Fortryllende sandbjerge

[shadow=black,left,300]Dust[/shadow]

[/center]

De mørke hove dansede let over det bløde sand, ej ville hoppen selv kalde det elegant, men hun rørte sig på en måde som fik de små sandkorn til at hvirvle op under hende da hun lod de runde hove skrabe let over overfladen for at derefter let stødde mod kornene og synke få centimeter ned på grund af hendes vægt. Hun burde føle sig fri, i denne nye verden, hun havde revet sig ud af kløerne på dem hun ej ville nævne, men aldrig havde hun følt sig så fanget som nu. Stemmerne, som blot lød som utydelig hvisken just nu ville ikke lade hende være alene, aldrig ville hun kunne blive fri fra disse ord. Hun lod de lette muskler, som også var tydeligt synet hen på hendes rejse til denne verden, slappe af og langsomt døde hendes lette bevægelser hen. Hendes mørke, kølige øjne spærredes let op da hun hævede hovedet op for at lytte til stemmerne, men ej ville en af dem lade sig udskille fra de andre og hendes forsøg til at høre dem klart og tydeligt mislykkedes.
I stemmer i det fjerne, lad mig høre jeres budskap eller forlad mit sind. Stemmerne ville ej forsvinde, men lød blot højere end før, men dog stadig ligeså utydeligt. Hun lod luften trækkes ind igennem hendes mund og strube for at derefter blive i hendes lunger i få sekunder hvor hun igen forgævedes med at høre stemmerne, derefter skubbede hun hårdt luften ud og et køligt fnys dannedes.

Foråret var ankommet, ikke kun var fuglene kommet tilbage, nej dagene var blevet længere og varmere, dog var nætterne stadig kolde og Dust måtte bevæge sig til varmen, ej havde hun sovet, hun ville aldrig kunne sove i nattimerne, derfor var hoppens sind let udpumpet af trætheden, og hun kunne mærke trætheden summe igennem hendes mørke krop, for at gøre hende lettere døsig. Hun lod endnu et kort fnys lyde, ej ville hun hvile når hun var kommet til dette mærkværdige sted. Hun svingede let rundt med det mørke hoved inden hun lod et mørkt hvin ryste igennem hendes krop og søge vej ud igennem hendes mule, ej kunne hun være alene blandt disse sandbjerge?

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Foråret var virkeligt kommet til landet! Alle planter spirede vildt og livligt, mens hestene omkring boltrede sig i det nu grønne græs igen. Diego var nysgerrig, hvilket vel var det der havde draget ham til denne Ø. Han stod nu midt i ørknens store areal, af sand. Han mimrede let på den hvide mule, og nød kort vindstødende. Ø’en her var varmere end Leventera, samt Chibale. Hans vinterpels nærmest blev trukket af ham som han stod i vindstødende der bragede over Ø’ens åbne. Røde har flagrede bag ham, og Diego rystede på sig. Det kløede så forfærdeligt! Men han kunne nu dufte en hest, en hoppe, brunsten var ikke at tage fejl af. Diego vippede de rødbrune øre nysgerrigt frem, mens hans unge og energiske blik sprudlede livligt. Et smil bredtes over hans hvide mule, da en ukendt og sort hoppe kom til syne i sandet i horisonten. Langt væk, men Diego kastede mulen lidt ivrigt op, inden han sprang frem i en taktfuld trav, imod denne sjæl. Mens et vrinsk lød kaldende efter denne sjæl! Ungt og drenget undkom det, mens hans opmærksomme blikke og nysgerrige lyttende øre lå helt fremme.

[shadow=black,left,300]Dust[/shadow]

[/center]

Det mørke hoved blev let sunket mod jorden af hoppens nysgerrighed til denne overflade. Ej havde hun før set dette syn, ej havde hun set meget af i hendes gamle omegne, som blot bestod af marker, skove og bjerge. Hun lod blikket falde mod hendes egen mule for at kort studere den hvide plet, hun var yderst forundret over disse aftegninger, det er en af de få ting som gjorde hendes udseende unikt, noget som gjorde alle unikke og ofte forundrede hun hvad det mon var som forsagede disse mærker. Automatiskt trækkede hun vejret dybt ind, da hun var faldet hen i sine egne tanker, men de små sandkorn hvirvlede op i hendes næse og kildede så frygteligt, og straks virrede hun højt op med hovedet og gav nogle foragede fnys fra sig. Hun lod hårdt halen piske om sin bagpart, men noget forstyrrede hendes irritation, et vrinsk som ej kom langt væk fra. Hun blev straks stille og vippede ørene lyttende frem, og i nogle få øjeblikke stod hun blot og lyttede i stilhed. Få sekunder senere skimtede hoppen den mørkebrune hingst bevæge sig over toppen af et sandbjerg. Hoppen udstødte et dybt brum inden hun selv lod sin smidige dans glide mod denne mørkebrune. Hun vippede opmærksomt ørene frem, for nysgerrig var hun, at søge viden, om naturen og andre sjæle, lå i hendes natur, dog var hendes mørke øjne kølige og ej kunne man skimte skyggen af et smil om hendes mule, og dog tog hun sig ej ud som hård, blot en smule kølig og reserveret. Hun lod blikket hvile fast på denne hingst da hun uforstyrret studerede alle hans bevægelser.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

En spinkel sjæl, med en feminine udstråling bevægede sig nu imod Diego. Diego stod derpå pænt stille, mens de nysgerrige og lyttende øre vippede opmærksomt frem, ligeså hans mørke sprudlende og energiske øjne betragtede denne hoppe. Hun kom tilsyneladende imod Diego frivilligt, men hendes øjne var en smule kølige, og ikke et snert af et smil var at finde. Diego havde måske forstyrret denne hoppe? Hun havde i hvert fald været irriteret over et eller andet lige før. Dog tog nysgerrigheden over, nysgerrigheden efter at møde denne sjæl. Diego strakte den hvide mimrende mule frem, før han atter trådte frem i en målrettet og en anelse ivrig skridt, nysgerrig. Den unge og livlige aura lå tæt omkring ham, skønt det stadig nærmest strålede ud af ham, hvor uvidende en sjæl han var. Det sprudlede og energiske blik, betragtede nysgerrigt og ungt hoppen som kom nærmere. Men Diego stoppede da brat, høfligt og respektfuldt, et stykke fra hende.

Et dybt buk i nakken, respektfuldt og hilsende, mødte denne hoppe, før hun atter mødte det livlige og sprudlende blik der altid strålede ud af Diegos mørke og vågne øjne. Hans øre vippede derpå endnu engang opmærksomt frem, forinden et lille bredt, drenget og ungt smil vistes over Diegos mule.

”Goddag.”
Lød Diegos stemme så imødekommende, ganske drenget og ungt, som altid. Mens smilet på den hvide mule, bredte sig, så hele hans udtryk udstrålede den livlige og livsglade sjæl han nu er.

Dust

Hun krængede let i nakken da hun bevægede sig nærmere for at dog til sidst stoppe brat op nær hingsten. Dog ikke alt for nær, hun ville ej udsætte hendes svækkede krop for slag. En mindre i hende ville dog udfordre skæbnen og træde farligt tæt på denne hingst, provokere ham for at se om smerte mon ville drive stemmerne væk på samme måde som de var kommet ved hjælp a smerte? Hun blev forundret af hendes instikt for at udsætte sig selv for dette eksperiment, hingsten ville kunne smerte hende, ej var han svag, men hans stærke aura af lys og glæde stoppede hende. Kunne denne energi af nysgerrighed mon omvandles til vrede? Ej troede hun at det ville være let, men hun lod tanken vende et fåtal gange før hun drev stemmen til stilhed. Dog kunde hun stadig høre de mange stemmers mumlen i baghovedet da de altid ville kæmpe for overtag over hende og de andre stemmer. Istedet lod hun fokus glide hen på denne sprudlende hingst. Den fik hende til at holde sin vagt, ej ville hun lade hans positive udstrålning blotte hendes sind. De mørke øjne studerede ham nøje da han udførte hans hilsner.

God dag vil jeg også ønske dem, de herre.

Diego
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den fine sorte hoppe stod nu foram Diego, og tættere end normalt når det var første møder. Det undrede Diego en lille smule, mens hans sprudlende blik for et kort sekund blev eftertænksomt. Men hoppens stemme lød, og atter faldt opmærksomheden på hoppen. Det unge og livlige sprudlende blik betragtede forsøgende og nysgerrigt hoppens øjne, der dog var en smule afvisende for at lade ham ind i hendes sind. Hoppen var dog utrolig imødekommende, og Diego vippede nysgerrigt begge øre opmærksomt frem. Det unge og glædesfyldte smil sad atter over den hvide mule, mens han stille og rokkede mulen en smule nysgerrigt frem, men også som et lille nik; over hendes gæstfrihed.

”Jov tak …”
Ledte Diegos unge og drengede stemme, efter et navn, mens han smilte ungt; og hans øjne sprudlende betragtede hendes ellers kønne hoved, med den fine delte blis.