En helt speciel dag..

Da mor bliver ramt på halsen, vrider jeg mig en smule bagud, samtidig med at hun vender sig så pludseligt om, og står med fronten imod mig, og bagenden mod hingsten. Hun ser ud som om hun er hidsig, eller frygter noget. Af ren refleks, sætter jeg i løb imod træerne, fordi jeg bliver bedt om det. Mine bevægelser er egentlig ganske hurtige, til trods for den mangelfulde balance. På ret kort tid, er jeg nu over ved træerne, hvor jeg standser op. Standser brat op derinde, og ser ud imod de to. Mine øre vipper rundt, mens jeg med en anelse frygt i øjnene kigger imod dem. Et føllet vrinsk forlader min krop, henvendt til dem begge.

Vil gerne gemme mig, og så alligevel ikke. Træder nogle skridt frem, ud fra træerne, og imod dem, inden jeg igen standser. Kaster med hovedet, og slår let et forben i luften, og snubler så en smule sidelæns. Jeg kopiere deres bevægelser ret meget, bortset lige fra den sidste del med at snuble.

Nours vrede blussede op, hun ville egentlig løbe lige efter Asira, men hendes egen ære standser hende, halen var stadig holdt lodret, hendes hidsige sind skulle da forbandes mente hun selv, for hun havde lyst til at gennembanke hingsten, velvidende at hun ikke havde en chance imod ham! Hoppen stilte sig op igen, denne her gang pustede hun sig op, og trådte et skridt imod ham, intet i hendes krop var tøvende, og da heller ikke hendes blik, hun stod fast i hendes beslutning, hun håbede dog bare på at han ikke ville banke hende så hårdt som han ellers ville havde gjort hvis hun ikke havde haft føl. Hun stampede hårdt med det ene forben, en klar udfordring til hignsten, hendes fine næseborer spærrede sig op og blev store, hun var klar, men ikke på at vinde, kun på at forsvare sin ære! Hendes øjne slap ikke hans blik, og hun brummede en hurtig gang til Asira, som havde kaldt efter dem, men det var for sent at stoppe, hun var blevet alt for hidsig, og det var som om et tæppe var lagt om hendes øre, hun kunne intet høre, andet end hendes hjerte, og blodet sydede af ren vrede

Den grå hoppe trippede let og rejste sig op, hvorefter hun hvæse da hendes forben ramte jorden igen
"kom an!"

Det op trapper, det kan jeg godt se, selvom jeg er føl. Og jeg bryder mig aldeles ikke om det. I ren refleks, fordi jeg er så lille endnu, søger jeg derfor væk fra det, og længere ind i skoven, men dog så jeg stadig kan høre mor kalde, når det hele er overstået. Mine øre vipper uroligt, inden jeg sætter frem i en hurtig bevægelse, ind i skoven, og væk fra dem..


[Asira Out - så I kan slås i fred og ikke skal vente på svar fra mig ]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Alting skete så hurtigt, og før Djange vidste af det var føllet flygtet i ly. De nedlagte øre var presset hårdt ned i den mørke man, mens Djange atter var hårdt og iltert anspændt. Hans kolde og tomme krystalblå øjne så direkte fortsat i hoppens honningfarvede øjne; som ellers s fint udstrålede den hidsighed hun besad. Vrinsket fra føllet lød, men Djange holdte fokus på denne hoppe, denne iltre og uden videre hidsige sjæl. Elegant, men truende stejlede hoppen da foran ham, men uden at rykke sig, stod Djange stift og rankt foran hoppen, som da atter landede hårdt ned i jorden foran ham. Hendes ord var tydelige, og Djange holdte nu ikke tilbage i et split sekund. Han farede frem med blottede tænder, og mulen på hvidt gab, for at styre direkte imod hendes hals, han allerede én gang havde hapset i tidligere.

[OUT – Jeg rykker det til en kamp, som du kan finde under Hawaet El Nour's Profil]