Under the starry skies..

Unspoken
HEARTS ARE OFTEN BROKEN BY WORDS LEFT UNSPOKEN

Nat. Mørke. Dunkle farve. Natten hærgede atter det land, som den grå, lille hoppe var bosat i. Et land, som hun ej vidste meget om; hun vidste egentligt intet om det. Det eneste hun vidste, var, at hun var blevet frataget sit syn da hun ankom. Men det betød ej at dette land måtte besidde ondskab; for hvad var ondskab? Den lille hoppe kendte ej til den traditionelle form for ondskab. Hun var en blåøjet drømmer: en naiv, godtroende sjæl. Men hvordan kunne hun være andet? Mihr havde længe spankuleret rundt på denne store, ukendte ø. Lugtene her var anderledes, ukendte og farlig, for hvem eller hvad tilhørte de? Til tider havde hele denne episode overmandet hende, og hun havde hoppet hysterisk omkring sig selv i frustration over at være så uklog på hvad denne verden havde at byde på, på nær frodighed. Men denne stjerneklare nat havde hun fundet ro og idyl. En lille sø var badet i sort vand, hvor stjernede samt månen spejlede sig. Længe havde hun stået, og været fascineret af det smukke udseende, indtil hun måtte finde ro for den stille nat, og havde lagt sig ned. Tanken om eventuelle fjender eller rovdyr havde ej strejfer hende, men alligevel var hun opmærksom, som hun lå der ved søens kølige bred; de små øre vippede hele tiden omkring, fanget af enhver lille lyd som kunne dræbe den idylliske stilhed. Men intet virkede farligt, og derfor lod hun sin lille mule glide mod den blanke overflade, for at lave uendelig ringe, som ville forsætte ud i uendelighed.

[Reserveret til Altaïr.]

WE ALL FEEL ALONE EVERY SINGLE DAY

Stilheden vågede over skoven, der indhyllede en sø, på denne nat. Altaïr, en skimlet hingst hvis eksistens var ganske ukendt for alle andre end ham selv, havde fundet vejen herned for at stille tørsten der havde bosat sig i hans hals. Hans ædle krop, hvor musklerne var ansat perfekt, lod sin hals sænkes så mulen kunne berøre vandet der næsten så helt sort ud, i det dunkle mørke. Dog var der, som ildfluer der fløj rundt, lysende pletter som var afspejlinger af stjernerne der hang for oven. Idét hans mule ramte den blanke og satte de første ringe af sted, blev han grebet af en bevægelse længere ude; ringe fra den modsatte side af søen interfererede med dem, som Altaïr sendte af sted og hans blik blev mødt af synet af en særligt farvet hoppe; som var hun prydet af to farver fra to forskellige sjæle. Altaïr hævede sit hoved for at beskue den liggende hoppe fik ham til at fjerne opmærksomheden fra alt andet. Hendes krop var grålig, men ikke som hans egen. Mere jævn i farven, mere mat. Og hendes man var som stjålet fra en gylden sjæl; den passede umiddelbart ikke til hendes krop, men ikke desto mindre sad den på. Han mimrede let med mulen hvorinden han med et smil lod hov efter hov bryde vandoverfladen og hans krop gled ud i det stille vand. Altaïr var en der gjorde spontane ting, og i stedet for at vandre omkring søen, søgte han nu over den. Han vidste at vandstanden var lav; han kunne vandre over den og vandet nåede ham højst til midt på flanken der hvor den var dybest. Han brummede dybt og imødekommende imod den hoppe der havde slået sig ned ved denne idylliske sø; ville hun flygte eller forblive hvor hun var, alt imens Altaïr begav sig gennem søen for at møde hende?