My shadow is the only one that walks beside me..

~ x Auraya x ~
To be a star, you must shine your own light, follow your own path, and don't worry about the darkness, because that is when the stars shine brightest.
▫ ▪ ▫ ▪ ▫ ▪ ▫

Med tunge skridt kom Auraya luntende gennem det tunge sand. I det fjerne kunne hun skue havet, og høre bølgernes vage brusen, så det blev hurtigt hendes kurs. Hendes ører var vendt en anelse ligegyldigt bagud, men ej afvisende. På ingen måde. Nærmere gjorde det mere aflukkede ydre hende mere dragende at betragte. Hun skilte sig ud fra mængden, også selvom hun ikke prøvede på at gøre det.

Hårdt smældede Raya med halen, lettere irriteret over at være så blottet herude, omringet af sand. Hun begyndte så småt at fortryde at være draget herud, men et eller andet begær om at udforske området sad i hende, og hun kunne ikke tøjle sig. Ikke før hun havde set hvad der var at se.

Brat stoppede hun op, da hun var nogle meter fra vandkanten. Det ædle hovede havde hun sænket helt ned til sandbunden, der her var klistret og tung, grundet bølgerne der fra tid til anden slikkede op over sandet. Den sære, nærmest knurrende brummen, der var så karakteristisk for Raya, summede lavt ud fra hendes strube, hvorefter den lette vind tog lyden og førte den med sig. Hvem ved om den ville nå nogen, før den ville forsvinde i vindens hylen?

▫ ▪ ▫ ▪ ▫ ▪ ▫
I intend to live forever, or die trying.

En skimmel hingst dansede rundt i horisonten; æden, som han var, lignede han nærmest en sjæl der kunne være frigivet fra sin kødelige legeme, sådan som han bevægede sig med elegante og noble bevægelser; i hvert fald hvis man så ham fra afstand af. Der var noget helt specielt over denne hingst, især over hans sind, som ikke mange kendte til endnu. Han havde søgt stranden for i et øjeblik at blive frigivet fra sine tanker omkring landet og flyve frit over vandet atter engang.. Altaïr nød at komme hertil, hvor der var plads til tankefrihed, disse flyveture over havet, og han gjorde ofte brug af det. Men denne dag var han ej alene på den strand, hvor han nød at danse; for en hoppe havde fundet sig vej herned. Han betragtede pludseligt en brunbroget hoppe i hans horisont; han kunne knapt ane hende, men noget ved hende virkede indbydende. Han drog derpå af sted i sin ædle dans imod denne hoppe, der befandt sig i vandkanten, der hvor vandet kælede sig op efter hendes hove og derefter trak sig sky tilbage. Et fænomen som Altaïr var ganske fornøjet over at betragte; forgængeligheden. Han rømmede sig, da han nærmede sig i en hingstet hilsen, for at advare denne hoppe om hans ankomst. Hun var ikke den højeste han var stødt på; en fin lille hoppe. Da han nåede hende, trådte han an ved hendes side og samtidig strøg han hende sensuelt op langs halsen. En hilsen han altid gjorde brug af, overfor hopper; for hver enkelt hoppe var noget unikt, og det skulle de også mærke.

,,Goddag melady; hvad bringer dig til denne strand, hvor vandet uendeligt kæler sig op af sandet?”

Spurgte han med en meget charmerende stemme; ikke fordi han anstrengte sig for at charmere hende, nej, hans aura og personlighed var blot sådan. Samtidig var det meget tydeligt at han var høfligt anlagt - og ligeså at der var noget drømmende over hans aura, som denne hoppe måske ville se, hvis hendes sind tillod det.

~ x Auraya x ~
To be a star, you must shine your own light, follow your own path, and don't worry about the darkness, because that is when the stars shine brightest.
▫ ▪ ▫ ▪ ▫ ▪ ▫

En anelse drømmede rettede hun de vinrøde øjne ud over havet, og hendes tanker forsvandt hurtigt ud mod den uendelige horisont. Det gav et mindre gib i hende, da en fremmed hingst gjorde opmærksom på sig selv. En anelse undrende, og alligevel nysgerrigt sænkede hun det karakteristiske hovede, og fnøs ud i luften: Ej afvisende, blot som en accept. Da han hilsende lod sin mule snige sig ned ad hendes hals, vippede hun let det ene øre frem, de andet bagud. Ligeså forsigtigt og sensuelt lod hun kort sin silkebløde mule strejfe hans næseryg, hvorefter hun igen trådte baglæns.

”Vær hilset. Min opdagelseslyst dragede mig til dette sted. Ej er jeg stærk nok til at tøjle mit behov for, at se hvad end der er at se.

Et gådefuldt glimt dansede omkring i de kølige, vinrøde øjne hun besad. Afmålt betragtede hun hingsten foran sig, og i hovedet satte hun ord på hendes indtryk af ham, for at huske ham, selvom hun nu betvivlede at hun ville glemme noget om nogen som helst, nogensinde. Let løb hendes øjne tilbage til hans. Mystisk, drømmende, egenrådig - det var hvad hun ind til videre opfangede.

”Men hvad fik Dem til at komme hertil? Dette sted virker ikke som det mest ideelle sted at befinde sig, holdt op imod dette fantastiske områdes andre øer.”

Som de stod her var hun nu alligevel kommet til synes om roen her, på stranden, med havet på den ene side, og det nærmest uendelig hav af sand på den anden side. Trods sandkornene der hvirvlede rundt i luften, og stak som små nåle når de ramte mod huden, så var det et unikt sted. Hun vidste, at det ikke var sidste gang hun ville tilbringe sin tid her.

Oprigtigt nysgerrigt rettede hun alligevel sin fulde opmærksomhed mod denne regngrå, velrejste hingst, hvorefter hun let tiltede det ædle hovede på skrå, ventende på hans svar.

[/color][/center]

▫ ▪ ▫ ▪ ▫ ▪ ▫
I intend to live forever, or die trying.

Skimmel, sølvfarvet, var den ædle hingst, der havde nærmet sig denne hoppe. Han havde søgt hendes side, hilst hende an ved kærtegn og hun havde gengæld det; Altaïr lod et smil pryde sin mule da hun havde berørt ham og mødte derpå hendes smukke øjne, der sad velplaceret i hendes kønne hoved. Flot broget var denne hoppe, blandet med jordens og sneens farver. Unik, ingen havde samme aftegn som hende, og det var beundringsværdigt. Han rømmede sig ganske kort, da hendes ord nåede hans ører og han lyttede intenst. En naturligt nysgerrig sjæl var hun, og det behagede allerede nu den skimlede hingst; for hvis der var noget, han brød sig om, var det fritsindede hopper, der nød at udforske det, de holdt af og bruge deres fantasi. Hans blik betragtede åbenlyst hoppen; det var han heller ikke bange for at lægge skjul på. For ham var hopper det smukkeste og mest unikke på denne jord, og de skulle ej holdes uvidende om det, der faktisk var sandt. Han brummede hingstet, dybt og nærmest lokkende, som respons på hendes gestus. Da hendes ord var nået til en ende, begyndte han at besvare med den hingstede og drømmende tone som han besad.

,,Melady, jeg er dig ikke enig. For mig er stranden et af de mest fantastiske steder at befinde sig, selvom dens skønhed ikke kan måle sig med de frodige skove og enge, de idylliske søer og mystiske bjerge. For mig er stranden et af de få steder, hvor sjælen kan flyve frit, melady. Helt frit.”

Sagde han med en let mystisk undertone, inden han trådte elegant og smidigt tættere på hende. Han havde en utrolig kontrol over sin krop, og han kunne stryge af sted uden besvær, som den mest smidige slange og stadig have elegance som bukkene, der sprang rundt i skovene med deres prægtige gevir. Han var en unik hingst, det var han klar over, men han nød at prise sit selskab mere, end at vise sit værd. Og teste sit selskab. Han strøg hende over halsen, sensitivt og intenst, alt imens han lyttede efter hendes svar og respons på hans ord. De var abstrakte ja, men forstod hun dem? Eller satte de blot spørgsmål i hendes hoved?

~ AURAYA ~

God never promised you days without pain, laughter without sorrow,
sun without rain, but he did promise strength for you everyday.

Opmærksomt rettede hun de mandelformede ører mod denne veltalende hingst, mens hun sugede til at sig af alle hans velformulerede, og kloge ord. Udemærket forstod hun hans tankegang, men endnu kunne hun ikke mærke det han beskrev, på hende selv.

”Til fulde forstår jeg dine ord. Dog må jeg sige, at jeg endnu ikke selv har følelsen her, af at kunne flyve komplet frit. Jeg tror dog, at denne følelse vil dannes inden i mig med tiden, da dette sted er så idyllisk og uden forstyrrelser, at man næsten intet andet kan, end at blive helt salig og tænksom.”

Raya nikkede bekræftende over sine ord - hun mente hvert enkelt ét af dem. Det kunne aldrig falde hende ind at sige noget, der ikke lå en oprigtig mening bag. De vinrøde øjne gnistrede eftertænksomt og lokkende, da hun igen søgte denne sølvprydede hingst dragende blik. Hun var nysgerrig efter hvad han havde at sige, da hun nemt kunne fornemme på ham, at han havde noget mellem ørerne. Og ikke bare ’noget’, men noget der virkelig var værd at lytte til. Og tage til sig, måske endda.

Hun rynkede en anelse på den silkebløde mule, da han endnu engang søgte kropslig kontakt med hende. Vant til dette var hun ikke, men for hans skyld ville hun gøre et forsøg. Med den kølighed der altid hvilede over hendes handlinger lod hun kortvarigt sin mule stryge gennem det øverste, fine hårlag i hans ravnsorte man. Stadig var hendes ører vågent vippet ud til siderne, afventende efter hans stemme.

Den skimlede hingst, der gik under et navn, som ikke var til offentligt skue, betragtede denne yndefulde hoppe. Selvom hun virkede som en, med en standard der måske lå en anelse højere end andre hoppers, var hun alligevel tilbøjelig til at være nysgerrig og ikke ophæve sig selv, hvilket den skimlede hingst fandt fascinerende. Mange hopper, der var selvbevidste, havde ofte en trang til at hæve sig op på et niveau hvor de ikke længere lod sig bøje for nysgerrigheden; men det gjorde denne, ganske smukke hoppe.
Han lyttede til hendes ord; hun følte sig endnu ikke fri, ikke nok i hvert fald. Han smilede kort for sig selv og lod sin skimlede krop søge fremad, for at kæle sig en runde om hende. Ja, sommetider var hans attitude ganske flirtende, charmerende, men sådan var den skimlede hingst, det lå ham naturligt at kæle for hopperne, som han fandt det mest unikke på denne jord; smukke, sårbare og ikke mindst dyrebare. Han ville gerne værne om hver eneste han kunne komme til, især hvis hun var noget ganske specielt, hvilket han havde en idé om at denne hoppe var. Han strøg hende let ved manen og ned over skulderen da han passerede, og da han var kommet en runde om hende, stoppede han op igen. Han gav et kort nik fra sig, inden han mødte hendes øjne.

,,Med tiden skal du nok komme til at flyve frit, melady. Bare vent og se. Men, tillad mig at spørge, hvad tænker du på, når du kigger på de lysende stjerner, der hænger over vore hoveder?”

Spurgte han intenst. Han var ganske nysgerrig omkring stort set alles sjæle, deres meninger og handlinger og denne hoppe var ingen undtagelse. Men om hun ville indvie ham, i hendes tanker omkring stjernernes verden, det var han ganske uvis om.

~ AURAYA ~

God never promised you days without pain, laughter without sorrow,
sun without rain, but he did promise strength for you everyday.

Aurayas sære, gnistrende øjne fulgte denne sølvfarvede hingsts dansen tæt omkring hendes slanke krop. Da han igen stoppede op, tog hun et par skridt frem, så havvandet der fra tid til andet smøg sig op ad sandbunden kunne nå hendes hove. På den måde stod disse to sjæle i mørket, den sølvgrå der oplyste dette mørke hav af sand, og hende selv, nu side om side i vandkanten. Mens hans bløde, dybe stemme igen strømmede ud i mørket, hvilede hendes vinrøde øjne på ham. Ej vidste hun meget om han, endnu, men hun agtede skam at komme til det. At undersøge denne kloge, egenrådige hingst var noget hun var nysgerrig efter.
Da tavsheden igen lagde sig over disse to sjæle, rettede hun sit blik mod stjernerne som han så drømmende omtalte. Denne aften lyste de klart, funklede som var de lysende ildfluer i meget kortere afstand, end de jo faktisk var.

”Månehingst, stjernerne fascinerer mig som ikke ret meget andet kan det. Hernede fra ligner de blot tusindvis af ildfluer, nogle mere lysende og betagende end andre, ikke langt fra hvor vi står. Men du og jeg ved jo, at de er langt uden for vor rækkevidde. At de selvfølgelig ikke er levende sjæle, som du og jeg er det. Jeg har brugt mange timer på at betragte dem, og jeg kunne bruge mange flere, de er nok det af det der bringer mine tanker tættest på at flyve frit.”

Mens Rayas stemme fyldte mørket omkring dem, vilede hendes tiltalende blik på den kraftigste stjerne hendes øjne kunne skue. Nordstjernen lyste kraftigst af dem alle, og det fascinerede hende at ikke alle var ens. Alle var hver sin. Præcis som sjælende der betrådte planeten her. Ikke to var ens, og det var hvad der gjorde denne verden til et vidunder. Alle disse abstrakte tanker fyldte hendes hovede - denne fremmede, dragende hingst satte tanker i hendes hovede, som hun ikke før havde skænket et øjeblik af sin tankevirksomhed.

”Men sig mig nu, i hvilken retning flyver dine tanker, når det er stjernerne dine øjne hviler på?”

Vågent skævede hun mod den skimlede hingst, der nærmest vagt reflekterede månens og stjernernes matte skær. Nysgerrig efter hans svar, det var hun bestemt. Det kunne tydeligt ses i hendes gnistrende, særlige øjne.

Den skimlede hingst, der havde danset omkring den brogede hoppe, brummede dybt og intenst, kort forinden hendes svar faldt. Han var egentlig ikke overrasket over, at stjernerne ikke var noget, som denne sjæl fandt specielt interessant; i hvert fald ikke på samme måde, som han gjorde det. Hendes aura talte ikke til det dybe, filosofiske, men derimod det håndfaste og virkelige. Han rankede sig en smule op og strøg hende over kinden, som var hun det reneste guld, der skulle håndteres meget varsomt, for ikke at blive beskadiget. Da hun så vendte det samme spørgsmål imod den skimlede selv, smilede han en smule charmerende, vel også udfordrende. Han tog et skridt frem og lod sin ædle krop smyge sig om sig selv i en kontrolleret bevægelse, så han endte med fronten imod hoppen atter engang.

,,Melady, hvem siger at stjernerne ikke indeholder en verden for sig? Hvem siger, at vi ikke ender deroppe i et andet liv, når vi forlader dette? Melady, jeg mener ej at den verden, vi nu lever i, er i samme verden som den vi førhen betrådte. Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord i dette land, end som så, og det er jeg sikker på, at du nok skal finde ud af, før eller siden”

Sagde han med den lidt mere charmerende tone, end han normalt gjorde brug af, hvorefter han nøjsomt strøg hende over mulen, atter med samme følsomhed som før. Da trådte han et skridt tættere og lod sit blik vandre ind i hendes unikke øjne; derinde, bag spejlet, sad sjælen og han var efterhånden ret nysgerrig omkring hendes.

,,Mine tanker flyver i alle retninger, melady, når jeg ser imod den stjernebesatte himmel. Jeg tænker på så meget, at jeg end ikke vil prøve at beskrive det; for melady, det skal opleves. Og måske kan jeg en dag vise dig, hvad jeg mener; hvis du er med på en udfordring, når tiden er inde”

Sagde han mere sagte, hvorefter han smilede endnu engang. Han nød vel at udfordre denne hoppes sind en smule, fordi hun lod til at kunne tage det; lod til næsten at have brug for en udfordring, for ej at ende med at kede sig. Om han havde ret, eller om hans antagelse var forkert, ja det ville tiden vise.

~ AURAYA ~

God never promised you days without pain, laughter without sorrow,
sun without rain, but he did promise strength for you everyday.

Udfordrende rettede hun sine øjne ind mod den skimledes. Vendte og drejede hans ord i hendes hovede, det gjorde hun. Det var tydeligt, at han var mere tænkende, og filosofisk anlagt end hun selv var, men derfor havde hun skam gjort sig sine tanker. Dog måtte hun nok indrømme, at hvis han skulle have hende til at tro at der var mere mellem himmel og jord end de kendte til nu - mere af den overnaturlige art, altså - så måtte han vise hende det, så hun kunne se det med sine egne vinduer til virkeligheden, hendes øjne. Bestemt hvilede hendes blik i hans, ikke et øjeblik tøvende - hun holdt tavsheden lige et par sekunder længere end man ellers gjorde, blot på en dragende, og udfordrende facon.

”Det lyder alt sammen så fantastisk og uvirkeligt, du skimlede. Jeg har svært ved at tro, at det kunne være sandhed. Men hvis du siger det, vil jeg give det et forsøg.”

Igen rettede hun de sære øjne mod himlen, hvor stjernerne endnu lyste op. Måske havde han ret? Han virkede trods alt visere end hun så sig selv. For at være sikker på, at han ikke tog fejl af hende, så hun ham endnu engang dybt i øjnene. Dykkede ned i hans tænksomme øjne gjorde hun nærmest. Dette var én af de ting hun nød mest - at se dybt ind i andre sjæles øjne, bekendte som fremmede.

”Jeg er altid klar på en udfordring. ”

Bekræftende holdt hun hans blik fast lidt - de sære øjne hun besad var som altid kølige, men det var tydeligt at hun mente et hvert af sine ord. Med stor forsigtighed lod hun let sin mule berøre hans næseryg - en berøring hun helst brugte, fordi den for de fleste ikke overskred grænser, og fordi hun selv var meget dårlig til at alt det med berøringer, følelser, sensualitet og ting lignende det. Det karakteriserede hende, den berøring, og selvom hun var dårlig til alle disse blide ting, betød det ikke at hun ikke kunne. Måske så hun blot sig selv som svag på det punkt, mens hun egentlig ikke var det? Forsøgende lod hun dog sin mule strejfe siden af hans mule kort, men alligevel med en forsigtighed og blidhed som et lam, trods hendes hårde ydre.

”Du siger bare til."

[/left]

Den skimlede hingst, hvis navn endnu var ukendt for alle, smilede kort for sig selv. Hoppen, der var ganske unik i udseende og sind, lod til at finde hans udfordring ganske spændende, interessant måske. Men den skimlede og ædle hingst vidste godt, at hun langt fra var klar, til det han ønskede at vise; men det betød ikke, at han ikke kunne hjælpe hende lidt på vej i den retning, hun skulle gå, for at kunne træde ind i den skabende drømmeverden, som var hans livsværk. Han strøg hende over den brogede hals, inden han trådte en smule tættere på hende, for at beskue hendes blik igen. Målrettet var hun, unikt målrettet, men mon dette ville være en hæmning? Altaïr prustede hingstet, inden han lagde mulen imod hendes pande, forsigtigt, så et lille tryk blev pålagt hende. Han var ganske nysgerrig for at se hendes reaktion på dette; om hun havde viljestyrken der sagde at hun ej måtte bøje sig for denne gestus, eller om hun tillod denne gestus at påvirke hende. Hvis den gjorde, var hun i hvert fald et skridt tættere i den retning, som den skimlede hingst ønskede hende, og hvis ikke, så måtte han tage den lidt tungere dans, for at få hendes sind til at ’se’ de ting, der ikke kunne ses af dem, med et sind der var alt for kontrolleret. Normalt var Altaïr ikke typen der yndede at arbejde så meget for sig sag, men fordi denne unikke hoppe var så nysgerrig, havde han valgt at gøre en undtagelse; og det kunne jo også være, at denne undtagelse ville være ganske god? Måske var hun af den helt rette støbning, når først hun havde været udsat for lidt af hvert, til at træde ind i hans kreationer, se hans verden og være med til at udfylde den når hun ville. Det hele afhang dog af, hvilke veje hun ønskede at træde; og dette første valg, som han nu havde givet hende, var starten på den rejse, hun skulle gøre sig, for at komme til drømmenes verden.

· Auraya ·

Auraya undrede sig kort da hingsten endnu engang søgte kortere afstand mellem deres to legemer. Endnu mere undrede hun sig, da han placerede sin silkebløde mule i hendes pande, og lagde et minimalt pres der. I nogle få sekunder stod hun med panden rejst præcis som forinden, tænkende over hvad han mon havde i sinde at vise, med denne berøring. Hun kunne ikke komme frem til en konklusion, men grundet at denne hingst var ligeglad med hendes afvisende ydre, og virkede så ægte, sænkede hun hovedet nogle få centimeter. Nok til ikke at underkaste sig komplet, for det havde hun nok aldrig tænkt sig at gøre overfor nogen som helst. Men heller ikke stod hun fast, og nægtede at følge ham. Blot et sted derimellem. For hvorfor skulle hun modstå, når denne berøring nu ikke gjorde hende noget? Hendes sære øjne søgte forsigtigt hans, dykkede nærmest ned i hans blik. Det målrettede, håbefulde udtryk deri var også en grund til, at hun ikke fortrød sin handling. Dog kunne hun endnu ikke regne ud hvad hans hensigt var, men det var også noget af det, der fangede hendes opmærksomhed. Hans mystik omkring stort set alt hvad han gjorde.

Den skimlede Altaïr, der stod foran den brunbrogede hoppe, brummede sagte og i en nærmest beroligende tone, da hoppen sænkede sit hoved blot en smule. Han havde ledt efter hendes reaktion, for at se hvor langt hun var villig til at gå; og meningen med netop denne test, var at se, om hun var villig til at lade sit sind slappe af, til fordel for en andens. Og hun havde valgt at lade sit sind slippe taget en smule og dermed havde hun accepteret hans berøring; og ej så han det som en underkastelse, nej, langt fra. Han lod derpå sin mule flyttes fra den brogede hoppes hoved og et smil gled over hans mule. Han puffede derefter let imod hendes mule, alt imens hans mørkeblå øjne forblev i hendes. Hun var en speciel hoppe, og han undrede sig vel lidt over, at hun gemte det unikke, som han kunne se gemt bag de blanke øjne væk. Hvad fik denne hoppe, til at være kold og afvisende udvendigt? Han lod dog tanken ligge, og trak en smule kådt hovedet til sig igen. Hun havde ’bestået’ hans lille test, og nu var det på tide, at høre om hendes sind overhovedet havde lysten til at begive sig ned af stien, der første imod drømmenes verden.

,,Melady, hvad betyder drømme for dig?”

Spurgte han da, med den drømmende tone i hans stemme. Dette var et vigtigt spørgsmål for ham, der meget let kunne afgøre, hvor meget tid han ville bruge på at føre netop denne hoppe ned af drømmenes sti; og ej var det fordi han ville vende ryggen til, hvis hun svarede afvisende, nej skam ikke. Blot ville han vælge en anden sti at føre deres bekendtskab af - og måske endda en sti, som hun i sidste ende valgte, frem for ham selv.

[Out]