes om, jamen så er det da sikkert en hoppe jeg ligeså gerne vil møde. Jeg vil gerne møde de fleste, da alle sjæle for mig, er ganske specielle og unikke. Men jeg bryder mig godt om, hvis andre taler pænt om sjæle de har mødt, og Diego virker til at denne Illana er ganske indbydende, siden han spørger om en specifik hoppe.
Da han træder mig nærmere, står jeg ganske roligt endnu, for vi har stadig en fin og god afstand. Så jeg ser ingen grund til at træde væk.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Armonis blide stemme lød klokkeklart for Diegos øre der vippede nysgerrigt og lyttende imod hende. Lidt hurtigt, og endda måske en smule ungt og ivrigt nikkede Diego med det brede drengede smil der lå over den hvide mule. Mon ikke om Illana var en sjæl man kunne anbefale – Selv Diego, som ikke havde kendt hende super længe, kunne betro hende alt!

”Mon ikke! Hun er super god at snakke med…”
Lød det som et ret så hurtigt svar fra Diego, med den unge og drengede stemme. Hans øjne sprudlede energisk, som var han en bombe der kunne springe hvert og et sekund af bar’ glæde, men lettere fornuftighed og respekt holdte ham tilbage. Diegos øre vippede lyttende og opmærksomt imod Armonia, og for ikke at køre samtalen ud i noget måske ligegyldigt og overfladisk, ville han da prøve igen?

”… Men er Jaidev så en du har mødt?”
Lød Diego med et bredt og drenget smil over den hvide mule, mens hans øjne gav et par ekstra energiske gnister fra sig, ved bare tanken om hvor længe siden det egentlig var at han havde set Jaidev…

Mine røde øre, vipper ganske stille omkring, mens jeg står der overfor den unge Diego. Jeg tror måske, at han er lige så gammel som jeg, måske ældre, men at dømme ud fra væremåde og toneleje, lyder han blot som en ung knægt på de tre år, hvilket har sin helt egen charme. Det passer til ham; det vil jeg ej benægte.

,,Det vil jeg huske så, Diego, hvis jeg møder denne Illana. Men hvordan ser hun ud?”

Det vil nok være lidt nemmere for mig at genkende hende, hvis jeg ved lidt om hvordan denne Illana ser ud; og finder jeg hende, vil jeg fortælle hende, at den unge og glade Diego, fortalte mig om hende. Mine øre vipper igen, lyttende til området omkring os, inden de så finder vej frem til ham igen, lyttende og opmærksomt; nysgerrig måske også. Når han smiler, eller blot har et sprudlende energisk blik i øjnene, smitter det ganske vidst af på mig, så det resulterer i, at jeg står med et let smil på den røde og bløde mule. Da han så nævner Jaidev, nikker jeg ganske blidt, og lader de varme øjne hvile i hans energiske blik.

,,Jaidev, var en af mine første møder; en hingst, jeg holder ganske meget af, at bruge min tid med, Diego. Så Jaidev har jeg mødt, ganske mange gange efterhånden, ja”

Siger jeg så med et blidt nik, og lader øjnene hvile hos ham.

(Afsluttet d. 4. December 2012. En ny tråd kan startes istedet )