Den standhaftige bjergvandre..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

De klirrende lyde, fra hove der trædes mod det hårde underlag i bjergendes dyb, den blå himmel med den prydende varme sol, der kaster sit liv mellem bjergendes toppe. Fugle, højt på himmelen der flasker af sted, uden noget som helst mål. Djange vandrede fortsat ned af den brede sti, der så åbent nærmest dannede en form for lille dal, eller gryde i bjergpasset her. Det var efterhånden længe siden han overhoved havde forladt bjergendes mange mystiske og snoede gange. Engen, på den anden side, behagede ham jo heller ikke? Så det kunne vel være godt og vel det samme. Standhaftigt og rankt, lod Djange fortsat sine lange ben træde præcist over det hårde underlag, mens hans højstillede hals bar hans lodretholdte hoved. De nedlagte mørke øre, gemte sig atter i den mørke man, da så småt blev leget let med, fra vindens side, på dette åbne areal. Djanges krystalblå øjne, spejdede som altid vildfarent og ihærdigt omkring sig, mens kun kulde og tomhed var at skue i hans sind.

Den grå hoppe kiggede op, mon hun skulle bestige bjerget? hun havde efterhånden set de meste af Andreomedas land/øer. Hendes øre røg frem og tilbage, hun overvejede en del, men var virkelig ikke meget for det, hun havde højdeskræk, og elskede skoven, stepperne og det flade, bakker gik lige, men desideret at bestige et bjerg? Hun vrinskede højt, ekko startede og sendte det tilbage igen, det var sjovt mente hun selv, et højt vrinsk undslap hende atter engang. hendes brune øjne kiggede søgende rundt på landskabet. Øerne var tomme mente hun selv, og glæden forsvandt fra hendes øjne, hun havde vænnet sig til at være alene, men hun savnede hendes flok, hun savnede at være en del af en større enhed.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djanges evige vandring i disse bjerge gjorde ham tilfreds; nu manglede der kun én tank. Ak ja, tænk at selv når hun ikke var her, gav et minimale eksplosioner i hans indre. Skønt bjergpasset var enormt og han var et godt stykke ind fra, ja alle sider af bjergpassets beliggenhed; bar bjergende altid et form for ekko med sig – så langt det nu kunne. Et vrinsk syntes Djange at kunne fornemme, og han spændte straks op, mens de krystalblå tomme og kolde øjne straks så mod indgangen han var kommet af. Djange rankede sig en smule mere op i den spændte holdning, skønt det ikke kunne lades af gøre; men så der igen! Endnu et vrinsk?

Djange undlod et fnys! Mon nogen forsøgte at irriterer ham? I så fald, virkede det helt bestemt, og med præcise og standhaftige skridt trådte Djange målrettet frem, imod hvor, imod hvem? Vidste han ikke… Bjergpasset var stort, og det kunne være besynderligt svært at støde på liv, hvis ikke man var i nærheden af hinanden.

Nour brummede atter svagt igen, hun gik stille og roligt op af bjergets fod, hoppen var kommet i brunst, hvilket gjorde at hun håbede inderligt ikke at støde på en hingst, selvom hun måske godt ville kunne sige fra, for det var trods alt kun starten af hendes brunst. Hun stoppede op da hun hørte hove træde hårdt i jorden, der var ren anden hest? Hendes hals hvælvede og halen røg atter i vejret. Trippene, og nærmest nervøs gik hoppen imod lyden, hun vidste ikke om hun ville møde en anden hest, for var det en hignst var der risiko for at hun blev drægtig, var det en hoppe var der risiko for kamp, for hendes samvær med hopper var ikke ligefrem det allerbedste. Den grålige hoppe tog en dyb indånding, og nød smagen af vinden fra bjergende! Hun stoppede brat op og gjorde store øjne da hun stødte ind i en broget hingst. Et hvin undslap hende og hun sparkede ud med det ene forben i ren chok, for derefter at træde et par skridt tilbage, hun fnyste chokkeret af hingsten

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Nærmest trippende og ivrige hovslag mod det hårde stenunderlag var at høre. De klikkende lyde slog genlyd mod bjergvæggene på begge sider af den smalle sti, som Djange atter begav sig på. Men derpå, omkring et hjørne; hvor en kraftig duft af brunst, blandet med sød harpiks var at dufte; før et hoppe var at møde bag det småskarpe sving på denne smalle sti. Djange stoppede brat op, med ørene hårdt lagt i nakken; mens det kolde og tomme blik så direkte imod denne spinkle og slanke hoppe foran ham. Djanges krystalblå, tomme og kolde øjne så meget direkte på hoppens, mens den lyserøde mule hårdt og anstrengt blev rynket skeptisk over denne hoppe der nu teede sig som en åndssvag.

Djange spændte i den højtholdte, og efterhånden muskuløse, hals, mens hans hoved atter var holdt lodret, med det kolde og tomme øjne stirrende imod denne hoppes mørke øjne. Et hårdt fnys, direkte truende var at høre fra Djange, da han hårdt blottede tænderne truende imod hoppen, mens han hævede det ene forben truende! Men hoppen stod pludselig atter stille, og langsomt, men bestemt og præcist, blev hans forben atter plantet ved siden af den anden, på det hårde underlag.

”Goddag Frøken.”
Lød Djanges hæse og intense stemme så en smule hvæsende, over hoppens truende entré; mens hans kolde krystalblå øjne, så med tomt blik direkte på hoppens mørke øjne. Hans stemme var en smule stødende, men ellers tonløs; kunne snildt tolkes som truende, advarende; skønt det ikke var helt af vide hvad Djange egentlig tænkte ligenu.

Hoppens egne øre røg ned i nakken på hende og hendes hals hævede sig et par centimeter, hun prustede advarende af ham, han var ikke som hingsten i skoven, Jaidev....
Hendes hale røg i vejret, hvilket nok var brunstens skyld, men hun holdte dog bagparten væk fra hingsten, han var irriterende, og respektløs, men alligevel kunne hun ikke lade være med at komme nærmere den brogede hingst, brunsten tog næsten over da hingsten snakkede, han havde en hls stemme, hvilket den grå hoppe fandt charmerende, men da det blev efterfulgt af en irriterende stemme tænkte hun med det samme *Slange!*, hendes hoved blev kastet irriteret bagover og hun hvinte hoppet efter hingsten. Tæt på at vende bagparten hen mod hingsten, stoppede hun brat op da hun nu stod med siden til ham, hun vurderede at det var for farligt for hende at være i nærheden af ham, hun brummede kortog tog et par skridt baglæns.
"Goddag hingst.." hendes stemme renere end kildens rindlende vand

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den grållige fine hoppe teede sig som en lidt splittet sjæl. Djange var dog ikke i tvivl om at det var brunsten der styrede hendes hormorner lige nu. Djange blev en smule tilfredsstillet over denne hoppe, som kunne blive et lidt mere spændende møde, frem for en sød og uskyldig hoppe som Armonia… Djange pressede let på de nedlagte øre da hun nærmest markerende hvinede og slog hovedet bagover. Djange skød blot bringen frem, og knejste kort advarende i den højtstillede muskuløse hans, mens han missede de kolde og tomme krystalblå øjne anseende sammen. Hans mule blev rynket skeptisk, mens hans tomme og kolde blik fortsat stirrede i hendes mørke øjne. Han var klar på alt, og hoppen var nu hurtigt på vej til at vende bagparten i fjæset på ham. Markerende løftede Djange det ene forben endnu engang, med en lidt hårdt fnys, og blottede truende tænder, skønt han ikke trådte nærmere. Så småt begyndte raseriet at boble i Djanges indre, hvilket måske kart var at se, for et kort sekundt, i de tomme øjne. En hurtigt gnist blussede op, og forsvandt lige så hurtigt.

Men nu, hoppens stemme lød, hoppet og en anelse flabet. Djange havde placeret sit forben atter på fast bund, før han missede øjnene skuende og anseende sammen af denne hoppe. Han pressede hårdt på de nedlagte øre, mens mulen var skeptisk rynket, så meget at næsten hans tænder blev blottet.

”Hvem er så De, Frøken?”
Lød Djanges hæse og intense stemme så frem, ikke så hvæsende denne gang, men så alligevel. Igen tonløst, så det ej var at sige om disse ord var interesse for denne hoppe, eller blot endnu en advarsel? Djange holdte direkte fortsat det kolde og tomme blik på hoppens mørke øjne, mens brunsten nu begyndte at irritere ham, trods det ikke var at se… Endnu.

Nour vendte røven til ham, dog ikke for at reklamere om sin brunst, men nærmere for at lange advarende ud efter ham, hendes ører røg langt ned i nakken på hende, nu skulle hingsten pase på, hun var i brunst ja, men han kunne let komme til at irritere hende! Hun fnyste advarende af ham, som om hendes markering ikke var nok. Hingsten gjorde hende vred, hun hadede hvis hingsten udtrykkede at hun var irriterende uden hun rent faktisk havde gjort noget forkert i den forstand
"Mit navn er Hawaet El nour, og de er meget uhøflig"

- nu var det hendes tur til at hvæse af ham, hun brød sig bestemt ikke om hans kropssprog, og blev han ved kunen hun ligeså godt gå, hun overvejede kamp men hun kendte intet til hingsten, ,så måtte hun bare sætte ham på plads på hendes egen måde. Hoppens brunst gjorde det tydeligt at hun egentlig hellere ville være i nærheden af ham og nusses, hun gjorde store øjne og rystede sit hovede, hvorfor tænkte hun dog sådan?!

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen var skam ikke bange af sig, hvilket fik Djange til at more sig; simpelthen. Endelig et møde der ikke bare var lange, uendelige og ligegyldige taler… Men hoppens vendte bagpart imod ham, gjorde Djange ikke mindre end rasende! Hun skulle ikke tro at en vendt bagpart skulle holde ham tilbage; havde hun lyttet nogen før, havde hun hurtigt fundet ud af, at roligt holdt facade fra hendes side, havde bundet i ingen farer. Men nu? Ingen vidste hvad der ville ske nu, selv ikke Djange, for hans tanker var tomme. Tomme for fornuft.

Uhøflig?! Havde hoppen lige præsenteret Djange som uhøflig, denne hoppe var intet mindre end respektløs! Skønt hun sikkert ikke selv vidste det. Men et navn kom på tale, og Djange missede skuende og en smule truende øjnene sammen nu, mens de atter så koldt og direkte søgende imod de øjne han kunne skue. De mandelfarvede øjne, der egentligt et eller andet sted, søgte nussen og omsorg? Brunsten blev nu også kastet lige i fjæset på Djange, og han fnøs atter advarende af hoppen, hun kunne lige vove på at sparke, hun vidste ikke hvilken styrke hun lagde sig ud med; men samtidig, kunne denne hoppe sagtens være aggressiv også? Men kunne Djange ikke også godt være det?

”Uhøflig er ikke ordet Hawaet El Nour.”
Små hvæsede Djange med den hæse og intense stemme, der næsten tonløst lød, denne gang uden nogen snert af undertone. Ingen truende, inden opgivende, ingen advarende, ingen imødekommende. Intet? Hvad mente Djange egentlig. Djange stod atter rankt og stift, mens han ventede, ventede spændt på den eksplosion i hans indre, der ville give ham lov.

Hingstens truende øjne fik hoppens vrede til at stige, men alligevel var hendes hale hejst og brunsten fik frit lov til at vandre over til hingsten, hun brød sig ikke om det, men naturen gav hende ikke en chance for at holde tilbage, slet ikke når der stod en stærk hingst foran hende. Hun fnyste atter irriteret mod hingsten, hun var ikke respektløs, eller det mente hun ikke selv, men hun var en hoppe af høj kaliber! Ingen skulle se ned på hende, og da slet ikke en fremmed hingst! Hoppen lagde mærke til at jo flere udbrud hun fik des hidsigere blev hignsten, de fleste hingste ville bakke væk og tænke sig om, men denne hingst indeholdte ren og skær vrede der bare ventede på at bryde ud! Hoppen måtte bruge en anden taktik, og hun var nød tila t tænke hurtigt, hvis hun kom tæt på hingsten kunne hun let komme til at give sig selv helt til hingsten, hvilket hun helst ikke ville, for han virkede ikke som en stabil hingst efter hendes smag, men smuk var han, og meget tiltrækkende, måske lidt for tiltrækkende?! Hoppen var ved at blive helt kulret oppe i hovedet og vagte lige at tage et par skridt tilbage hvor hun sammenbidt svarede hingsten

"Hvad vil du så kalde det!?"

Vinden ramte hendes side, og bragte brunsten yderligere til hingsten, hvilket hun ærgede sig en del over, hendes øjenlåg røg halvt ned, hendes udtryk tydelig *seriøst?* tænkte hun

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen der atter stod med røven til, gjorde hverken den blusende vrede bedre, og end heller ikke trangen til blot at springe på hende. For uanset ord, var det jo det hun ønskede; set fra Djanges synspunkt. Brunsten vandrede frit og åbenlyst mod Djanges næseborer, og Djange udgjorde en hingstet trippen kortvarigt på stedet; en trippen der udstrålede det hingstede ved en hingst der var på vej til at blive opstemt, såvel som en hingst der var ved at farer i flæsket på en eller anden. Hvad mon det var han ville? Hoppen virkede næsten ilter nu, da hun stædigt svarede ham; Djange missede blot øjnene sammen, og spændte i hele kroppen, som han atter stod stille; hvorefter han flehmede af hoppen. Den søde duft af harpiks fra hoppen, blandet med brunsten, gik rent ind, og Djange lod sig enkelt slå hidsigt til siden med hovedet; blot som en sidste advarsel omkring at hun burde vende sig omkring nu, for ellers ville han ikke love at naturens gang ikke ville lade sig gå sin gang. For, man er vel hingst?

Hoppen gjorde store øjne da hingsten flehmede af hende, det fik hende til at brunste uden at kunne holde det igen, efter det gik hun tættere på Hingsten for derefter at smide røven i hovedet på ham igen, hun hvinede og hoppede en smule, hendes hale blev anbragt på hendes side, hun havde næsten gevet sig helt ind til ham nu, hun vidste ikke helt hvordan hun skulle håndtere situationen, hun havde aldrig prøvet det før, og havde altid været forsigtig når hun tidligere havde været i brunst. Et kort øjeblik og hun kiggede rundt i luften, hun glemte ldit at hun stod med bagparten i hovedet mod den hidsige hingst, men han havde reageret på hende, og hun reagerede igen som et svar på hans hingstethed, det var uimodståeligt for en hoppe i brunst, men lige det ene sekund kiggede hendes øjne op mod himlen, som om hun ventede noget, hendes opmærksomhed var stadig en smule rettet efter hingsten.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen bad tydeligvis selv om dette! Men Djange stod nu helt stille, skønt hun hoppede, og gjorde sig til. Hans øre lå dybt i den sorte store man, mens hans krystalblå øjne var misset anseende og skuende imod hoppens hoved. Hoppen her var slank, langbenet, men ej høj. Hun var ikke synderlig stærk, hvis man spurgte Djange. Men den hidsighed hoppen havde, den vrede og ilterhed hun bar, var noget Djange kunne bruge. Et føl efter ham, skulle aldrig blive på en stille og rolig hoppe, som sådan en som Illana eller Armonia; med mindre han var dybt forelsket. Hvilket heller ikke så ud til at komme på tale. Hoppen ventede tydeligvis, og det var bare at gøre det. Kort skænkede Djange en tanke til sin elskede, han var jo en hingst; og et afkom var et afkom! Han skulle nok gøre sin far stolt!

En afsluttende trippen gjorde Djange hingstet på stedet, før han med nedlagte øre sprang en smule brutalt på hende. Med fægtende forben, lod han sig rejse på bagbenene, før han landede ret så præcist over hendes ryg. Han strakte halsen, mens han greb fat i en god tog af hendes lysegrå man, før han da satte bedækningen i værk, ivrigt, men så alligevel påpasseligt.

Nour hvinede overrasket da hingsten voldsomt besteg hende, det resulterede ia t hun småhvæsede af ham, hun hadede at få chok, og sådan et som hun lige fik ville hun helst havde undgået! hun sank let hovedet da han bedækkede hende. Hun svang irriteret med hovedet da han tog fat i hendes man, men hun kunne intet gøre, hendes krop var immun for hendes tanker, og hendes motorik fulgte ikke helt hendes hoved, den fulgte hingstens bevægelser, hun lænte sig en smule bagud for ikke at ryge for meget frem, det var hårdt, men alligevel nød hun det, hvilket forfærdede hende, men hun var i brunst, og hormonerene styrede alt, sådan var det bare....
Hoppen rettede hovedet en smule op og kiggede på hingsten, mon han havde en han elskede i forvejen? Hun var på ingen måde interasseret i ham set med kærlighedens øjne men hun var nysgerrig, også igen var hun vred, når først hingsten var hoppet af ville hun sparke ham gul og blå, eller ville hun?

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen lod ej til at nyde chokket, og dette fornøjede i bund og grund Djange, for sandt at sige, bad de irritable hensigter fra hoppens side, måtte hun jo nyde det? Eller ønskede dette i hvert fald; for direkte modstand var jo ikke på tale. Djange fortsatte, og løsnede grebet, kun holdte han fast for at sikre hun ikke smuttede, da det nu var ved at være overstået. Djanges øre lå fortsat i nakken, men som altid… Han fnøs kort, og med ét, var det slut. Djange blev kort hængende over hendes ryg, hvor han derpå også løsnede grebet fuldstændig i hoppens man. Få sekunder hende, lagde han vægten på sine egne bagben, hvorefter han småstejlede for at lette trygget for hoppens ryg og bagpart, for derefter at lande bag hende. Han stod stille, med den højtstillede hals og det lodret holdte hovedet, med ørene i nakken. Fortsat, mens han afventede hoppens reaktion; mon hun ville lade hormornerne gå i udbrud nu? Eller vilde hun blot forsvinde?