Åben eng?..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den kolde vind, der hårdt slog ind over det åbne, trak i Djanges mørke man. Han fortsatte dog videre, med præcise skridt, mens hans holdning atter var rank og stiv. Den efterhånden muskuløse hals holdte han højtstillet, mens hovedet var holdt lodret. De krystalblå tomme og kolde øjne så vildfarent og spejdende forude for sig. Han var opmærksom på enhver farer der kunne springe frem, mens han fortsatte sin kurs mod søen. Han havde en fornemmelse af at betræde engen i dag, ville give pote. For måske han stødte på denne grå hoppe; som bar hans kommende føl; der efterhånden måtte være på vej? Djanges øre lå fortsat i nakken, mens hans fortsatte frem, og nu kunne se den store sø forude..

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Den lille spinkle hoppe med det kulsorte skind kom skridtende med elegante skridt. Hun bevægede sig i udkanten af en meget åben eng - ikke et sted for en hoppe, hvor brunsten lå tungt omkring. Derfor sneg hun sig nærmest langs engens slutning, med alle sanser skærpet. De mandelformede ører var rejst, pegede i forskellige retninger en gang imellem. De turkise øjne var vågne, og hendes kropssprogs var opmærksomt, og alligevel.. Alligevel, slappede hun af. Hun nød følesen af at bevæge sig, hun havde holdt sig meget tilbage de sidste par dage, for hun brød sig ikke om brunstens fristelser.
Som hun gik der, syntes hun at fornemme en velkendt duft, og hun stoppede kort op. De fine næsebor vibrerede et par gange. Jo! Den var rigtig nok! Det var Djanges duft, der pulsede rundt i hendes krop nu, og kort kunne hun føle den sitrende fornemmelse under sit hårlag. Savnet..
Hun havde ikke tænkt meget på det - egentlig gemt det væk. Hun havde savnet ham, og nu var han i nærheden. Halsen blev strakt, og hun spejdede ud over engen. Efter en granskende undersøgelse, kunne hun ane ham. Han var et stykke væk, og hun brød sig ikke om at bevæge sig over engen, så hun blev blot stående kort, før hun vrinskede mildt til ham. Imødekommende og måske med en smule længsel. Hun håbede, at han ville bevæge sig hen til hende.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Vinden skærpede så småt Djanges sanser, trods han var opmærksom, så han fortsatte blot målrettet. Men pludselig, som et rovdyr der sprang ud af sit skjul, lød et vrinsk. Djange tryggede hårdt ørene i nakken, før han vendte fronten imod lyden. Men undervejs hans reaktion, gik det op for ham, at vrinsket jovist var ret så genkendeligt. Den blide tone, der lå forunder vrinsket.

Den lille sorte! Det var nu også tydeligt for Djange, da den lille sorte, med de fire hvide ben og den brede hvide blis; stod der i udkanten af engen, med de turkisblå øjne som Djange holdte så meget af. Han rankede sig en smule op, og holdte sin holdning, før han kort nikkede lidt stift og kort, forinden han straks var fremme i en taktfuld trav, med kurs imod hende. Længslende efter endelig at se hende, smertede ham dybt, og eksplosionerne begyndte nu så småt at antænde igen, men udefra lignede han blot sig selv. Næsten truende så han ud som han nærmede sig den lille sorte. Duften af kardemomme var nu heller ikke til at tage fejl af, Men brunsten, den søde understøttelse der hang i luften, var der stadig. Djange kolde og tomme øjne, betragtede helt igennem den lille sorte, åbenlyst; skønt blikket stadig var koldt, da han stoppede op foran hende.

”Silent Liberty.”
Lød Djanges stemme hæst og intenst da han stod foran hende, med en 5 meters afstand. Han havde savnet hende, meget endda! Endelig var hun her, og tanken om at skulle se hende igen, havde for en stund virket uopnåelig, men så alligevel…

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Djange reagerede, som hun havde forventet. Han havde ikke set hende, og først så han en smule overrasket ud, inden han satte frem i trav mod hende. Hun smilede for sig selv, som hun fulgte hans travtrin, der bragte ham mod hende. Han så næsten truende ud, men hun vidste, at han aldrig ville gøre hende noget, så egentlig rørte det hende ikke.
Et par meter var der imellem dem, da han stoppede og sagde hendes navn. Stemmen havde hun også længtes efter. Ru og intens.

"Djange," sagde hun eftertænksomt. Længslen lå lige under overfladen, men hun var ligeglad. Hun havde savnet ham, hvilket han også var i sin gode ret til at vide.

"Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet at se dig igen så kort efter," sagde hun tænksomt og afsluttede sætningen med et mildt smil, inden hun strakte mulen en anelse mod ham. Åbent, blot for at understrege sine ord.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den lille sorte, der bare stod der så smuk; med de turkisblå øjne på Djange. Hendes blide stemme lød, og selvom der ingen feminin brummen var at lyde, var det som om Djange hørte den alligevel. Hun sagde hans navn, og et lille stik gav det i ham, mens han atter lyttede til hende. Hans holdning var dog rank og stiv, som den plejede; men han havde hendes fulde opmærksomhed. Hendes ord flød rolig ud for Djange, og den lille sortes mule var at se søgende imod Djange. Djange vidste godt det ikke var en nødsaget handling til at han skulle berøre hende; men roligt, og erklærende trådte trådte to præcise og bevidste skridt frem, i den stive og ranke holdning, med stadig nedlagte øre. Hans kolde og tomme blik var fæstnet på hendes turkisblå, som han holdte så meget af, inden han selv strakte mulen kort imod hendes. Blot for at bekræfte at han var glad for at se hende.

”Heller ikke jeg Silent Liberty;…”
Startede Djanges hæse og intense stemme, i det tonløse og intetsigende tonefald; mens der lå så meget mere bag!

”… men det glæder mig at De er her, jeg vil nemlig gerne vise Dem noget.”
Fortsatte Djanges hæse og intense stemme roligt, mens hans kolde og tomme øjne så småt allerede nu begyndte at se i og ikke på de turkisblå øjne, som den lille sorte så smukt besad.

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Som han stod der foran hende rank og med sin anspændte holdning, foregik der noget i den lille sorte hoppes indre. Noget hun ikke helt kunne styre. Det var som om, at der var noget, hun havde manglet, der var kommet tilbage til hende. De kolde og tomme øjne mødte hendes, og hun lod sit blik hvile i hans - afslappet og uden form for stirren. Den sagte feminine brummen undslap hendes hals, da han gengældte hendes hilsen med mulen.
Hun spidsede sine ører, da han talte frem. Han havde heller ikke forventet, at de skulle mødes igen så hurtigt, men gav udtryk for glæde over det. Hun smilede en anelse - smirget. Det gav hende et lille sug i bugen, at han var glad for at se hende. En anden ting fangede dog hurtigt hendes opmærksomhed. Han havde noget, han ville vise hende. Inderst inde havde hun en fornemmelse, men hun ville ikke virke overvældende, så hun nikkede blot roligt og fornemmede, at han så en smule anderledes på hende. Hun vidste ikke, om det bare var indbildning, men hun syntes at skue en anden form for nærhed fra ham.

"Hvad du gerne vil vise mig, vil jeg gerne se," sagde hun så efter en kort, men smuk, stilhed. Hun trådte roligt en smule nærmere, blot for at understrege, at hun ønskede at følge ham, hvis han ville lede vej.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Et hjerte bankede varmt bag Djanges indre, da den lille sorte så fint gav udtryk for at hun virkelig ville følge ham over alt. Hans kolde og tomme øjne så atter direkte i hendes turkisblå, de smukke, så vidunderlige turkisblå, mens hun så endda også kom nærmere. De var alene her, men det var ikke her de skulle være; de skulle drage videre. Djange strakte sin mule en anelse frem, dog ikke i hensigt for at berøre Liberty, blot en måske lille erklæring; frigørelse, overfor hende. Et par eksplosioner satte i værk hos ham, og svag missede han de krystalblå øjne sammen kort.

”Så vil jeg ikke holde Dem tilbage heller.”
Svarede Djanges hæse og intense stemme, dog stadig tonløst som han plejede, før han knejste en smule stift i den højtstillede muskuløse hals. Han vendte en smule formelt rundt, med siden til hende, hvorefter han en smule hingstet, men yderst respektfuldt og høfligt løftede på det højre forben; nærmest for at anvise at nu gik vi. Nu ville han lede hende; af sted mod, bjergpasset.

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Libertys turkise øjne var levende, som de hvilede i Djanges. Hans blik var tomt, men ikke i samme grad som det havde været før. Hun følte, at hun havde lettere ved at se ind bag det. Da han strakte mulen frem mod hende, smilede hun en smule og slog blødt med den kulsorte hale. Hans ord lød med den hæse og intense stemme, inden han drejede omkring og gav hende signal til, at han ville lede hende.
Hun brummede mildt til ham og satte roligt frem i sin elegante skridt, ventende på ham, for hun ville følge ham, hvor end han gik.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Et par gnistrende spjæt i Djange selv, var endnu at mærke; da han Djange bemærkede hvordan de fulgte hinanden, i takt. De var; et eller andet sted, som skabt for hinanden… Eller hvad? Djange var langt fra sikker, men kunne efterhånden heller ikke forblive i fornægtelse; for disse eksplosioner i hans indre, var næppe at tage fejl af!

Djange kolde og tomme blik, prydende i de krystalblå øjne, så stift frem; mens han såvel trådte fast, sikkert og præciserende frem over græsset under dem. Hans nakke var atter højtstillet, mens hans hoved var holdt lodret. Han skød da bringen en anelse frem, en smule understregende for hende. Han ønskede hende den bedste sikkerhed! Og skønt ørene lå i nakken, på den standhaftige og lige nu ledende Djange, var de opmærksomme på hver og én farer der kunne springe frem.

Den atter søde duft af kardemomme der lå om hende, med den svage snært af brunst, var jo intet mindre end fortryllende! Og dér!... Endnu en eksplosion, så ulidelig, så pinefuld; men så rigtig!..

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Liberty gik roligt af sted ved Djanges side. Hendes åndedræt var afslappet, og hun nød hans selskab. Hun havde savnet ham mere, end hun selv havde forventet, hun ville. Denne brogede sjæl havde efterhånden fået en stor betydning for den lille sorte, der følte sig unaturligt godt tilpas.

Hun smilede blidt af hans udstråling. Han skabte en behagelig tryghed med sin beskyttende adfærd, som hun tog som et kompliment fra hans side. Hun smilede kort til ham "Hvor langt er der?" spurgte hun så nysgerrigt og lod sit blik hvile i hans

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hoppens åndedræt fra den hvide mule, var som vindens milde susen over en kold sne prydet vinter eng. Kun åndedrættet var at høre, men så mild og rolig. Djange fortsatte sine præciserende skridt, mens opmærksomheden ej var at tage for omgivelserne. Farer kunne dukke op når som helst; hvor som helst. Atter spændte Djange endnu engang i den højtstillede hals, med det lodret holdte hoved derpå. De krystalblå kolde og tomme øjne, så da på Liberty, da hendes nysgerrighed kom hende til gode.

En eksplosion opstod atter, helt så Djange slog en svag rynke på den lyserøde mule. Dog ej med en undertone af skepsis. For at Liberty var viste interesse, varmede om intet andet. De nedlagte øre forblev da atter i nakken, mens holdningen ej var ændret, skønt Djange høfligt vendte hovedet en smule imod hende. De kolde og tomme krystalblå øjne så direkte i Libertys turkis, mens den søde duft af Kardemomme atter trængte ind. Djange tog en lydløs lidt fattet indånding, før han da åbnede mulen.

”Så snart vi er ved bjergets fod, er der en del vandring; gennem stier i Bjergpasset.”
Lød Djanges hæse og intense stemme, tonløst. Ej indbydende, såvel heller ej som om han ønskede at skræmme hende bort. Blot information havde hun fået. Skønt en svag behaget gnist for et kort sekund var at se i Djanges kolde og tomme øjne, før han rankede sig op endnu engang. Bjergets fod var at se, intet mindre end et par hundrede meter fremme.

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Hun brummede mildt og feminint, da Djange vendte hovedet en anelse imod hende og besvarede hendes spørgsmål. Efterhånden havde hun lært denne specielle hingst meget godt at kende, og hun vidste, at han ikke delte ud af smil og glæde, men selvom han ikke viste det på samme måde som andre, kunne hun stadig føle noget under denne kolde facade, som hun vidste, at man kunne finde - blot med et gram tålmodighed, hvilket hun besad. At hun også havde opbygget et meget nært, nærmest afhængigt, forhold til ham gjorde en stor forskel. Mange ville måske opgive hans kolde lidt afvisende overflade, men hun holdt af ham - efterhånden meget, og derfor kunne hun ikke slippe ham. Lysten til at finde frem til den indre varme, som hun vidste han besad, gjorde hende nysgerrig og opsatte et behov. Et behov for at føle hans nærvær og hans anerkendelse, samtidig et nærvær der gav hende en følelse af, at han brød sig om hende og ønskede hendes selskab, og hun bemærkede hvert ét glimt af varme fra hans blik, selvom de måske var sjældne, gav de hende en behagelig og besættende fornemmelse i hele kroppen, og hun smilede let, da hans øjne kort blussede op, inden han atter fortsatte mod destinationen. Den lille sorte hoppe med de hvide aftegn lod sine turkise øjne hvile på bjergets fod og lod det kort glide op af den mægtige bjergkæde. Hendes fine små ører vippede let til siderne men stod ellers lige frem, da hun roligt lod en kort berøring falde på Djanges hals - afslappet og forsigtigt, inden hun fortsatte sin raske og elegante gang ved hans side med sin sorte hale blidt blafrende i vinden.

Djange



Hoppens smil, over hendes fine hvidbeklædte mule; gav et set i Djanges indre. Ikke noget der var at se udadtil, men Djange var efterhånden sikker i sin sag omkring denne hoppe. Hoppen som han sjældent kunne få ud af hovedet, den lille sorte som han mest af alt altid håbede på dukkede op bag den nærmeste klippevæg. En varm blussende følelse strømmede igennem dem ranke Djange, der gik med anspændt holdning ved siden af den kostbare lille sorte. En smertefuld eksplosion brød ud, og Djange slog en svag rynke på den lyserøde mule, mens en næsten skoldende varme løb igennem hans indre. Varmen der bankede og blussede op!

Djanges kolde og tomme øjne, så let imod den lille sortes turkis, mens de svagt slog en dæmpet gnist endnu engang. Der var vel ingen vej tilbage… Var der?

De nærmede sig foden af bjerget, nær stien som Djange havde haft sat kurs imod tidligere…

Anspændt og tilmed truende blev Djanges adfærd pludselig, mens han så sig meget skuende omkring. Anseende, afventende på mulige fare. Mens ørene lå dybere i nakken end lige som så, når han tilbragte tid med den lille sorte. Beskyttende, intet andet; mens hans bringe blev skudt markerende frem. Han dansede sig vel godt og vel, forskudt bag hendes front, mens han roligt alligevel ledte selskabet nu lidt bagfra. Overvågende for farer.

”Vi skal op her.”
Lød Djanges hæse og intense stemme hæst og intenst, meget kort og tonløst, mens han atter en smule overbeskyttende skeptisk så sig omkring. Roligt stoppede han, afventende. Han ønskede heller ej at presse på hoppen, hun skulle blot tage den tid det tog, at betræde dette skrantede og muligvis besværlige terræn, for hende. Hvis hun ej var vant til steder som bjergpasset. Roligt berørte Djange den lille sortes bagpart, dog med al respekt, og en svag snært af omsorgsfuldhed…

Angels
are like diamonds. They can't be made,
you have to find them. Each one is unique.
Som de bevægede sig afsted, kunne Liberty mærke, at hun virkelig følte sig tilpas i Djanges nærvær. Det var ligesom om, at hun fik en ro over sig, som fortalte hende, at det var ved hans side, hun hørte hjemme. Hun betragtede ham med milde øjne - kærlige nok nærmere - ud af øjenkrogen, imens han ledte hende mod sit hjem. Rank og stolt som altid, det var han, men der var noget med hans øjne. Det var som om, at de var blevet mere levende? Måske bildte hun bare sig selv ting ind, men hun troede næsten, at hun så fjerne glimt i dem en gang imellem.

Efterhånden som de nærmede sig bjergets fod, og det rejste sig foran dem med den enorme storhed, kunne Liberty mærke hjertet slå lidt ekstra. Spændt. Hun var beæret over, at Djange tog hende med hertil. Det virkede til, at det var en stor ting for ham, han var anlagt med et vagtsomt sind, så at dele sit hjem med andre, var sikkert svært for ham. Den lille sorte bemærkede da også hans mere truende adfærd, da han nærmede sig bjerget. Han var på vagt, og hun smilede mildt over hans beskyttende opførsel. Hun følte sig tryg ved hans side, og hun vidste, at det kunne hun også være. Ligeledes kunne han også forvente hendes støtte 100%, hvis han behøvede den nogensinde.

Da han kort konstaterede, at de skulle op, kiggede hun med et roligt blik på ham og nikkede anerkendende for at fortælle, at hun stadig ønskede at følge ham, men også som svar til hans sætning.

Hendes små sorte og mandelformede ører var spidset, men hun vippede dem kort lidt rundt - lyttende. Da han ligesom opmuntrende berørte hende, kiggede hun tilbage med et mildt smil, før hun med en smidig bevægelse trådte op. Hun var ikke vant til at færdes så meget i bjerge, men hun var let på tå, noget der talte til hends fordel, selvom hun var meget forsigtig, hvor hun satte sine hove.

Djange



Den lille sortes smil, prydet med den evige dejlige duft af Kardemomme; gav næsten Djange en følelse af at være i trance. Men ikke en trance hvor han var fraværende; nærmere en trance der tog ham til en anden verden. En tryg verden, hvor alt var tilladt. Hvor respekt var en dyd, og kærlighed en næsten uovervindelig evne. Den lille sorte så ej ud til at nage sig over Djanges beskyttende adfærd, hvorved et smil blot syntes på den lille sortes mule. Intet andet skulle til. Den varme følelse strømmede atter igennem Djange, mens han kort mistede fokus…

Hoppen vendte let hovedet, og turkis blå øjne strålede for Djanges sind, mens en masse tanker og stemmer løb gennem hans hoved. Sætninger, der lød genlyd i Djanges hoved med Silent Libertys stemme… Eksplosioner slog til, og den ene tog den anden, antændte den næste og så videre! Et armt, næsten lydløst suk, undlod Djange var den atter blegnede lyserøde mule, der kun for få øjeblikke havde strejfet hoppens bagpart. Denne uopnåelige skønhed, denne kostbare fine ting, denne unikke sjæl. Som nu dansede let frem for Djange, som hun begav sig op af stien, der havde en lettere stejl hældning.

Djange fulgte hende da hurtigt, med sikre skridt! Præciserende, mens han kort efter var nær hende endnu engang. Som en eventuel støtte, hvis hun skulle miste nogen form for balance her oppe… Nedlagte var hans øre endnu, rank såvel var hans holdning, mens han atter overvågende holdte øje.