Beyond the edge of the world..

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Zenobia
Tag: Zekaryah

[/color] [/center]

. . . . .

I en længere periode havde den dunkle, vildfarende hest ikke været til at finde i det land, som var hendes hjem og som havde været hendes hjem i et stykke tid efterhånden.
Hendes ophold i landet var en smule halvhjertet og hun havde delte meninger. De som hun hidtil havde mødt havde ej fornægtet hendes natur eller hvordan hendes særprægede øjne skilte sig ud. For det gjorde det. Det var en kendsgerning. D’zard vidste godt, at hendes liv ej ville blive normalt som alle andres. At hun ikke ville kunne nyde af at være normal for engangsskyld. Så mange ønskede på må og få at være individuelle og have deres helt egne kendetegn, men for D’zard var det simpelthen en grotesk tankegang. Nok burde hun være moden nok og lade disse forvildede tanker passere i hendes sind, men det gjorde det ikke.
I hendes dybeste sind, havde arrene sat sig på ræderrække, for at vedligeholde den utæmmelige smerte, som hele tiden ville prikke pinefuldt inde i hende. Som hele tiden ville minde hende om, at hun skulle ej være helt rolig. Der ventede sig mere smerte. At hendes fortid havde en betydning for hendes fremtid.
Nok burde man ikke dvæle i fortidens kvaler, men D’zards ar der lurede i hendes sjæl, kunne ej forsvinde. De var foreviget i hende og var med til at gøre hende til den skrøbelige sjæl hun nu engang var. Det var nu en skam, fordi denne hoppe havde en noget så pragtfuld og prydende personlighed. Mere varm og godsindet hoppe, skulle man lede længe efter. Og hun ønskede hvorvidt det end var muligt, at fastholde sin ømhed overfor naturen, som hun nu havde så kært.
Specielt mørket stod hun i dyb gæld til. Mørket havde skjult hende i en lang årrække og hun skyldte mørket al hvad hun bestod af. Foruden mørket, havde D’zard ikke kunnet eksistere, fordi hendes liv ville have været så besværligt med alle de forunderlige spørgsmål og ikke mindst forargelser over hendes kønne ydre og de vanskabte øjne hun var i besiddelse af.

En del af den sorte hoppe ønskede at nogen ville kunne frelse hende fra den smerte hun levede under. Som var hun forbandet af djævlen, som en straf. Som var det meningen med hendes liv, at hun skulle leve i den uro og håbe… Håbe på at blive frelst for sine lidelser en dag. Til tider troede nogen at hun var blind på det rød glødende øje. Til tider troede de at hun blot så rødt. Til tider troede de, at hun kun så ondt. Det var forskelligt. Rygterne blev ved med at spankulere endeløst rundt i den tomme evighed.
Endnu engang vandrede den sorte sjæl rundt i mørket. Denne gang med sandet under sine lette, og alligevel robuste hove, som kunne tåle megen forskellig underlag.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Da solens nedstigende stråler havde forgyldt sandet i sin tid, var et selskab blevet bragt til Zekaryah og de Ørkenslanger, der levede i hingstens mørke sind. Et selskab, som havde rørt noget i den mørke hingst; noget der havde talt til Slangerne, og accepteret det væsen de indebar. Et selskab, som for en stund, havde beriget ham. Et selskab, som han kun have mødt den ene gang, men tænkt på efterfølgende; i perioder.
Sandet formede sig om den mørke hingsts hove, kildede hans koder, og brændte sig med sin varme mod Zekaryahs hovskæg. Slangerne holdte ham fast med varmen fra sandet, og sendte billeder op i den mørke hingsts sind. Billeder, som bekræftede ham i sin tro. Han så slangens minder for sig, og blev en del af dem; Som havde han været til stede, da en fortryllende fortælling havde ført til en syndende handling. Som havde han været til stede, da Slangen var blevet forvist til dets forgyldte rige, Golde rige, så at sige. Zekaryah så drømmene for sig, længslerne og sandhederne. Han så, hvordan andre sjæle havde forbipasseret Slangen i frygt for dens snuhed, i frygt for dens løgne; Trods løgnene oprigtigt ikke fandt sted i Slangens fortælling. Slangens fortælling var baseret på en viden, en viden til at kunne kende andre. Slangerne så denne sjæls længsler, og tryllebandt sjælen til selv samme; Sjælen ville ingen løgne få fortalt, foruden Sjælens egne.
Ak ja. Zekaryah lod hovedet sænke, og pustede mat ud, i sandets rige hørte han hjemme; Her var hans pusterum, her var hans fristed, her kunne han vandre alene, dømt til den ensomhed Slangen var blevet dømt til. Men Zekaryah så det ej som en forbandelse, ej heller som en byrde, for Zekaryah nød tiden alene; trods hans sjæl aldrig var alene. Han nød, at kunne spille med tankerne, forsvinde væk til andre steder, bringe liv til døde minder. Og alligevel levede den store hingst sjældent i fortidens minder. For hvad nytte ville det gøre. Den mørke hingst følte sig for en kort stund alene, men det var ikke hans egne følelser, men slangens, for alene havde den været i flere tusinde år, og alene var den blevet dømt til at forblive for evigt. Indtil.. Indtil den fandt en sjæl som Zekaryahs, bandt sig til den, og blev tildelt evnen til atter at kunne 'leve'.
Zekaryahs tanker, følelser og fortabte minder blev afbrudt for en stund, da en fremmed sjæl i det fjerne fangede hans opmærksomhed. En skjult eksistens, søgt ud hvor intet kunne leve, til at forblive alene. Zekaryah hævede svagt blikket; Skikkelsen var et stykke væk, og havde højst sandsynligt ikke set ham, idet skikkelsen bevægede sig med modsat retning af Zekaryah. Sjælen der vandrede, med sine hove bundet til Sandet; En ørkenvandrer som Zekaryah selv, virkede anderledes. En mat aura. Som om der lå noget lunefuldt i hestens sind; En aura den stolte hingst havde set før; en enkelt gang, under solnedgangens fortabte stråler. En sjæl, han atter ville møde; hvilket han endnu ikke var bevidst om.
Den store, muskuløse hingst trak svagt på skulderen, han havde ikke mødt mange i dette sandbeklædte rige, foruden en; en som havde vakt interesse i hans sjæl; hos Slangerne; der skulle meget til. Meget til, for at de ikke ville forsøge at vildlede deres selskaber; forsøge at lokke dem til ærlige og oprigtige handlinger, foretaget i længslernes lystige tegn. Zekaryah satte frem i skridt, for at nærme sig den fremmede skikkelse, Den var sort. Som en skygge. Som natten. Som Nattens prinsesse. Som den unikke hoppe, D'zard, havde været..

[/blockquote]