I det gyldne sand

T A I A~The scarred Mare

---

Hans ar var langt fra talrige, faktisk var der overraskende få i Taia's øjne. Enten var han en formidabel kæmper eller en kujon; Taia var sikker på at det første var tilfældet. Han var tydeligvis heller ikke den der gik forkert; alle hans ar var dybere, efter tandsæt og hove, ikke overfladiske, lange rifter som desværre havde dannet arvæv. Taia lod dog hurtigt arrene ligge, de var ikke tydelige nok til at hun kunne få noget konkret ud af det og det hun fik vidste hun i forvejen.

Seth var kommet på grund af havet og det var hun vel i bund og grund også. Det var vel havet der tiltrak hende og nogen kunne måske fristes til at tro at det var fordi vand ikke kan brænde, men nej. Taia frygtede ikke direkte ild, på ingen måde, og det var heller ikke derfor hun kunne lide havet; hun kunne bare lide det. Hvorfor vidste hun ikke helt, hun kunne bare, længere var den ikke. Måske var det dets brusen, måske at det så ud til at forsætte ud i det uendelige eller måske var det fordi det var det ene sted hvor hun vidste der var noget, men hvad vidste hun ikke. Hun røg hurtigt ud af sin tankestrøm da Seth spurgte hende om hvorfor hun kunne lide at være her.

"Af samme grund som du er her; Havet. Jeg kan lide at være her fordi havet er her."

Såre simpelt og alligevel en gåde. Taia svingede med halen og sænkede sit hoved en lille smule. Hendes blik lå kort ude over havet før det vendte tilbage til Seth.

"Har du været her længe?"

Jeg ved godt, at hun ikke ønsker at besvare mit spørgsmål, og jeg er da også indfundet med, at jeg ikke spørger hende mere om det for nu. Men alle de ar på hendes krop, de har stadigvæk vækket en stærk interesse i mig. Jeg vil vide, hvad det er, hun har været ude for. Jeg er klar over, at jeg aldrig selv ville kunne forårsage så mange ar på en hoppekrop. Hvorfor ødelægge det ydre? Nå jaa, måske er jeg heller ikke lige den, man skal spørge om psykisk terror, eftersom jeg ikke rigtigt gider interessere mig for, hvordan andre er indeni. Men jeg spørger hende ikke. Det gør jeg bare ikke. Hun spørger mig om, hvor længe jeg har været her, og svaret på det kan jo egentligt gøres ganske kort.

,,Det afhænger af, hvordan du definerer længe. Jeg har været til stede i et par uger. Og dig selv?”

Det her er et lidt spøjst selskab. Selvom hun er lavere end mig, er hun stadigvæk en hel del tungere end jeg selv, og jeg ved egentligt ikke, om jeg overhovedet ville orke at skulle slæbe rundt på hende, så at sige. Men lad os nu se, jeg har det jo med at være en anelse utilregnelig. Jeg ville ikke føle mig sikker, hvis jeg stod i hendes sted. Og det siger jeg, på trods af min egen viden om, at man overhovedet ikke kan mærke på mig, hvad jeg tænker indeni. Alt, man ser, er blot en nobel, sort hingst med et roligt og kontrolleret kropssprog.

[/size][/color]

T A I A~The scarred Mare

---

Inderst inde vidste Taia udemærket godt at Seth ønskede at udspørge hende nærmere om hendes ar. Det undrede hende, men alligevel var det soleklart; man var altid draget af det man ikke vidste hvad betød. Hun havde selv været draget af andres ar; de måtte jo stå for noget episk siden de var der, men efter hun fandt ud af grunden til de fleste forsvandt interessen. Hun var dog ikke sikker på at det ville blive tilfældet med alle hun mødte, selv hvis hun fortalte dem hvorfor de var der.

Taia's ører vippede rundt, lyttende til alt omkring dem lige fra havets sagte brusen til mågernes skingre skrig. Dog var der heletiden mindst et øje og øre vendt mod hendes sorte selskab. Et par uger havde han været her. Ikke det mest definitive svar, men det gjorde ham i hvert fald ikke helt ny her omkring.

"Et par måner: Nok 3 for at være mere præcis."

Blot fordi Taia havde været her længe gjorde det hende dog langt fra klogere på landet end ham. Hun havde trods alt holdt sig til de større øer. Det var der hun følte sig mest hjemme og hun var desuden ingen stærk svømmer så at tage til de andre øer havde ikke være særlig dragende.

Jeg har efterhånden fået kortlagt området i mit sind, og spørger man mig, vil jeg absolut ikke udpege mig selv som en ny. Som en fremmed. Naturligvis er der mange, jeg ikke har mødt eller set, men det gør mig jo ikke mere.. ny. Jeg lader ganske kort mit blik betragte hende, og jeg lægger mærke til en detalje. Selvom hun tilsyneladende også har opmærksomheden vendt mod andre kanter, har hun hele tiden et øje og øre vendt mod mig. Dette morer mig faktisk en anelse, og selvom jeg egentligt plejer at holde den slags sager for mig selv, giver jeg et kort, underholdt, men diskret fnys fra mig. Det lyder nærmest, som om jeg griner ganske kort. Jamen, det underholder mig ganske enkelt bare, at hun føler trang til at være opmærksom på mig. Det synes jeg er sjovt.

,,Så har du vel haft tid til at møde lidt af hvert.”

Det er egentligt mere en konklusion end et spørgsmål, men alligevel bliver det en anelse spørgende på grund af de toner, jeg lægger i min stemme. Jeg er langsomt begyndt at føle en trang til, at der skal ske noget nyt, og efter at have overvejet diverse løjerlige ideer, kommer jeg frem til en. Jeg kunne godt tænke mig at teste hendes grænser, og derfor er det med et meget sikkert skridt, at jeg kort efter træder fremad mod hende.

[/size][/color]

T A I A~The scarred Mare

---

Begge hoppens ører vendte sig mod Seth da han fnøs; han grinede nærmest hvis Taia skulle sige sin mening. Hun brød sig bestemt ikke om at han grinte. Hun havde intet mod at andre grinte, tvært imod, men hun kunne ikke forbinde noget med at han grinte og det gjorde hende en anelse utryg. Hun svingede med sin hale imens han sagde noget. Hun trak kort på skuldrene; hun havde jo mest holdt sig på de to store øer, men lidt havde hun da set.

"Det kan man vel godt sige jeg har."

Taia kunne ikke andet end undres da Seth trådte nærmere. Han virkede ikke videre interesseret i andet end hendes ar og han havde heller ikke været den mest venskabelige type, så hvorfor han kom tættere på undrede hende. Hvad kunne der ligge bag det? Uanset hvad det var reagerede Taia ikke rigtigt. Hun var langt fra en hys hoppe, så man skulle bokstaveligt talt stå på hendes hove, før hun villes syntes man var for tæt på. Det gjaldt i hvert fald med de fleste; Seth var en af de fleste. Alt hun gjorde var at slå med halen og sende ham et mere eller mindre undret blik.

Det er en lidt sær stemning, der er imellem hende og jeg. Sandsynligvis er det fordi, at vi er vidt forskellige, og selvom dette til tider kan være en fordel, vil jeg absolut ikke mene, at det er hvad det er i det her tilfælde. Jeg ser hende allermest som en nød med en skal, der ikke har nogen ujævnheder udover nogen revner, der ses på hende som ar. Umiddelbart må jeg erkende, at hun ikke er en, jeg kan køre rundt i manegen, og slet ikke på nuværende tidspunkt, og jeg må vel derfor bare disponere mine ønsker med det her selskab en smule anderledes. Og da jeg opdager, at hun absolut ikke har nogen anden reaktion på min tilnærmelse end et blik, der fortæller mig lidt om, hvad hun tænker om mig, kan jeg ikke komme hurtigt nok væk igen. Med et resolut skridt træder jeg bagud igen, som om vi pludselig var to magneter, hvis poler var ens og pegede mod hinanden. Mit ene øre falder en anelse bagud, og jeg står i nogle øjeblikke for at overveje, om jeg er færdig her.

,,Jeg vil søge videre ned ad stranden.”

Med hovedet drejet mod venstre nikker jeg ganske kort for at illustrere, at det er den vej, jeg gerne vil, inden jeg lader mine store, mørke øjne falde tilbage på hende. Jeg giver absolut intet udtryk for, hvad det er, der foregår inde i mit hoved, og det er kun mine ord, der i sidste ende røber min beslutning angående det valg, jeg før stod overfor.

,,Har du lyst, er du velkommen til at gøre mig selskab.”

[/size][/color]

T A I A~The scarred Mare

---

Seth trådte resolut et skridt bagud og valgte derfor at være den der lagde afstand mellem dem igen. Taia havde næppe været den der havde gjort det, men at han havde gjort det så hurtigt overraskede hende en anelse. Havde hun gjort noget han ikke brød sig om? Måske var han nærmere bange; hans reaktion mindede hende i hvert fald mere om frygt, end at han simpelthen ikke brød sig om noget hun gjorde. På trods af at han lagde ørerne tilbage, lod Taia blot sine være spidsede og vendt mod ham.
Da han sagde at han ville søge videre, fyldtes Taia med en usynlig glæde. Hun var ikke den der normalt ikke brød sig om selskab, men dette havde været for spændt. Da han sågar valgte den modsatte retning af den hun kom fra, kunne det nærmest ikke blive bedre. Nok glædede hun sig over at de nu skiltes, men det var ikke synligt. Hun lod det sidde indeni og rystede så let sit hoved.

,,Nej, jeg kommer fra den retning du vil i og jeg var egentligt på vej ud for at finde noget at drikke."

Det sidste Taia sagde var en løgn, men en maskeret løgn om man ville. Uanset hvad, så var hun i hvert fald ikke interesseret i at gå længere med Seth. Han foruroligede hende og hans direkte, nærmest kommanderende, interesse i hendes ar brød hun sig heller ikke om. Nu ventede hun blot på at se, om han ville være den første til at forøge distance mellem dem igen.

Mine tilbagetrædninger skyldes absolut ikke, at jeg er bange for hende. Jeg gider ikke en gang overveje, om der er noget som helst i verden, jeg frygter, for det er der altså ikke. Derimod bryder jeg mig bare overhovedet ikke om at være tæt på andre, uden at de har noget synderligt imod det. Jeg afskyr det. Ja, jeg afskyr det virkelig. Men hende her, hun er jo ikke til at skræmme. Det er ikke rigtigt til at få andre reaktioner fra hende, end hvis man spørger ind til hendes ar. I hvert fald ikke for mit vedkommende. Selvom jeg ikke står tilbage, når der er noget, jeg vil, er jeg godt klar over, at selvom jeg vil noget, er det ikke altid, det kan lade sig gøre. Jeg kender godt mine begrænsninger. Og ganske vist er jeg villig til at gå langt for at få, hvad jeg vil, men der findes altså grænser.

,,Nuvel. Det vil jeg ikke forhindre dig i.”

Jeg nikker ganske let, og med en kort og resolut bevægelse bevæger jeg mig ned mod vandkanten for derefter at fortsætte af sted langs kysten med mine lange, taktfaste skridt. Jeg har nu vendt Taia ryggen, afsluttet vores møde på en af de absolut mest milde måder, der ligger mig for.

[/size][/color]

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Måske var han i grunden ikke bange, men Taia var ligeglad. Uanset hvad han var, så var hun ligeglad, alt hun ville var at komme videre. Hun svingede roligt med halen og forholdt sig lige så roligt og passivt som hun ellers havde gjort da Seth sagde forvel og vendte hende ryggen. Hun havde på fornemmelsen at han sjældent gjorde sådan; han havde virket overrasket, som om han kom ud for noget han ikke var van til. Igen, det kunne være ligemeget, for hun ønskede ikke at møde ham igen og få chancen for at spørge. Mens han gik fulgte hun ham blot med øjne og tog sig selv i at mumle en almindelig, lykkeønskende hilsen.

"Må Orctics holde sit lys over dig og lede dig på vej,"

Hun var ikke sikker på hvorfor hun havde givet ham hilsnen. Det kunne være hun følte han havde brug for det? Uden at tænke mere over det vendte hun sig om, vendte ham ryggen som han havde vendt hende, og skridtede stilfærdigt videre med sit hoved let hængende...

//OUT