En ørkenvandring

Den spraglede hingst havde søgt tilflugt i det mere golde område af landet. Hans holdning var derfor afslappet og han havde et mere neutralt udtryk i det ellers så farlige gule øjne. Han havde vandret herud i det hele landet stank af brunstige hopper og det var en lugt der var så sindsmanipulerende, selv for ham der engang havde mestret det. Hans skridt var lange og ganske elegante og han havde skam stolthed og stil, men han stoppede så op. Han fnyste højt. Han satte frem i en hurtig galop så støvet stod op bag ved hans bagparti. Han var næsten camufleret i det her golde landskab. Han prustede rytmisk sammen med lyden af hans hovslag i den småhårde jord.

Mørket havde så småt lagt sig over Zenobias sand, og det varme sand, havde mistet sin temperatur, for at gå en kølig nat i møde. Vestenvindens blæste havde hærget Andromeda den dag, og hvilede sig stadig over ørkensandet, der blidt kærtegnede den mørke, muskuløse krop. Zekaryah følte sig godt tilpas i dette rige, afskåret fra den resterende verden; Afskåret fra andre sjæle. Her var han istand til at tænke klart. I stand til at tale med Slangen, uden at nogle ville lytte til hans vildfarende tanker.
Den mørke, store hingst prustede let ud, hans man flagrede blidt omkring, imens hans blik søgte horisonten; Mørket trængte sig for alvor på, og det ville ikke vare længe, før de udødelige stjerner ville finde deres vej til nattens himmel. Prydre mørket med et glimt af godhed. Krydre natten med et strejf af lyset.
Bag Zekaryah kørte halen eftertænksomt frem og tilbage, inden han satte frem i en stor rummelig skridt. For hvert skridt han tog, kærtegnede sandet hingstens hove. Om han ville støde på en anden sjæl her i ørkennatten, var han ikke bevidst om, for kun havde han mødt én anden levende sjæl her; og det havde været længe siden.

[/blockquote]

Mindraper knejsede dybt i nakken og lod energien komme fra hans bagparti. Han lod så benene skiftes til at føre i en serie ganske elegante etter changementer. Han prustede rytmisk og piskede kådt med halen. Han så ud til at have det ganske fornøjeligt, men pludselig stoppede han op med et ryk. Halen var løftet og ørerne lå fladt ned i nakken og var gemt af den stride man.
De gule øjne blev faretruende intense og det slangeagtige udtryk var tilbage. Han fnyste højt og ophidset med skikkelsen der kom ham nærmere i et moderart tempo. Hans kropsholdning var spændt, men ikke truende. Han var jo trods alt ikke typen der tyede til vold. Han kunne konkludere at det var en hingst på grund af skikkelsens maskuline bygning, så han afventede blot.

En hvislende følelse gik igennem Zekaryahs sind, som Slangen der snoede omkring sig, en klapren med sin hale, for at rette den store hingsts opmærksomhed fremad; for der befandt sig en skikkelse. Slangen snoede sig omkring i den muskelfyldte hingsts hoved, og hviskede til Zekaryah; Hemmeligheder som kun Slangen kendte til. Zekaryah knejste dybt i sin kraftige hingstehals, og brummede svagt. Hans syn var ikke påvirket af det mørke, der i en hastig fart trængte sig på. Tvært imod. For nattesynet havde været noget, den store hingst ofte havde trænet. Ligeså vel som alle de andre sanser. For i mørket.. Ja, ikke engang i mørket skulle hingsten være sårbar. På ingen måde. For kun én gang havde hingsten været sårbar i sit liv; og det var ikke, da Slangerne brændte sig i ham, ej heller, da skyggernes knækkede styrken fra hans krop for en stund. Nej, en løgnagtig Sirene hvilede i Zekaryahs hemmeligheder; et løgnagtigt monster velsignet med et skønheds ydre. Zekaryah fnyste kort af tanken, men skubbede da fortidens kvaler fra sig igen. Da den fremmede hingst blev synligere for ham; og da... Den hingst, han havde noget som vakte interesse for Zekaryah; Han bar en slanges øjne; På samme måde, som Zekaryah bar en slanges sjæl.

,,Godaften Fremmede, der ærer at bære Slangens øje.”

[/center]
Fnøs han ud, i den dybe og rustikke tone han nu engang altid bar over sin stemme. På ingen måde var Zekaryah fjendtlig, og på ingen måde var han aggressiv, for den fremmede tyede ikke til at være nogen trussel endnu. Zekaryah var stadig et stykke fra den fremmede, da han stoppede op; dog flyttede han ikke sit opmærksomme blik fra hingsten. Alt blev læst; Alt hvad kunne læses; og den fremmedes udseende husket dybt inde i en sanges lumske hukommelse.
[/size][/blockquote]

Han iagttog den mørke hingst der var stoppet op ganske få meter fra ham. Mindraper knejsede i nakken og strakte halsen frem og fnyste hingstet af den mørke skikkelse. De gule øjne var intense, men ganske tomme og ikke specielt forudsigelige af netop den årsag. Han indhalerede duften af denne hingst og imprinterede ham i hukommelsen så han ville huske ham til eventuelle fremtidige møder. Han forholdte sig kort tavst inden han trak mulen til sig med et lavmældt prust.

" Slange.. De er ikke den første der har bemærket dette, mørke hingst. ."

Konstaterede han med sin ru stemme, der dog bar præg af at han var ganske ung, men med god livserfaring. Han røbede intet om hans tanker omkring hvad der foregik i hans hovede, men han havde trods alt lært at være høflig, og i dette tilfælde var han det også, da hingsten så ud til at være meget stærkere end ham selv, og det sidste han havde brug for var en gang lammetæv. Så han var ganske stille og rolig, men også afventende.

Da den fremmede hingst tilkendegav sin stemme, spidsede den muskelfyldte hingst sine øre til; hele hans sind spidsede sine øre til. Stemmen, der var ru, men stadig ung, hvislede igennem Zekaryah, som blev ordene gennemgået igen og igen det dybeste sted i den mørke hingsts indre. Alt hvad der foregik bag Zekaryahs tomme øjne var hemmeligt for andre; og kun få ville nogensinde finde sig selv som værende en del af det. Zekaryah slog et kort smæld med halen, og trådte intenst nogle skridt nærmere Slangeøjnenes Bærer. Han forsikrede sig dog, ikke at overtræde den fremmedes personlige grænse, ved konstant at være opmærksom på hans måde at agere på. Zekaryah fnøs dæmpet for sig selv, og udspillede næseborende, for at indtage hingstens dufte.

,,Men hvis De bærer Slangens øjne, Fremmede, bærer De så også Slangens syn?”

Et spørgsmål var stil, et spørgsmål der omhandlede de slanger, der levede og åndede som en del af Zekaryah. Det var en del, som gjorde hingsten uhyre farlig, for hvordan kunne der nogensinde leve slanger inde under huden på ham; farligt er det at indbilde andre ting, når man selv så inderligt tror.
Zekaryahs stemme var denne gang hæs, men stadig med den naturlige aura han bar over sig, stolt og hingstet, hverken aggressiv, bedrevidende, eller uhøflig. Zekaryah var bestemt en galant hingst; og kunne også sagtens være det overfor andre hingste. Faktisk mente han, at hingstes selskab gjorde ham bedst; for dem var der mere udfordring i. Hopper... De var så nemme at regne ud, så nemme at få til at stole på; så nem at læse længsler på, og så nemme at få til at reagere. Hingste var tilgengæld stærke, og solide. Sjæle som Zekaryah ikke ønskede at gøre sig uvenner med, men have på sin side. Trods hingsten selv på ingen side befandt sig.
Han betragtede roligt den fremmede, Slangen i hans sind betragtede roligt den fremmede, dén fremmede, som han endnu ikke kendte navnet på. - For hilst ved navn, havde ikke været starten på denne samtale.

[/blockquote]

Han løftede hovedet i det den mørke hingst kom nærmere. Han spændte i kroppen og fnyste svagt. Dog rykkede han sig ikke i det han jo trods alt besad stolthed og hingsten virkede ikke umiddelbart fjendtlig,så derfor blev han jo stående. Hingsten virkede ganske besat af slangerne, og det fik Mindraper til at knibe øjnene sammen og derpå fik det blot et større slangepræg. Slangens syn? Han var ikke sikker på at han forstod at hvad hingsten mente.

" Jeg har ikke kendskab til slangens syn, "

Hvislede han blot af hingsten og forventede nu en forklaring på slangens syn, selvom han ikke åbenlyst spurgte efter det. Han trådte et skridt frem, men også til siden for at se denne mørke hingst han. Han trådte ganske varsomt for ikke at virke truende.

Den store hingst lyttede til den fremmedes ord, der skuffede ham med sit svar. Han havde ikke kendskab til de tanker og fascinationer en slange havde, han var blot en dødelig, med besynderlige øjne. Zekaryah brummede svagt for sig selv, over den fremmede, han var speciel af udseende; og Zekaryah var ikke i tvivl om, at han sikkert også godt kunne skille sig ud af andet end udseende, for han virkede sådanne; men det var nok bare ikke på samme måde som Slangernes udskillelse.

,,En skam, foruden Slangens syn, er Slangens øje ikke istand til at ind i Slangens sjæl, og er blot et øje, med forunderlige farver..”

Zekaryah var specielt, anderledes, men han forsøgte at tale til den fremmedes sind; nogle lod sig fæstne i hans sindssyge talen, andre var ikke det mindste betaget; og disse, disse ville aldrig blive mere, end blot et kort bekendtskab.
Zekaryah vippede svagt med øret, inden han besluttede sig for at skæve væk fra de gule øjne, for at skæve ud mod horisonten.

,,Slangens sjæl er sjældent vellidt af andre; dens hensigter er hemmelige, og blandt mange frygtede. Dens lumske sind, og usammenhængende ord. Ved at se som en Slange, vil dens hensigter afsløres.”

Zekaryah var usammenhængende på nogle. Nogle forstod ærlig talt ikke hans ord. Og fandt ham sindssyg. Men Zekaryah var blot troende, troende i det, der havde bragt ham hertil. Slangen var Sirenen. De var to af samme, ved at kende Sangens natur, ville Sirenen aldrig kunne narre. Zekaryah var bevidst, og det var bevidstheden i visheden, der gjorde, at han aldrig ville fejle på samme måde som sidst.

,,Tillad mig at få et navn, til de særprægede øjne.”

Tilføjede han så, med sin kortfattede stemme; Ønskede den fremmede at dele sit navn, gjorde han det, ønskede han ikke, gjorde han ikke. Men inden længe ville Zekaryah være bevidst om, hvorvidt den fremmede var tiden værd at spilde.

[/blockquote]

Hans gule øjne stirrede intenst på ham og han lyttede opmærksom til hans noget besynderlige tale. Han knejsede i nakken og vippede kort med ørerne. Han fnyste svagt af ham, men forholdte sig stadig rolig og opmærksom på ham. Det var ikke fordi han synes hingstens tale var sindsyg, men den var stadig en anelse underlig, mest fordi han ikke havde mødt noget lignende.

" Jeg ved ikke hvorvidt det passer ind, men mit navn er Mindraper "

Fortalte han blot denne mørke hingst. Mindraper var et passende navn, for det var hvad han gjorde, eller rettere havde gjort før denne vise havde taget hans identitet fra ham og han skulle nu finde ud af at leve som dødelig. Han rynkede på mulen i foragt for dette lys og han kunne fornemme bitterheden skylle igennem ham som en iskold spand vand i hovedet.

De tomme, mørke øjne lod sit blik løbe hen over denne Mindrapers spraglede pels. Pels i forskellige nuancer alle ud af den samme farve. Ørkenvandreren havde kaldt sig ved navn Mindraper. Et navn der havde vakt interesse for Slangens øre. For selve betydningen af navnet var yderst interessant. Den store hingst slog et svag slap med halen. Inden ørerne let kørte frem og tilbage.

,,Mindraper.. Mit navn er Zekaryah.”

[/center]
Præsenterede den store hingst sig let, inden han tog et skridt tættere på Mindraper, for at studerer ham nærmere. Hingsten trak let på mulen, og indfangede de dufte hingsten besad. Zekaryah kunne tydeligt se, at han selv var stærkere end Mindraper, men derfor undervurderede han ham heller ikke. For kun en tåbe ville undervurdere sin modstander; Hvorvidt modstanderen var ven eller fjende spillede ingen rolle; det ville være lige tåbeligt.

,,Det er ikke mange Ørkenvandrere man møder herude; Ikke mange sjæle begiver sig ud, hvor knapt intet kan leve. Noget specifikt der bringer dig herud, Mindraper?

[/b]
Spurgte den store hingst ham så, mest af nysgerrighed. Hans stemme var roligt, afslappet og med gensidig respekt. Zekaryah var veltalende og høflig, men ikke på en ussel og røvslikkende måde. På den måde, specielt mange hingste kunne relatere til. På en stolt måde. På en måde der sagde, at hingsten kendte sig selv, og hvilede i sig selv, trods den mørke hingst knapt nok kendte sine egne inderste monstre.[/size][/blockquote]

De gule øjne hvilede stadig intenst på denne mørke hignst, hvis navn var Zekaryah. Han var muskuløs og tydeligvis stærkere end ham selv. Derfor trådte Mindraper et skridt bagud da hans kom nærmere. Hans ører blev vippet bagud og halen piskede advarende, som en klapperslange hvis grænse var ved at være noget. Men han gjorde intet ved hingsten i det Mindraper ej var typen der startede slagsmål. Han knejsede i nakken og udstødte en svag fnysen. Dog svarede han hingsten.

" Ser du, Zekaryah. Hopperne er i brunst og denne duft kan få en selv standhaftig hingst til at falde i fordærv, og det er det sidste udover at befinde mig på denne ø, som jeg ønsker.. Men dig Zekaryah, hvad bringer dig herud?"

Mindrapers stemme var maskulin, men hvislende. Han løftede hovedet og så afventende på den mørke hingst med hans intense gule øjne. Han synes denne hingst virkede fornuftig og ikke så dum og ondsvag som denne Djange han havde mødt før. Måske havde det noget tilfælles. Det måtte tiden vise. Mindraper blev hvertfald stående for at lytte.