En søgen gennem det gyldne sand..

Berbeza - " Za "

Den unge, spinkle hoppe med den spraglede, ganske særlige farve bevægede sig i sin sædvanlige, energiske gang afsted henover sandet. Denne ø var klart hendes yndlings. Hun har altid elsket sandet, den udfordring det giver hende, når hun skal bevæge sig henover det. Sandet fyger let op omkring hendes slanke ben, med de mørke aftegn, der står i tydelig kontrast til hendes ellers råhvide krop. En stille brummen slippes fra hendes mule, i en ivrig tone, der tydeligt afslører den overskydende energi, der ligenu brænder i hende. Som rettere sagt, altid brænder i hende. En ivrig sitren går gennem hele hendes lille, spinkle krop, og slutter ud i at hun gør et elegant, fyrigt kast med sit velformede, mørke hoved. Den cremede man og pandelok flagrer ustyrligt i vinden, idet hun flydende sætter frem i en letbenet, flyvende trav. Hovedet er løftet opmærksomt, ørerne er spidset helt fremad. Det mørke blik med den evigt tilstedeværende funklende glød, vandrer henover området omkring hende. Er hun mon den eneste her, eller er der andre i nærheden? Nysgerrigt lader hun et blødt, feminint hvin lyde, idet hendes ører spidses fremad, i håb om at få sig et svar.

Den skimlede hingst, Altaïr, hvis navn ingen kendte til, havde bevæget sig ud i oceanet af sand. Som enorme bølger der vandrede over havet, havde sandbankerne vandret over sandet, skabt forunderlige former; bølgedale og bølgetoppe der evigt rykkede på sig i et langsommere tempo end på det blå hav. Altaïr nød synet af dette land, som han begav sig rundt i. Hans bygning og aura passede godt på en ørkenhest, selvom han langt fra var dette; han var bygget til frodigere områder, men dette afholdt ham ikke fra at afsøge dette øde ocean, hvor livet var knapt.
Den skimlede hingst, der dansede i sandet, fik efter nogen tid øje på en hoppe af meget unik karakter; smuk og elegant som et dådyr, elegant og yndefuld. Hendes farve, den smukke farveskiftende farve, var en Altaïr kendte til fra sit hjemland og fandt den meget fascinerende og samtidig familiær. Da hun afgav lyd fra sig, besvarede han hende i en hingstet tone, der var meget karakteristisk for hingsten, hvorefter han sprang imod hende i en fyrrig dans. Han nåede snart den yndefulde hoppe, hvor han søgte hendes side for at hilse hende an, ved at stryge hende over halsen med en kærtegnende bevægelse; hopper var unikke og specielle og de skulle behandles som gudinder selv, det var hingstens overbevisning. Da han havde hilst hende an på sin måde, stillede han sig ved hendes side og søgte hendes blik, med hans der både indeholdt den drømmende karakter han besad, men som også var ganske søgende, alvorlige og tålmodige.

,,Goddag melady, der vandre i sandets ocean. Tillad mig at spørge dig, hvad du finder fascinerende ved denne del af vores fællesverden?”

Altaïr’s spørgsmål ville nok virke underligt for alle andre end ham selv - Men sådan yndede han at starte en samtale. Alt det formelle med navn og herkomst, interesserede ham ikke, men derimod var det sjælen selv, dens meninger og holdninger, som han søgte viden om - Og derfor lagde han ud, som han nu gjorde. Men var hoppen med på denne form for indledende samtale, eller søgte hun at få den formelle viden på plads først, før hun ville besvare hans spørgsmål?

Berbeza - " Za "

Den unge hoppes dans henover sandet, standset brat, idet et vrinsk når hende. Et vrinsk af fremmed karakter, men som tydeligvis stammer fra en hingst. Hendes mørke hoved, der står i kontrast til hendes ellers lyse krop, drejes mod lyden af denne hingst. Ikke længe efter får hun øje på ham, da han i en fyrig dans kommer hende i møde. En ædel, grå hingst, som helt tydeligt er bygget til andre levevis, men som alligevel hersker kontrolleret over sandet, som Za ellers ved, kan skabe problemer for flere. Men ikke for denne hingst. Den unge hoppe tipper ørerne fremover, idet hingsten på endnu et punkt skiller sig drastisk ud fra de andre sjæle, hun indtil videre har mødt her. De fleste har nemlig holdt afstand i starten, og har ikke virket til at bryde sig om nærkontakt. Her er denne hingst modsat. Han tilbyder nærkontakt med det samme, ved at stryge Za over halsen. Dette er dog ikke noget der generer hende, i stedet vækker det blot den unge hoppe nysgerrighed og interesse for denne anderledes fremmede. Prøvede strækker hun mulen frem mod ham også, og lader den forsigtigt og blødt trykkes mod hans skulder. Imens hun gør dette, holdes hendes vågne, funklende blik rettet mod hans øjne, og hendes ører er vippet helt frem mod ham. Det kunne jo være, at han ikke brød sig om at få kontakten tilbage igen. Za's øjne betragter denne fregnedes, ds han også søger hendes blik. Hans øjne, som indeholdt så meget nyt og anderledes, og som havde et drømmende skær over sig, fascinerer Za umådeligt meget, og hun lytter opmærksomt til hans ord, som han idet samme lader bryde stilheden mellem disse to. Også hans ord, og det spørgsmål de danner, er vidt forskellige fra hvad Za er vant til at blive stillet. Dette bringer hende en anelse ud af fatning, da hun ikke er den, som er bedst til det med ord, og kringlede, filosoferende sætninger. Kropssprog fungerer bedre for hende. Men for denne hingsts skyld, vil hun da gøre et forsøg, så hun overvejer derfor sit svar nøje, da det er et ganske interessant og vedkommende spørgsmål, som han stiller hende.

" Goddag, du fremmede. Det er et ganske godt spørgsmål, du stiller. For der er faktisk en særlig grund til, at jeg finder dette sted fascinerende. Og det er sandet, som omgiver os. Jeg har altid elsket en udfordring, og derfor har sandlandskaber altid tiltalt mig, da de ikke sjældent siger fra, overfor dem, som vælger at betræde dem. Det er ikke alle, som kan herske over sandet. Og det finder jeg fascinerende. Derudover, så minder dette sted mig om min barndom, og når jeg lader mit øje skue udover sandets uendelighed, så kan jeg for et kort øjeblik, tænke tilbage på den gang. "

Den unge hoppes tone er dæmpet, blid og ganske ærlig. Derudover rummer den en del forsigtighed. Det er sjældent, at hun snakker så meget af gangen, og hun har altid følt dig utrolig sårbar, når hun har givet din mening til kende. Især en, som er hende så personlig, som denne. Men på trods sf hendes usikkerhed, viger hendes blik ikke det mindste fra denne grå hingsts. For hendes nysgerrighed overdriver stadigvæk hendes usikkerhed, og hun vil gerne kunne se hans reaktion, på hendes svar.

" Hvad med dig, du ædle, fascinerende Grå, hvad finder du fascinerende ved dette område?"

Blidt og afventende hældes hendes hoved på skrå mod hingsten, idet hun stiller ham det samme spørgsmål, som han stillede hende.

Den skimlede hingst, der var søgt ud I det sandede ocean, betragtede ganske nysgerrigt hoppen. Hun havde taget imod hans, for nogen, meget nærgående hilsen og da hun lod sin mule trykkes imod hans skulder, for at gengive hans gestus, brummede han dybt og godtagende. Hoppen var ung af sind og bygning; ikke fordi, hun ikke så voksen ud, for det gjorde hun skam, men det var tydeligt at hun ikke var en af dem, med mange år på nakken. Nej, ungdommelig og smuk, det var hun sandelig. Det var ligeså ganske tydeligt, at denne hoppe nærede en stor interesse og forundring over at være blevet mødt på denne måde, som hun var; med en åbenhed og kontakt, som mange ikke gjorde brug af, hvilket egentlig var en synd, for den skimlede hingst kunne ikke forestille sig nogen bedre måde, at blive mødt på; med mindre man blev mødt af en fjendtligtsindet. Han strøg hende atter over halsen, lige inden hendes stemme kom med et svar, på det spørgsmål som han havde stillet hende; og hendes ord lyttede han intenst til. Der var noget ganske fascinerende over den måde, som hun talte på. Hun virkede til at være en hoppe, der egentlig havde mange meninger og var i stand til at se ting fra flere nuancer, selvom hun ’blot’ beskrev den ørken, som han og hende selv vandrede i nu. Han brummede mildt og lod et smil trækkes over mulen, da hun vendte spørgsmålet tilbage på ham selv - et tegn på en vilje, der alligevel skinnede igennem, hvilket han værtsatte.

,,Melady, jeg finder sandets ocean fascinerende, netop fordi det er så goldt og øde. Dét at liv kan blomstre op her er fascinerende i sig selv, for hvor kommet livets kilde fra? Hverken vand eller skygge er at finde i dette område, og alligevel finder man skabninger herude. Mus, fugle, biller, slanger. Det hele; og skabninger, så smukke som de reneste diamanter, melady, som dig”

Sagde han med et skævt smil, inden han strøg hende over halsen igen. Derpå skridtede han lidt frem, for at vende sin skimlede krop rundt og stå med fronten imod hende, så han bedre kunne beskue hende og ligeså omvendt. Han havde nu udlagt sin mening om dette sandede ocean, og nu lod han et galant nik falde til ære for hoppen; hendes træk, og hvad ville hun bruge dette træk på? Ville hun søge informationer omkring den skimlede hingst, hans væsen og hans oprindelse, eller var hun mere nysgerrig omkring hans sjæl og væremåde? Det kunne også være, at dette væsen, denne hoppe af ørkensind, ønskede at søge oplysninger omkring det land, der omgav ørkenen; de 5 øer, landet Andromeda, som de begge to nu var beboere i.

Berbeza - " Za "

Den unge hoppe med den spinkle, spraglede bygning - og mindst ligeså spraglede, og ivrige sind, betragter denne fremmede, skimlede hingst med sit mørke blik, der dog tydeligt lyser af fascination, nysgerrighed og interesse imod ham. Hendes små, mandelformede ører tippes så meget frem mod ham, som hun overhovedet kan, idet hans stemme igen lyder. Det dirrer let i hendes ører, for at få fat på alle de ord, han fremsiger. Til trods for, at hun lytter så opmærksomt og fascineret af hans tale, så er det først lidt efter, at hun opfatter, at de sidste af hans ord, faktisk godt kunne opfanges som en lille smigren, rettet mod hende. Dette har hun aldrig før hørt, aldrig hørt selv en hentydning som denne, hvilket får hendes hoved til at blive hældt blidt på skrå. Hun mimre svagt med sin mule, i overvejelse omkring om hun mon skal give et lignende kompliment tilbage mod ham, især da han giver et nik fra sig, som for at overlade næste træk til hende. Da de nu har stået stille et stykke tid, bliver det den energi, som begynder at emme gennem hendes krop, som træffer valget for hende. Energien udløser et kast med hendes fine, lille hoved, før hun prøvede strækker mulen frem mod den prægtige, skimlede hingst foran hende. Hvis han lader hende få lov, forsøger hun blidt og mimrende at stryge hendes fløjsbløde, brune mule mod hans skimlede bringe. Dernæst tripper hun elegant og smidigt et par skridt mod siden, gør endnu et energiske kast med hovedet, og retter et funklende blik mod hingstens. Opfordrende. Dernæst lader hun sin blide stemme lyde mod ham igen, i en spørgende, høflig gestus, der dog ikke helt kan skjule hendes ungdommelige ivrighed:

" Du skimlede.. Når nu dette sandlandskaber fascinerer os begge, vil du så gøre mig den ære, at udforske det sammen med mig?"

Za lader blødt sit hoved hældes spørgende på skrå, før hendes forben let tripper mod sandet, en reaktion af ren og skær overskydende energi. En feminin brummen udløses fra hendes nysgerrigt, spidsede mule. Til trods for at energien sitrende kommer til udtryk fra hende, så fjerner hun ikke sit funklende blik fra hingstens.

---

Altaïr, der var følte sig ganske godt tilpas I den farveskiftende hoppe’s selskab, lyttede intenst til hende. Både til de ord, hun talte med sin elegante krop og de ord, som hendes smukke stemme fremsagde.
Der gik ej længe, for stilheden tillod hende at komme nær den skimlede hingst, og hendes forsigtige anmodning om at røre den skimlede hingst, accepterede han, ved at lade hende røre og derefter lod han sin egen mule kærtegne hende, forsigtigt som var hun lavet af glas; og derefter, da han trak mulen til sig, lyttede han til de ord som hun fremsagde.

,,Melady, det vil være mig en glæde at vandre igennem det sandede ocean i dit selskab og udforske det, der end måtte udforskes; men inden vi begiver os ud hvor varmen er stor og vandet småt, så lad mig spørge sig; hvori ligger din respekt for den sandede verden, og hvordan vil du begå dig, hvis du da var alene?”

Altaïr’s spørgsmål var ganske klart for nogle, for andre ikke; han håbede dog at den farveskiftende hoppe ville forstå ham og hans spørgsmål. Det var ikke en irettesættelse, eller en test som sådan, men blot en undersøgelse vel. Altaïr ønskede selv, fordi han ej var vant til et sådan område, at vide hvordan man begik sig, og hvis denne smukke og unikke hoppe vidste det, ville han gerne være forsikret fra start af, så deres tur kunne forløbe mere glat og uden spørgsmål fra hans side af konstant. Han var skam mere end villig til at tage imod lærdom fra denne hoppe, ørkenhoppen, hvis hun ville give ham den; og i så fald, ville han give hende lærdom tilbage når tiden var til det, om noget helt andet end det uendelige hav af sand, der lå som det reneste guld, men som kunne være farligt som den mest giftige slange, hvis ikke man kendte til dets luner og dets vilkår.

Berbeza - " Za "

For en enkelt gangs skyld står den energiske, unge hoppe fuldkommen stille. Hendes øjnes funklende blik er rettet mod den gråskimlens hingsts, og hendes mørke ører er ligeså rettet vågent helt frem mod ham. Hun vil være sikker på, at hvert og et af hans ord når hende. Hun vil være sikker på, at hun forstår disse rigtigt, så hun er i stand til at give ham et svar, som han har fortjent. Hans ord har atter en gang en fascinerende indvirken på den unge hoppe, med den spraglede skikkelse. Hun har ikke før mødt en sjæl, som har snakket til hende på denne måde før. Hvilket både vækker hendes ungdommelige nysgerrighed, men samtidig kan hun ikke lade være ned næsten omgående at respektere denne hingst - respekterer ham langt mere, end hun ville have gjort, hvis han havde brugt sin fysik overfor hende. Fysik og kropssprog er nemlig noget hun selv forstår, men ord, dem har hun aldrig haft i hendes magt. Derfor går en let, tænksom rynken henover Za's mule, ds han har fremsatte sine ord, og hun nu forsøger at gennemtænkt og formulere eg ordentligt svar. Hans spørgsmåls mening forvirrer hende en smule, og for ikke at bringe sig selv i alt for megen forlegenhed, hvis nu hun har misforstået ham, er hendes toneleje forsigtigt og dæmpet, idet hun svarer. Disse er ellers træk, som hun sjældent viser.

" Jeg ville begå mig gennem landskabet med respekt og årvågenhed. Men uden at lade mig kue og undertrykke. Jeg ville danse over dette ocean af sand, men uden at håne det. Jeg ville søge mod det hav, som omgiver denne ø, og ville bevæge mig langs dette..

Den unge hoppes blide stemmer ebber langsomt ud, og usikkerheden er nok ikke så vanskelig at opdage. Hun tvivler på, at hun far forstået spørgsmålet korrekt, og om hendes svar er tilfredsstillende. For af en eller anden uforklarlig grund, så ønsker hun virkelig at denne fremmede, fascinerende hingst vil finde sig tilfreds med hendes svar. Da hun har fremsagt sit svar, giver hun et dæmpet, afslappet prust fra sig. Derefter ryster hun på sit lille, fine hovede, hvilket får manen til let at bevæge sig langs hendes hals. En svirpen lyder fra hendes hale. Endnu en gang hr energien overtaget, usikkerheden forsvundet. Tilbage er kun det kække, strålende glimt i hendes øjne, som funkler af ren og skær livsglæde og livsmod.

Den skimlede hingst, der havde søgt viden omkring, hvordan man begik sig i sandets land, lyttede intenst til denne farveskiftende hoppe’s ord, der efter lidt tankegang, kom frem. Det var ganske fascinerende at se, for den skimlede hingst, hvordan hoppens energi blev fokuseret, og hvordan hun nu stod stille, hvor hun før havde danset rundt. Han lyttede til de ord hun sagde, om hvordan hun ville begå sig i sandets land. Med respekt, holde sig i udkanten så havet ej var langt væk og holde sig vågen og orienteret. Det var skam gode grundprincipper, men ikke håndfast nok til at vandre i sandets land; men det ville Altaïr lade hende finde en bedre forklaring på undervejs, for ej ville han holde deres eventyr tilbage med snak om sikkerhed; for sikkerhed, det skulle han nok kunne finde undervejs - og om ikke andet, så kunne de holde sig i udkanten, som hun foreslog, så havet aldrig ville være langt væk. Derpå nikkede Altaïr imod denne livsglade hoppe, der atter var livet lidt op og atter udstrålede en umådelig energi, for at signalere at han ønskede at begive sig af sted på deres eventyr, ud i det sandede ocean. Derpå sprang den skimlede hingst frem i en meget ædel galop, med stort opspring og godt afskub med bagbenene, og han strøg da af sted med den farveskiftende hoppe med sig; håbede han i hvert fald. Hvis ikke hun fulgte ham, ville han have gjort noget galt og i så fald måtte han gøre det, han havde gjort galt om; men i hvert fald, da strøg den skimlede hingst igennem det sand, der gjorde hans bevægelser hårde at udfører for ham selv og samtidig kælede sig imod hans ben, for at få ham til at standse. Dog lod han sig ikke forføre af sandet; for han var i selskab med en juvel langt mere smuk og fascinerende end sandet - Nemlig den farveskiftende hoppe.

[Out]