En helt speciel dag..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Eftermiddagen var at syne; vinden havde efterhånden lagt sig, og kun den skinnende sol bagte blidt over Andromedas land. Djange fortsatte med præcise skridt, i sin ranke og stive holdning. Hans efterhånden muskuløse hals var som altid stillet højt, mens hovedet var holdt rankt lodret. Hans krystalblå øjne så spejdende ihærdigt, næsten vildfarent over den uendelige grønne eng her på Enophis. Djange havde på fornemmelsen at det var snart, men endnu ikke siden bedækningen, havde han haft stødt på den lille grålige hoppe Hawaet El Nour. Endnu ikke endnu havde han duftet den søde duft af Harpiks… Men han vidste det snart måtte være tid; tid til at føllet måtte ankomme; men hvor mon hun holdte til?

( Reserveret til Nadia og Maja, så føllet kan foles på den rette dato! (: )

Nour lå nede ved bjergenden, og engen, der hvor engens græs ville fade ud og bjergets fod ville starte. Hun havde vandret i et stykke tid og endte desværre tilbage hvor hun startede, der hvor hun blev ifolet for første gang i hendes liv. Hendes mandelfarvede øjne søgte bedende på hendes efterhånden store mave, den var ved at give hende problemer hver gang hun skulle rejse sig eller lægge sig, og at løbe gjorde det ikke bedre. Den grålige hoppe havde i to nætter vandret nervøst rundt, der var snart tid, og hendes veer startede, og mælken var begyndt at dryppe. Hun rejste sig op i smerte, for derefter at ligge sig ned igen få meter fremme, et ynkeligt hvin undslap hende, under normale omstændigheder ville der være ældre hopper omkring hende som ville guide og berolige hende, men nu var hun alene, mutters alene i bjergområderne. Atter rejste hun sig udmattet op, hun svejede nu fra side til side, hendes hale var i vejret, hun kiggede bagud og til hendes store overraskelse kunne to små hove anes, allerede?! Hoppen brummede kort for at berolige sig selv, det gjorde ondt men det skulle gøres, det virkede alligevel rigtigt at have den smerte. Hun smed sig igen på jorden og pressede alt hvad hun kunne, sådan blev hun ved.. hun rejste sig for at ligge sig igen, indtil hovedet kunne ses, nu blev hun nervøs for om føllet ville tage skade og lagde sig helt ned. få minutter senere lå et føl livløst ved siden af hende. Den nybagte følhoppe kiggede febrilsk på føllet for derefter at kigge ud over horisonten, hvad skulle hun gøre?! Hun puffede blidt til det smukke hoppeføl, og begyndte at slikke det rent i håb om at det ville vise et tegn på liv.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange havde efterhånden længe begivet sig over engen, men intet spor af den grålige hoppe var at syne eller dufte. Djange vendte straks mulen hjemad, og med mål om blot at tage tilbage imod bjergpasset, blev der sprunget frem i en kort galop, med den altid ranke og stive holdning. Hans øre lå fortsat ned, mens de krystalblå, tomme og kolde øjne så vildfarent og overvågende frem, for en hver farer der kunne springe frem.

Der gik et stykke tid, men ingen længe ramte duften ham. Den sødlige harpiks som var så genkendelig fra Djanges og Hawaet El Nour’s sidste møde, var indtrængende på vej op i Djanges lyserøde næseborer. Han fnyste for sig selv og missede de krystalblå øjne anseende og skuende sammen, mens en lidt tumult grålig skikkelse baksede rundt et stykke henne ved det første bjergs fod. Det var ikke langt fra hvor bedækningen havde været gået til, og dér, mind sandten om hoppen ikke lå og folede. Djange ville ikke skræmme denne hoppe, og slet ikke i en foling af hans eget kød og blod. Så langsomt, med præcise og sikre skridt, drog han imod hende og føllet der så ud til at være på vej ud. Djange var snart nær dem, skønt han holdte en afstand af 20-30 meter, blot for at stå der, og åbenlyst observerer; og dér; et smukt spinkelt gråligt føl var at skue.

Ingen duft var at komme efter, kun en ren ren aura lå om det uskyldige og uvidende føl; som derpå også så en smule livløst ud bag hoppen. Djange rynkede skeptisk på mulen, mens en svag gnist blussede op i det kolde og tomme blik, der også blev misset anseende sammen. Det kunne bare ikke passe! Hoppen forsøgte da nu også at undersøge og slikke føllet og straks slog det Djange. Athene… Følelserne fór igennem hans indre, mens han blot så skeptisk og passivt til, trods vreden blussede i hans indre.

Så meget lys! Et pludseligt skær ramler ind i mine mørke, store og føllede øjne, da jeg i det næste nu ramler ned på noget grønt. Jeg ligger ganske stille, krøllet sammen, og med halvt missende øjne, fordi lyset er så skarpt, i forhold til hvad jeg er vant til. Pludselig mærker jeg noget varmt imod min krop, og jeg tvinger derfor de kære øjne op. I en usikker bevægelse, løfter jeg det grå hoved op, en anelse dinglende, og kigger direkte ind i min moders store og varme ansigt. Et dæmpet, nærmest forkølet prust glider fra mig, kaldende, og tryghedssøgende. Jovist, jeg ved skam godt hvem hun er, ingen tvivl om det. Langsomt kigger jeg så ned af mig selv, på de lange stænger der er foran mig. Mine øre vippes frem, men det ene vipper skævt bagud – sikke da meget der er at holde styr på! Mine bevægelser er en anelse usikre hele tiden, kantede måske, fordi elegancen ikke hænger over mig endnu. Strækker det ene forben en anelse klundtet frem for mig, inden jeg ser op på mors ansigt, som søgte jeg efter hjælp. Hvad skal de lange stænger?

Nour sprang forskrækket op da hendes lille pige åbnede øjnene, da hun så kaldte, varmede det hendes hjerte. Hendes moderinstinkt var på sit højeste, og hun brummede lavt men kærligt til føllet. Asira.... tænkte hun, og det var da også det hendes føl skulle hedde, men af en eller anden grund turde hun ikke kalde hende det endnu, var det fordi hun manglede hingstens accept? Den grålige hoppe slikkede Asira grundigt inden hun førte mulen fra ryggen til bagpartiet for at hjælpe hende op, hun skubbede blidt til hende, som for at give et hint til at hun skulle rejse sig op nu, og i retningen af hendes skub. Hun brummede atter af hende, som om hun lige skulle være sikker på at føllet virkeligt var her, og at det virkelig var hendes? Hun stoppede tøvende med at skubbe til Asira, hun havde hørt nogle gå rundt omkring hende da hun folede, men hun var ikke i stand til at kigge op, men hun vidst dog at nogen var der, og sandt nok, da hun kiggede op... Djange, Asiras far stod der og kiggede ventende, rent instinktivt trådte hun ind foran asira for at dække hende, hun forholdte sig neutral, hingsten skulle have lov til at hilse, men hvad nu hvis han ikke vara tilfreds? INderst inde var hun klar til at gå i forsvar med det samme, hvis hingsten gjorde noget hun bestemt ikke brød sig om, men at jage ham væk ville hun ikke...

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

En bevægelse, et åndedrag; og med ét var det so mom noget magisk fór igennem Djanges indre. Op sprang to smukke mørke; og jovist, store øjne I føllets fine lille ansigt. Djange selv spærrede de kolde og tomme øjne op, i ren overraskelse, da føllet nu viste tydelige livstegn. Det var som om han kunne slappe af nu, og derpå; at se alle de små bevægelser, som endnu stadig va ligegyldigt; middelmådigt, vidste Djange alligevel, at dette var hans afkom. Hans egen datter; Athene.

De kolde og tomme øjne, var nu atter blanke, men anskuende og anseende mens de blev holdt stift og ubarmhjertigt på føllet; som lå dér. Dog var Hawaet El Nour ej fuldkommen ubevidst om hvad hun skulle, hvilket Djange heller ikke havde haft i sinde at bekymre sig om, for nok var denne hoppe en stor forvirring; men dum? Nej, det var hun ikke, i hvert fald ikke ind til videre af hvad Djange havde set til.

Dog gik de drømmende sekunder ej længe, mens tankerne fór igennem hans indre, før Nour tydeligvis udviste bevidsthed om hans tilstedeværelse. Hoppen stillede sig straks foran Athene, beskyttende; som var Djange nu den onde. Hm, uden ham, havde dette pragteksemplar aldrig berørt denne hellige jord i dette land. Djange missede blot anskuende de kolde og tomme krystalblå øjne sammen over Nour, mens en svag skeptisk rynke slog sig over den lyserøde mule. Afventende.

Jeg ved ikke rigtig, hvad de der lange stænger de skal bruges til – eller hvordan jeg skal styre dem. De virker så… dinglede og ustabile. Ser nærmest bedende op i min mors mørke øjne, som søgte jeg svar på hvad pokker jeg selv skal. Da hun laver et mærkeligt ryk, som hvis hun blev forskrækket, vipper jeg mine øre en anelse bagud, uden selv rigtig at have styr på det. Men da jeg så mærker hendes puf imod min bagdel, taler instinkterne til mig med det samme. Får strukket begge mine forben frem for mig, og med mors puffen, får jeg min rumpe om fra jorden. Men da hun så pludselig flytter sig igen, for at stille sig foran mig, dumper min rumpe ned i græsset igen. Kigger op på mor, med ørene flappet frem til hende, og ligger så hovedet på skrå, med store spørgende øjne, inden jeg så sænker hovedet, og titter ud mellem hendes for og bagben. Mine øjne er ikke vildt skarpe endnu, da jeg jo blot lige skal vænne mig lidt til lyset, men ude i horisonten, kan jeg se en eller anden klat – som langsomt former sig til en anden skikkelse. Men det interesserer mig ikke vildt meget, for per instinkt, er jeg opsat på at komme op. Retter blikket ned på mig selv igen, og med nogle små mærkelige bevægelser kommer jeg op. Laver et krumspring til siden, af iver, og det resulterer i at jeg tumler ind i mors forben. Men jeg vælter derfor ikke helt ned, fordi hendes ben er der. Retter mig op, og står nu igen selv op, med benene godt spredt, fordi balancen ikke er helt god endnu. Ser lidt op på mor igen, nærmest stolt over at jeg nu står op!

Den nyebagte mor slog hurtigt blikket fra Djange da noget bumpede ind i hendes forben, hendes blik fangede hendes datters, hun stod selv? Hun kluklo og vrinskede samtidig af ren og skær glæde, med en snært af overraskelse indeni. Et kort sekund glemte hun alt om Djange, og gav sig til at nusse Asira blidt på hendes kæbe, hun var så fin og lille. Nour var helt pylret med det lille føl. Hoppen smilte stort "Har du rejst dig op, helt af dig selv min skat?" hendes stemme klokkeklar, og smukkere end fuglenes sang, hun havde ikke hørt føllet tale endnu, og af en eller anden grund glædede hun sig utroligt meget til at høre hendes stemme, hendes hoved var sænket og mulen lå på siden af Asiras hals, hvorefter en dyb men dog blid brummen kom frem, en måde at fortælle det lille føl på at hun var i sikkerhed hos hende. Det ene øre drejede mod Djange, og hendes opmærksomhed var atter givet til hingsten, hun kiggede anseende på ham, og mindsandten om et fnys ikke ogå var rettet direkte mod ham. Den grålige hoppe vidste ikke hvordan hun skulle tackle situationen, Djange måtte godt hilse på hans eget afkom, men i hvor lang tid ville hun tolerere det? Hoppen bakkede en smule så Djange kunne se Asira stå i sin fulde pragt, hun var smuk, og man kunne bestemt se hvem hendes far var! Hendes brune honningfarvede øjne kiggede spørgende på Djange, hvis han ville hilse så var det nu, inden hun ville flytte Asira, så de ikke var i et så åbent område, men et mere dækket.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Et prægtigt og ædelt føl kom til syne for Djanges udsyn, bag denne Hawaet El Nour, der ellers ikke syntes at være videre begejstret for at se Djange. Djange skulle nok opsøge Athene selv; der ville ikke gå længe, før føllet ville drage på sine egne veje, af ren nysgerrighed og ikke mindst selvstændighed; hvis hun da slægtede ham og hans egen fader sig på. Djange holdte dog ørene lagte, og blikket koldt og tomt stirrende på dette lille pagteksemplar af et afkom. De lange ben skulle nok give en god højde, og inden længe skulle hun nok sætte muskler, allerede i den unge alder. Djange var spændt; spændt på udviklingen, opdragelsen. Djange sagde dog intet, og end så ikke engang Nour et blik, mens han betragtede og studerede føllet der stod der.

Et kort nik indførte han høfligt, men såvel stift, imod føllet. Hilsende, og i håb om at føllet senere ikke ville have problemer med at genkende ham; men måske endnu bedre, at føllet måske ville reagere, måske endda kopiere hans bevægelser allerede nu? Som han lige havde gjort med Nour da de havde stillet sig op.

”Velkommen hertil Frøken.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, kort efter hilsenen. Han vidste det var uden grund at skulle starte splid eller videre forvirring i føllet hoved, selvom han kaldte hende ved andet navn end hvad Nour sikkert ville. Hans stemme var fortsat tonløs og uden følelse, men så alligevel ikke? En svag snært af tryghed udviste han kort i sit blik for føllet; skønt hoppeføllet nok ikke ville videre bemærke dette; eller tænke over det heller.

Mine små føllede øre, vipper ganske let omkring. Mest fordi jeg ikke helt kan finde ud af at styre mine bevægelser endnu, men der er også bare så meget at styre! Men da mor udbryder et vrinsk, der i mine øre lyder ganske glad og stolt, kaster jeg med hovedet nogle gange, meget klodset, og det resulterer da også i at jeg snubler nogle skridt bagud, fordi jeg ikke rigtig kan håndtere både bevægelse med hovedet, og samtidig holde balancen. Stopper med at kaste med hovedet, og ser glædeligt op på mor, da hendes stemme kommer frem. Men det at tale, det kan jeg ikke lige finde ud af endnu, det er lidt for meget, på alt for kort tid, så jeg kigger bare på hende med de føllede og glade øjne. Mærker hendes varme mule imod min hals, og jeg stiller derfor min næseryg imod hendes knæ, af ren tryghed. Men jeg bliver forstyrret.

For i det næste nu, hører jeg nu en dybere stemme. Skikkelsen fra før, er tættere på nu, og den taler også. Med ærefrygt i blikket kigger jeg op på skikkelsen, fordi jeg sys den er ganske stor og prægtig, men også lidt farlig. Det er jo ikke min mor. Men noget ved denne anden skikkelse, gør dog også at jeg ikke flygter, nok fordi mor også bare står stille. Mimre med mulen, og lader ørene vippe imod ham, inden et føllet brum glider fra mig. Hans bevægelse, nikket, studerer jeg nøje. Og i et klundtet forsøg nikker jeg tilbage, men det er ikke dybt eller flot, blot.. klundtet. Men det er der dog! Står med benene god spredt nu, for ikke at tilte tilbage på rumpen, mens jeg står med hovedet strakt højt op, for at føle at jeg bedre kan se ham.

Da Asira lægger næseryggen på hendes ben bliver hun helt varm, hendes kærlighed til hende var allerede meget stor, det var vel moderkærligheden der var på spil, men det var jo også hendes datter. Da Djange trådte nærmere tydeligvis ignorerende ovefor hende, men dybt koncentreret om deres føl, puffede hun irriteret til hans hals, det kunne godt være de ikke var på ligefod, men han kunne da godt lige hilse engang! Hun fnøs irriteret af hingsten

"Det ville ikke skade at hilse vel?!" brummede hun nærmest, hendes stemme stadig pæn, og forførende? Det var vel bare hendes stemme.

Da Asira svarer med et nik, smiler Nour atter, hvorefter opmærksomheden til Djange var helt forsvundet, og hun rettede det efter hendes datter, Djange skulle i hvertfald ikke være bange for at Nour ikke ville kunne beskytte deres føl, for hun gav hende sin fulde opmærksomhed, og al den kærlighed hun kunne få! Nour nussede Asira, men hendes øjne, der kunne sammenlignes med honning når solens stråler ramte kiggede vågende ind Djanges kolde øjne, men selvom den stolte hingst ikke ville indrømme det så var han glad, og varm indeni! Det skinnede ud af hans øjne!

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppen troede virkelig hun blot kunne tillade sig dette, men i samme sekund hoppen puffede til Djange, berørte hans skind, strejfede hans hår, havde i sinde at have mere end blot verbal kontakt, farede et tandsæt hurtigt reagerende i hovedet på hoppen Nour. Om han ramte hende eller ej, var ikke til at sige, men dette fandt han sig ikke i, om han skulle skåne føllet eller ej; det Nour havde gjort dér var intet mindre end dumdristigt, især når man ikke kendte Djange. Hoppens følgende kommentar blev blot svaret med et hårdt fnys, mens en svag irritation var at skimme som et lille vildfarent blus i hans kolde og tomme øjne, der stift dirrede på hoppen. Det var utroligt at hun havde ført sig sådan frem, ikke nok med at have kommet til at strejfe Djange, men synderligt puffet; Dumt, dumt, dumt!

Djange spændte nu fuldstændigt op, hvis hun ønskede at berøre ham igen, skulle hun nok få bagbene på gled, hvis ikke han skulle banke hende synder og sammen. Føllet, som fint stod der, og gengældte hans nik, fik blot et kort sammenmisset blik, ikke truende, ikke skeptisk, blot accepterende, som var hans føl en jævnaldrende hest, som forstod denne form for respekt og gensidig accept. Men hun ville forstå en dag, det ville hun; den arme Athene.

Spændt så Djange atter på Nour, meget anspændt, med ørene presset hårdere i nakken, mens mulen svagt blev rynket, skeptisk; advarende. Han var parat til at drage tilbage til sit hjem, måske genfinde sin lille sorte igen, men ønskede hun kamp; skulle hun nok få det!

Nok er jeg lille, og blot lige født. Og jeg forstår ikke ret meget af kropssprog. Men da mor virker anspændt, og puffer mod denne hingst, blusser der pludselig noget op i ham. Noget, jeg ikke rigtig kan lide. Jeg træder derfor bagud, og sætter mig på rumpen fordi jeg ikke rigtig kan finde ud af det bakke system endnu. Mine øre flapper stille omkring, inden jeg vrider mit hoved lidt ned, af ren refleks, da hingsten hukker ud efter mor. Jeg forstår ikke meget af situationen, men selve bevægelserne er meget anderledes end de før var – de er ikke længere rolige. Og dette bryder jeg mig ikke rigtig om.
Rejser mig en anelse usikkert op, og træder om bag mors side, for at søge lidt væk fra deres hoveder. Uanset hvad, vil jeg altid søge bag mor, da der altid er en speciel forbindelse mellem mor og føl. Sådan er naturen skabt, og det kan jeg ikke løbe fra. Så der står jeg, bag mors side, med hovedet lidt sænket ned, så jeg kan se under mors mave, og dermed hen på hingsten.

Nour tog imod hans udbrud, og lod ham bide hendes hals, for hvis hun ville undvige ville hun ryge ind i Asira, hvilket var hendes sidste ønske, at gøre hendes egen datter fortræd! Den grå hoppe spændte i hele kroppen, før hun på et splitsekund fik vendt sig om for derefter at losse ham, med al den kraft hun havde, også selvom hun vidste at han var så meget stærkere end hende. Hun holdte hovedet hos hendes datter for lige at sikre sig at der ikke var sket hende noget, hendes krop dirrede af ren raseri, halen var løftet lodret i luften, for at understrege hendes hidsighed, hvis han valgte at banke hende her og nu ville hun ikke kunne beskytte hendes føl. Den grå hoppe puffede hårdt men blidt til Asira, hvorefter hun hviskede

"løb ind til buskene jeg vil være lige bag dig.."

Hun vidste ikke om hun havde ramt Djange eller ej, men hun håbede på at havde forsinket ham! Hun fnøs af ham

" sikke en faderlig skikkelse du er?! Jeg kunne havde ramlet ind i dit eget kød og blod!"

Ingen på øen havde endnu set Nour gal, hendes stemme var dyb, og truende, den havde en bestemt klang, der fortalte modparten at hun virkelig var blevet trådt på, og at sætte Asira i fare?! tch! Det skulle man ikke, hingst eller ej, stærk eller svag! Hun bakkede væk fra ham og stirrede, hvis hendes blik kunne dræbe, var Djange blevet sendt i helvede, bragt til live og bagefter dø på stedet!

"Vi kan ordne det her når hun bliver voksen"

hvæsede hun. Ville han se hende, måtte det være i skjul eller når hun blev voksen, for OM han fik lov til at opsøge Asira, imens hun stod med hende! Nej det var der ikke tale om, hingsten tænkte sig jo ikke godt om! Godt nok var hun klog, men hun var ikke så god til at bakke tilbage hvis der var krav på kamp.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppens hidsige udbrud blev hurtigt udvist i et spark imod Djange; dette var dog ikke uventet, hoppen var en hidsig sjæl; hvilket bundede i at han allerede nu havde taget en smule sikkerhedsforhold. Sparket var meget nær hans forben, men med en hurtigt refleks og en smidig bevægelse fik han undveget hendes ligegyldige og iltre træk! Djange fnøs hårdt, og kunne ej undgå at blive en anelse fornøjet. Han havde savnet at kæmpe, men hoppen så ud til at stikke halen mellem benene, sammen med hans føl. Det var ikke lige dét han ønskede at hans føl skulle lære; flygt… Djange missede blot de krystalblå tomme og kolde øjne anseende sammen, mens de koldt og intetsigende så imod Nour, der beskyldte hans evner for at være far.

Hendes ord var så uendeligt ligegyldige, hvad var det hun ville? Kæmpe? For i så fald, var at flygte da helt forkert træk…