Kom an

Den lette vind, som suser gennem trækronerne, får de grønne blade til at hviske en blid melodi. Jeg befinder mig i skovkanten med skoven i ryggen og fronten vendt ud mod engen, der efterhånden er blevet fin og forårsgrøn med græs, der er begyndt at gro ganske fint. Jeg kan mærke de sidste visne blade under mine hove, som giver en lidt knasen, hver gang jeg rykker mig en anelse. Jeg står ganske rank med hovedet hævet og nakken knejset ganske let. Selvom skoven bag mig er en smule dunkel, går jeg på ingen måde i et med min baggrund, eftersom min sorte farve er meget mørk. Selv når det er nat er det svært for mig at gå i et med mine omgivelser. Men jeg forsøger heller ikke at skjule mig. Hvorfor skulle jeg det?

[/size][/color]

Den grålige hoppe stod i en lille åbning i skoven, træerne svejede og gav blidt efter for vinden, som bøjede dem ubarmhjertigt i lange strækninger. Hoppen tog hovedet op og lyttede anstrengt imens hendes øjne kiggede søgende rundt, var der nogen? Da hun selv mente der ikke var nogle fare vendte hun sig om roligt og stille for ikke at vække hendes føl, der lå under en stor busk, ude af syne fra alt og alle, fuldstændig forsvundet for det utrænede øje, Nour gjorde alt for at beskytte hendes føl, hvilket var grunden til at hun rent faktisk forholdte sig i skoven, der var masser af gememsteder for Asira hvilket gjorde det ideelt for hende, så hun ikke skulle gå og være bekymret 24/7. Den grålige hoppe vrinskede lavt, hun savnede egentlig selskab.....

En særlig duft blander sig med duften at blade og skov. Det er en duft, jeg er stødt på et par gange i mit liv, men særligt for mange år siden. Jeg kniber øjnene en anelse sammen og drejer hovedet en anelse mod retningen, hvor duften kom fra, da vinden sendte den mod mig. Med mine lange skridt bevæger jeg mig fremad langs skovkanten, og et vrinsk gør mig blot endnu mere sikker på, at jeg begiver mig af sted i den rigtige retning. Få øjeblikke efter får jeg da også øje på en grålig hoppe med en mave, der giver udtryk for en særlig ting; at jeg havde ret. Der er et føl et eller andet sted i nærheden. Jeg bevæger mig med stor elegance, og jeg sørger for at alt omkring mig virker indbydende, men alligevel en anelse reserveret. Og da jeg er få meter fra den grålige hoppe, stopper jeg galant op.

,,Goddag, frøken.

Min hilsen er kort, men det er jo også lige meget, så længe mit budskab er klart. Min stemme er fuld af forskellige toner. Charmerende, lokkende, drenget, men også utrolig opdragen. Hvad det her er for en hoppe, det er jeg helt sikker på, at jeg nok snart skal finde ud af.

[/size][/color]

Hoppen fnøs forskrækket da hun så en sort hingst træde ind ved åbningen. Hoppens hale rejste sig i en lodret fane, hendes mave var stadig rund, men hendes elegance forsvandt dog ikke, Nour rettede sig op, og smilte velkommende til hingsten, han havde tydeligvis ikke opdaget hendes føl, så der var ingen grundt til at hidse sig op, heller ej jage ham væk. Den elegante hoppe trådte nærmere den sorte hingst, om natten ville han vel forsvinde, i et med skoven, og nattens mørke, en spændende hingst, mente hun selv. Hendes elegante og velsammensatte hals strakte sig og tillod hendes fine mule at røre hans, for at hilse på den sorte hingst, som i den grad var prægtig, bare at han stod; høj og rank.. og sort, det var nok til at hun stod i fryd, for han opfyldte alle hendes kriterier om det modsatte køn. Et hvin undslap hende, dog ikke så voldsomt som hun plejede at lave dem, men hun var en smule træt, og dette var det den lille hoppe kunne frembringe. Hvorefter hendes honningfarvede øjne fangede hans.
"Goddag...." hendes stemme var smuk, forførende og på samme tid drillende, hun var i godt humør og at snakke med en anden hest, omså en hingst var det hele værd, for at have væreet asocial i så lang tid for at beskytte hendes føl, havde udmattet hende indvendigt, så det avr kun rart at en hest stod foran hende, også selvom hun ikke havde set ham før, men det avr en hingst, g dem kunne hun håndtere, med eller uden føl.

Jeg forstår ikke, hvorfor hun er så imødekommende. Jeg kan lugte et føl, og jeg kan tydeligt se på hende, at hun har båret et. Måske er det en ny forsvarsmekanisme? Dog lægger hun ikke særlig smart ud, da hun overtræder regel nr. 1: Lad. Være. Med. At. Røre. Mig! I en bevægelse som ville være en giftslange værdig, snapper jeg voldsomt men præcist ud efter hendes mule og smækker et forben frem efter hende for at markere mig, mens jeg træder et markant skridt bagud for at øge afstanden mellem os. Her har vi i hvert fald en, der ikke er påpasselig, og jeg overvejer ganske kort, om det mon ikke også er derfor, at hun har båret et føl. Jeg forholder mig tavs og rolig, efter jeg er trådt i afstand, og jeg får meget hurtigt styr på mit kropssprog igen. Der er ikke noget advarende at anspore i mig, men hun kan være helt sikker på, at hvis hun nærmer sig igen, står hun pludselig meget, meget dårligt stillet. Men lad os nu lige se, hvad det her er for en sag.

,,Hvad kaldes De?”

Jeg vil gerne vide hendes navn, og for at hun skal huske mig, er jeg nødt til at sørge for, at hun høre min stemme, lærer mine dufte at kende. Kender min sorte farve.

[/color][/size]

Den grå hoppes brune øjne slog op og blev store, hendes før blide smil var forsvundet, hun havde taget fejl, den eneste gang hun havde ladet en hingst komme tæt på hende også var det sådan en hingst?! Da han bed efter hende røg ørene i nakken. Hendes krop spændtes i det hun rejste sig, hvad bildte han sig ind?! hun slog ud med begge forben i det hun skulle til at lande, for at få ham længere væk fra sig, hendes attitude var vendt på et splitsekund, istedet for at være imødekommende var hun nu i offensiv, hoppen prustede hidsigt af ham, og halen var lodret oppe, var alle hingste sådan? Han havde ihvertfald vækket hende fra hendes træthed, hun fnøs endnu engang før hun drejede en omgang rundt, adrenalinen spurtede rundt i hendes krop, men hun trådte dog et par skridt tilbage, med siden til den sorte...

Nours hals svejede graciøst, ligesom en hingsts dog knap så stor, men fin og slank
"Hawaet El Nour....." Hendes klar stemme var klart dybere og hendes øjne mere vagtsomme.
"...og de er?" Hun rettede sig en smule op, stadig klar på det værste

Hun kan skabe sig lige så tosset, som hun har lyst til; i sidste ende har hun jo bare skudt sig selv i foden, for jeg er absolut ikke tolerant overfor den slags opførsel, hun udviser lige nu. Jeg vælger dog at handle en smule mere taktisk, så i stedet for at slå fra mig nu, afventer jeg bare, at hun bliver en smule mere rolig. En chance mere får man meget sjældent hos mig, og sådan er det bare. Afstanden mellem os er nu øget, og det passer mig helt fint. Hun kom alt for tæt på før, og nu burde hun vide, at det smarteste er at overholde mine grænser. Hawaet El Nour. Et særligt navn på et sprog, jeg ganske vist genkender. Dette er dog ikke noget, jeg gider dele med hende.

,,Kalder man dig det?”

Det var dog et langt navn at skulle sige, hver gang man skal henvende sig til hende. Jeg er dog ikke tilhænger af det med at skulle give kaldenavne, og i mit svar ligger der en diskret forespørgsel om et kortere og mere simpelt kaldenavn.

,,Mit navn er Seth.”

[/size][/color]

Den grå hoppe betragtede den sorte hingst, hun var blevet mere vagtsom i det hele taget, og at slappe af kunne hun ikke, ikke nu. Hendes hale var ikke længere lodret men dog stadig oprejst, hun fnøs kort, som for at forsikre sig selv at han ikke ville gå til angreb. Der var flere gange hvor hun overvejede at kigge til sit føl, men det ville gi' dets gemmested, og med en hingst som Seth, ville det være en meget dårlig ting. Hunhavde slappet af og budt ham velkommen, men åbenbart på en facon han ikke brød sig om. Nours øjne så mere afslappet ud, men kroppen var stadig spændt, hun overvejede i lang tid hvad hun skulle gøre, og hvad der var nemmere for hende, for at blive gennembanket af føllets far, havde bevist at hun til tider selv bad om det, men ham her var lidt anderledes?

"Ja..."

Hun skulle til at tage et skridt frem imod ham men stoppede op midt i bevægelsen, og som undskyldning røg hovedet ned til jorden, og en hvis gumlen kunne høres, det var bedst hun ikke kom i flere kampe, i hvertfald ikke nu, hun skulle lige komme sig efter hendes sidste.

"... Jeg bliver også kaldt Hawa'et, eller bare Hawa....." hun tøvede en smule, uviden om hvordan hun skulle opføre sig i hingstens nærvær. "...Hawa giver mere mening" sluttede hun.
Han hed Seth? Et enkelt navn, til en hingst der ellers ikke virker særlig enkel, men ikke destomindre var navnet pænt. Hun nikkede langsomt da hans navn blev sagt

Jeg kan stadigvæk tydeligt lugte et føl. Man kan også godt lugte det på hende, eftersom at hun bærer to forskellige dufte. Hendes egen, og en andens. Og den anden må ligge lige i nærheden. Mit forhold til føl er ikke noget særligt. De plejer ikke at være sådan nogle, jeg spiser til morgenmad, men jeg har bestemt heller ikke en forkærlighed for dem. Jeg synes heller ikke, at jeg har nogen grund til at behandle dem pænt, og ej heller deres mor. Og hende her har lagt op til nogle seriøse slag. Om hun får dem, det er.. lad mig se, måske 50-50 op til hende selv. Jeg skal da ikke være bange for at give dem alligevel, hvis nu hun skulle finde på at opføre sig pænt resten af vores møde. Jeg betragter hende nøje, da hun kaster hovedet ned til jorden. Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvorfor er man så dum? Hvorfor? Hvad er hendes grund til at udvise den form for respekt? Hvordan kan hun overhovedet vide, at jeg fortjener den?

,,Goddag, Hawa.”

Hawa. Jeg synes, det må være træls at have så langt et navn, at man skal have et kaldenavn. Det er meget lettere bare at hedde Seth, og det er der absolut ikke nogen, der skal pille ved. Ville det måske lyde særlig godt med Sethie? Bare stop. Jeg lader mit blik glide ganske let over hende, og jeg får en lille ide til at teste, om jeg har ret i, at hun har et føl hos sig.

,,Kunne du have lyst til at følge mig på en lille tur?”

Jeg spørger, om hun vil følge mig. For det første er det for at undersøge, om hun er villig til at forlade stedet, og for det andet mener jeg om hun vil følge mig. Jeg mener ikke, at vi skal gå side om side, og jeg skal sandelig ikke følge efter hende. Jeg mener bare ganske simpelt, at hun skal følge mig.

[/size][/color]