Blandt grønt Græs

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Taia var en ganske særpræget hoppe, fordi hun var anderledes end så mange af de andre hopper, der vandrede i landet Andromeda. Hopperne der vandrede var enten ’sukkersøde’, ’rene’ eller hysteriske. Taia derimod, hun var.. stærk. Rustik. Hun var ikke denne silkebløde sjæl, der ville knække under en smule modstand, men samtidig var hun hellere ej den hysse hoppe, der ville tirre Jaidevs tålmodighed. Nej, Taia afslappet og med en feminin form for maskulinitet over sig; om det var den milde form for kulde hun ejede, eller blot hele attituden af indre ro, vidste Jaidev ikke rigtig. Men kulden havde prikket en smule til ham, og den blev hun forstærket, da Taias dragende blå øjne begravede sig i hans tomme øjne. Dybe og fængslende, lokkende og ærlige. Hendes øjne udstrålede liv, men det blev overskygget af den smule kulde der lurede der inde i det skjulte. Hvor denne kulde kom fra, var ej noget Jaidev kunne vide, andet end at den var berettet mod ham.

Ventetiden til at betræde skoven virkede som en evighed. Men da han endelig befandt sig i den tætte skov, var det som om, at tiden var væk, glemt, forsvundet. Tiden blev erstattet af en sælsom stilhed, hvor det var lyd, der lavede stilhed. Lyden af vindens lille strøg blandt de tykke stammer, de nedfaldende orange blade, dyrelivets sange og hans eget åndedrag.. Og naturligvis Taia. Det var den største harmoni for ham, at lytte til disse lyde, mens de rene og behagelige dufte invaderede hans følsomme lugtesans; dufte af mos, tørre blade, strejf af blomster, fjernt græs. Langsomt strakte han halsen fremad, og lod de sorte øjne glide i, for at fokusere på lydende og lugtene omkring ham. En fugls fløjten lød fjernt, som en sagte vuggevise til det tilkommende tusmørke, der snart ville ankomme. Da en anderledes lyd ramte hørelsen, slog Jaidev da øjnene op, og lod blikket falde på Taia, der trods hendes skeptisk nød skoven. De sortnede øjne betragtede hvordan hendes rustikke bevægelser sank ned i den bløde skovbund, og hvordan hendes smidige krop egentligt var et smukt modspil til skovens bygning. Trods hun ej var van til skov, beklædte hun den nu. Et dybt, hingstet brum nynnede ganske lavt fra ham, mens han fornemmede hvordan en mild nysgerrighed erobrede Taia.

” Jeg giver Dem ret, her er helt utroligt smukt. Og jeg er beæret over, at De vil dele tiden med mig. ”

Det velformede hovedet gled på skrå, mens hans øjne søgte mod Taias blå øjne. Så blå og klare.. Ej havde han set sådan et par blå øjne, der ville være så sådan en kontrast til det brune hårlag, hendes fine pels ejede. Det fascinerede ham, at hun kunne have de øjne. De betagede ham. Men som altid havde han kunne tøjre nysgerrighede og beundringen, og derfor gjord han ej andet, end at betragte de blå øjne når tiden tillod det. Han slog et forsigtigt slog med hovedet i retning af hende, men uden at berøre hendes bløde pels, da han trådte dybere ind i skoven med flydende og terrænvante bevægelser, mens de mandelformede ører hele tiden lyttede efter Taia, for at være sikker på, om den lille spraglede hoppe ønskede at følge videre med ham.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater, than that of a free Spirit"

---

Inderst inde vidste den brune hoppe egentligt godt at Jaidev ikke fortjenede den kulde hun sendte ham. Han havde ikke kommet med onde ord, ej heller gjort mere end at rykke med hovedet. Ikke desto mindre havde han gjort hvad han havde gjort og det lod hun ikke bare gå uset forbi. Andre ville have ladt det gå forbi; det var en naturlig reaktion, ikke sandt? Nej, faktisk ikke. For Taia var det alt andet end naturligt, men hun var heller ikke andre, vel? Hun ønskede ikke at arbejde mod Jaidev, men ikke desto mindre gjorde hun det. Mens tankerne om hvorvidt hun skulle holde fast eller tilgive, dansede afsted i takt med de andre ting der fyldte hendes sind, lyttede hun halvhjertet til hingsten ved hendes side. Hendes hoved var sænket let, men alligevel højt nok til at vise den værdighed hun stadig havde.

'... jeg er beæret over, at De vil...'
Endnu en af dem. Taia forstod det virkelig ikke. Det virkede som om alle følte de skulle takke for hvert sekund af den tid hun delte med dem. Hun overdrev nok der, men i Taruhk var man sjældent beæret over noget. Beæret lå til møder som f.eks. hvis man mødte Dag'Uhln, før Dagar, ham som har danset hele livet. Ingen var sikker på hvor længe han havde danset, men siden han første gang mødte op, har han aldrig misset en eneste dans. Han har ingen ar på trods af dette; han er i sin forstand Dansens Mester. Hende selv.. hun var intet i hendes families øjne; ikke længere i hvert fald. Hun var arret for livet; ikke en man var æret over at dele tid med. Alligevel var der dog noget over det, nu hvor hun tænkte over det, der gjorde hun brød sig mere om Jaidev. Hun nød normalt ikke opmærksomhed, men han gjorde på sin vis op for hans første reaktion. Han havde reagere negativt og nu rettede han stille og roligt op på det.

,,Beæret og beæret." svarede hun med en mild stemme efterfulgt af en kort leen. ,, Det er nok mere mig der burde være beæret over at du ville vise mig skoven her. Selv ville jeg aldrig begive mig ind i steder som dette,-" Den brune hoppe hævede sit hoved lidt og så sig omkring. ,,-for som sagt er skove ikke hvad jeg er van til."

Hendes hoved sænkede sig lidt igen, fandt tilbage til pladsen fra før. Jaidev var velkommen til at bære sit hoved højt, han havde trods alt nok også udseendet der tillod det. Kort skævede hun op til hans hoved og det var først her det gik op for hende præcis hvor stor han egentligt var. Ikke i drøjte, men i højde. Selv havde hun været i den høje ende af skalaen derhjemme, men der var dem højere end hende. Alligevel måtte hun dog give Jaidev at han lå blandt de allerhøjeste hun havde set. Og den mest langbenede, selvom hun ikke var helt sikker på hvor positivt det var. Ranglet kunne hun dog ikke kalde ham, kun langbenet...