Blandt grønt Græs

T A I A~The scarred Mare

---

Den søde duft af friskt, grønt græs og blomster lå tæt omkring engen, blandet med lugten fra heste som før havde græsset her, men nu var forduftet. Dog stod der stadig en skikkelse på engen og græssede; Taia. Hun nød i fulde drag græsset såvel som vejret. Det føltes altid godt at have solens stråler mod sin ryg og en let brise til at bringe til at give solen modspil. Det var ikke fordi vinteren havde været hård, ikke så hård i hvert fald, men den hest som ikke så frem mod foråret og sommeren måtte være syg i sit sind. Den brune hoppe rystede tilfreds hele sin krop før hun tog for sig af græsset igen. Man kunne ikke kalde hende grådig, men at sige hun kun nippede ville være løgn.

Det var ikke kun vejret der havde lysnet Taia's sind og humør. Mødet med Illana havde fået hende til at tænke over nogle ting, f.eks. om hvordan andre i bund og grund tog hendes ar til sig. De stod jo ikke for den samme skam her, den samme fiasko, og hvordan kunne den? Ingen her forstod jo deres traditioner og prøver; ingen kendte til at danse med ilden som de gjorde. Måske burde hun lade som om hendes ar ikke eksisterede? Selvom hun burde kunne hun dog ikke; Ligesom ilden havde sat sit præg på hendes krop havde oplevelsen sat sig på hendes sind. Man så det ikke, men det var der; nagede hende. Det kunne endda skræmme hende til tider.

Taia rystede let tankerne af sig. Det var for mørke tanker til en så lys dag. Hun virrede kort med hovedet ved lyden af en summen fra et insekt, men bevægede sig ellers ikke udover et skridt i ny og næ for at komme hen til noget nyt græs.

Åben for: Sabrina/Jaidev(?)

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Solens varme stråler dansede på hingstens glødende pelslag. Han skridtede med elegante skridt hen over den åbne eng, mens hans fintformede hovedet var dalet ned mod det knæhøje græs, som bølgede legesygt ind mod ham når vinden puffede til det. Ørerne vippede lyttende til siderne, da insekter fyldte lyden med summen, og i det fjerne sprang en forvildet græshoppe af sted. Et idyllisk billede var dette land på dette tidspunkt; det var så mange detaljer når foråret endelig kom. Et dybt suk forlod hingsten, hvis krop gjord et lille ryk ved det tunge suk. Lugten var stadig tyk af den sødme brunsten havde, men Jaidev ejede en stor selvkontrol; en hingst der ej ville kunne kontrollere sig selv på denne tid, ville blot være et uopdragent føl. Naturligvis satte det gang i hormonerne, men han forstod at holde hovedet koldt; det, og så den modbydelige tanke om at få et nyt afkom tog fuldstændig lysten fra ham.

Et insekt fandt pludselig vej til hans mandelformede øre, og derfor rystede han prustende på hovedet, så den ravnsorte man dansede omkring i en stor fane. Pludselig fangede hans øjne, som var sorte og spejlblanke, en skikkelse i det fjerne; en spraglet skikkelse, som stod i stærk kontrast til det mosegrønne græs. Mulen dannede en lille rynke, mens ørerne vippede sig nysgerrigt og interesseret fremad. Et dybt, hingstet brum eskalerede stilheden mellem dem; en hilsen, en fortælling om hans tilstedeværelse. Ville hun ønske hans selskab, eller foretrak hun at være alene?

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

T A I A~The scarred Mare

---

Taia hævede sit hoved da et par svaler dansede afsted over hende og hun skulle sænke det igen, men stoppede brat ved lyden af en hingstet brummen. Først vendte hun ørerne lyttende bagud og så drejede hun hovedet og spidsede ørerne mens hun så på hingsten. Det var endnu en stor, prægtig, brun hingst med hvide ben. Det undrede lidt Taia hvorfor alle hingste heromkring syntes at være sådan. Store og prægtige, men også langbenede og ædle. Hvor var hendes egen slags? Dem der var så robuste at hingsten foran hende ville se tynd ud i forhold til dem. Hun skød tanken til siden, om hingsten her var hendes slags eller ej var vel ligegyldigt, han kunne være mindst lige så godt selskab. Med en hoppet tone og et venligt smil besvarede hun hans brummen med en prusten før hun vendte omkring og så ordenligt på ham. Derefter satte hun i skridt mod ham, lidt mere haltende end normalt. Tidligere på dagen havde hun være så uheldig at træde på løs jord, hvilket havde givet hendes dårlige ben et lille vrid. Dog var hendes halten ikke mere besværlig end normalt, den var blot tydligere.

Mentalt forberedte hun sig selv. Hun havde mødt et par stykker nu og hver havde kommet med sin egen reaktion til hendes ar, men ingen havde givet en så afvisende som hendes egen slags ville. Dette glædede vel i bund og grund den brune, arrede hoppe. Det betød dog ikke at hun var helt sikker omkring denne hingsts reaktion. Ikke desto mindre ville hun dog lade som om hun var ligeglad; for en gangs skyld prøve at opfører sig som om ingen af dem fandtes.

"Goddag Brune"

Hun valgte Brune frem for Hingst i denne sammenhæng eftersom der ikke var nogen tvivl om hvem der var hvem. Nok var de begge brune, men det virkede naturligt at bruge det navn og hun håbede at hingsten ikke ville tage det dårligt. Hun talte trods alt blot som hun havde lært.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Øjnene hviler nysgerrigt på den spraglede hoppe, som pludseligt opdager hans tilstedeværelse; hun reagerer simpelthen på hans kald. Idet hun hæver hovedet, spidser Jaidev ørerne nysgerrigt fremad mod hende, og knejst dybt i den brede hingstehals. Hendes bygning er meget anderledes end hans; hun er mere kraftig af bygning. Ej at det ikke klæder hende, det gør hende blot endnu mere spændende, nu hvor de fleste andre er nobel af bygning. Hendes bygning er ukendt for ham, men den er bestemt majestætisk. Da hun pludselig kommer gående, eller retter haltende, udstøder hingsten et dybt prust; hvad mon der er hændt hende? For ej at virke truende overfor den skadede hoppe, sænker Jaidev det fintformede hoved en smule og skridter imødekommende mod hende, for at hun ej skal vandre for langt med hendes dårlige ben.

Da han kom nærmere, blev han overrasket. De lysere nuancer der på tværs krydsede hoppens krop i et vildt virvar, var ej aftegn, men ar. De sortnede øjne spærrer sig overrasket op, mens hovedet gør et lille ryk. Hvad mon der er sket denne lille hoppe? Hvad end det er, så har han ikke lov til at snage i det. Hvis hun ønsker at dele sin erfaring med ham, fortælle ham hvor de mangfoldige ar stammer fra, så skulle hun være velkommen; velkommen til at blomstre. Men man kan ej tvinge blomsten til at blomstre, man kan blot vente og håbe. Da møder en stemme hingstens sensitive øre, som drages frem mod hoppens karakteristiske stemme, og hendes navn til ham. Brune. Hovedet glider en smule tilfreds på skrå; der er ’navn’ han aldrig er blevet kaldt før, men det er blot et karakteristisk tegn ved den spraglede hoppe. ” Goddag selv Brune. ” Jaidev vælger at gengælde tiltalen, for at genskabe en familiær følelse hos hoppe, og ej for at støde tiltalen. Der viser han også ved at snakke i en høflig tone, og knejse respektfuldt i nakken for den lille hoppe.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

T A I A~The scarred Mare

---

Det er ikke fordi Taia direkte iagtog alt hvad dem hun mødte gjorde, men hun kunne godt se at den brune hingst reagerede på hendes halten. Han sænkede hovedet og trods hun fandt det en smule irriterende, hun havde jo ikke brug for andres ynk, blev hun alligevel glad for det. Hun havde tydeligvis mødt endnu en høflig sjæl. Endnu en stor, høflig, langbenet sjæl.
Hans reaktion på hendes ar var derimod en anden historie. Af alle hun havde mødt reagerede han stærkest. Hans sorte øjne blev spærret op og hovedet gav endda et lille ryk. Uden på viste Taia ingen tegn på at have opfattet hans reaktion som noget dårligt, men indeni følte hun sig såret, afvist. Han var den første til at komme med den reaktion hun frygtede mest og troede hun havde lagt bag sig. Et smil bredte sig dog på hendes mule for at dække over følelserne som hun lukkede inde sammen med andet hun ikke viste til andre.

"Mit navn er Taia."

Taia introducerede sig selv efter at hingsten havde brugt det samme ord som hun kaldenavn som hun havde brugt til ham. Hun vidste ikke helt hvorfor han havde valgt det, men det kunne vel være ligegyldigt, det gjorde hende i hvert fald bedre tilpas end hun var før. Han var en flot hingst som han stod der og knejsede respektfuldt i nakken for hende, men hans reaktion sad neglet fast i Taia's opfattelse af ham. Det ville sikkert tage en del tid før den ville forsvinde.

"Og dit er?"

Taia brugte ikke dit, i stedet for Deres, fordi hun ikke respekterede ham, hun var blot ikke så formel i talemåde. Hvorvidt han var formel i talen som Illana, Taia vidste hun ikke, men det igen var en ligegyldig ting. Det ville dog være en passe sammen med hans høflige tone hvis han gjorde.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidev var ej van til at se andre sjæle af denne type; hoppens bygning var robust og kraftig, men det var ikke det eneste som overraskede ham mest. De var de blege, lyserøde ar der omklamrede hele hendes krop med deres glubske klør. Han havde set ar før, men det var blot overfladiske, små hak efter en kamp. Denne hoppe måtte bestemt havde oplevet noget slemt. Langsomt gled benene fremad, da han trådte nærmere med lange, elegant skridt, og lod den silkebløde mule søge frem mod hoppens lyse mule. Duften blev med ét stærkere, men det var en mild og behagelig duft; som en ny udsprunget blomstereng. Hingsten strakte hoved tættere på, men uden at røre hendes mule, hvis hun nu ikke ønskede hans berøring, så ville han ej krænke hendes grænse og røre hende. Hvis hun tværtimod tillod det, så ville han lade den silkebløde mule han ejede, ramme hendes i en høflig hilsen. Ørerne var vippet fremad, og de viste hvor meget han lyttede til denne sjæl, hvor meget interesse han havde i netop hende; ej en kvalmende interesse, eller en direkte intenst, men blot en respektfuld interesse: han viste at han lyttede af oprigtighed, og ej af pligt. Hans sortnede øjne betragtede hoppens blå øjne med forsigtighed, hvis hun nu ej ønskede øjenkontakt, alligevel fandt han det fascinerende at hun ejede så blå øjne, nu hvor hendes oprigtige kropsfarve var en meget mørk brun. Taia. Navnet på hoppet rev hurtigt hingsten ud af tankernes spil, og han lod lyttende hovedet glide på skrå. Hun hed Taia. Et enkelt navn, et navn som ej ville blive glemt af ham. ” Mit navn er Jaidev. Det er en ære at møde Dem, Taia. ” Han gjord et langsomt nik med hovedet, for at understrege ordene, inden han tog chancen, og puffede til hoppens bløde mule i en sensuel berøring. ” Jeg beklager nysgerrigheden, Taia, men hvilke område stammer De fra? Jeg mener, jeg har aldrig set en af Deres kaliber før.. ”Han spændte en smule i overlæben, og lod ørerne flappe sidelæns. Det var ej negativt ment, det var ej for at ramme noget ømt på hende, og det var bestemt ikke for at hentyde til hendes ar. Men det robuste bygning var en ukendt race for ham, og han var ganske nysgerrig efter at lære mere om hende.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Som sædvanligt veg Taia's øjne aldrig fra hingsten. Hun forstod ikke hvordan andre kunne være i et nyt selskab uden at holde øje med vedkommende. Måske var hun bare mere drevet af instinkter end andre; hun forventede måske at de ville gøre noget, at der var en grund til at hun holdt øje med dem. Endnu havde det ikke været tilfældet, men det ændrede ikke på noget. Hendes blik var ikke overvågende, men det bar alligevel en snert af 'Jeg holder øje med dig'. Mest var det dog fyldt med venlighed og, desværre, i hans tilfælde også en smule kulde.

Hingsten bar et kort, godt navn. Jaidev. Nemt at udtale, nemt at huske og bedst af alt; der var ikke brug for at lede efter et kaldenavn. Hun svarede hans nik med et af hendes egne og et kort smil, der dog ikke helt nåede varmen hendes smil normalt besad. Han havde såret hende, om end uden at vide det, og det reagerede hun efter. Da hans mule berørte hendes, fulgte hun den da han fjernede sin igen og puffede den let væk til sidst. Det var blot et blidt tegn på 'Rør mig ikke'. Hun accepterede ham ikke som hun accepterede andre. Hun respekterede ham og ville da gerne snakke med ham, men acceptere ham, det gjorde hun ikke. Så han skulle ikke rører hende før hendes blik på ham ændrede sig, end of that story.

"Jeg kommer fra sletterne i Taruhk; den fladeste region i Marfarek. Ikke at du kan have en ide om hvor det er."

Det sidste hun sagde kunne nemt have lydt flabet, men det gjorde det ikke og det var heller ikke ment som flabet. Det var blot en konstatering. Hun svirpede med halen og så blot på ham, iagtog hans reaktion om man ville.

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Der var noget spraglet ved denne hoppe, som ikke kun var farverne over kroppen. Det var de glimt, som hendes blå øjne ejede: de var opmærksomme, venlige og alligevel var der et skær af kulde. Blot en lille detalje, som måske altid hvilede i hoppens øjne, men hver en detalje var noget som hingsten ville bide mærke i. Ingen detaljer var for ham ligegyldige eller overfladiske, tværtimod. Men netop dette lille skær af ukendt kulde, fik den muskuløse hingst til at holde afstand, og træde ekstra forsigtigt; hendes aura strålede ganske vidst af venlighed, men han var usikker på hvordan han skulle tolke den lille hoppe. Og da hun afslør ønsket om berøring, lod han sine slanke ben tråde et skridt tilbage, for at vise at han respekterede hendes ønske, og ej ville hende ondt; i hvert fald ville det ikke være bevidst.

Pludselig lod hun sin stemme lyde, og det fangede nysgerrigheden i et glubsk tag. Hendes fortælling var i sandheden spændende; det var mere end blot et ’jeg kommer fra syd’, nej hun satte ligefrem ord på. Langsomt lod han sit fintformede hoved dale på skrå, og mimrede sigende på den silkebløde mule, da hun afsluttede sætningen med ord, der nemt kunne tolkes som negative eller hånlige. Det rykkede på hingstens øre, som vippede en smule bagover, men da hun ej udviste tegn på flabethed, drejede han det en smule frem igen. ” Vil De fortælle noget om Deres land? ” Den maskuline stemme havde en forsigtig opfordring, en indbydelse. Han tog fat i hendes ord, om at han intet vidste om landet, og derved viste en interesse for at vide mere – hvis hun da ville dele sådanne intime oplysninger med ham.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Taia flyttede sig ikke det mindste da hingsten respektfuldt flyttede sig et skridt tilbage. Der var ingen grund til at gøre det tydeligere: Han havde forstået og så var den ikke længere. På trods af dette nagede det hende dog, at hun havde gjort som hun havde. Betød det i grunden så meget? Mentalt rystede hun på hovedet af sig selv: Selvfølgelig betød det så meget! Og så alligevel.. Måske havde det blot været overraskelse? Måske var det ikke fordi han afviste hende, måske var det blot overraskelse? Måske.. der var så mange ting man kunne sige 'måske' til, der viste sig at være det man først havde antaget. Taia var ingen stædig hoppe, men holdt dog fast i at han havde afvist hende. Dårlige oplevelser laver altid dybere sår end gode kan hele.

Jaidev viste en interesse i hendes hjemland. Illana havde gjort ligeså, men på en anden måde. Måske var det fordi Taia havde lagt navn på; Landet var ikke blot syd eller nord, det var Mafarek! Hun så ham kort an: kunne hun stole på ham? Nu hvor han havde såret hende som han havde? Hendes land var jo intet der var rigtigt personligt, så der ville næppe være en fare i at fortælle noget.

"Der er ikke meget jeg kan sige, udover det jeg allerede har sagt. Jeg har aldrig forladt Taruhk; at forlade Marfarek ville være umuligt. Landet grænser op til det store hav og eftersigende bjerge så store at ingen nogensinde har passeret dem og levet til at fortælle om det."

Wayward
THERE ARE NO ILLUSIONS OF WRONG AND RIGHT

Jaidev stod og afventende den spraglet hoppe med største tålmodighed. At hun havde været i stand til at sætte navn på hendes hjemland, gav ham en blandet følelse i det indre; minder om sit eget hjemland. Minder der gnavede i samvittigheden og savnene, som blandede sig med hadet og forræderiet. Det eskalerede aldrig, fordi hver gang havde hingsten blot skubbet tankernes frie spil fra sig. Men det prikkede dog i hukommelsen, nærmest som et irriterende insekt, at han tænkte så meget på hjemlandet. Et land, som ingen kendte navnet på; et navn, han helst ville påstå at have glemt. Desværre var det ikke sandheden. Hans mørke øjne observerede forsigtigt hvordan hun så ham an. Hvad hun mente med dette, kunne egentligt være lige meget, men det viste en form for spydighed fra hendes side; en mistroiskhed. Ørerne vippede en smule på sig, men pludseligt lod hun sin stemme fylde luften, og de til side vendte øre gled rytmisk fremad. Hendes land var formet af hav og bjerge lød det til. Hun beskrev ej området detaljeret, men hvorfor skulle hun også det, hvis hun ej ønskede at dele sådanne oplysninger med ham? Den silkebløde mule mimrede på en helt stille måde, mens han gjord et lille nik, for at vise at han havde lyttet og forstået hendes ord.

” Jeg er beæret over at De vil dele sådanne intime oplysninger med mig, Taia. ”

Jaidevs stemme spillede klart op mod hendes. Hvor hendes var af den feminine, lette tone, var hans den som havde den dominerende, mørke tone. Men dog var stemme så blid og afslappet på samme tid, så hæs og flydende på en og samme gang, at klangen var hel unik. En lille rynke blev dannet på Jaidevs mule, som hvilede i en rolig holdning foran hans fremskudte bryst. En tanke havde plantet sig i hans sind, men om hun ville dele oplevelsen med ham ved at udleve tanken, var en risikabel chance. Naturligvis var det værste, der kunne ske, var at hun fraslog idéen. Men det var ej hellere sjovt at få slået en idé fra sig; i hvert ikke som Jaidev.

” Så gætter jeg på, at De ej er så van til skov? ”

Stemme havde fået en hel speciel legene undertone, men den var kun til hvis man virkelig lyttede efter. Selve spørgsmålet var en indbydelse og opfordring til at udforske skoven. Jaidevs muskuløse krop samlede sig elegant sammen, og for at understrege hentydningen til spørgsmålet, dansende han en smule sidelæns med de elegante og fjedrende bevægelser han ejede. Dog var han dog påpasselig med om hun nu også ønskede at komme ud og gå; hun havde jo haltet tidligere. Alligevel tog Jaidev chancen og bød hende op til dans.

THE DARKNESS IS ALWAYS WAITING, AND THE SHADOWS ARE ALWAYS LURKING

T A I A
,,May Orctics light guide your way´´

---

Taia iagtog den brune hingst mens nogle tanker, ukendte for hende, gik igennem hans hoved. Det strejfede hende kort at spørge hvad han tænkte på, men hun lod være. Det ville være at være for nærgående og hun ønskede ej at andre kom for nær, så hun ville ikke selv være nærgående. Hun svingede roligt med halen og havde godt set hans sidevendte ører, men havde valgt at lade være med at reagere. Det var nok også bedst, for såsnart hun havde talt var de vendt fremad igen. Hans svar undrede hende, hun fandt ikke selv informationerne om hendes land intime, men han så nok bare på tingene med andre øjne. At hun ikke havde beskrevet sit land i detaljer var den manglende grund til at gøre det. Der var ikke meget mere man kunne fortælle om Taruhk udover at det var fladt. Der var kun få træer, men det var vel ligegyldigt, og så alligevel ikke. Hun så det vel ligegyldigt, fordi hun havde levet 8 år i det samme område, men det slog hende først nu hvor anderledes nogens hjemlande kunne være. Andromeda var langt fra Marfarek, så hvad kunne Jaidev's ikke være?
Jaidev rynkede mulen og hun lagde mærke til en ændring i hans udtryk, som om han havde fundet på noget han selv rigtig godt kunne lide tanken om. Kort blev hun lidt urolig over hvad det kunne være, men hans spørgsmål eliminerede hurtigt den uro. Van til skov? Man kunne ikke ligefrem sige at skoven var hendes yndlingssted eller det hun var mest van til, men hun kendte da til skov. Der var en ændring i hans stemme og som altid opfangede Taia den ændring. Den lagde op til en udfordring, ikke en der gjaldt om at vinde, men den havde nok noget med hans spørgsmål at gøre.

,,Skove er ikke det Taruhk har flest af, men jeg har gået igennem et par skove her. Van til dem kan man dog ikke ligefrem sige jeg er.´´

Jaidev dansede sidelæns og Taia fulgte på sin egen, rustikke måde. Ikke nær så dansende, hun var ikke lige så let på hov som mange heste her i landet var. Hun kunne dog være det, det havde hun bevist før hun kom hertil, men følte ingen grund til at danse afsted. At hun ikke brød sig om det ville dog være en løgn; hun nød skam at se andre danse, selvom hun nogle gange syntes det gik over gevind. Nu bød han dog op til Dans og, på trods af hvad der var sket tidligere, sagde hun ja. Hun ønskede ej fjendskab med hingsten, men håbede egentligt at de sammen kunne ændre hendes syn på ham.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

Jaidevs mørke øjne betragtede opmærksomt den lille, broget hoppe, Taia. En hoppe med en ganske særpræget sjæl, det var han hel overbevidst om; en sjæl, som han ej havde delt tiden længe med, men en sjæl han ønskede at lære mere om, hvilket han også havde forsøgt at gøre ved at byde hende op til dans. Han havde altid været utrolig glad for dansens koreografi, på trods af at hans elegante bevægelser skinnede igennem uden han var herre over det. Hans var en natur danser; en arver af dansende gener fra hans fader. Ikke noget han var videre stolt over, men han vidste, at han var nød til at leve med disse yndefulde, ’let på tå’ bevægelser; det var efterhånden blevet hans natur. Når han dansede af sted, var det aldrig for at virke overlegen eller for at danse bedre end modparten, men han følte til tider, at han kunne bringe sig selv i mindre popularitet, når han førte sig frem med de forbandede bevægelser.
Da Taia lod hendes stemme udfylde den spørgende stilheden mellem dem, lod hingsten de mandelformede øre glide fremad, mens den silkebløde mule gjord en nysgerrig rynke. Nej, præcis som han tænkte; Taruhk havde ej meget skov, men jovist var hun van til det. Var det noget, hun ej nød? Det velformede, markerede hovedet gled ganske mildt på skrå, hvilket fik den ravnsorte pandelok til at dække de sortnede øjne, der hele tiden betragtede den lille broget hoppe på mindst krænkende måde; nej, hans syn på hende var fyldt med accept til hendes sjæl og hendes karakter. Til hans fornøjelse og glæde, tog hun imod hans tilbud om at danse i skoven. Et hingstet, dyb brum spillede lavt fra den muskuløse hingst, der strakte mulen frem mod den broget hoppe, og prustede varmt ud i luften; men ej berørte han hende. Da hun begyndte på hendes rustikke, men alligevel smukke dans, slog han hovedet op i en knejsende holdning, skød bagpartiet sidelæns, og med største opmærksomhed på den lille borget hoppe, begyndte han ligeså roligt at trave dansende mod skoven med lette, afbalanceret og stabile bevægelser, hvor de mangfoldige muskler arbejdede harmonisk under den rødbrune hårpagt.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

T A I A
-Scars and a few smiles-

---

Der var en overlegenhed i den brune hingsts bevægelser, som Taia ej ville have brudt sig om, hvis det ikke var fordi han balancerede smukt på grænsen mellem at have evnerne eller være direkte stolt af det. Jaidev kunne afvise det til langt ud på natten, men Taia ville uanset hvad være sikker på at hingsten et eller andet sted var stolt af det han kunne, det han gjorde. Hun fulgte undret hans bevægelser med øjne, de afveg meget fra hvad hun så som egentligt dans, men man kunne vel ikke bebrejde hende for det. Hendes slags dansede i flok med en dansepartner som nemt kunne blive deres død. Det var en livsfarlige leg tag fat hvor kun den hurtigste og smidigste klarede det med bravour. Alligevel slap størstedelen helskindet fra at danse. Deres dans bestod dog ikke af svævende, let på tå bevægelser. Nej, den var mere rustik og bestod i bund og grund af at byde ilden op til dans; standse centimeter fra den og så vende rundt blot for at udfordre ilden igen. Det var vel en sær måde at danse, men også en unik begivenhed som kun fandt sted en gang hver sommer.
Den brune hoppe lod minder falde i baggrunden og mærkede kun lige hingstens prust før han bevægede sig videre. Hun fulgte ham, stadig med skridt langt fra hans stil, men hun havde heller ikke i sinde at danse som ham, blot med ham. Hun ville med glæde have vist hvordan hun rigtigt dansede, men hun havde ingen at spille op til, ingen at udfordre. I hvert fald ikke for øjeblikket. Hendes blik lå på den brune hingst, men det var også alt. Hun lagde mærke til hans væsen, men bedømte ham ikke. Han var en muskuløs og flot hingst, det måtte hun give ham, men sådan noget faldt hun ikke for. Trods alt havde hun sin egen del af muskler.

Victory
THINKING OF YOU, WHEREVER YOU ARE.
WE PRAY FOR OUR SORROWS TO END,
AND HOPE THAT OUR HEARTS WILL BLEND.
NOW I WILL STEP FORWARD TO REALIZE THIS WISH
AND WHO KNOWS:
STARTING A NEW JOURNEY MAY NOT BE SO HARD
OR MAYBE IT HAS ALREADY BEGUN.
THERE ARE MANY WORLDS,
BUT THE SHARE THE SAME SKY -
ONE SKY, ONE DESTINY.

De bundløse, sortnede øjne hvilede ganske blidt på den broget Taia. Hans blik var ej krænkende eller bedømmende; tværtimod var det som et fjerlet kærtegn, der respekterede og accepterede hendes væsen og sjæl. Der var øjne, hvor følelser for længst var blevet fængslet og gemt for omverdenen; øjne, man blot ville synke dybere og dybere ned i, uden at være i stand til at finde grund; de var tomme. Alligevel skinnede de af oprigtighed og ærlighed, og det var dét som fik dem til at virke mere indbydende, end hvis de blot havde været et sort hul. De betragtede nysgerrigt hvordan Taia dansede hendes rustikke dans, der var præget af hendes kropsbygning. De var meget forskellige på det punkt; hvor han var mere let, var hun tung. Men han var ej i tvivl om, at Taia sagtens ville kunne løfte sig og danse let; lysten skulle blot vækkes. Måske ikke af ham, men en ville sikret vække denne lyst hos hoppen.

Det grønne græs kildede de lange, slanke ben, da han bevægede sig fremad. Det fik ham til at hæve knæene højere fra græsset, mens næseborende blev en smule større, blot for at inhalere den søde duft af friske blomster og nyt græs. Ørerne var tippet bagud, mod Taia for at være sikker på, om hun var med, eller om hun pludselig havde fået andre tanker. Nej, det lød ti at hun fulgte trop. Smidigt drejede han hovedet, og lod et dybt brum forlade den silkebløde mule. Et brum henvendt til Taia, som en form for venlig gestus over, at hun ønskede denne dans med ham. Langsomt lod han hovedet glide foran sig, så mulen fandt den naturlige plads foran den fremskudte bringe.

Skoven tårnede sig op som et sultens monster i det fjerne. Men netop dét monster, var Jaidevs store kærlighed. Han følte sig utrolig tiltrukket af skoven; bare tanken om hvilken tryghed den altid havde givet ham i svære tider, var nok til at han søgte mod den af ren instinkt. Det var hans oprigtige hjem, hans fristed. I en flydende bevægelse slog han ned i en energisk, fremadgående skridt, inden han stoppede op ved indgangen til skoven. De sortnede øjne betragtede sagte skovens vidunderlige ydre, mens ørerne gled nysgerrigt frem mod skoven. Det nærmest glippede i ham for at komme der ind! Roligt drejede han hovedet med Taia, og med en dyb brummen trådte han med afbalanceret skridt ind på den bløde skovbund, hvor duften af mos ramte hans sensitive næsebor.

WE CAN CHASE THE DARK TOGETHER

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater, than that of a free Spirit"

---

Den brune hoppe fulgte efter sin dansepartner, dog stadig med sin egen dans. En en gang imellem sneg et trin, der kunne ligne hingstens, sig ind, men det næste hun tog var tydeligt præget af hendes måde at danse på. Taia vidste udemærket godt at Jaidev iagtog hende, men hun accepterede det som hans blik accepterede hende. Hun ønskede ikke at have noget imod ham, men ikke desto mindre havde hun det og det kunne ikke ændres øjeblikkeligt. Hendes blå fangede kort hans sorte; de var i stærk kontrast til hans sorte. Hvor hans var tomme, var hendes fyldt med liv på trods af kulden der lå i dem når hun så specifikt på ham. Et øjeblik lod hun sig fængsle af blikket, lod hans første reaktion bliver glemt, men kun for det ene øjeblik. Da hun flyttede sit blik igen, rettede hun det ud over græsset, lod det vandrer og kort forsvnadt hendes fokus fra nuet og vendte tilbage til Taruhk.

Jaidev's korte brummen trak Taia tilbage til nuet, fik hende til at sende ham et kort undret blik, som havde han sagt noget hun ikke havde hørt. Der gik dog ikke lang tid før hun forstod at han intet havde sagt. Hun smilede kort til ham, men flyttede så sin fokus mod skoven, som tårnede op foran dem. Uden tøven stoppede hun ved hans side, men hvor han udstrålede glæde ved at skulle gå ind i skoven, følte hun en uro. Den virkede ikke videre mørk, men alligevel følte hun sig aldrig hjemme når hun vandrede i blandt træer, specielt ikke store træer som disse. Hun sank før hun med, i første omgang, tøvende skridt, fulgte efter ham ind i skoven.

Skoven var overraskende smuk da Taia først havde taget sig mod til rigtigt at se rundt. Lyset fandt vej ind mellem trækronerne og duften af mos, friske blade og enkelte blomster dansede afsted mellem træstammerne. Specielt kunne hun lide den bløde skovbund, hvordan den gav efter for hvert skridt hun tog. Et øjeblik lod hun et par skridt falde i næsten det samme område, blot for fornemmelsens skyld. Et sted blandt træerne var der en fugl der sang og hun svor på at hun kunne hører noget pusle i bladene længere inde. Hun strakte hals i retning af lyden, men veg aldrig fra den vej Jaidev viste hende.

,,Her er smukt. Jeg kan godt forstå hvorfor du kan lide at bruge tid herinde."