Hiding from danger

Er nu søgt længere ind i skoven, for at føle en anden form for tryghed. Jeg kan ikke lide at se min mor slås med hingsten, som jeg endnu ikke ved hvem er. Men mit første indtryk af ham, er ganske blandet. Min mave knurrer, fordi jeg i princippet burde have diet hos mor allerede nu, inden for de første par timer. Min pels er en anelse krøllet, da det jo ikke er andet end nogle timer siden jeg kom til verden, og derfor er min pels en anelse filtret, efter moderkagen. Mine grå øre vipper stille rundt, inden jeg med en bump ligger mig ned imellem nogle buske. Mit ene øre er vippet mod alle lydende som de laver, og det andet er vippet bagud, usikkert. Jeg har instinkter der gør at jeg ikke bevæger mig særlig langt væk endnu, det er jeg for afhængig af min mor, til at kunne gøre. Derfor ligger jeg også bare her, i skovens kant, hvor jeg stadig kan høre dem, og svagt skimte dem ude i lysningen..

T A I A~The scarred Mare

---

Taia var søgt ind i skovens kølighed for en gangs skyld. Hun svingede roligt med halen mens hun skridtede afsted. Bladene under hendes hove, dem der endnu ikke var forsvundet fra sidste år, knasede let. Det havde været tørt på det seneste, næsten for tørt efter hendes mening.
Taia gik sådan i sine egne tanker og funderede over den nuværende situation da hun blev opmærksom på lyden af et skænderi, måske nærmere en kamp. Lyden var svag og hun valgte hurtigt at gå i en anden retning. Inden længe blev hun dog ramt af den let genkendelige lugt af et nyfødt føl. Langsomt nærmede hun sig, måske var føllet dødt siden hun ikke kunne opfange lugten af en hoppe der kunne være moderen?

Krymper mig ganske meget sammen, mellem de to buske, selvom jeg dog stadig er tydelig. Jeg ved da ikke hvordan man gemmer sig, det har jeg jo ikke rigtig lært. Men jeg gør da et helhjertet forsøg. Mine næsebor vibrere en lille smule, og kort tid efter ramler en ny lugt ind i dem, En anden skikkelse. Den lugter ikke som mor.. Men alligevel er der en lugt ved vedkommende, der minder bare en smule om min mor. Og da jeg ikke er bedrevidende, rejser jeg mig op i et ryk, og sender et stille pibende vrinsk imod vedkommende. Måske er et alligevel mor? Men jeg tager fejl. For kort tid efter ser jeg skikkelsen. En anden stor skikkelse, der virker umådeligt stor i forhold til jeg selv. Mine små øre vippes fremad, af nysgerrighed, og i nogle korte sekunder har jeg glemt mor der slås - ikke af ond mening, men jeg er trods alt kun et nyfødt føl, der end ikke ved meget om hvad andre skikkelser vil mig.

T A I A~The scarred Mare

---

Taia's ører røg op og fremad da et lille, ranglet føl kom til syne. Hun forsatte dog langsomt frem mod føllet, hvad pokker lavede det her alene? Langsomt tiltede hun hovedet på skrå mens hun så på det lille skravl. Der var noget bekendt over farven, bare generelt over føllet. Hvor havde hun set de aftegn før? Hun stoppede mens der stadig var nogle meter mellem dem og strakte roligt hovedet frem mod føllet.

"Hej du lille. Hvad laver du her alene?"

Taia's stemme var så blid som den overhovedet kunne blive, præcis som da hun selv havde haft føl. Hun svingede let med halen og smilede mildt til føllet. Uden på var hun helt rolig og så fredelig som nogen kunne blive, men indeni kørte hendes tanker rundt og en vrede blussede op et sted. Hvordan kunne en hoppe bare efterlade sit føl her? Nok kendte Taia ikke grunden til at føllet var her alene, men ingen mor der ved bare lidt efterlader sit føl sådan; specielt ikke når det er så lille som hoppeføllet her var!

Mine små grå øre, vipper ganske stille, inden de igen hviler på hende, da hun er kommet helt herhen. Jeg ser op på hende med ganske store øjne, hun er jo stor i forhold til mig, men det er alle vel sagtens. Hendes aftegn er ganske specielle, ligesom hingsten fra før. Jeg aner ikke hvordan jeg selv ser ud, kun mine ben og brystkasse. Mimre med mulen, ganske stille, inden jeg selv tilter hovedet på skrå, fordi hun gør. Jeg kopiere mange bevægelser i min første leveperiode, og mange indtryk ligeså.
,,Mor..” Mumler jeg bare lidt.

Kigger så ud imod lysningen, hvor de stadig kan skimtes, mens de slås. Mine øre ryger stille bagud, per automatik, fordi jeg inderst inde ikke bryder mig om det. Står lidt med spredte ben endnu, da balancen endnu ikke er fantastisk. Men den bliver bedre og bedre for hvert minut der går.

T A I A~The scarred Mare

---

Et smil breder sig på Taia's mule da føllet efterligner hende. Forsigtigt træder hun tættere på og puffer blidt til føllet før hun følger det's blik ud mod lysningen. Taia spærrer øjne lidt op; det var der hun havde set aftegnene før. Føllet foran hende var en datter af Djange. Hun havde intet imod Djange, ikke sådan direkte, men han var en underlig hingst. Hoppen derude måtte være føllets mor, hvilket fik vreden til at blusse lidt i Taia, men hun forholdt sig stadig helt roligt og vendte opmærksomheden mod føllet igen. Føllet burde overhovedet ikke stå her, det burde ligge i græsset under sin mors konstante overvågen kun for at rejse sig for at die.
Taia gjorde det op med sig selv at hun måtte få føllet ned og ligge, på den ene eller anden måde. Det var ikke godt hvis den stavrede rundt og brugte energi uden grund. Der var ingen tegn på at den havde fået særlig meget die, hvis overhovedet noget. Langsomt gik hun hen til føllets side og trykkede blidt, men også lidt bestemt, på dens ryg. Det havde altid fået hendes egne føl, og andre hun kendtes, til at lægge sig. Måske virkede det ikke på dette føl, men det var forsøget værd.

Den store hoppe, virker ej til at være særlig farlig. Smilet, det opfanger jeg, men jeg gengælder det ikke, da jeg ikke lige helt kan finde ud af det endnu. Men jeg ser det dog. Mine øre vipper ganske stille, inden jeg igen ser imod mor og hingsten. Hans aftegn minder om dem jeg selv har på mine ben, det ser jeg nu, fordi jeg kigger ned af mine egne lange stænger. Brummer i en meget sagt og føllet tone, inden jeg igen ser på hoppen, der nu er kommet tættere på. Da hun ligger sin mule imod min ryg, i en bestemt men blid bevægelse, lader jeg mig stille dumpe ned til jorden. Jo, jeg er allerede nu træt, efter blot få timer, men jeg har også stået op lige siden, fordi andet ikke har budt sig. Mit blik glider op på hende igen, søgende efter hende måske, fordi jeg ikke vil have at hun går. Det bryder jeg mig ikke om, igen at skulle være alene. Lydene kan jeg stadig høre, og de får engang imellem mine grå øre til at vippe rundt, utrygt ved lydene.

T A I A~The scarred Mare

---

Taia lod sin mule berøre føllets ryg helt til det lille skravl lå ned. Det virkede som hun havde håbet og føllet havde tydeligvis selv lyst til at lægge sig. Hun brummede kort, blidt, og mødte føllets øjne med sine egne blå, da det nærmest søgte efter hende. Hun havde skam ikke i sinde at forlade dette føl før moderen kom for at hente det.

"Bare rolig lille grå, jeg går ingen vejne."

Roligt lagde hun sig ned ved siden af den lille krop og strøg kort sin mule over føllets næseryg før hun vendte blikket ud mod lysningen igen. Hun vendte ørerne tilbage, men spidsede dem igen da hun så ned på føllet. Langsomt og blidt strøg hun sin mule henover føllets ryg, klar til at stoppe så snart føllet ville have hende til det.

Mine små grå øre, vipper ganske stille omkring. Da hun dumper ned ved min side, trykker jeg mig automatisk en smule ind imod hende, tryghedssøgende. Jeg bryder mig aldeles ikke om at mor ikke er her, og derfor kaster jeg min ’kærlighed’ på en anden, og det er hende. Min mave knurrer ganske meget, for jeg er da sulten, da jeg endnu ikke har diet hos min moder, selvom de første timer er vigtige, fordi råmælken er der. Men det kan jeg ikke gøre noget ved, for mor slås, med den farvestrålende hingst hvis aftegn minder ganske meget om mine egne. Ligger mig hoved ned, ovenpå hendes forben, og der ligger jeg så sammenkrøllet, og ganske tavs.

T A I A~The scarred Mare

---

Da føllet trykkede sig op mod Taia blev den brune hoppe fyldt med den samme varme som når hendes egne havde gjort det. Trods hendes alder på blot 8 år havde hun opfostret 4 føl, dog med varierende grad a succes. Dette var grunden til at hun følte sådan en vrede over at moderen til føllet stod derude og kæmpede. Hun vidste præcis hvad føllet havde brug for og det her var langt fra det. Hun nippede stilfærdigt til føllets man før hun hævede sit hoved for at se ud på de kæmpende heste. Hun kom til at tænke på om hun måske burde hun tage fat i Djange næste gang hun mødte ham? Den tanke smed hun dog hurtigt væk; han var for utilregnelig til at hun ville spille mor overfor ham. Hun ville nok nævne det, men det ville også være alt.

Den brune, robuste hoppe vendte sin opmærksomhed tilbage til det lille føl der lå trykket op mod hendes side. Hun vippede hovedet lidt på skrå før hun nippede til føllets man igen.

"Hvad hedder du?"

Jeg ved ej hvor længe jeg efterhånden har ligget med denne brunbrogede hoppe. Det føles som lang tid, men det er nok også fordi jeg som det første af mine levetimer, allerede har oplevet min moder slås med en hingst, der er fremmed for mig, og så alligevel ikke. Men det er noget, der sætter sig fast i mine minder, om dem begge to, noget, jeg vil huske, selv når jeg bliver gammel. Jeg ligger stadig med min grålige krop presset ind imod hende, tryghedssøgende, og måske en anelse forladt i sindet. Mine grå øre vipper ganske stille rundt, inden de atter finder sin vej bagud, lyttende imod hende, da hun taler. Men jeg har intet svar.. Mit navn? Ja, det er stadig en gåde for mig, for jeg aner end ikke hvad jeg selv hedder, da jeg knapt kom på benene, før en kamp optrappede. Så jeg vipper stille med ørene, og ser en anelse stille op imod hende, inden jeg svagt ryster på hovedet. Min mave kommer med den knurrende lyd igen, og jeg smasker ganske svagt, mens jeg holder blikket ned på min grå mavse.

T A I A~The scarred Mare

---

Taia vippede lyttende med ørerne og hendes øjne skiftede kort fra de kæmpende heste til føllet, tilbage igen og så til sidst landede de på føllet igen. Hun blev ved med at se på føllet, ventede på et svar, men fik ikke andet end en svag rysten på hovedet. Den brune, arrede hoppe sendte et blidt smil til føllet før hun nulrede dets pandelok igen.

"Det går nok. Du får snart et navn vil jeg tro."
Kort lagde der sig en tristhed over Taia. Føllet havde desperat brug for at moren var her, ikke at hun opretholdt sin rang i forhold til Djange. Hvis der var en ting Taia vidste om Djange, så var det at han ikke angreb uprovokeret så hoppen var nok i sidste ende selv uden om at hun blev sat på plads.

"Mit navn er i hvert fald Taia, så ved du det du lille."

Mine grå små øre, flapper forsigtigt frem og tilbage, til siden, og frem igen. Ja, jeg lytter til både hende, og til min moder, og hingsten der giver nogle voldsomme lyde, pga. de sammenstød de har derude. Mærker den store mule, der blidt er imod min lille pandelog, hendes mule, der nulre mig, som min mor egentlig burde gøre. Vipper stille omkring med ørene igen, inden de falder til ro, da hendes stemme lyder.

Taia.. Det er hendes navn. Med de føllede øjne, kigger jeg op i hendes store ansigt, hvorefter jeg lader min lille mule, ramme imod hendes mulespids, nippende, og nulrende. Denne kærlighed jeg afgiver, er jo tilegnet en anden, men når hun ikke er her, får Taia den istedet, rent instinktivt. Jeg søger hendes kærlighed, og derfor gør jeg også opmærksom på mig selv, på denne måde.

T A I A~The scarred Mare

---

Kort lagde Taia ørerne tilbage før hun rystede på hovedet. Hun ønskede i den grad at flytte føllet længere væk, men det ville være en for stor risiko hvis moren så forlod stedet. Hvis moren gjorde det og dermed efterlod føllet i Taia's varetægt, ville føllet ikke overleve trods Taia's viden. Hun havde muligheden, viden og hjertet, men evner var der ikke. Selv hvis hun havde haft et føl selv og dermed kunne have givet mælk til føllet havde hun aldrig taget risikoen. Det ville være for farligt at have 2 unge føl på en gang. Alt hun kunne gøre var at ligge her og give den kærlighed til føllet som moren skulle give og samtidig tage imod den kærlighed som egentligt var tilegnet moren. Langtsomt og forsigtigt flyttede Taia på sine ben for hurtigere at kunne komme op hvis der nu skulle ske noget. Man kunne jo aldrig være for sikker.

Med blide, rolige bevægelser begyndte Taia at stryge føllet over ryggen igen i håb om at lulle det i søvn. Det ville være bedre at skravlet sov end at det lå der og spildte energi på at se sin mor, og far, kæmpe.

Mine små øre, vipper stadig ganske let omkring. Men de fæstner sig mere og mere på Taia, der efterhånden er meget mere interessant end mor der slås. Hvorfor, det er der en ganske simpel forklaring på. Jeg har kastet min kærlighed på Taia nu, og søgt hendes tryghed, og dermed glemmer jeg min moder en anelse, pga. disse føl faktorer. Da hun begynder at nusse mig på ryggen, går der ej længe før jeg ligger mit hoved imod hendes forben, og derefter møver min mule ind under hendes ene forben, for at ligge 'skjult' hos hende.
Mine øjne begynder langsomt at misse, selvom jeg ihærdigt kæmper imod, for ikke at sove. Men min lille krop, og de mange indtryk, har gjort mig meget træt, og dette resulterer i at de til sidst falder helt i, og jeg begiver mig ind i drømmelandet, trygt og søvnig, imod Taia's krop...

[Out (: - Vi kan starte en ny tråd op, når Asira lige har styr på sine forældre igen Tusinde tak fordi Taia lige trådte til! (: ]