Sandy sand

Mindraper lå og dasede i dagens sidste sol. Sandet var stadig varmt og han vippede ganske sagligt med ørerne og brummede ganske tilpas. Her var der fred for brunstige hopper og irriterende hingste. Jo han nød at ligge her og slappe af. Såret var gået i orden igen og han kunne nu bevæge sig frit. Han brummede kort og rettede lidt på sin stilling. De gule øjne scannede kort området, men intet var der at se lige umiddelbart. Han smaskede så kort og kløede sig selv på forbenet med sine tænder. Han lå op af et mindre buskads og var derfor næsten camufleret, ligesom de mange slanger der befandt sig i ørkenen.

Illana, den gyldne, havde forvildet sig ud hvor sandet havde overtaget jorden og formet sig til et uendeligt hav, at guldregn, der havde lagt sig i kæmpemæssige bølger der nu lå og vuggede rundt i dette ocean. Illana havde aldrig set noget lignende; et hav af sand. Langt større og mere varmt en på stranden, hvor sandet ligeså dominerede. Men her, ja, her var det langt anderledes. Hun prustede let, hvorefter hun lod sin mule søge ned imod det varme sand; eftersom at foråret kun lige var sprunget ud, kunne Illana gætte sig til, at dette sted ville ligge øde hen om sommeren. Varmen ville være ulidelig for selv dem der kom fra områder som dette og derfor priste den gyldne hoppe sig lykkelig for, at varmen kun var begyndende på denne årstid; den tid hvor hun havde valgt at undersøge, hvad der gemte sig i sandets rige.
Med forundring lod Illana sit sin blive grebet af dette landskab der skilte sig så meget ud fra alt andet; og hendes forundring var næsten så stor, at hun nær havde overset den dasende Mindraper, der havde slået sig ned herude. Illana lod sine hove standse og synke ned i det varme sand, for at beskue hans liggende skikkelse; undringen var tydelig i Illanas sind. Men hvorfor skulle der ikke også være andre, der havde fået samme idé som hende? Hun udløste en dæmpet prusten for at anmelde sin ankomst og skridtede derpå imod den liggende Mindraper, der lod til at nyde tilværelsen for en gangs skyld.

Han lod øjnene glide i og et saligt udtryk kom til syne i hele hans holdning, dog fik et dæmpet prust ham til at åbne de gule øjne og foran ham stod den gyldne hoppe. Hans blik var en anelse overrasket og han betragtede hvordan den lave sol gav et smukt genspil i hendes gyldne pels. Han udstødte en maskulin brummen mod hende, inden han kom på benene. Han skridtede mod den gyldne hoppe med en afslappet holdning. Han stoppede dog kort op og rystede sandet af sin krop. Han fortsatte så helt hen til hende hvor han lod sin mule møde hendes med en varm pusten ind i hendes næsebor, inden han igen vandrede over til buskadset, hvor han istedet for at glide ned i det varme sand blot hvilede på sit ene bagben.

Illana, den gyldne, blev nu mødt af Mindraper, der vågnede fra sin afslappende dasen og kom på sine ben; han kom til Illana med en åbenlys og direkte åbenhed, som Illana ikke havde forudset. Da hans mule mødte hendes, stødte hun forsigtigt sin imod hans, for at gengælde hans hilsen; en venlig gestus var det skam, hvilket lettede Illana’s sind en smule. Da Mindraper da søgte imod et buskads der havde formået at søge op fra sandet af, fulgte hun med lette skridt, der holdt hende fra at synke ned i sandets dyb. Da hun nåede hans side, puffede hun let imod hans skulder. Det var rart at se, at han var kommet sig helt fra skaden han pådrog sig i vinter; han så godt ud, den spraglede Mindraper, og det virkede som om, at han havde affundet sig med dette land endnu mere. Illana prustede dæmpet, ja nærmest sigende til den spraglede hingst. Hun ønskede at vide, hvordan det stod til med ham. Om han havde det godt?

Han lod hoppen komme hen til han og han prustede roligt. Han lod mulen stryge sensitivt over hendes gyldne pels. Han løftede hovedet og hvilte mulen i hendes hvide lokker med en maskulin brummen inden han stilte sig tættere på hende. Hans hilsen var ganske intenst og pågående og man kunne måske vove at påstå at han havde savnet den gyldne hoppe. Han havde hvert fald travlt med at lade sin mule stryge over hele hendes krop for at sikre sig hun var i et stykke, inden han lod hovedet finde ro på hendes gyldne ryg. Han brummede fortsat tilpas med den maskuline undertone, som svar på hendes lydløse spørgsmål. De gule øjne var stadig intense, men ikke nær så tomme som de plejede at være. De var måske endda varme, og med denne varme så mindede de ikke så meget om en slange, men om morgensolen.

Illana, den gyldne, lod sin mule søge en smule ned i velbehag, ved Mindrapers tilnærmelser og hilsner. Det lod til, at hans sind nærmest havde savnet Illana ved sin side, og han nu nærmest belønnede sig selv og hende, ved at opfører sig på denne imødekommende måde, ja, nærmest varme måde. Illana prustede let og lod derpå sin hale svinge omkring sin bagpart i en rolig rytme, der afspejlede hendes tilfredse sind. Hun puffede derpå let imod Mindrapers bringe, da han havde fundet hvile for sin undersøgelse af den gyldne hoppe med sin mule, og nu hvilede den imod hendes ryg. Hun løftede derpå hovedet, med et lille smil og mødte de gule øjne, der nu havde fået en helt anden glød, end ved første øjekast; dengang de var præget af vrede over den verden der omgav ham. Derpå prustede Illana mildt og rykkede en tak tættere på ham, så deres kroppe nu rørte hinanden, uden at de skulle strække sig.

,,Mindraper, det er rart at se dig igen; møde din sjæl igen. Hvad laver du i dette rige af sand, der danner et ocean, som er så uendeligt som det blå hav?”

Spurgte Illana derpå, af ren nysgerrighed. Selv var hun søgt herud for at kortlægge endnu et område, finde ud af hvad der gemte sig i horisonten; og hun havde da fundet den spraglede Mindraper i forsøget. Men hvad var hans grund?

Han brummede veltilpas i det Illana rykkede sig tættere på ham. Han pustede dog ud da hendes viften med halen spredte duften af brunst. Han lukkede kort de gule øjne og rykkede på sig. Han åbnede øjnene igen og så på den gyldne i det hun snakkede til ham.

" Hmm, Illana.. Jeg var egentlig draget herud, for alle hopperne synes at være i brunst og det er en anelse forstyrrende for mig.. Men jeg er nu ganske tilpas i dit selskab.. "

Brummede han blot med sin dybe maskuline stemme. Han var vel oprigtig når han sagde han han nød den gyldne hoppes selskab. Hvorfor, var ikke til at sige, men måske havde det noget med at gøre at den gyldne var vedholdende og besad megen respekt for de heste hun nu mødte. Respekt gjorde meget, og viste man Mindraper respekt kunne man godt forvente at få noget tilbage.

Illana, den gyldne, der nu stod ganske tæt ved den spraglede Mindraper, mærkede hvordan hans positive energi, nærmest varmede hans aura op omkring ham, på denne forårsdag i det sandede ocean. Illana lod sin mule stryge over hans skulder, forsigtigt og blidt, hvorefter hun atter mødte hans blik, der virkede mere oprigtigt end førhen og ej så koldt og fjernt. Hans ord, der nu brød stilheden imellem dem, fik Illana til at vende ørene fremad, lyttende. Han havde søgt tilflugt, fra hopper som hende selv, der var ’plaget’ af brunsten; men han lod ej til at være utilfreds med at Illana så alligevel havde fundet ham, på dette fristed? Hun puffede let til ham, med et smil, hvorefter hun lod sin stemme komme frem også.

,,Jamen, jeg er glad for at du er tilpas i mit selskab, Mindraper, for jeg er også godt tilpas i dit; selvom jeg har ødelagt dit fristed fra den duft, du gerne ville undgå”

Sagde Illana en smule ydmygt, men også en smule humoristisk. Det var vel ironisk at Illana lige netop skulle passere her, hvor hingsten havde søgt frihed, netop som han lå der og dasede?

Han udstødte en veltilpas maskulin brummen da hun berørte han skulder. Han strækkede sig kort, og lod hans mule søges hende inden han varmt pustede hende ind i næseborene. Han var i et meget roligt lune lige nu og derfor tog han blidt fat i hendes man og gav totten et meget blidt ryk. De gule øjne spillede kort legesygt i det han rejste sig på bagbenene og gjorde et kådt spring fremad, men han bevægede sig dog hen til den gyldne hoppe og nappede hende blidt i ballen.

" Så længe du ikke vifter for meget med den bagdelsvifter, så skal jeg nok være ordenlig, til dels.. "

Konstaterede han så en anelse drillende. Han puffede endnu engang til den gyldne hoppe.

Illana, den gyldne, havde godt opsnappet hvordan humøret lå på denne varme dag i det sandede ocean, mellem de to sjæle. Det var en hel fornøjelse, faktisk, at være ved den spraglede hingst, der førhen havde virket aggressiv i sin væremåde og i det hele taget fjern. Noget havde vækket ham, noget havde trukket ham længere frem på en sti imod noget positivt, end han førhen havde været, og hvad det vidste Illana ikke. Den gyldne hoppe slog fornøjet med hovedet, efter Mindraper’s kommentar, som lå i et helt andet niveau af toneleje, end Illana havde hørt ham tale i før. Han var drillende, munter i sin attitude og da han havde gjort sine tegn, budt hende op til leg, sprang Illana fremad i en kåd trav, naturligt rummelig og elegant omkring Mindraper i en stor cirkel; en mere harmonisk dans end den sidste de havde haft i den bidende kulde; nej denne var omgivet af foråret og varmen, og et mere muntert humør. Illana slog opfordrende med hovedet til at Mindraper skulle søge hende i dansen og være hendes partner for en stund!

Hans brystkasse blev stolt skudt frem og halsen vælvet i det han trådte frem mod hoppen med en maskulin brummen. Hans hale piskede bag ham inden han sprang frem i en let og fjedrende trav mod hende, som hun harmonisk dansede omkring ham. Han kastede hidsigt med hovedet, og nappede, dog blidt, ud efter hendes haser. De gule øjne spillede deres eget spil i solens lys, mens hans pels svagt var fugtet af sveden som denne varme frembragte. Både det og ophidselsen over at være i hendes selskab når hun var i brunst. Det krævede megen selvberherskelse. Han dansede tæt på hende, næsten så tæt at hans berørte hendes pels med hans egen. Han forsøgte ihærdigt at finde hendes takt og dette lykkedes, og han nappede ophidset til hendes kæbe.

Illana, den gyldne, der nu dansede side om side med Mindraper, lod sin hals hvælves en smule og ryggen løftes tilpas op, så den gyldne hoppe fik mere svæv på sine bevægelser, i denne dans. Varmen stod omkring dem, og påvirkede dem begge; ligesom Mindrapers pels var let svedig, begyndte den gyldne hoppe også at blive fugtig i pelsen, på grund af varmen. Hun var ikke vant til en sådan varme, og når man så danser, som hun gjorde, blev det hurtigt endnu varmere. Illana nippede muntert efter Mindraper, da han hapsede ud efter hendes hase; der var en leg i gang imellem de to sjæle, som den gyldne hoppe morede sig med. Da han så kom hende helt nær og nærmest strejfede hendes krop med sin, lod Illana sine øjne skue hans gule, der nu havde et helt unikt skær. Det lod til at han nød dette, men også lod det til, at han måtte lægge lænker på sin bevidsthed, for ikke at lade sig lokke ud i ting, han ikke ønskede at udføre. Da han nappede hende på kæben, med en ophidset aura, nappede Illana let tilbage imod hans mule og slog derpå i galop; han ønskede Mindraper skulle følge hende, videre i deres dans.

Mindraper dansede ved hendes side, men noget fik ham til at stoppe op. Om det var hendes anspring til galop, som gjorde han ikke længere kunne følge med eller om det var brunsten var ikke til at vide. Men der stod han og så blot og stirrede på hoppen. Han brummede svagt og maskulint og slog svagt med hovedet inden han bakkede et skridt. Han mimrede med mulen og sank i knæ i sandet, inden han rullede om på ryggen, mens de muskuløse ben sprællede, hvorefter han dumpede om på modsatte side inden han rullede om på den anden side. Han kom på benene og rystede sig voldsomt, inden han sendte et maskulint brøl efter den gyldne hoppe som dansede så elegant omkring.

Illana, som havde sprunget an i en rummelig galop, drejede skarpt omkring sig selv, da Mindraper valgte at sænke farten; ja stoppe op for at rulle sig i den sandede jord, der var under deres hove. Illana slog hovedet op og ned, flere gange, i en ivrig bevægelse, hvorefter hun satte imod ham igen, da hans stemme brød stilheden, der herskede under solen. Da hun nåede ham, nappede hun ud efter hans mule, som en hilsen og en bekræftelse på, at hun endnu var ved ham, endnu var hans selskab. Hun prustede ivrigt, hvorefter hun søgte hans side atter engang, hvor hun efterhånden følte sig godt tilpas.

,,Du spraglede Mindraper, fortæl mig hvad du har lavet siden sidst; jeg kan se, at dit sår er helet en del siden vi mødtes i den bidende kulde. Hvordan har du det nu?”

Illana’s spørgsmål virkede måske ivrigt; og det var det vel også. Hun ønskede gerne at vide mere om denne hingst og hans færden i landet. Han var en spændende sjæl, fordi at han, mod sin vilje, var blevet en del af dette land, hvilket Illana ikke kunne forstå. Men nu lod det til at han havde accepteret det hele mere, og dette var Illana ivrig efter at vide mere om.

Mindraper så på den gyldne og kunne mærke hvordan kroppen nærmest svulmede op af ophidselse. Han vippede med ørerne og trykkede sig lidt. Han strakte mulen frem mod hende og pustede til den med en varm aura. Han hævede hovedet og flehmede inden han rystede sig med et højt fnys.

" Det går udemærket, du gyldne, men jeg vil forlade dig igen, inden jeg gør noget jeg vil fortryde. Vi snakkes. "

Mindraper puffede let til hende, inden han vendte hende ryggen og travede derpå afsted med lette og elegante skridt gennem ørkenens fine og bløde sand. Han knejsede i nakken og påbegyndte sin solodans.

// Jeg foreslår vi slutter den her