A Secret To Be Told

Med lette skridt vandrer jeg afsted over det grønne græs der kæler sig imod mine hove og op langs mine koder. Solen står højt på himlen og den skimlede krop lyser ganske svagt op med et sølvisk skær. Mine mørke ben skiller sig ud, syner lange og mine skridt formes med elegance. Mit sind er i min krop, lagret og lænket for en stund. Siden det lange fald har jeg ikke prøvet at frigøre mig, ikke prøvet at flyve frit igen. Dette land lader til at være en form for virkelighed jeg endnu ikke kan definere og jeg må sande, at før jeg kan flyve frit igen, må jeg kende min nye virkelighed og finde mig et anker og kan hæfte ved, for at undgå at blive fortabt endnu engang. Min fejltagelse er grunden til at jeg nu er her, og hvorfor jeg er blevet bragt hertil, begriber jeg ikke. Aldrig har jeg søgt mere, end det jeg havde, men alligevel har jeg fået det. Med et prust slår jeg hovedet en anelse op og vender mine øre fremad. Her er stille på denne solrige dag i dette rige, som er mig fremmed og himmelligt. Stilheden hverken behager mig eller skræmmer mig; førhen søgte jeg aldrig ensomheden, men noget ved lige præcis denne ensomhed skaber ro i mit sind. Dette land er ikke mit at befolke, dette land er min virkelighed og her skal jeg finde freden. Mine ben bringer mig længere og længere ud på det åbne græsområde og jeg kan ikke lade værre med at beskue de åndeløst smukke omgivelser. Hvordan dette land kan ligge skjult fra den virkelighed jeg før kendte, ved jeg ikke, men jeg kan kun sige at jeg er beæret for at være her nu. Spørgsmålet er nu bare, hvor længe jeg vil vandre alene?

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Det åbne græsareal, såkaldt område på denne Ø var jo umådeligt og så alligevel ligegyldigt smukt. Djanges krop glinsede ej mere i solen, efter at hans pels havde været gennemblødt af havet han havde haft krydset. Han vidste ikke hvad ahn lavede her? Ingen bjerge, ingen vulkaner, kun eng og skov. Djange drog fortsat af sted over det åbne, med den højtstillede spændte hals, som efterhånden havde sat sig gode muskler, i forhold til da han var ankommet til det ukendte land. Djanges hoved var som altid holdt lodret, mens de krysalblå tomme og kolde øjne spejdede vildfarent og hastigt over landskabet foran ham. Hans lagte øre i nakken, opfangede alligevel hver og en lyd, mens hans samlede, ranke og stive holdning lod sig bærer af sted med de præciserede hovtrin over græsset. Men en ædel skikkelse var at skue! Djange stoppede brat, mens en svag rynke slog sig over den lyserøde mule, der var ingen duft at sanse lige med det samme? Djanges krystalblå øjne missede sig anseende sammen, denne hest havde han ej skuet før? Djange rankede sig en smule op i den samlede parade han pludselig og brat stod i, førhen han trådte frem, præcist, rankt som før, imod denne ukendte sjæl.

Mine sanser er skarpe på denne lyse dag og mine øjne ser alt; alt fra fuglene der blander sig med luftens skyer og græshopperne der hopper i virvaret af lange græsstrå, der væver let i vinden. Det hele lader til at være så idyllisk og indhyllet i en særlig ånd, der hviler i alt. Med et prust standser jeg op, da jeg synes at fornemme noget; en eksistens i nærheden. Mit skimlede hoved søger derpå rundt blandt de grønne træer med brune stammer, og efter nogen tid finder jeg en hingst med en sær sandfarve og hvide aftegn. Hans attitude stråler klart ud af ham, allerede fra denne afstand af. Da hingsten kom imod den skimlede hingst, slog han et par gange med hovedet, hvorefter han sprang frem i en fyrrig dans med retning direkte imod den fremmede. Skridtende var rummelige og meget ædle og mine øre er rettet direkte imod denne hingst med en arrig attitude. Det skal skam nok blive et spændende måde; det var det altid med fremmede. Med hingstede prust og fnys standser jeg op få meter fra denne sandfarvede hingst. Mit blik søger hans blå øjne med et let opfordrende, nærmest udfordrende blik, hvorefter jeg samler mig sammen i en ædel parade. Derpå nikker jeg imod ham, denne fremmede, som en hilsen.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den grållige skikkelse der så fint passede til dette ligegyldigt smukke landskab, begyndte nu så småt at te’ sig. Djange ranked sig en smule mere op, skønt det ikke kunne lades af gøre. De krystalblå øjne missede sig sammen, mens anskuende og skeptisk, mens en skeptisk rynke slog sig på den lyserøde mule. Den grå dansede nu frem, spillede med musklerne, mens et udfordrende blik var at skue for Djanges krystalblå. Han pressede ørene en anelse hårdere imod nakken, før han trådte fast og præcist frem, med den stive og ranke holdning. Mens han lod sit tomme og kolde blik stiftes på hingstens mørke.

Hingsten stoppede da, hilste; men ej dybere respektfuldt. Djange stod for en stund nu atter stift og rankt, en 10-20 meters afstand fra denne fremmede, hvis duft mindede ham om det tørre græs, som kun fandt sted i slutningen af de varmeste sommerdage. Djange lod da et kort og stift nik indhylde for denne fremmede, respektfuldt – hilsende.

”Goddag Hr.”
Lød Djanges hæse og intense stemme da, tonløst. Indbydende, truende? Måske udfordrende, Djange var ej selv helt sikker, men tolkes på mange måder, var der plads til. Djange missede atter de krystalblå, kolde og tomme øjne anseende sammen, mens de fortsat blev holdt direkte på hingstens mørke øjne.

Med et kort fnys bevæger jeg mig ét skridt tættere på, mens øjnene fra den sandfarvede hingst løber over mig krop, som mine løber over hans. Han er tæt besat med muskler og langt fra svag på nogle punkter; langt overlegen i forhold til mig, men det betyder intet. Jeg bider ikke mærke i hvordan en hest kan bruge sin krop, men mere hvordan den rent faktisk gør det. Og især hvordan man bruger sit sind. Da han hilser mig an nikker jeg tilbage, langt mere dybt og galant end han selv udførte det, for at understrege at jeg, trods min udfordrende attitude, ikke ønsker at lægge mig ud med denne hingst, blot teste ham og hans psyke. Hans intetsigende attitude finder jeg ligegyldig. Et væld af facader der bare skal gemme indholdet af hans skal. Kedeligt at grave sig igennem og resultatet af anstrengelserne ville nok heller ikke være det mest farvestrålende. Nu er jeg heller ikke den største fan af dem, fra mit eget køn, da jeg ved at mange af dem har rigtig svært ved at løsrive sig fra de instinkter de besidder og har svært ved at forestille sig, at verdenen kan se anderledes ud; det har hopper lettere ved.
Hingsten har næsten en påtaget høflighed i hans udtale, hvilket får mig til at krænge et øre let på skrå. Jeg finder sådan noget umådelig unødvendigt; enten er man høflig, eller også er man ikke. Med et prust ranker jeg mig en smule op, inden jeg begynder at kredse omkring ham med god afstand. Hans krop har analyseret så godt jeg kan og vælger nu at fokusere på hans sind og handlinger.

,,Goddag du sandfarvede hingst. Hvad ville du sige, hvis jeg bad dig tænke på stjernerne der hænger over os om natten?”

Spørger jeg med den lettere udfordrende stemme, hvor den drømmende undertone er tydelig. Jeg er en atypisk hingst på mange punkter; og det vil denne sandfarvede hingst snart få at se.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingsten her er tydeligvis ikke ude på noget. I hvert fald ikke rent kampmæssigt. Djange rynker da alligevel på den lyserøde mule skeptisk, mens de missende krystalblå, tomme og kolde øjne betragter observerende denne elegante type for hest. Hans bevægelser er glidende, men præcise, mens hans krop er en smule kort i forhold til de lange ben. En sand ædel hest, der kan løbe lange distancer uden at blive træt. Djanges tanker fortsætter, mens en anelse advarende han pressere ørene hårdere ned i den mørke man, da hingsten såment begynder at kredse om Djange. Et markerende hævet bagben, blot under ham selv, kommer da også til syne, da hingsten er ude for Djanges bagpart.

Hingsten stopper da, og Djange ranker sig en smule mere op, skønt det ikke er muligt, mens han så fortsat holder mulen rynket; skeptisk. Denne hingst var ikke så lidt fræk, tvetydige handlinger kom han med, og nu disse ord. Djange lod svagt det ene øre glide ud til siden, men kun ligeså for at understrege at Djange rent faktisk lyttede, for han havde trods af alt respekt for denne fremmede sjæl.

”Intet så ment. Jeg ville tænke på stjernerne der hænger over os om natten, men ej inddrage Dem i mine tanker, med mindre De rent faktisk spurgte ind til det.”
Lød Djanges stemme intenst og hæst, dog roligt og yderst tonløst. Måske en smule spydigt, da hingstens formulering var tvetydig. Dette kunne være et trickspørgsmål, såvel som et helt almindeligt spørgsmål med kun ét svar, en facit. Djange missede atter de kolde og tomme krystalblå øjne anseende sammen, mens de atter så meget direkte i hingstens mørke øjne.

Den skimlede hingst, med den ukendte aura, som ingen kendte til, betragtede den sandfarvede hingst, der stod der, ganske passiv og tolkede på den skimlede sjæl. Det virkede som om, at den personlighed der skinnede igennem fra Altaïr, irriterede Djange på et punkt, da Altaïr havde stillet hans spørgsmål, lod Djange et svar komme i en toneløs udlægning, der virkede ganske uinteressant at lytte til. Altaïr var meget oprigtig i hans personlighed, og kedede en anden sjæl ham, sprang han gerne rundt i emnerne til han fandt et, der kunne fange hans selskab - Og fejlede dette, da gik han. Da Djange’s ord var færdige, stod det klart for Altaïr, at denne hingst ikke ejede abstrakte tanker - I hvert fald ikke nogen han ønskede at dele. Altaïr, der var ganske målrettet, gav dog ikke op endnu. Han blev stående foran den sandfarvede hingst, med det lidt udfordrende blik og den drømmende attitude.

,,Djange, hvad nu hvis jeg rent faktisk spurgte dig, og ikke spurgte, hvordan du ville reagere, hvis jeg da gjorde? Ville dit svar endnu være overflødigt, eller ville du rent faktisk udlægge hvad du ville tænke på?”

Spurgte Altaïr. Ja, nu var han direkte provokerende, men noget fortalte ham, at det var nødvendigt for at få noget ud af denne hingst, som stod foran ham. Et høfligt spørgsmål ville ikke være nok til at få ’hans’ sjæl til at vise sig; det havde han allerede opsnappet. Derpå lod Altaïr sine øjne søge hans, der var så blå og så tomme, at selv en sten ville være mere interessant at kigge på.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hingstends tydeligt drømmende aura, strålede ud af den grå. Djange holdte fortsat ørene i nakken, og svagt pressede han let på dem; da hingsten atter åbnede mulen for at påfører Djange ligegyldige ord. Djange lyttede, det gjorde han! Men svagt blev de krystalblå øjne, misset. Koldt og tomt, blev blikket kastet imod hingstens mørke; fortsat direkte. Samt en tydelig rynke, smukt krøllede sig over den lyserøde mule; skeptisk.

”Hvis De da gjorde dette, Hr. ville jeg såment ej gemme mine ord væk…”
Lød Djanges hæse og intense stemme, roligt, såvel som tonløst. Mens de kolde og tomme øjne atter var misset anseende og skuende imod denne fremmede hingst.

”… Men nuvel, som De ønsker dette svar, hvorfor spørger De så ikke bare?”
Lød Djanges hæse og intense stemme da atter; denne gang en smule spydigt. Atter tonløst, mens de mørke øre blev presset dybere i den mørke man. Samt den rynkede mule der svagt blev skudt frem, advarende. Denne hingst skulle begynde at bruge sine ord med omhug.

Den skimlede Altaïr betragtede denne grålige hingst meget nøje. Der var intet ved ham, som Altaïr fandt tiltalende, og det lod ikke til at Djange havde hverken forstand eller fantasi nok, til at kunne føre en samtale på den måde, som den skimlede hingst syntes de skulle føres. Ganske enkelt havde Altaïr allerede mistet interessen for sit selskab, og den truende attitude der var at spore i hans krop, fortalte blot Altaïr, at denne hingst var endnu mere intetsigende, end han først troede. Altaïr hævede hovedet lidt inden han lagde blikket imod hingsten.

,,Desværre så tror jeg ikke, at de ord jeg ville høre fra dig, ville være ord du ville mene. Du gemmer dig bag en vred attitude, som ikke hører til her. Og indtil du stopper med at gemme dig, tror jeg at jeg vil gemme mit spørgsmål selv. Farvel, du grå hingst”

Sagde Altaïr med et lille smil, inden han vendte om og begav sig væk fra denne vrede hingst. Om de ville mødes igen; det tvivlede Altaïr på. Men måske?

[Out]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den drømmende grålige hingst, var ej at fejlbedømme. Fik han ej hvad han ønskede, ville han ikke bruge mere tid på det. Atter missede Djange de kolde og tomme krystalblå øjne sammen, skeptisk over denne fremmede hingst; Altaïr. De mørke øre blev atter presset i nakken, mens et svagt blus i Djanges indre svagt blev kvalt. Lige så langsomt…

Hingstens ligegyldige ord, var noget Djange lyttede til. Jovist, men blot en skeptisk rynke slog sig over den lyserøde mule, mens et svagt tandsæt var at ane hvor de lyserøde læber skiltes. Et lidt advarende fnys hobede sig op, men nu og da hingsten afsluttede sin sætning; var der intet andet at komme efter. Et ligegyldigt møde, med en såvel ligegyldig hingst. Djange hang sig vel ikke mere i det? Eller gjorde han? Han var endnu ikke selv sikker; men alt han vidste var at med de kolde og tomme øjne, og den stadig meget ranke og efterhånden truende holdning; forlod denne Altaïr Djange, og det samme gjorde den tørre græs duft…

[OUT]